Et skadet barn
Henrik Petersen er meget ærlig om, at han livet igennem vil være mærket af sin barndom. ”Indeni er jeg stadig en lille, skadet 12-årig dreng. Jeg bærer nogle mønstre med mig fra min barndom. Jeg har svært ved at blive tryg ved andre og ved at knytte venskaber.
Da jeg var 17-18 år gammel, sagde en af mine venner til mig: ’Hver gang nogen kommer tæt på dig, så trækker du dig.’ Jeg studsede over det og kunne ikke forstå det. Men han havde ret.
Jeg bærer også på en vrede dybt inde. Der er en, som har sagt, at den hænger sammen med, at jeg aldrig har følt mig elsket. Jeg tror, det er rigtigt. Den vrede er alt for mange gange gået ud over mine omgivelser. Det har jeg det forfærdeligt dårligt med.”
Efter den hårde barndom fulgte der for Henrik en lang årrække som narkoman og kriminel. Han ser selv en indre sammenhæng mellem barndommen og det senere liv. Alligevel er det uhyre vigtigt for ham at fastslå, at han selv har ansvaret for alt, hvad han gjorde. Det var hans ansvar, det var hans valg, og det var hans skyld. Det var først, da han erkendte sin skyld over for mennesker og Gud, at han følte sig som et helt menneske. Og det var afgørende for, at han kunne forstå og modtage evangeliet om, at Jesus på korset havde påtaget sig hans skyld og straf over for Gud.
Det evangelium om fred med Gud ved Jesu kors er nu grundlaget for Henriks liv og hans største skat og trøst.
En dysfunktionel familie
”Jeg er født februar 1959 og er vokset op på Nørrebro i København i en meget dysfunktionel arbejderfamilie. Min far og mor blev skilt, da jeg skulle til at begynde i skolen. Så forsvandt min far. Jeg nåede aldrig at få noget forhold til ham. Min mor var selv alvorligt skadet af sin opvækst.
Min mor var enebarn. Min morfar ønskede sig sønner, og så fik han hende og kun hende. Han sagde lige ud til hende, at hun var hans livs største skuffelse. Min morfar var enormt hård. Han var fra en meget fattig familie. Men han endte som vingrosserer med forretning på Frederiksberg, sommerhus, bil og penge. Det var uhørt for en med hans baggrund. Hans pædagogik over for min mor var spanskrør. Nabokonerne græd, når de hørte min mor skrige og hulke.
Min mor blev aldrig i stand til at vise følelser. Jeg kan ikke huske, at hun nogensinde har sagt, at hun holdt af mig, eller at hun har givet mig et kram. Det var så synd for hende. Hun var en god pige, men hun var ødelagt og socialt handicappet. Hun havde ingen venner gennem hele sit liv, ingen – indtil hun som pensionist fik én. Hun arbejdede hårdt for at få det til at løbe rundt. Hun havde et job på Frederiksberg Rådhus, men det kunne ikke altid dække udgifterne. Så gik hun med morgenaviser, før hun mødte på rådhuset, og ofte arbejdede hun over til sent ud på aftenen. Nogle gange tog jeg ind på rådhuset for at lægge mig til at sove der, mens hun arbejdede.”
Storebror
”Vi var to børn. Jeg havde en storebror, der var 4 år ældre end mig. På et tidspunkt skete der noget med ham, som gjorde, at han fik en gennemført ond adfærd. Måske hang det sammen med, at han blev sendt på en eliteskole. Af en eller anden grund mente min mor, at det ville være godt for ham at gå på Sankt Joseph Søstrenes privatskole i Ordrup. Eleverne på den skole var børn af folk med to jaguarer i indkørslen og villa ud mod Dyrehaven. Der gik han i 4 år. Han faldt helt udenfor. Han var underdog. Jeg ved ikke, hvilke former for misbrug han blev udsat for. Men han fik et knæk. Siden da var han uhyggelig.
Han smilede ikke. Han viste tænder. Og han havde de koldeste øjne. Han nød at ydmyge, udøve magt og påføre lidelse. Det gjorde han frem for alt over for mig. Han spærrede mig inde, bankede mig og pinte mig på alle tænkelige måder. Grundstemningen i min barndom, som jeg husker den, var angst. Jeg var så bange for ham, at det ikke kan beskrives. Han nød min angst. Han var også voldelig over for mine venner. Engang angreb han en af mine venner bagfra med en luftpistol. Han lagde pistolens løb hen over hans hals og trak igennem med begge hænder. Min ven fik et stort blåt mærke hen over halsen. Da min vens far så det, reagerede han. Men ellers gik det under radaren. Min mor havde ikke overskud til at forholde sig til det.
Jeg blev selv både kold, hård og voldelig. Når vi sloges i skolen, kunne gårdvagterne blive rystede over mig. De var vant til drenge, som lå og rullede rundt i slåskamp for at holde den anden nede. Jeg kunne finde på at slå så hårdt som muligt med mine knytnæver lige i ansigtet på den anden. Og så moppede jeg. Det gik særligt ud over én dreng. Det var utroligt synd for ham. Han var en god dreng. Jeg ved ikke, hvorfor det gik ud over ham. Jeg har så dårlig samvittighed over det. For nogle år siden, efter jeg blev kristen, mødte jeg en, der havde det samme navn og var på omtrent den samme alder. Men det viste sig, at det ikke var ham. Jeg ville så gerne få mulighed for at bede ham om tilgivelse.
Da jeg blev 17 år, var jeg stærk nok til at slå igen over for min storebror. Jeg havde opbygget så meget had til ham, at jeg var villig til at slå ham ihjel. Det kunne han se og mærke, og så trak han sig.
Det er et guddommeligt mirakel, at jeg nåede at blive forligt med min bror, inden han døde. Jeg nåede også at få kontakt med min far og at bede med ham kort før hans død. Og så fik jeg lov at se min mor komme til tro på Jesus. Det var stort.”
Ud i misbrug
”I de første år i skolen gik det egentlig godt. Jeg var altid en af de tre bedste i klassen. Men jeg var en bølle, og det skabte gradvist større og større problemer. Da jeg nåede til 8. klasse, sagde inspektøren lige ud til mig, at det var spild af tid at have mig i skolen. Så droppede jeg ud. Jeg fik et job i en trælasthandel. Men det holdt kun nogle få måneder. Jeg var for ustabil. Det hang sammen med, at jeg var i gang med hash og kriminalitet.
På det tidspunkt var jeg omkring 14 år. At ryge hash var helt almindeligt i det ungdomsmiljø, jeg var med i. Det var de tidlige 1970’ere med flowerpower, Steppeulvene, peace, love and understanding, og hvad synes du selv?
Et gram hash kostede 3 kroner. Så det var nemt og billigt. Og når vi var skæve, var alle glade. Vi havde grineflip, så vi havde ondt i kæberne dagen efter. Men det var jo bare en flugt.
Så skulle vi også prøve LSD. Det er et mærkeligt stof. Det skal man holde sig fra. Det skal man også med hash. Men med LSD forsvinder alle forsvarsværker i sindet, og så vader åndsmagterne ind med store træsko på. De morer sig, for nu kan de give den gas.
På det her tidspunkt gled mit liv ind i en tåge. Fra jeg var 15-16 år, var jeg på Christianshavn hver dag. Mit liv havde mistet ethvert mål og enhver mening. Alt handlede om at få stoffer: hash, LSD, amfetamin og til sidst heroin.
Jeg troede ikke, jeg ville ende på heroin. Som 15-16-årig hjalp jeg en heroin-junkie, som selv solgte stoffer. Jeg sad på en legeplads med stofferne, og så sendte han kunderne ned til mig. Jeg var ikke kendt af politiet, så når politiet kom på razzia, blev jeg ikke undersøgt. Den her junkie var 5-6 år ældre end mig. Han havde ikke en pløk i munden og var helt ødelagt. Alt handlede for ham om at få det næste fix. Det var et ubeskriveligt forfærdeligt liv, og jeg tænkte, at jeg aldrig skulle ud i det. Men på et tidspunkt prøvede jeg alligevel heroin, og det var fantastisk. Det var et sus af lykke, som var helt ubeskriveligt. De, som siger, at heroin ikke er godt for noget, ved ikke, hvad de taler om. Problemet er, at det er for godt. Jeg var lykkelig ud over alle grænser. Pludselig var livet værd at leve. Jeg havde det fantastisk. Og så var jeg fanget. På det tidspunkt var jeg 18 år. De næste 12 år løb jeg rundt med en nål i armen.
Den her junkie, som jeg hjalp, det utrolige er, at han faktisk overlevede i lang tid. Efter jeg blev kristen fik jeg telefonisk kontakt til ham. Jeg fortalte ham, hvad der var sket med mig. Jeg citerede Gal 2,20 for ham: ’Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig.’ Jeg fortalte ham, at Jesus også var hans frelser, og at det, som var sket for mig, kunne ske for ham. Men han ville ikke høre på det.”
Ud i kriminalitet
Efter han stoppede i trælasten, havde Henrik intet fast job. Hans indtægtskilde i de næste mange år blev kriminalitet: indbrud, stofhandel, smugleri, pres, plat og bedrag.
Et af de første indbrud var i et supermarked. Han og nogle venner lavede et hul i muren fra et kælderrum ind i supermarkedets kælder. Så brugte de natten på at tømme butikken for alt, hvad der kunne sælges videre.
Men for det meste lavede Henrik sin kriminalitet alene. Indbrud i villaer var det mest gennemgående. ”Jeg syntes, det var spændende at komme ind i store villaer.”
Der var ingen, der oplærte ham i håndværket. Han var selvlært kriminel. Fordelen ved at arbejde alene var, at der ikke var nogen, der kunne stikke ham.
”Jeg blev vanekriminel. Kriminalitet var den aktivitet, jeg gled ind i, når jeg kedede sig. Hvad skal jeg lave i dag? Jeg gør det, som jeg er vant til: kriminalitet.”
Med kriminaliteten fulgte arrestationer, domme og fængselsophold. ”Normen i det miljø var, at man røg i fængsel engang imellem.”
Henrik har ikke tal på sine fængselsophold. Årene med stoffer og kriminalitet ligger hen i en tåge.
Bøn af Henrik
Som Henrik husker det, hørte han ikke et ord om Gud i sit hjem. ”For far og mor var det med religion noget for kagekoner og hønisser. Der var totalt lukket. Vi talte aldrig sammen om sådan noget i mit hjem. Men det hang også sammen med, at vi i det hele taget aldrig talte sammen. Jeg har aldrig haft en dyb samtale med nogen af mine forældre som barn. Jeg blev heller ikke konfirmeret. Jeg husker ikke præcist hvorfor. Men på det tidspunkt var jeg allerede på vej ud i stoffer og kriminalitet, og sådan noget med at gå til præst – det blev ikke til noget.”
På den baggrund er Henrik den dag i dag forundret over, at han som teenager pludselig bad en både alvorlig og oprigtig bøn til Gud. Det skete i forbindelse med en ubehagelig oplevelse på Christiania. Henrik var derude med en ven for at købe hash. De var gået ind i bygningen Fredens Ark, da der pludselig kom en fyr løbende ned ad trappen fra første sal. Han var såret i benet og råbte til Henrik og hans ven: ”Ring til politiet! Der er en, der går amok med en kniv.” Henrik og hans ven gik forsigtigt op ad trappen. På første sal gik de hen ad en gang og kom til et rum, hvor to mænd stod over for hinanden, den ene bevæbnet med en blodig kniv, den anden med et bordben. Mens de så på, overgav manden med kniven sig.
Ude på gangen lå en mand på gulvet. En anden mand knælede ved siden af ham. Den knælende mand vendte sig mod Henrik og hans ven: ”Kom herhen, for om lidt kommer politiet!” Han var pusher og skulle væk med sit stof, før politiet kom. Han løb ned ad trappen og ud af huset. Henrik bøjede sig over manden på gulvet. Han tog hans arm for at mærke pulsen. Han kunne ikke mærke noget. Fyren havde en joggingdragt på. Overdelen var lynet ned, men der lå en klud hen over hans blottede overkrop. Henrik løftede kluden væk. Ved hjertet var der et åbent sår med forbløffende lidt blod. Kniven var gået lige i hjertet og havde stoppet det. Derfor var der ikke noget blod.
”Det var en canadier på 22 år. De havde været oppe at skændes om en radio. Det kostede ham livet. Da politiet kom, gik jeg og min ven ud af huset. Jeg satte mig op bag på hans motorcykel, og så kom bønnen: ’Du, som har skabt universet, vil du ikke nok være hans sjæl nådig og tage godt imod ham?’
Hvor kom det fra? Jeg forstår det stadig ikke den dag i dag. Men det er den første bøn, jeg mindes at have bedt til Gud.”
Bøn for Henrik
Når Henrik tænker tilbage, mindes han ikke, at nogen talte til ham om Gud, før han var midt i 20’erne. Og på tidspunkt forstod han ikke engang, at det var Gud, der blev talt om.
”Jeg sad i Nørre Snede Statsfængsel og afsonede en dom på 3 år. Så fandt jeg ud af, at man kunne følge undervisning på VUC på en skole i nærheden. Hvis man gjorde det, kunne man komme ud af fængslet hver dag. Det ville jeg gerne. Så jeg tilmeldte mig dansk, engelsk og matematik på 10. klassesniveau og tysk på 7. klassesniveau. Jeg var faktisk meget engageret i det. I dansk skrev jeg hovedopgave om magtens tredeling ifølge Montesquieu. Det var måske et lidt paradoksalt emne for en vanekriminel. Men sådan var det. Jeg håbede på, at jeg kunne blive journalist.
Som et led i undervisningen var der en ekskursion til København. Jeg fik lov at komme med. Her var jeg på hjemmebane. Jeg kunne vise rundt på Christiania og kunne udpege det rigtige ’Huset på Christianshavn’. Lørdag aften var vi samlet på et værelse på hotellet. Langsomt blev værelset tømt, fordi det var sengetid. Til sidst sad vi to tilbage, jeg selv og så en pige, som jeg ikke tidligere havde lagt mærke til. Vi havde gået i klasse sammen i et halvt år, men vi havde aldrig talt sammen før. Nu sagde hun pludselig til mig: ’Der er en, som elsker dig!’ Hvad siger man til det? Jeg troede, det var hendes måde at sige på, at hun syntes, jeg var en fin fyr, og at hun godt kunne lide mig. Jeg gled af på det, og så talte vi ikke mere om det.
En håndfuld år senere var jeg blevet tilknyttet et kristent rehabiliteringscenter. De kristne ledere på centret tog mig med på en bibelcamping. Jeg anede ikke, hvad det var. Men på campingpladsen stod der et stort telt. Jeg gik ind i det og så, at der stod en masse bænke i lange rækker. På en af bænkene sad der en pige – hende fra min VUC-klasse. Vi genkendte umiddelbart hinanden. Jeg er overbevist om, at hun var glad for at se mig på det her sted. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at hun havde bedt for mig, og at hun så det her som et bønnesvar. Vi talte om vores samtale i København. Først nu forstod jeg, at hun havde forsøgt at vidne for mig om Guds kærlighed til mig. ’Men du var ikke klar dengang,’ sagde hun så. Det var fantastisk at møde hende. Jeg ville gerne have holdt kontakten. Men reglerne på rehabiliteringscentret var, at man ikke måtte have kontakt med nogen, uden at det blev godkendt af ledelsen. Jeg tænkte, at de nok ikke ville tillade mig at dyrke denne her kontakt. Så jeg ved ikke i dag, hvem hun er. Jeg ville utroligt gerne møde hende igen. Jeg tror, jeg har meget at takke hende for.”
Vendepunktet
Henrik nåede både toppen og bunden af sin kriminelle løbebane, da han var 30 år gammel.
”Jeg havde nået det, jeg havde drømt om og kæmpet for: Jeg havde en flot bolig, masser af penge og adgang til alle de stoffer, jeg kunne ønske. Jeg havde ikke længere brug for pengene fra socialkontoret. Jeg hentede dem kun for ikke at vække mistanke. Jeg havde alt det, som jeg troede, var værd at stræbe efter. Men jeg var stadig lige tænderskærende ensom, og livet var stadig fuldstændig meningsløst. Det var en utroligt frustrerende oplevelse. Jeg følte mig fortabt uden mulighed for redning.
Så fik jeg en dom på 13 måneder i Horsens Statsfængsel. Det var et forfærdeligt sted. Men jeg ville alligevel ikke ud. Hvad skulle jeg ud til – til tomhed og jagt efter hvad? Livet var ikke værd at leve. I fængslet oplevede jeg mig levende begravet. Men udenfor var det værre. Jeg opsparede orlov, men gjorde ikke brug af den. Jeg blev bare i fængslet.
Så sad jeg der og samlede julekalendere, som skulle limes sammen. Jeg sad sammen med en fyr, der havde fået 13 år for mord. En dag siger han: ’Jeg får besøg af nogle kristne engang imellem. Var det ikke noget for dig?’ Jeg tænkte: Det kan vel ikke skade. Det kan være, de tager noget wienerbrød og nogle cigaretter med, og så får jeg et afbræk i den her dødssyge hverdag.
Så gik der noget tid, og en dag fik jeg at vide: ’Der er en kristen på besøg.’ Nede i besøgsrummet mødte jeg en nydelig mand på omkring 50 år. Han hed Charles. Han havde desværre hverken wienerbrød eller cigaretter med. Men vi sad og sludrede lidt, og så pludselig siger han: ”Du skal lære Jesus at kende!” Og så spurgte han, om han måtte bede for mig. Det fik han så lov til, og så sad vi og snakkede lidt mere.”
Efterfølgende begyndte der at ske noget mærkeligt i Henrik. Han begyndte at tænke nogle tanker, der ikke kom og ikke kunne komme fra ham selv: at der kunne være et helt anderledes liv i fællesskab med Gud, som virkelig var værd at leve.
”Jeg var ellers en, som ingen skulle lære noget. Jeg var kendt for at være en hård nyser. Politiet kunne presse mig så meget, de ville, og fængselspersonalet kunne isolere og straffe mig så meget de ville. Jeg gav ikke efter for nogen. Hvordan kunne jeg så åbne mig for det her?”
Der kom også andre kristne på besøg. Henrik fik en særligt nær relation til Henri Larsen: ”Han var en original. Han kom i træsko og røde seler. Det gjorde et godt indtryk på mig: at man kunne være sådan og være kristen. Han var dejligt menneskelig. Han fortalte mig, at der var mulighed for, at jeg kunne komme på et kristent rehabiliteringscenter, når jeg blev løsladt. På det tidspunkt havde jeg jo opsparet noget orlov, så jeg kunne komme afsted på prøve i en uge. Det var jeg med på.”
Det kristne center
”Der var enormt mange regler, jeg skulle overholde på centret. Tre af de vigtigste var: ingen cigaretter, ingen alkohol, ingen stoffer. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gik med på det – jeg, som ikke ville bøje mig for noget eller nogen. Men der var slet ingen trods indefra. Jeg accepterede det bare uden forbehold, og jeg overholdt det.
På centret var der andagter hver dag, og jeg deltog uden protester. Midt på ugen blev jeg kaldt ind på Henris kontor. Og så sad han der og forkyndte evangeliet for mig om Jesus og hans frelse, og jeg lyttede. Til sidst spurgte han mig, om jeg ville tage imod Jesus som min frelser og herre, og jeg sagde ja. Der var meget, jeg ikke forstod på det tidspunkt om frelse og fortabelse, Jesu kors og hans forsoning. Men ud fra det, som jeg på det tidspunkt forstod, sagde jeg ærligt ja.”
Da Henrik kom tilbage til fængslet, havde han kun en weekend tilbage af sin afsoning. Men det blev en lang weekend, for noget var forandret:
”Når jeg tidligere var kommet tilbage, var det vigtigt for mig at fortælle historier til de andre om noget kriminelt eller noget andet, jeg havde lavet, som kunne imponere dem. Det havde jeg intet behov for og ingen lyst til. Der var også noget andet, som var forandret: Lysten til cigaretter og stoffer og kriminalitet var væk. Det var så markant, at de andre indsatte kunne mærke, at der var noget galt med mig. Jeg faldt helt udenfor. Jeg kunne også pludselig se, hvor sygt, perverst og brutalt et miljø, fængslet var. Tidligere havde jeg haft det som fisken i vandet i fængselsmiljøet. Nu var jeg glad, når døren blev lukket til min celle om aftenen, og jeg kunne være alene.”
Da Henrik sad på sin seng om aftenen, blev det utroligt stærkt for ham, at det han havde hørt om Gud og Jesus på det kristne center, det var sandt, det var virkeligheden, og det var virkeligheden – for ham. Han jublede og græd indvendig på samme tid. Han oplevede, at et nyt liv var ved at åbne sig for ham.
Når Henrik ser tilbage, er han overbevist om, at der var en sammenhæng mellem det, som skete med ham, og at der var mange kristne, som bad for ham – både på det kristne center og i Henris menighed.
Da han blev løsladt, flyttede han ind på det kristne rehabiliteringscenter.
”De følgende måneder var specielle. Vi havde hårdt fysisk arbejde, rigtig hårdt. Når jeg kom hjem om aftenen, var jeg så træt, at jeg ikke havde overskud til at have ondt af mig selv. Men jeg pjækkede ikke fra arbejdet en eneste gang. Det gjorde jeg heller ikke fra andagterne.”
Gradvist begyndte Guds ord at give Henrik et helt nyt syn på ham selv og hans liv.
Min skyld
”Jeg havde været i kontakt med hele behandlingssystemet: psykologer, terapeuter og pædagoger. Det menneskesyn, de gik ud fra, var, at vi alle sammen er gode nok på bunden. Men det passer jo ikke, og det vidste jeg godt. På bunden var jeg et dumt svin. Når jeg talte med dem, kunne jeg give dem alle de rigtige svar. Men bag facaden sad jeg bare og tænkte: ’Hvad er der i det her for mig?’ Jeg fattede ikke, at de var så naive, at de ikke kunne se det. Hallo, hvilken planet er I fra? Jeg var ikke god nok på bunden. Jeg var gennemført egoistisk. Det vidste jeg, og da jeg lærte Skriften at kende, kunne jeg se, at det står bøjet i neon der: Jeg er en synder i bund og grund. Og det er sandt.
Mennesket er ånd, sjæl og legeme. Men de behandlere, jeg havde med at gøre, de gik ud fra, at vi kun er sjæl og legeme. Hvis man ikke har syn for, at vi er ånd, så ender man med et helt amputeret menneskesyn. Vi er skabt til at stå i forhold både til mennesker og til Gud, og når vi synder, synder vi både mod mennesker og Gud. Det er det, Paulus taler om, når han siger, at han bestræber sig på at have en ren samvittighed over for Gud og mennesker. Da jeg fandt ud af, at Gud tog min synd alvorligt, blev det klart for mig, at han tog mig alvorligt. Så var jeg alligevel ikke et nul, men et menneske. Det var utroligt stort for mig at opdage. Vi kan kun få virkelig hjælp med vores synd, hvis vi erkender, at vi har syndet mod Gud, og vi kan kun blive løst fra vores synd mod Gud gennem Jesus.
Jeg havde fået at vide utallige gange fra mine behandlere, at det var synd for mig. Jeg var jo blevet skadet af min barndom, min familie og livet. Det var synd, og jeg var et offer. Men at få det at vide hjælper ingen, som har handlet, som jeg havde gjort. Vores adelsmærke som mennesker er, at vi har ansvar for alt, hvad vi gør, og at vi har skyld, når vi handler galt. Hvis man tager ansvaret fra os, reduceres vi til dyr. Jeg har gjort så meget ondt i mit liv, og det er min skyld. Der var ingen andre end mig, der traf de forkerte valg. Da det gik op for mig, at jeg havde ansvar for det hele, først da blev jeg menneske igen. Men da gik det også op for mig, hvor alvorlig min synd var over for Gud. Og så blev det ubeskrivelig stort for mig, hvad Jesus havde gjort for mig: at han havde påtaget sig al min skyld på korset og havde taget hele min straf over for Gud.
Det er det, som det hele dybest set handler om: at Jesus tog skylden og straffen for alle vore handlinger over for Gud. Uden Jesus var det ikke til at holde ud. Jeg kan slet ikke bære tanken. Men han stillede sig op for mig, han led for mig og døde for mig. Han var villig til at gøre det, og han gjorde det. Og jeg er frelst ved det, han gjorde på korset. Det er utroligt stort.”
De kristne fællesskaber
Efter et længere ophold på det kristne rehabiliteringscenter kom Henrik på bibelskole i Mariager i to år. Det var både godt og hårdt. Det var godt for ham at lære Bibelens budskab at kende. Men det var hårdt for ham at være sammen med en stor flok unge kristne, som ikke var mærket og skadet af livet, og som virkede til ikke at have nogen problemer med at leve som kristne.
Det blev ikke nemmere for Henrik, da han efter bibelskolen tilsluttede sig en menighed, som havde et stærkt fokus på sand og helhjertet tjeneste: ”Tjen Herren, tjen Herren, tjen Herren! Det var det, som det hele handlede om. Det var lovtrældom, og det sled mig ned. Jeg var aldrig god nok. Gud var aldrig tilfreds med mig. Når det var sådan, jeg så på mig selv, så kom det værste frem i mig. Og det gik ud over folk omkring mig.”
Når man taler med Henrik, er det tydeligt, at samvittigheden er sårbar. Tærsklen er lav til at anklage og fælde dom over sig selv. Derfor hænger han også ved de bibelord, der taler om, hvad Jesus har gjort én gang for alle for at give os fred med Gud.
Han nævner Kol 1,19-20: ”For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig og ved ham at forsone alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset.”
Og så peger han på Ef 2,14: ”For han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os.”
Henrik understreger, at Jesus ved sin død fjernede fjendskabet i forhold til Gud og skabte fred mellem os og Gud.
Far og mor
Henrik ser det som en stor gave fra Gud, at han nåede at få en god relation til sin far, inden han døde, og ikke mindst, at hans mor kom til tro på Jesus.
”I de sidste måneder af min fars liv fik vi en god kontakt. Han var dødssyg af kræft i leveren. Han var meget svækket. Men jeg fik lov at være der hos ham og hjælpe ham. Jeg fik også lov at bede for ham, og han var meget glad for det. Det var en fantastisk oplevelse. Jeg er meget taknemlig for, at det endte sådan.
Da min mor hørte, at jeg var blevet kristen, var hendes første reaktion: ’Ja, ja – det går nok over.’ Men det gjorde det ikke, og når hun var sammen med mig, kunne hun se, at der var sket en radikal forandring med mig. På det tidspunkt boede jeg i Randers, og hun valgte at flytte fra Købehavn til Randers for at komme tæt på mig. Da hun kom, blev hun inviteret på besøg hos en kristen kvinde, som hed Kirsten. Kirsten var søster til Charles, som var den første kristne, der besøgte mig i fængslet. Kirsten var optaget af én ting: Jesus, Jesus, Jesus – og Jesus igen. Og det talte hun med min mor om. De to faldt godt i hak. Min mor lyttede, og hun tog imod det, hun hørte. Jo mere hun tog til sig, jo stærkere blev hendes ønske om at overgive sig til Jesus som sin frelser.
En dag var min mor på besøg hos Kirsten i den forretning, som hun havde. De sad og drak kaffe i baglokalet, og de var begge forberedt på, at det var i dag, de skulle bøje knæ sammen, så min mor kunne overgive sig til Jesus. Men hver gang de skulle til det, kom der nye kunder i butikken, og dagen gik, og til sidst blev det mørkt udenfor. Min mor tænkte, at nu bliver det ikke til noget. Så pludselig gik lyset ud. Ikke bare i butikken, men i hele byen. Der var en elektriker i en varevogn, der var kørt ind i en elmast og havde afbrudt al elektricitet i byen. Men så blev butikken tømt for kunder, og så kunne min mor og Kirsten bøje knæ i baglokalet, og min mor overgav sig til Jesus som sin frelser.”
Fra da af blev meget forandret i Henriks mors liv. Det gjaldt blandt andet hendes lejlighed: ”Hun fyldte den med bibelvers, som hun hængte op på væggene overalt.”
Forligelse
Den i familien, som Henrik havde det sværest med, var uden sammenligning hans storebror.
”Da jeg blev kristen, vidste jeg, at jeg måtte tilgive ham. Men jeg følte ikke, at jeg kunne. Jeg bad til Gud: ’Jeg tilgiver ham, men du ved, at det kun er med min forstand og min mund, at jeg siger det. Jeg kan ikke med mit hjerte.’
Sådan var det i 10 år. Så en dag var jeg hjemme hos min mor i Randers, og pludselig siger hun, at hun skal ned og hente min storebror ved toget: ’Vil du med?’
Jeg nåede ikke at tænke mig om, før jeg svarede: ’Joe…’ Det var ikke, fordi jeg havde lyst. Da min bror hørte, at jeg var blevet kristen, havde han svinet mig til. Der var ikke det, der ikke var galt med mig. Og så var der hele vores historie. Jeg havde ønsket ham død mange gange.
Men så stod jeg der på perronen med min mor. Toget kørte ind, dørene blev åbnet, og min storebror steg ud. Da han så mig, stivnede han, og det samme gjorde jeg. Hvad sker der nu? Ender vi i slagsmål? Så går jeg hen til ham, slår armene om ham, giver ham et kram og siger: ’Kan du tilgive mig?’ Der var intet planlagt i det. Jeg var selv dybt forbløffet. Jeg havde tænkt så mange forfærdelige tanker om ham, og så gjorde jeg det her.
Da jeg slog armene om ham, var det, som om han smeltede i mine arme, og jeg måtte holde ham oppe. Og så kom det fra ham: ’Du er jo min bror! Du er jo min bror!’ Og så stod vi der med armene om hinanden – jeg ved ikke hvor længe.
Han havde levet et hårdt liv på alle måder. Han havde drukket sin krop i stykker. Nogle år efter vores forlig, gik det mod døden. En dag ringede de fra hospitalet: ’Nu er det nu!’ Da jeg kom derhen, var hans to sønner der. Jeg spurgte dem, om der havde været en præst. Det havde der ikke. Jeg spurgte så, om jeg måtte bede for ham, og det fik jeg lov til. Og så fik jeg mulighed for at bede for min storebror, at Jesus måtte tage imod ham.”
Merete
For godt 15 år siden mødte Henrik Merete, som han nu er gift med. Når han taler om hende, er det med dyb taknemlighed i stemmen: ”Hun er det mest empatiske menneske, jeg har mødt. Når andre slår sig, siger hun av. Og det er ikke bare en talemåde. Hun oplever, at det gør ondt på hende, når det gør ondt på andre. Det er sådan, hun er. Hun har lært mig empati. Tænk, at der findes sådan nogle mennesker. Hun arbejder på et hjem for demente, og det er skønt at høre hende fortælle om alle de gode oplevelser, hun har med dem. Demente kan være både besværlige og ubehagelige. De kan svine dig til og angribe dig fysisk, og det gør de også nogle gange med Merete. Men når det sker, har hun bare ondt af dem. Det er jo dem, der har det svært. Hun holder virkelig af dem. Hun er fabelagtig.”
Merete har baggrund i Luthersk Mission, og nu følges de to til gudstjeneste. De har forskellige tilgange til gudstjenesten på det sociale og følelsesmæssige plan. Men de er sammen i troen på Jesus og i ønsket om at blive fornyet og bevaret i troen på ham.
”Jeg vil nok altid have det svært socialt i de kristne fællesskaber. Og når jeg kommer til gudstjeneste, har det for mig intet med følelser at gøre.
Det, der hjælper mig mest, er nadveren. Her bliver jeg mindet om, hvad Jesus har gjort for mig på korset. Jeg får at vide: ’Det holder endnu. Det gælder for dig! Jesus vidste alt om dig, før han gik til korset. Men han fuldførte frelsen for dig, præcis som du er.’ Alt det skrammel og møg, jeg slæber rundt på i mit indre, også af dårlige tanker om andre kristne – jeg kommer til nadveren med det. Ligesom hovedpersonen i Pilgrimsvandringen kom med sin rygsæk til Jesu kors, sådan kommer jeg med min rygsæk af synd til nadveren, og så smider jeg det hele her hos Jesus. Ved Jesu kors er der fred med Gud – også for mig.”
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2023. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.