Min nåde er dig nok

Tornen i kødet II

I bogen “Tornen i kødet” møder vi Olav Valen-Sendstads dybe bibelske indsigt og sjælesørgeriske erfaring i en forløsende evangelisk udlægning af det meget personlige afsnit i Andet Korintherbrev, hvor Paulus sætter ord på sine egne anfægtelser og bønner og Guds hjælp til ham. Bogen blev udgivet på dansk i 1987 og er nu udsolgt fra forlaget. Olav Valen-Sendstads arvinger har givet tilladelse til, at vi i Nyt Livs blad bringer nogle uddrag fra bogen.

Guds vej

Når vi har det svært og anstrengende med tornen i kødet, med dens fristelser og ydmygelser, hvad er det så, vi først og fremmest trænger til?

Fra så at sige alle vil følgende svar komme: Vi trænger først og fremmest til kraft. Dette svar får vi ikke alene fra den uklare, humane religiøsitet. I anfægtelsens tider, hvor vi ligger under for misforståelser, kan også et genfødt menneske, ja til og med en Paulus, mene, at det, han trænger allermest til, er at erfare Guds omskabende kraft.

Guds ord siger noget ganske andet: Det, du har brug for i din kamp, er fred (Es 40,1f.).

Denne uenighed mellem Gud og mennesker har sine dybe årsager og følger. Men her gælder det, som det altid gør, at det er vigtigt for os at blive enige med Gud og opgive vore tåbelige krav om, at Gud skal blive enig med os.

Tænk dig nu om. Jeg spørger: Hvilke forhåbninger har du egentlig til Guds kraft? Du går ud fra, at den vil hjælpe dig til at bede ret, ville det rette, sejre i fristelser, overvinde syndens lyst og hjælpe dig af med skyldfølelse og samvittighedens plager, ved at du ganske enkelt holder op med at synde. En tankegang, der kan synes meget from. I virkeligheden er den meget kødelig.

Gud tager sig nemlig af samvittighedens anklage og domme på en ganske anden måde end ved sin ”kraft” at forhindre dig i at synde. Hør blot: Kristi blod renser vor samvittighed fra døde gerninger (Hebr 9,14). Og det er noget ganske andet end at forhindre dig i at falde i synd. Du ønsker at rense dig selv ved hjælp af gode gerninger og ved at undlade at gøre bestemte ting (synd). Gud renser dig ved Kristi blod.

Gud sørger også for på en helt anden måde, end du regner med, hvordan dit liv skal blive til hans ære. Du ønsker nemlig kraft til at hjælpe dig selv, sådan at du kan stå frem for Gud og sige: Rigtignok gav du mig kraft, men jeg var lydig, og derfor sejrede jeg – ved din hjælp. Det er sådan, du ønsker at få kraft, for at du derved selv kan tage den halve ære: Gud tager æren for kraften, du for lydigheden.

Min ven, ved at tænke sådan er du fuldstændig på vildspor, hvad enten det er bevidst eller ubevidst. For Herren siger: ”Jeg er Jahve, det er mit navn! Jeg giver ikke min ære til nogen anden eller min pris til gudebillederne” (Es 42,8).

Gud giver aldrig kraft, for at du og han kan deles om æren, fiftyfifty for et sejrende liv. Herren vil ikke vide af nogen tvedelt ære. Han vil have et udelt, helt og ægte ærens halleluja fra dit hjerte, der udelukker enhver from for tvetydighed, der indebærer din egen ros og ære. Derfor siger han: ”Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet” (Es 57,15).

Se så at komme til enighed med Gud om, hvordan det forholder sig med freden og kraften. Hør, hvad Gud siger om freden som det allerførste.¹ For der gives ingen salighed, hvis du ikke er enig med Gud!

Nåden og kraften

Kære ven, fra dit eget liv kender du mere end nok til kamp og strid, fristelser, nederlag, ydmygelser, samvittighedsnød, kraftbehov og al den slags, der får det til at køre rundt for dig i tvivl og elendighed. Du har så tit ønsket, at Herren ville vise og åbenbare sig for dig, så du kunne fyldes med hjælp, kraft og fred og alt det gode, som Gud kunne tænkes at ville skænke et stakkels fattigt menneske.

Men hør nu her: Herren sagde altså nej til Paulus, fordi han ville opfylde hans bøn på en anden måde, end Paulus havde tænkt sig. Han lod ham ganske enkelt beholde tornen i kødet.

Var det ikke hårdt?

Må den, der ved, hvad tornen i kødet vil sige, ikke uvilkårligt tænke: Så er der alligevel ingen hjælp at få – livet bliver fortsat et helvede – og Gud: forfærdelig og grusom?

Men stands et øjeblik her. Paulus fik svar, og dette svar var ikke blot et nej. Men allerførst sagde Herren: ”Min nåde er dig nok.” Derefter sagde han: ”Min kraft fuldkommes i magtesløshed.²” Denne rækkefølge må du prente dybt ind i dit hjerte: først nåde og fred, derefter kraft og sejr.

Fredens kilde

Hvordan får et menneske fred med Gud?

Man kan aldrig give sit hjerte befaling om at være fredeligt og føle freden i Gud. For den slags befalinger adlyder det aldrig, hvilke kunster man end benytter sig af. Følelsen af fred kommer ikke dalende ned over os sådan ganske uformidlet, blot fordi vi kunne ønske at få den som en god og rar stemning i vort hjerte. Men den kommer fra Gud gennem åndelig kundskab og lys over Guds ord og løfter. For evangeliet er intet andet end Guds nåde åbenbaret i de løfter, der er opfyldt eller stadig vil blive opfyldt på os (Jer 29,11).

Derfor må vi aldrig blive hængende ved vort eget hjerte eller lade os baste og binde af en selvbeskuelse, der altid søger freden i vort eget indre. Vi må undgå dette, som vi undgår selveste Djævelen, når vi bliver åndelig trætte og selvmedlidende, fordi vi mangler den virkelige fred. Af den slags følger der kun mismod, forvirring, vantro og rodløshed.

Men vi må gennem Ordet altid være på udkig efter Guds hjerte, efter hans mægtige løfter, som han i sin fredspagt har givet os, og efter Jesu fuldbragte værk. Ordet er et spejl, og i det skuer vi Herrens herlighed (2 Kor 3,18), og gennem det viser Guds Ånd os Guds eget hjerte og sind. Og ved dette alene udvirkes der en strøm af trøst, fred, glæde og frimodighed i vort hjerte. Men uden dette vil al trøst blot være en indbildt trøst, al fred vil være selvbedrag, al glæde et tomt skin, og al frimodighed vil bare være en form for indbildskhed. For Jesus har sagt: ”De ord, jeg har talt til jer, er ånd og liv” (Joh 6,63), og: ”Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden” (Joh 16,33).

Fred i Jesus ved hans ord – trængsel i verden.

Disse to ting findes på samme tid i den troendes liv her i verden. Verdens væsen er af den art, at den giver trængsel i dag, lettelse i morgen – medgang i dag og modgang i morgen. Jesus giver fred midt i trængsel, så at vi kan sige: I al vor trængsel er der ingen trængsel (Es 63,9). Det er rigtigt, hvad Jesus siger: Han giver ikke den fred, som verden giver.

Enkelt og svært

Troen er det enkleste og nemmeste af alt, fordi den ikke er en ”gerning”, men består i tillid og fortrøstning til den Herre, som har virket dette ved sit Ord. Og dog er troen det sværeste af alt, netop fordi den ikke er det, vi gerne vil have den til at være: en ”gerning”. Troen indfinder sig nemlig aldrig uden om Ordet, og vi har en medfødt tilbøjelighed til at foragte Ordet som overflødigt!

Troen vil heller ikke indfinde sig, hvis ikke loven har bøjet os i støvet, så vi opgiver alle vore egne forsøg og gerninger som vejen til frelse. Og det er faktisk det sidste, vi opgiver, når det drejer sig om vor frelse. Derfor er det ikke så sært, at mange mener, at troen er ”for svær” og finder verdens tomme visdom, kunst, videnskab og filosofi mere tiltalende.

Evangeliet kaldes et ”nådemiddel”, fordi det ved at formidle Guds store nåde frembringer tro i os. Og der hvor dette ord virker tro i vort hjerte, der helliger Gud os ved vore synders forladelse.

Lovens vej til fred med Gud

Loven har den beskaffenhed, at den giver intet af nåde, kun hvis vi opfylder den. ”Vil du gå ind til livet, så hold budene” (Matt 19,17). ”Gør det, så skal du leve” (Luk 10,28, jf. Gal 3,12). Sært nok, kan man godt sige, giver loven her ved første øjekast udtryk for en tankegang, der umiddelbart tiltaler menneskets moralske bevidsthed og kalder samvittigheden til en højværdig indsats. Den kalder på vor moralske ”idealisme”.

Umiddelbart forekommer det os nemlig at være både ret og retfærdigt, at Gud forventer og kræver dette af os, og at vi kan blive arvinger til det evige liv blot ved at leve efter Guds lov og bud. Af natur har vi alle stor tiltro til os selv, tro på menneskets iboende evner og muligheder, og tro på viljens magt og evne til at omsætte vore forsætter og idealer i praksis. Det er vor loviske, moralistiske natur, der ytrer sig i denne tro.

Men nu må vi ikke et øjeblik bilde os ind, at Gud ikke mente, hvad han sagde i loven om at efterleve loven som noget, der blot skulle være sådan ”nogenlunde”. Han har ikke sagt en tøddel om, at ”du må gøre det så godt, du kan”, eller: Jeg er tilfreds, blot du har den gode vilje, og jeg vil se på viljen og den gode mening og placere dem i gerningernes sted, hvis det skulle gå galt!

Han har tværtimod sagt: ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske Far er fuldkommen” (Matt 5,48). Dette er Jesu ord, der hvor han i Bjergprædikenen konkluderer på sin udlægning af loven. Og loven selv går så langt, at den siger: ”Den, som ellers overholder hele loven, men fejler blot på ét punkt, er blevet skyldig i dem alle” (Jak 2,10). Ja, den går videre endnu: ”Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt det, som står skrevet i lovbogen, og følger det” (Gal 3,10).

Her opløftes et enstemmigt kor af humanistiske og moralistiske røster: ”Jamen det er umuligt. Det er over evne. Det er vanvid. Det er komplet meningsløst.” Kød og blod får altid meget travlt, når Guds ord bliver for stærkt. Så travlt, at man aldrig giver sig tid til at høre Guds ord til ende. Men Guds ord høres kun til ende af den samvittighed, der vækkes af hans Ånd.

Det svære er her, at den hellige Gud aldrig har tilbagekaldt, ændret eller mildnet dette hellighedens krav om fuldkommenhed efter loven. Den, der går lovens vej og fortrøster sig til det, han selv tænker, taler og gør – at det er godt for Gud – han bliver af Gud sat ind under fuldkommenhedskravet og slipper aldrig bort fra hans hellige ansigt med sin kødelige tilnærmelsesvise opfyldelse og egoistiske egenretfærdighed. Men for den, der fortvivler ad lovens vej, er det balsam for hjertet ved Ordet at høre og erfare, at Herren selv har åbnet en anden vej: nådens og retfærdiggørelsens vej – uden lov (Rom 3,21).

Du bliver ren og retfærdig for Gud uden gerninger (Rom 4,5)! Og han har opfyldt loven for os, for at vi ved troen skal forlade lovens vej og slå ind på nådens vej (jf. Gal 2,16-21).

Jesus opfyldte loven, idet han selv gik lovens vej i et lydigt, fuldkomment og syndfrit liv. Han opfyldte den for os – for at afskaffe den som vor frelsesvej. Han har opfyldt Guds lov for dig! Guds bud, krav om fuldkommenhed og hellighed.

Loven som ”pædagog”

Derfor har Gud i loven krævet fuldkommenhed af alle mennesker – humanister, moralister, farisæere, intellektuelle og viljedyrkere: for at de alle skulle se, at Gud aldrig har ment, at et menneske skulle arve evigt liv ved gerning og moral, tanke og tale, evne og indsats. Og når lovens ord stiller os i udsigt, at vi skal arve evigt liv, dersom vi opfylder den til punkt og prikke, har Gud ikke sagt dette, fordi han ”tror” eller ved, at dette er muligt for os. Men han har sagt det, fordi vi mennesker i vor åndelige blindhed og selvforherligelse mener og bilder os selv ind, at det er muligt.

Gud har med andre ord bøjet sig ned på vort åndeligt forblindede plan og har indrettet sin tale efter det, som er vor naturlige tankegang. Og dog giver han os ikke ret i vor loviske moralismes vrangforestillinger om frelse. Men han vil åbne vore øjne og udvide vort synsfelt og gøre det muligt for os at fatte hans egentlige mening. For hans hensigt med det er, at vi skal lære at give ham ret i, at vi er fortabte.

Så viser da Gud sig i sin tale om loven at være en ophøjet, viis og guddommelig ”pædagog”. For den dygtige pædagog starter altid med børnene på det trin, de befinder sig på. Ikke for at pædagogen og børnene altid skal blive stående på det trin, men for at den dygtige pædagog kan lede børnene videre frem, ud over begynderstadiet. Derfor kalder Guds ord også loven for en pædagog: ”Loven er blevet os en tugtemester til Kristus” (gl. oversættelse af Gal 3,24). Ordet ”tugtemester” svarer til ordet ”paidagogos” i den græske grundtekst. Og det er nøjagtigt det samme ord som vort ”pædagog” og betyder opdrager, børneleder, børnelærer, børnetugter.

Dette er den plads, loven har med hver enkelt af os i Guds frelsesplan, for at vi ved lovens erfaringer både skal erkende vor synd og indse det komplet umulige i at frelses ved loven, ved vor egen gerning og tanke, ved vor egen værdighed og retfærdighed.

Derfor udtrykker Paulus sig på følgende måde om den opdragelse, han ved loven havde fået i sit indre menneske: ”Men fordi vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus, har også vi sat vores lid til Kristus Jesus for at gøres retfærdige af tro på Kristus og ikke af lovgerninger. For af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdigt” (Gal 2,16).

Evangeliets nye vej til fred med Gud

Derfor er Jesus blevet os nådens og livets vej, som han selv siger: ”Jeg er vejen” (Joh 14,6).

Med Jesus er der sat punktum for loven, og en ny vej er åbnet: ”For Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror” (Rom 10,4). ”Og i alt det, hvori I ikke kunne gøres retfærdige ved Moseloven, bliver enhver, der tror, gjort retfærdig ved ham” (ApG 13,39). Vi hverken er eller bliver retfærdige for Gud ved det, vi gør eller har gjort efter loven, men ved det Jesus har gjort, for ”ligesom en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts retfærdige gerning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker” (Rom 5,18).

Derfor er Kristus nu vor retfærdighed fra Gud (1 Kor 1,20). Hans lydige opfyldelse af loven bliver skænket dig! Og dette er din retfærdighed for Gud, tilregnet dig af nåde, ved tro!

Denne retfærdighed, der tilregnes os i og med vore synders forladelse, er på forunderlig vis blevet vor retfærdighed – og så alligevel ikke vor, men hans. Den er blevet vor, fordi Gud ved troen har skænket os den som vor klædning og iført os den for hans ansigt på dommens dag. Men den er hans, for han har virket den; den er ikke frembragt ved vores, men ved Jesu lydighed og gerning.

Ligesom en klædning skjuler vort legeme, vor nøgenhed og skam, således skjuler Jesu retfærdighed vor person mod dommen. Og lige så lidt som en klædning er en egenskab ved vor krop, men dog hører den til og tjener den, lige så lidt er Jesu retfærdighed en egenskab ved vor åndelige, moralske eller intellektuelle person og natur. Og dog tilhører den vor person og tjener den som en god samvittighed med Gud. Derfor siger profeten Esajas: ”Jeg fryder mig over Herren, min sjæl jubler over min Gud. For han har klædt mig i frelsens klæder og hyllet mig i retfærdighedens kappe” (Es 61,10).

Så står da du og jeg, kære ven, over for Gud som dem, der ved troen på Jesus er iført Jesus, og vi bliver elsket, æret, velsignet af Gud vor Fader – ufortjent, uforskyldt, ved Jesus Kristus alene, som om vi i vor Faders øjne alle sammen var små ”Jesus’er”. Sådan er virkeligheden i Jesus, ikke uden for ham; sådan er det ikke i os selv. Men ved troen – i ham. For nådens og det evige livs hemmelighed ligger i disse tre ord: ”i Jesus Kristus”.

Åndens tugt

”Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os” (Rom 8,34).

Når vi derfor i vor åndelige blindheds tvivl og anfægtelse bittert må erfare vort hjertes og vor samvittigheds fordømmelse, og vi alt for tit forveksler samvittighedens dom med Guds dom, da skal vi huske: Hvad end vort hjerte måtte fordømme os for, er Gud større end vort hjerte og kender alt (1 Joh 3,20). Han kender også rækkevidden og gyldigheden af Jesu forsoning og opfyldelse af loven.

Derfor kan vi roligt lade vor samvittighed fordømme os, så vi kan bøjes i ydmyghed for Gud og sige os løs fra enhver form for tro på os selv og kærlighed til os selv. For dette er ret åndelig tugt. Men så meget mere skal vi henfly til al nådes Gud, der er større end vort hjerte og fortrøste os til hans løfte, at han efter sin nådes visdom ejer os som sine børn – ved troen på Jesus, ved vort håb til Jesus og kærlighed til Jesus.

Evangeliets anstød

Så er da vor frigørelse fra loven den sandhed og virkelighed i evangeliet, der overstråler alt.

Men vi vil ikke se bort fra, at det netop er her, at al anstød og forargelse bryder ind over evangeliet fra en åndelig død og blind verden, der kun tror på mennesket og sætter sine forhåbninger til det og elsker sig selv og sin egen ”ære”. Men det mærkelige er, at dette anstød og denne forargelse sker i moralens navn. Og hvem er så moralsk som denne Gud!

Denne ”fromme” form for anstød består i, at man nok vil have syndernes forladelse, men ikke vide af Kristi retfærdighed og lovopfyldelse – fordi man foretrækker at være under loven og bekymre sig for ”moralen”! Ak, hvilken blindhed!

Den grovere form for anstød siger, at evangeliet er letsindigt og overfladisk, at det gør mennesket ligeglad med dets synder og vænner folk af med at tage loven alvorligt. Og, siger de, vi har fået så rigeligt med evangelium, at nu er det på tide, at loven kommer på rette plads, at den atter komme til hæder og værdighed, så der kan føres et helligt liv. Som om loven havde kraft til at skabe moralske liv (Rom 8,3)!

Paulus’ fjender beskyldte ham tilmed for, at han ved sin forkyndelse af evangeliet lærte folk at ”gøre det onde, for at det gode kan komme” (Rom 3,8). Som om Kristus skulle gå syndens ærinde (Gal 2,17)!

Ak, hvilken blindhed: Mennesker, der på den måde tager anstød, kender hverken samvittighedens dybe behov eller evangeliets lys. De er moralister, farisæere, lovtrælle, blinde vejledere. Som Brorson siger i en salme: De gør det sure (loven) sødt, og det søde (evangeliet) surt. For selvom både de selv og mange ubodfærdige mennesker misbruger både loven (til en falsk og indbildt retfærdighed) og evangeliet (til en forvænt trøst), skal loven og evangeliet dog blive stående i al deres klarhed og renhed, for at de udvalgte kan nå til sand og levende tro på Jesus.

Evangeliets frugt

Til vor uendelige trøst og fred i Gud gælder dette, at vi efter evangeliet regnes som nådens børn hos Gud uden lov ved troen på Jesus, som evangeliet selv skænker vort hjerte. Altså som dem, der ikke har gerninger at opvise (Rom 4,5), som dem, der om sig selv må bekende, at de er ugudelige og ikke magter andet end det, Gud selv giver og udvirker. Når vi i vor ånd er nedbøjede i den ydmyghed, der blot ser os selv som nøgne, da kan vi modtage trøsten og freden ved renselsen og retfærdiggørelsen i Jesus alene. Da taber vi også lysten til at blande os i Guds embede og gerning, nemlig ved at lede efter frugt.

Lige så lidt som æbletræet vandrer rundt omkring sig selv for at lede efter frugter og plukker dem for at nyde dem, lige så lidt er det den troendes embede og pligt at vandre omkring i sit eget liv og søge efter frugter, plukke dem, beskue dem, nyde dem og rose sig af dem. Det ”embede”, Gud har givet sine ”træer” i haven og ”podekviste” på det gode vintræ, Jesus, det er blot at blive stående og leve i nådens jord, gro og vokse og trives der – ved Guds nådes solskin og regn i hans ord. Så vil frugten komme af sig selv. Dette vil vi komme mere tilbage til.³ Men nu vil vi slutte med at overveje ordet om, at nåden er os nok.

Nåden er nok

Med disse små ord ”er dig nok” afgrænser Herren sin egen nåde med et punktum. Derved vil han sige: Når min nåde er nok for al evighed, lad den så også være nok for dit hjerte, ved at du er tilfreds med den; forlang ikke noget, der er bedre, for noget bedre gives ikke; og forlang ikke noget mere, for noget mere gives ikke. Vær tilfreds, glad og taknemlig over, at den findes og er nok fra min side, så kan den også være nok set fra din side, nok for dine tanker og dit håb, for din vilje og dit liv, din tro og din kundskab.

Så er da nåden noget både i sig selv og for sig selv: Intet er ved siden af den, intet begrunder eller betinger den, undtagen Guds evige væsens godhed og kærlighed. Men meget er den underlagt, meget har den i sit følge, og meget udvirkes ved den.

Hvorfor er Guds nåde os nok?

Jo, fordi den er Guds nåde, altså hans nåde; han, der selv er godhed, almagt, visdom og salighed. Den er nok, fordi det, Gud gør, det gør han til fuldkommenhed, og fordi Gud til sit eget navns ære og pris ikke blot vil gøre det tilstrækkeligt, men gøre alt til vor frelse. Det er til lov og pris for sin nådes herlighed, som han skænkede os i sin elskede Søn (Ef 1,6).

Derfor er der intet, der er saligere end at bygge og bo i hans nådes skjul (Sl 91), at grunde på hans ord og erkende den og befæstes deri. Men intet er heller farligere end at behandle Guds ord som legetøj, at omgås det i ord og tanker uden Åndens tugt i hjertet.

Men når nåden under lovens tugt og ved Jesu trøst modtages i hjertet, da kan vi trygt og sikkert vandre ved hans side på vejen – omend den er smal – til Guds himmel. At modtage, tilegne sig nåden under lovens tugt vil sige at lade al anden trøst fare, alt andet, som hjertet måtte hænge fast ved og være klar over, at al anden trøst og hjælp er synd og afgudsdyrkelse. Lad det så fare alt sammen: vor egen retfærdighed, vor egen ære og magt, vor egen højhed og værdighed, vor egen duelighed og fortjeneste. At slippe alt dette, det er at gøre bod i sit hjerte, og i stedet henfly til Guds godhed og trofasthed i Jesu løfter.

Til hvad er hans nåde nok?

Den er nok til at få alle vore synder til at forsvinde i havets dyb og skilles så langt fra os, som østen er fra vesten. Den er nok til over for Gud at indhylle og iklæde os den evige bryllupsklædning, der hedder Jesu opfyldelse af loven, hans fortjeneste, værdighed og retfærdighed. Den er nok til at rense vor samvittighed, at gøre os til Guds nådes børn, der er arvinger til himmel og jord.

Ordet om nåden er tilstrækkeligt til at skabe den frelsende tro i vort hjerte. Derfor er nåden og Ordet om nåden nok til evig trøst og urokkelig fred i vort hjerte og salig glæde hos Gud.

Det er ikke nødvendigt at befris for tornen i kødet for at få fred. Vi trænger ikke til personlig sejr for at eje trøsten i Gud. Hans nådes velsignelse og mange løfter er nok til det hele. For den hæver os op over alle vore synder og et mere eller mindre mislykket liv – til Guds evige himmel. Det er den nok til.

Lad os derfor ikke surmule og rynke på næsen på moralistisk og farisæisk vis og mumle noget om, at der alligevel bør være frugt, gode gerninger, moralsk alvor, respekt for loven og agtelse for Guds bud. Den slags surmuleri på moralens vegne ønsker i virkeligheden ikke andet end den retfærdighed, der ses af mennesker (Matt 23,5), og trøsten af egne gerninger og ros og berømmelse af egen visdom, karakter og person. På bunden af vort hjerte er dette surmuleri – på trods af alle fine fraser – uden lovens tugt, uden sønderknuselse og uden bod for kødet. Hvis du er blevet elendig i dig selv, og bliver du ved lovens tugt ved med at se dit køds elendighed, så vis alle disse moralistiske surmulere fra dig. De vil aldrig kunne hjælpe dig, men blot trykke dig ned i lovtrældom.

For den umistelige skat for den elendige er Herren og ham alene. Og så kan Guds nåde aldrig blive overfladisk og letsindig, da den ikke vil kunne modtages af vort hjerte, hvis vi ikke også smager lovens åndelige tugt, så at der hverken findes afguder eller egenretfærdighed tilbage ved siden af hans nåde, der elsker os og har givet sig selv hen for os. Lad blot moralisterne, farisæerne, humanisterne og de mange falske kristne have deres falske trøst i dem selv og deres egen retfærdighed. Vær du trøstig og glad i Gud, fordi han har sagt til din sjæl, så du har kunnet høre det: Min nåde er dig nok.

Nok – for dig

Og så til allersidst: Han siger virkelig, at hans nåde er nok for dig. Han nævner dig ganske personligt i sit ord, så du ved hans ord skal bryde dig om, hvad han siger, og ikke om det, som humanisterne og farisæerne i og uden for den synlige kirke på jord måtte fordærve din sjæl med. Alt det, nåden efter Guds løfter indeholder, det gælder også for dig, det er dit; og ingen kan tage det fra dig, når det er givet dig af Gud. Derfor søger han intet andet i dit hjerte end tro – den stille tillid til Ordet og inderlige fortrøstning til Herren. Og denne tro skænker han dig, når du bruger hans ord, læser det og lytter til det med et oprigtigt hjerte, der giver Gud ret.

Den levende tro ånder og rører sig i Guds ord.

Den tro, der ikke kender og ikke er grundfæstet i dette Ordets til dig og for mig, det en død tro. Den, der tror uden at kende dette, kan være et moralsk menneske og en farisæer med kristelig fernis, men et nådens barn er han ikke. For i bund og grund tror han slet ikke. Humanisten tror på mennesket og det gode i mennesket. Lad ham om det. Moralisten tror på den frie vilje og nødvendigheden af ansvar og pligt. Lad ham om det. Farisæeren tror, at gode gerninger (hans egne iberegnet) skal frelse verden. Lad ham om det.

Men et Guds barn tror på Jesus alene og tvivler på alle andre personer (sig selv iberegnet), tror på Guds ord alene og tvivler på al anden kundskab. Dette lærte han den allerførste gang og siden igen og igen, hver gang Guds ord lød i hans hjerte: Hør! Hør på mig. Det er dig, jeg taler til. Det er for dig, jeg har udøst mit blod. Jeg er din retfærdighed. Jeg er din fred og trøst. Du, ja netop du, hør på mig, så skal du leve.

Da hjertet hørte denne røst – den, der ikke kan høres med vore ører, men i Ånden – da tabte alle andre røster deres tillokkende magt. For denne røst drog os ind i troen og bandt vor sjæl til at elske den levende Gud. ”Min nåde er dig nok.”

Lyd

Udgivet af

Olav Valen-Sendstad

Olav Valen-Sendstad (1904-1963) var sognepræst og dr.phil.