En ordinationstale
I en behandling af menighedslederens udrustning og liv i lyset af Det Nye Testamente kunne der vælges flere forskellige tilgange. I denne bibeltime vil jeg tage udgangspunkt i en ordinationstale fra Det Nye Testamente. Det er Jesu samtale med Peter i Johannesevangeliet kapitel 21. For jeg tror, at dette med rette kan betragtes som en ordinationssamtale og en ordinationstale:
”Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: ‘Simon, Johannes‘ søn, elsker du mig mere end de andre?’ Han svarede: ‘Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær.‘ Jesus sagde til ham: ‘Vogt mine lam!‘
Igen for anden gang sagde han til ham: ‘Simon, Johannes‘ søn, elsker du mig?’ Han svarede: ‘Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.‘ Jesus sagde til ham: ‘Vær hyrde for mine får!‘
Jesus sagde til ham for tredje gang: ‘Simon, Johannes‘ søn, har du mig kær?’ Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: ‘Har du mig kær?‘ og han svarede ham: ‘Herre! du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.‘ Jesus sagde til ham: ‘Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække hænderne ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.‘
Med de ord betegnede han den død, han skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, siger han til ham: ‘Følg mig!‘” (Joh 21,15-19).
Genindsat som apostel
Der er noget særligt ved hele dette kapitel i Johannes 21. Det får vi et klart fingerpeg om, ikke mindst i de sidste ord til Peter: ”Følg mig!”
Dette er også de første ord, Peter hører fra Herren Jesus, da han kaldes til discipel og apostel godt og vel tre år tidligere ved Genesaret Sø (Matt 4,19). Dengang kom kaldet i forbindelse med en stor fiskefangst (Luk 5,1-11). Tilsvarende afsluttes nu Jesu jordiske samliv med disciplene med en ny fiskefangst – på Jesu ord.
Det er ligesom om begyndelsen og enden møder hinanden, og det er ikke tilfældigt. Det er snarere Jesu sjælesorg overfor sine disciple. Når Peter nu hører disse ord af Jesus: ”Vogt mine lam!”, ”Vær hyrde for mine får!”, ”Vogt mine får!” er det en fornyelse af og en genindsættelse i apostelembedet.
Peter havde ødelagt sit kald gennem fornægtelsen af Jesus i natten til langfredag. Jesus siger jo selv udtrykkeligt: ”Den, der fornægter mig overfor mennesker, vil jeg også fornægte overfor min fader, som er i himlene” (Matt 10,33).
At fornægte Jesus er dybt alvorligt, og Peters fald står på mange måder ikke tilbage for Judas’ fald. Der er dog én afgørende forskel: Judas går bort fra Jesus med sin synd. Peter derimod kan ikke lade sig skille fra Jesus – trods sin synd.
Jesu sjælesorg – tre spørgsmål
De tre spørgsmål, som Jesus stiller til Peter, svarer til, at Peter tre gange havde fornægtet Jesus. Jesu sjælesorg består her i, at han på denne måde genrejser Peter fra hans dybe fald. Det er noget, som Peter for sin egen del har brug for; han har brug for Jesu sjælesorg.
Det første spørgsmål svarer præcis til Peters ord skærtorsdag aften. Efter at Jesus har forudsagt, at de alle vil svigte i denne nat, svarer Peter: ”Om så alle andre svigter, svigter jeg dig aldrig” (Matt 26,31-33). Nu spørger Jesus altså: ”Elsker du mig mere end de andre?” Sætningerne svarer til hinanden, idet Peter sammenligner sig med sine meddisciple og mener, at han er mere standhaftig end dem.
Når Jesus så i Getsemane have – på trods af alle disciplenes protester – med stor styrke understreger, at de alle vil svigte, siger Peter: ”Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.” Dette svarer til Jesu andet spørgsmål i Joh 21: ”Elsker du mig?”
Til sidst følger det tredje spørgsmål: ”Har du mig kær?” Da anvender Jesus et ord, som er meget svagere end det stærke græske ord for at elske, agapao, som han bruger i de første to spørgsmål. Her benytter han ordet fileo, som betyder at have kær, være glad for.
Dermed sætter Jesus spørgsmålstegn ved Peters troværdighed: ”Kan jeg stole på dig, Peter? Du har højtideligt bedyret din store kærlighed; men er der overhovedet dækning for dine ord?”
Paulus siger senere: ”Det er ikke den, som anbefaler sig selv, der står sin prøve, men den, som Herren anbefaler” (2 Kor 10,18).
Peters eksempel med at tale store ord om sig selv, sit eget åndelige liv og sin tjeneste, viser faren ved at vidne om sig selv. Det er en anden, der skal vidne om os: ”Lad en anden rose dig, ikke din egen mund” (Ordsp 27,2). Selvvidnesbyrd af denne art røber stor selvtillid. Og det er netop Peters hovedproblem: hans store tro på sig selv. En sådan selvtillid udgør den største hindring for, at Herren kan bruge et menneske i sin tjeneste.
”Har du mig kær?” Disse gentagne spørgsmål peger på det, der frem for noget er afgørende i en Guds tjeners liv – som det for så vidt er i alle Guds børns liv. Men særligt gælder det den, der indsættes i en tjeneste i Guds rige. ”Har du mig kær?” Der sigtes til hjertets rettethed mod Jesus selv.
I Rosenius’ betragtning i Husandagtsbogen til 11. januar peges der på, at Jesus ikke spørger: ”Tjener du mig?” eller: ”Adlyder du mig?” eller: ”Bekender du mig?”
Alt dette er vigtigt og hører til livet i Guds rige. Jesus spørger dog ikke efter den slags, men: ”Har du mig kær?”
Det er forholdet til Jesu person, der er det grundlæggende, og som alt andet står og falder med i Peters tjeneste og i hans gerning som apostel. ”Har du mig kær?” Dette er og bliver den grundlæggende ordinationstale og -samtale for enhver discipel af Herren.
En overraskende fiskefangst
Af Jesu samtale med Peter ved Genesaret Sø efter opstandelsen forstår vi, at Peter nu er et andet menneske, end han var før langfredag.
Det ser vi ikke mindst, når vi læser disse ord i sammenhæng med beretningen om fiskefangsten, som går lige forud for samtalen. Den underfulde fangst (Joh 21,1-14) griber tilbage til den første fiskefangst, som vi hører om i Lukasevangeliet 5,1-11. I Lukas 5 hører vi om, hvordan Jesus kalder sine første disciple. Kaldelsen ledsages af en tegnhand-ling, som gør det klart for Peter og de andre, på hvilke præmisser livet i Jesu følge og livet i Jesu tjeneste skal leves.
Jesus er kommet ned fra Nazaret til Genesaret Sø og har slået sig ned i Kapernaum. Jesus er vokset op i en bjerglandsby, og hans jordiske erhverv er at være tømrer; han bygger huse.
Peter er erhvervsfisker. Han er vokset op ved søen og har fra barnsben været med i sin fars båd. Han kender fiskererhvervet og fiskerlivet ud og ind.
Så kommer denne underlige rabbi, som også er tømrer, og låner båden for at kunne undervise folket. Natten før havde Peter og hans fæller oplevet at stå med tomme garn.
Da Jesus er færdig med at undervise folket, henvender han sig direkte til Peter: ”Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!”
Hvad har mon Peter tænkt i mødet med sådanne ord? Han ved, at dette er det rene idioti. Peter er erhvervsfisker og ved godt, at hvis man ved højlys dag kaster garn i Genesaret Sø, får man ingen fisk. Det er om natten, man fisker. Han ved også, at man ikke får fisk, hvis man kaster garnet ud på det dybe. Garnene skal kastes på bestemte banker i søen, hvor man af erfaring ved, at der er fisk. Det er noget, erhvervsfiskeren har styr på.
Måske har Peter tænkt: ”Din landkrabbe! Du ved ikke, hvad du snakker om.” Men ud fra det, han har hørt, har Peter en sådan respekt for Jesus, at han alligevel siger: ”På dit ord, Herre!” Og så sker dette fuldstændigt overraskende, at de får flere fisk end nogensinde.
På dit ord, Herre!
Hvad er det, Jesus med dette vil undervise sine kommende disciple om? Han vil lære dem, at selv på områder, hvor de på grundlag af erfaring og fagkundskab kan alt og ved alt, må de i Jesu følge lære sig at sætte alt deres eget til side for dette ene: ”På dit ord, Herre!”
Når Jesus på denne måde kalder de første disciple til at følge sig, sammenfattes det i Matthæusevangeliet i blot én kort sætning: ”Følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere” (Matt 4,19). Det er netop det, hele Jesu arbejde med disciplene kommer til at dreje sig om i de tre år, der nu ligger foran dem: De skal følge ham; han skal ”gøre dem til”.
Der er forskel på, hvad der er disciplenes sag, og hvad der er Jesu sag.
Hvordan er det så, Jesus ”gør dem til …”?
Gennem erfaring i vandringen sammen med Jesus ribber han dem for alt det, de tror, de ved; det, som de tror, de kan; det, som de tror, de forstår om Guds rige.
Hensigten er at føre dem ind i dette ene og afgørende: ”På dit ord, Herre!” Alt ligger gemt her. Jesus danner og former sine følgesvende med tanke på at skabe en levende afhængighed af ham i Ordet. En sådan afhængighed er umulig, så længe vi lever i indbildningen om egne ressourcer og evner.
I dag er man ofte, og i modsætning til dette, meget optaget af at ”udruste til tjeneste” i Herrens menighed. Ikke mindst kan man i karismatiske sammenhænge tit høre, at ”Gud har mere at give”, og at man ”må udrustes” sådan, at man er i stand til at udføre det, som tjenesten kræver.
Missionær Skjælåen sagde tværtimod: ”Dette er ikke sandt. Det sande er, at Gud har mere at tage!” Han, som er Herre, må ribbe os for det, vi tror, vi ved og kan, for at vi kan føres derind, hvor det alene drejer sig om dette: ”På dit ord, Herre!” Og dette må blive liv, ikke blot teori.
Den første og den anden fiskefangst
Efter den første fiskefangst hører vi Peters reaktion. Han bliver forfærdet og udbryder: ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand!” Jesus svarer: ”Følg mig!” Og han lukker denne syndige mand ind i sit følge.
Men som tiden går, forstår vi, at for Peter er erkendelsen af, at han er en syndig mand i virkeligheden noget, han har en yderst begrænset forståelse af. Han ved godt, han er en synder; men at han er synder i den alvorlige forstand, som Skriften viser os, ligger udenfor Peters horisont.
Dermed varer det ikke så længe, før Peter begynder at komme til Jesus med sine gode forslag. Han vil hjælpe Jesus.
Allerklarest kommer det til udtryk, da Jesus begynder at undervise om korset og sin forestående lidelse. Da reagerer Peter spontant: ”Herre, sådan må det aldrig gå dig!” (Matt 16,22). Når han vover at tage Jesus til side for at give ham gode råd, er det klart, at Peter nu tænker omtrent således: ”Når Jesus har valgt os, er det, fordi han har brug for os, brug for vores indsats.”
Peter er endnu ikke kommet derhen, hvor det først og sidst er ham, der har brug for Jesus. Dette sker ikke, før vi kommer til langfredag og Peters fald.
Derfor skiller beretningen om fiskefangsten, som vi hører den i Johannes 21, sig på ét afgørende punkt ud fra den fiskefangst, vi hører om i Lukas 5.
I Lukas 5 hører vi Peter sige: ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand!” I Johannes 21, hvor Peter forstår, at det er Jesus, der står på stranden, hvad gør han da? Han kaster sig i vandet og svømmer ind, fordi han ikke kan komme hurtigt nok til Jesus.
Og vi forstår, hvad det drejer sig om. Nu lyder der ikke længere et: ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand!” Men det er modsat: ”Gå ikke fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand!”
Det er det, der ligger bag, når Peter kan svare på Jesu spørgsmål, som han gør: ”Herre, du ved, at jeg har dig kær!” Nu er Peter blevet en synder, som har brug for Jesus. Nu var det ikke kun synderinden ved Jesu fødder, der var en synder og havde brug for Jesus som Frelser. Det var ikke kun tolderen, det var ikke kun Zakæus, det var ikke kun den spedalske. Nu var Peter også kommet derhen.
Et hjerte rettet mod Jesus
Hermed tror jeg, vi er inde ved det mest afgørende i det, der har at gøre med menigheds-lederens liv og udrustning i lys af Det Nye Testamente. Det drejer sig om dette grundlæggende: et hjerte, der er rettet mod Jesus, fordi det ikke kan klare sig uden Jesus.
”Peter, elsker du mig?” ”Peter, har du mig kær?” Det drejer sig om det personlige forhold til Herren Jesus selv.
Men dermed er vi også inde på en del andre forhold, som udspringer af dét grundlæggende forhold til Herren selv.
I denne sammenhæng vil jeg minde om, hvad profeten Elias siger om sig selv: Han tjener Israels Hellige; ”Herren, for hvis åsyn jeg står” (1 Kong 17,1 norsk oversættelse). Når Elias ved flere lejligheder anvender dette udtryk om sig selv – ”Herren, for hvis åsyn jeg står” – taler det om, at han er draget ind for den levende Guds ansigt og har med Ham alene at gøre.
Det er det samme, Peter har oplevet: Han står for Jesu ansigt.
”Elsker du mig?” Peter har med Jesus at gøre. Og dette er blevet selve livet.
Menneskefrygt
Ordene ”Herren, for hvis åsyn jeg står” peger på, at det at blive draget ind for Herrens ansigt forandrer ens stilling i forhold til mennesker. En af vore store svagheder som mennesker er, at vi i langt større udstrækning, end vi er bevidste om, ”står for menneskers ansigt” og lader vore liv blive styret af, hvordan mennesker tænker og vurderer.
Dette er en hovedårsag til det, som vi kalder menneskefrygt og trangen til at behage mennesker. Det er en af de største snublesten for enhver forkynder og arbejder i Guds rige. At være draget ind for Herrens åsyn sætter fri i forhold til mennesker.
Paulus skriver om det samme: I Apostlenes Gerninger hører vi under hans andet forhør, hvordan han genfortæller, hvad der skete udenfor Damaskus. Her fortæller han også noget, som vi ikke hører om nogen af de andre gange, hvor Damaskus-oplevelsen genfortælles (tre gange i Apostlenes Gerninger).
Paulus fortæller, at Jesus blandt andet siger følgende til ham: ”Jeg vil udfri dig fra dit eget folk og fra hedningerne; dem sender jeg dig til” (ApG 26,17 1948-oversættelsen).
Et underligt udtryk! Hermed er der peget på det andet, som er helt afgørende i en menig-hedsleders liv og udrustning: For at tjenesten kan blive ret, er det af vital betydning, at tjeneren er fri fra hensynet til mennesker, og hvad mennesker tænker. Tjeneren må i en bestemt forstand være hensynsløs!
Hvis det ikke er tilfældet, vil forkyndelsen hurtigt lade sig styre af, hvad mennesker føler, mener og tænker, mere end af hvad Herren har sagt i sit ord. Dette er en dødsfare for enhver Herrens tjener, samtidig med at enhver Herrens tjener også ved, hvordan trangen til at behage mennesker ligger dybt i hans eget bryst.
Menneskefrygten, trangen til bifald, til at behage mennesker ligger dybt i os. Behovet for anerkendelse og accept er såre menneskeligt.
Det er i bevidst opgør med denne side af vores egoisme, at Paulus senere skriver følgende til galaterne: ”Var det mennesker, jeg ville være til behag, var jeg ikke Kristi tjener” (Gal 1,10).
I Johannesevangeliet 5 hører vi Jesus sige til farisæerne: ”Hvordan skal I kunne tro, når I vil have jeres ære fra hinanden?”
Hos Elias lød det: ”Så siger Herren, for hvis åsyn jeg står.” Det er af grundlæggende betydning at vide med sig selv, at man ikke alene med sit eget personlige liv må stå for Herrens åsyn, men lige så meget med tanke på den tjeneste, man er sat ind i. Også tjenesten sker for Herrens åsyn.
Derfor skriver apostelen: ”Da vi nu ved, hvad det er at frygte Herren, søger vi at overbevise mennesker, men vort liv ligger åbent for Gud” (2 Kor 5,11); og: ”Vi (…) bringer sandheden for dagen og anbefaler således os selv til ethvert menneskes samvittighed, for Guds øjne” (2 Kor 4,2).
Dette er noget, som en Herrens tjener stadig må øve sig i, og som han også har brug for hjælp til at blive mindet om igen og igen – også af en vågen menighed. Vores selvopta-gethed får os alt for let til at glemme det.
Tjener for Guds menighed
Til det at stå for Herrens åsyn hører også en anden sag, som Jesus ved flere anledninger underviser sine apostle om, ikke mindst i de sidste tre døgn før sin lidelse.
Et par gange hører vi i evangelierne om det underlige, at disciplene indbyrdes diskuterer, hvem af dem, der mon er den største.
Jesus må både gennem praktisk anskuelsesundervisning – fodvaskningen (Joh 13,1ff.) – og i klare vendinger lægge sine disciple på sinde, hvad der gælder i Herrens menighed: ”Den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener” (Matt 20,25-28).
Her er det også sådan, at en tjener ikke er større end sin herre. ”Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange”; og: ”Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.” (Joh 20,21).
Dermed er det også givet, hvad der er den grundlæggende forståelse hos Herrens tjenere. Til os, der er sat til at være hyrder for Herrens menighed, er det gjort klart: Vi er tjenere, ikke herrer eller herskere i Guds folk (se f.eks. 1 Pet 5,1-3).
Vi er sat til at tjene Guds folk, ikke med det, som mennesker ønsker eller efterspørger, men med det, som Herren har sendt os at gå med. Derfor vil denne tjeneste ikke bestå i at opfylde alt det, som folk ønsker. Tjenesten består i at forvalte det, som Herren har givet os at gå med (se Luk 21,41-48).
Men som tjenere, ikke herrer.
Hermed fælder Jesus dom over en anden side ved den faldne Adams natur. Det centrale i fristelsen af Adam og Eva består i slangens ord: ”I skal blive som Gud” (1 Mos 3,5). Fra da af har det været sådan, at hovmodet og selvophøjelsen har været nogle af de stærkeste drivkræfter i vor faldne natur.
Det er den menneskelige hybris (græsk ord for overmod og hovmod): Trangen til at stå over, ikke under; være herre, ikke tjene; at udnytte andre mennesker til egen fordel i stedet for at give sit liv for sin næste. For vel er det sådan, at der er sat en orden i Herrens menighed, som vi kalder en ”hovedstruktur”. Men for dem, der er sat til at lede, gælder: ”I skal ikke herske, I skal tjene.”
At vide med sig selv, at jeg er tjener, er fundamentalt. Og der er næppe noget, som er mere ødelæggende i menighedernes liv, end når tjenerne begynder at optræde som herrer og herskere over Guds folk. Derfor er menneskelig brug af magt og magtsprog også noget, som ikke hører hjemme blandt Guds børn. Den kristne frihed er også en frihed fra menneskers overherredømme.
Distraheret af andre ting
Jesus sagde: ”Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange” (Matt 20,28); og: ”Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer” (Joh 20,21). Med ordet ”som” peger han på det mandat, som Herrens tjenere er udsendt med.
I beretningen om Jesu samtale med Peter i Johannes 21 kommer dette til udtryk på en særlig måde. Efter at Jesus har sagt sit ”følg mig!” til Peter, får Peter øje på Johannes, der går langs stranden. Og han spørger Jesus: ”Hvad så med ham?”
Og Jesus svarer: ”Hvis jeg vil, at han skal leve, til jeg kommer, hvad angår det så dig? Følg du mig!”
Hermed peger Jesus på, at vores sind meget let lader sig distrahere og blive optaget af andre ting end det, som han har kaldet os til, og af det budskab, som han har givet os at gå med.
Vi bliver optaget af uvedkommende ting, som vi igen og igen ser det i den kristne kirkes historie. Kirken beskæftiger sig med sager, som Herren ikke har kaldet den til. Det kan i og for sig være vigtige sager; sager, som er gode og nyttige i menneskers og samfundets øjne. Man kan til og med få anerkendelse i samfundet for sit gode engagement.
Men det var ikke til det formål, Jesus sendte os.
”Hvad angår det dig?” Jesus peger også ved andre lejligheder på denne selvbegrænsning, hvad angår tjenesten. Engang kom der en mand og bad Jesus skifte ret mellem ham og hans bror i en arvesag.
”Hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?” siger Jesus (Luk 12,14). Der var andre, der skulle tage sig af den slags. Jesus havde et andet kald, en anden opgave.
Hvad der altså bliver det afgørende i denne sag er, hvad Jesus pålægger sin discipel. ”Hvad angår det dig?” siger Jesus. ”Følg du mig!”
Efterfølgelse
Hvori består så det at følge Jesus?
Begrebet ”efterfølgelse” har i kirkehistorien været udlagt på forskellige måder. I katolsk tradition er imitatio-tænkningen helt central: at følge Jesus er at efterligne ham; han er det store forbillede.
Selvom der kan være et og andet rigtigt i denne tankegang, er det alligevel ikke det, der er sagen i Det Nye Testamente.
Når Jesus siger ”følg mig!” er tanken den, som vi hører i Markusevangeliet 3, hvor Jesus udvælger de tolv. Der står: ”Han valgte tolv, (…) for at de skulle være sammen med ham.”
De skulle være sammen med …
Hvad var det, årene i Jesu følge under hans jordeliv kom til at bestå i? De kom til at bestå i at se Jesu gerninger, at høre Jesu ord. Noget, der gradvist omdannede dem.
”Følg mig, så vil jeg gøre jer til …”
Heri ligger der som før nævnt en klar beskrivelse af, hvad der er vores sag, og hvad der er Jesu sag. ”Jeg vil gøre jer til…” siger Jesus.
I Johannes 12 udtrykkes det at være sammen med Jesus på en anden måde. Dér siger Jesus, efter først at have talt om hvedekornet: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold” (Joh 12,24).
Og for at angive, at dette ord ikke alene handler om ham selv og hans død, tilføjer han i det næstfølgende vers: ”Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.”
Derefter kommer det: ”Den, der tjener mig, skal følge mig. Og hvor jeg er, der skal også min tjener være” (Joh 12,25-26a).
”… for at de skal se min herlighed”
”Følg mig!” siger Jesus. Samme sag kommer Jesus tilbage til i sin ypperstepræstelige bøn. Der hører vi noget, som vi ikke hører i nogen anden af Jesu bønner.
Hen imod slutningen af denne dybe bøn beder Jesus om følgende: ”Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt” (Joh 17,24).
I sine andre bønner beder Jesus – og lærer han os at bede: ”Ske din vilje”.
”Fader, ikke som jeg vil, men som du vil”, lyder det i Getsemane.
Men denne ene gang siger Jesus: ”Fader, jeg vil.”
Hvad er det, han vil? At de, som Gud har givet ham, må være der, hvor han er, så de kan se hans herlighed.
Dette syn virker omskabende på Guds børn, som Paulus lærer os: ”Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er” (2 Kor 3,18).
Det er alt, hvad det drejer sig om: at Herrens tjenere kan være hos Jesus for at se hans herlighed.
For hvad er disciplenes kald? Frem for alt at Kristi herlighed skal forkyndes, males for menneskenes øjne, til tro, til omvendelse, til liv og til helliggørelse.
Helligåndens opgave er: ”Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer” (Joh 16,14).
Disciplene er ikke udsendt for at beskæftige sig med noget andet end det, som Ånden er sendt med. For det er ene og alene, hvad Sønnen er, giver og har gjort, der udvirker alt godt.
Dette er den store og afgørende forskel på loven og evangeliet. Loven siger, hvad vi skal gøre. Evangeliet siger, hvad Gud har gjort i sin Søn.
Det budskab, som det drejer sig om, det ene og grundlæggende, er, at det er ved evangeliet, Herren udretter alt godt i sin menighed her i tiden. Derfor er og bliver dette ene afgørende: at være hos Kristus og se hans herlighed, som Faderen har givet ham.
Ved at se denne herlighed ved vi også, hvad der skal bæres frem for menighederne; hvad der er mad.
Der kan nok også ud fra Bibelen være meget andet at tale om, når det handler om hyrdernes kald og udrustning. Men det, vi her har talt om, er og forbliver det grundlæggende.
Foredrag ved Nordisk Evangelisk Luthersk Konference i Oslo 29. april 2012.
Nedskrevet og redigeret efter optagelse på lydbånd. På dansk ved Vagn Lyrstrand.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2013. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Jan Bygstad
Jan Bygstad, Bergen, præst i Det evangelisk-lutherske kirkesamfunn.