For 19 år siden udkom filmen ”The Passion of the Christ”. Filmen varer lidt over to timer og forsøger at skildre Jesu lidelseshistorie fra tilfangetagelsen i Getsemane til korsfæstelsen på Golgata. Målet fra instruktørens side var bl.a. at afbilde de historiske hændelser så virkelighedsnært som muligt, og filmen indeholder derfor også nogle meget voldelige scener; herunder en 10 minutter lang og yderst brutal piskescene. Da filmen udkom, hørte man derfor om folk, der både kastede op og udvandrede fra biograferne, fordi den havde så voldsomme scener.
Jeg husker stadig tydeligt, at jeg af lige netop denne grund glædede mig utroligt meget til at se filmen for første gang som ung teenager. Hvorfor? Fordi jeg godt kunne lide voldelige film? Nej, fordi jeg havde et håb om, at jeg nu endelig kunne forstå den smerte og lidelse, som Jesus måtte gå igennem for din og min skyld. Fordi jeg håbede, at jeg nu endelig kunne gribe om det, der skete på Golgata for ca. 2000 år siden og blive fyldt af en uovertruffen, inderlig taknemmelighed over, at Jesus døde på korset for dig og mig.
Desværre ville skuffelsen ingen ende tage, da filmen var slut. Ja, filmen var virkelig hård at se, men jeg kunne bagefter ikke lade være med at tænke på, at der jo også er andre mennesker i verdenshistorien, som har gennemgået tortur og smerte for at redde gode familiemedlemmer og venner fra at dø – og disse mennesker opstod endda ikke igen fra de døde med en velfungerende krop tre dage efter. Så selvom jeg godt kunne se, at Jesus måtte igennem 12 timers utrolig hård smerte, måtte jeg bare skuffet erkende, at jeg stadig ikke helt kunne gribe om det store i, at Jesus gennemgik denne død for menneskeheden.
Det blev en tradition for mig at se filmen hvert år omkring påske, selvom jeg de første år igen og igen måtte gå slukøret fra fjernsynet, efter filmen var slut.
For omkring 10 år siden kom der dog – Gud ske tak og lov – et vendepunkt, da jeg så filmen. Her blev ordene fra en sang nemlig så utroligt virkelige for mig. I sangen lyder det:
Se manden der på dødens kors,
en tornekronet konge.
Jeg hører nu med skam mig selv,
min stemme råber: “Korsfæst”.
Min synd har bragt ham til det sted,
hvor han nu hænger udstrakt.
Hans sidste suk har bragt mig liv.
Jeg hører: “Det er fuldbragt!”
Pludselig blev det nemlig så modbydeligt klart for mig: Det er jo MIG, der står blandt folkemængden og råber, at Jesus skal korsfæstes. Det er MIG, som synes, at han er en forfærdelig gudsbespotter, som fortjener at dø. Det er MIG, der med største foragt giver ham en tornekrone på hovedet. Det er MIG, som svinger pisken, indtil han dårligt kan stå op længere. Det er MIG, som slår ham og spytter på ham, mens han bærer sit kors op til Golgata. Det er MIG, som hånligt råber ”Ha! Andre har han frelst, men sig selv kan han ikke frelse.”
For Jesus gennemgik nemlig ikke hånen, piskeslagene og korsfæstelsen for at redde ”gode familiemedlemmer og venner” fra at dø. Nej, han gennemgik det for dem, som IKKE ville reddes. Han gjorde det for sine fjender (Rom 5,10). Der har ikke levet ét eneste menneske på jorden, der – af sig selv (!) – har ønsket, at Jesus skulle gå i døden for vedkommende. Alligevel fortsatte han sin gang op mod Golgata, selvom du og jeg stod og spyttede på ham, slog ham, hånede ham og hadede alt ved ham. Sikke en frelser!!
Og selvom de legemlige smerter var enorme, var det ikke dét, der var den største smerte for Jesus. For al vor synd og skyld blev lagt på ham (Es 53,6; Joh 1,29; m.fl.). Andre mennesker har som nævnt gennemgået samme fysiske smerte som Jesus, men han er den eneste nogensinde, som frivilligt er gået ind under Guds grusomme dom – for at redde fjender (!) fra at blive ramt af den. Det er dét, der er så stort ved Jesu død på Golgata!
Man kan selvfølgelig ikke sætte det så matematisk op, men jeg tillader mig nu alligevel at nævne følgende for at fremhæve pointen: Ét menneskes syndighed er nok til, at Gud vil straffe det i al evighed. Nogle opgørelser estimerer, at der siden år o har levet omkring 62 milliarder mennesker. Jesus døde for alle mennesker, der har levet på jorden siden verdens skabelse, så Jesus gennemlevede så at sige mere end 62 milliarder evigheder i Helvede under Guds dom, da Gud straffede ham på korset. Og han gjorde det, selvom samtlige af disse mennesker – dig og mig inklusiv – ikke ville have det. Vi hånede ham, spyttede på ham, slog ham, piskede ham og ønskede ham korsfæstet, fordi vi ikke kunne udstå ham. Og alligevel gennemførte han det. For din og min skyld, så vi kunne få fred med Gud, mens vi endnu var hans fjender. Halleluja!
