Læren om kirken eller menigheden må især ses i sammenhæng med læren om nådemidlerne og læren om omvendelsen og troen. Uden at det sker, lader det sig ikke gøre at nå frem til en rigtig forståelse af, hvad kirken er. Kirken består nemlig af personer, der er omvendt og kommet til tro gennem nådens midler: Bibelens ord, den bibelskbaserede forkyndelse, dåben og nadveren.
Kirken bliver til, ved at Helligånden giver mennesker troen og holder troen levende ved nådemidlerne. I Den Augsburgske Bekendelse, artikel VII, defineres kirken som ”de helliges forsamling, i hvilken evangeliet læres rent, og sakramenterne forvaltes ret”.
Denne definition viser, at Ordet – frem for alt forkyndelsen – skaber kirken. Kendetegnet på at nogen tilhører kirken er derfor, at de har behov for at høre og tage imod Guds ord, og at de kommer, hvor Ordet forkyndes. Vi kan derfor sige, at kirken består af mennesker, der hører og læser Ordet, tager imod dåbens sakramente, lever i dåbens pagt og benytter nadveren.
Selv om kirken består af mennesker, der er kommet til tro og er genfødte, er den ikke identisk med en ydre organisation eller et geografisk kirkesamfund. At kirker og menigheder er ordnet i ydre organisationer eller kirkesamfund har alligevel sin store værdi og betydning. Men man må huske på, at det organisatoriske kun er at betragte som et apparat, der er til, for at Guds ord kan forkyndes, sakramenterne forvaltes og nye troende føjes til menigheden.
Den forståelse af menigheden, som vi her har skitseret, gør, at vi må regne med, at der blandt dem, der kommer for at høre Ordet, også er personer, som ikke er omvendt til Gud. Nogle kommer i den kristne forsamling, fordi de er søgende. Af respekt både for dem og den kristne tro skal disse ikke kaldes kristne, før de selv bekender troen. Nogle bekender sig nok også som kristne uden virkelig at være det. Der kan være flere årsager, fx at de lever i synd, som de ikke vil gøre op med, eller at de ikke har set ind i frelsens evangelium, så de er kommet til en sand og frelsende tro.
Bibelen viser os, at der kun findes én sand kirke på jorden. Alligevel ser vi, at de troende er opdelt i forskellige kirkesamfund, og at der inden for disse også kan være grupperinger og modsætninger. Det er ikke altid let at give nogen hel og fuld forklaring på, hvorfor det er sådan. Vi vil alligevel i det følgende sige noget om, hvad Skriften lærer os om enheden mellem de troende.
Vi må endnu engang rette opmærksomheden mod det, der konstituerer og skaber kirken, nemlig nådemidlerne. Sagen er, at det, der skaber kirken, også danner grundlag for dens enhed. Når apostelen Paulus taler om kirkens enhed, peger han derfor på, at de troende har én Herre, Jesus Kristus, én dåb, én tro og ét håb. Det giver grundlag for at ”fastholde Åndens enhed med fredens bånd”, skriver Paulus (Ef 4,1-6).
Det betyder, at kirkens enhed egentlig hviler på Guds ord. Det er det ord, der er givet os i Skriften og formidles gennem nådemidlerne, der skaber enheden. Det sker, når troen bliver givet og holdes levende i mennesker. Det betyder, at ingenting kan stilles ved siden af eller over Bibelen og danne grundlag for, hvad kristne mennesker tror om frelse, lære og liv. Derfor lærer Bibelen, at de troendes enhed er grundet på ”apostlenes og profeternes grundvold”, dvs. den endegyldige åbenbaring i Skriften (Ef 2,20).
Kirkens enhed er altså ikke et følelses- eller oplevelsesfællesskab. Selv om følelser og oplevelser absolut ikke er udelukket i kristenlivet, kan de ikke være grundlag hverken for frelsen eller fællesskabet mellem de troende. Alligevel er det rigtigt at sige, at fællesskabet og enheden mellem de troende også giver sig udtryk i visse fælles erfaringer, der kommer som en følge af mødet med Guds ord. Det forstår vi af det, der blev påpeget ovenfor, nemlig at kirken bliver til, ved at troen skabes i mennesker, når de hører evangeliets budskab.
Det almindelige præstedømme, tjenester og nådegaver
Vi vil nu se nærmere på enkelte sider ved den kristne menighed, som vi ikke tidligere har været inde på. Det gælder især spørgsmålet om, hvordan de troende bliver udrustet til at have en tjeneste i den kristne forsamling. For at få det rette udgangspunkt vil vi først se nærmere på et bibelsk udtryk, som de færreste måske i vores tid forbinder noget med, nemlig udtrykket ´det almindelige præstedømme´.
Udtrykket kan måske virke forvirrende og fremmed på os, fordi vi med ordet ´præst´ forbinder en helt bestemt tjeneste i folkekirken, som kun tildeles nogle få. Der er historiske årsager til, at vi opfatter det sådan. Grunden er i hovedsagen, at den katolske kirke reserverer ordet præst til dem, der er ordineret til en bestemt tjeneste. Det skyldes også, at en tilsvarende forståelse af ordet er blevet videreført efter den lutherske reformation og brugt som betegnelse på den person, der har ansvar for at forkynde Guds ord og være hyrde i den kristne forsamling.
Når man i lutherske sammenhænge bruger ordet præst, tænker man derfor på en person, der er indsat i folkekirken til at være hyrde i en bestemt menighed. Men når vi bruger ordet på den måde, går noget af den bibelske betydning af ordet tabt. Sagen er nemlig, at det ord, vi i Det Nye Testamente oversætter med præst, bruges om alle kristne. Det fremgår af 1 Pet 2,4-5: ”Kom til ham, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men er udsøgt og kostbar for Gud, og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud.”
Hvad betyder det så, at alle kristne er præster? For at finde det rigtige svar og den rigtige betydning af ordet præst og præstedømme må vi her, som så ofte ellers, gå til Det Gamle Testamente og fx læse 2 Mos 28,1ff. Vi kan også læse 4 Mos 1,50-53. Her omtales en ordning, der gjaldt for de såkaldte levitter, en af Israels 12 stammer. Den ordning er forbilledlig for menigheden i den nye pagt.
I Israel blev Levi stamme udvalgt til at tage sig af tjenesten i templet. Her havde de forskellige tjenester. Kun en af dem var ypperstepræst. De øvrige havde andre opgaver, som var nødvendige for at holde tempeltjenesten i gang. Levitterne udgjorde deres egen gruppe, som skulle tjene Herren i hans tempel. Netop i kraft af det, blev de et forbillede for de troende, der tjener Gud i menigheden, som i den nye pagt kaldes Guds tempel (1 Kor 3,16).
På den baggrund må vi forstå Det Nye Testamentes lære om, at alle frelste mennesker er præster for Gud (1 Pet 2,5.9; Hebr 10,19). For det første betyder det, at alle troende har direkte adgang til Guds nåde ved Jesus Kristus (Rom 5,2; 1 Tim 2,5). Endvidere betyder det, at alle troende har forskellige tjenester for Gud i menigheden (Rom 12,1ff.).
At alle kristne er præster i den betydning indebærer ikke, at alle har den samme tjeneste. Ligesom levitterne i den gamle pagt havde forskellige opgaver i templet, har de kristne forskellige tjenester i menigheden. Derfor siger Skriften, at der er forskel på tjenester og opgaver blandt de troende (1 Kor 12,5).
Det er Guds vilje, at de troende skal tjene hinanden og være til hjælp for hinanden i den kristne forsamling. Det er i den sammenhæng, det bliver aktuelt at sige noget om de nådegaver, Gud udruster den enkelte med.
Nådegaverne og de forskellige tjenester blandt troende
De vigtigste tekster om nådegaverne finder vi i Rom 12,3-8; 1 Kor 12-14; Ef 4,11-16. Spørgsmål om, hvad nådegaver er, og hvordan man bliver udrustet med nådegaver, besvares forskelligt i vores tid. Samtidig kan de, der er uenige om nådegaverne, dog være enige i, at disse gaver er nødvendige, både for den kristne forsamling og tjenesten der.
Det viser, at der er et stort behov for at trænge ind i, hvad Bibelen lærer om nådegaverne. Her kan vi kun berøre enkelte grundlæggende sider af det. Vi vil derfor først se på spørgsmålet om, hvad nådegaverne er, og hvordan de bliver givet til de troende. Ordet ´nådegave´ er en oversættelse af det græske ord ´karisma´. Med tanke på at forstå, hvad en nådegave består i, kan det være afklarende, at oversættelsen ikke fuldt ud er dækkende for det græske ord. I tillæg til at betyde nådegave betyder karisma nemlig også ´nådevirkning´.
Lægger vi vægt på den sidste betydning, forstår vi, at nådegaverne er en følge af, at Gud giver nåde til et menneske. Alle nådegaver forudsætter forskellig åndelig udrustning til at tjene Gud. Men alle er en følge af, at Gud giver nåde.
Når det er sagt, vil mange spørge, hvad den nåde består i, som skaber nådegaverne. Flere vil mene, at det drejer sig om en bestemt nådekraft, som Gud giver, et stykke tid efter at man er blevet kristen. Som regel tænker man, at udrustningen med nådegaver forudsætter en bestemt oplevelse, man ofte kalder ´åndsdåb´ eller ´åndens fylde´.
Til det må vi sige, at nådegaverne ikke er afhængige af en bestemt åndelig oplevelse eller en bestemt slags nådekraft. Når apostelen Paulus skriver om den nåde, som nådegaverne formidles ved, omtaler han den ikke som en udefinerbar kraft. Derimod skriver han, at nådegaverne gives som en følge af, at de troende hører evangeliet om Jesus Kristus, så de bliver grundfæstet i det: ”Vidnesbyrdet om Kristus er blevet grundfæstet hos jer, så I ikke mangler nogen nådegave” (1 Kor 1,6-7).
Det bekræfter, at de troende trænger til ordet om Jesus, ikke alene for at blive frelst, men også for at få den udrustning de må have for at kunne tjene ham. Det viser også, at den forkyndelse, der sigter på at vise bredden og dybden i Jesu frelsesværk, er grundlæggende for alt, hvad der sker i den kristne forsamling.
Fordi nådegaverne bliver givet af Gud, skal de ikke betragtes som såkaldte naturgaver. Selv om en person kan være rigt udrustet fx med talegaver, er det ikke givet, at vedkommende har nådegave til at forkynde. Mere end en gang har det vist sig, at Gud har udrustet mennesker, der ikke havde naturlige talegaver, med nådegave til netop at tale Guds ord. Vi skal dog også tjene Gud med den udrustning, vi har fra naturens side. Det kan være til stor nytte og hjælp, hvis det ikke fører til, at man spærrer for brugen af nådegaverne.
I 1 Kor 12,4-11 og Rom 12,3-8 finder vi en omtale af forskellige slags nådegaver. Her tales om ´kundskabs og visdoms tale´, om nådegaver til at hjælpe, helbrede, gøre kraftige gerninger, tale i tunger og til at prøve ånderne. Enkelte af disse nådegaver vil vi komme tilbage til. Her skal vi se nærmere på, hvordan forholdet mellem nådegaverne forstås. Derigennem vil vi forhåbentlig også få en klarere forståelse af, hvordan nådegaverne vokser frem i en kristen forsamling.
Nådegaverne i menigheden
Bibelen lærer os, at alle nådegaver har samme formål. Hensigten med dem er, at mennesker skal blive frelst, og at de troende skal føjes sammen som lemmer på et legeme, hvor Kristus er ´hovedet´. Ligesom lemmerne på en krop har forskellige opgaver, der kun kan varetages af det enkelte lem, har også de troende hver for sig forskellige opgaver, som kun kan varetages af den enkelte. Det er nødvendigt med denne forståelse, for at nådegaverne kan blive brugt rigtigt i den kristne forsamling (1 Kor 12).
Det er især vigtigt at være klar over, at de forskellige nådegaver i en kristen forsamling vokser frem på en bestemt måde. I Ef 4,11-12 ser vi, at nogle nådegaver kommer før de andre som en betingelse for dem. Paulus skriver, at Herren først indsætter nogle til at være apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere, for at de troende gennem disse bliver i stand til at tjene Gud.
De nådegaver, der kommer først og er en forudsætning for de andre, har alle med Ordets tjeneste at gøre. På den ene side indebærer det, at lære og forkyndelse i menigheden skal formidle et kald til tjeneste og bibelsk vejledning om, hvordan de forskellige tjenester skal udøves. Endnu vigtigere er det imidlertid, at forkyndelsen skal føre til, at de troende ´vokser op´ til Kristus, så de forenes i ham og lader sig lede af ham (Ef 4,15). Hvorfor dette er så vigtigt, vil vi begrunde i det følgende.
Et legeme med lemmer, der ikke lader sig styre af hovedet, er sygt. Menigheden, som er Kristi legeme, bliver ´sygt´ på tilsvarende måde, hvis den enkelte troende ikke lader sig styre og lede af Jesus. Da vil de, der udøver de forskellige nådegaver og tjenester, blive præget af egenrådighed og selvhævdelse. Det vil føre til splittelse og ødelæggelse, selv om de vitterligt har nådegaver og måske også er rigt udrustet rent menneskeligt set. Sådanne splittelser er der nok af i vores tid.
Den skjulte årsag til det kan være, at kristne mennesker er kommet på afstand af Jesus. Det er nemlig afgørende for nådegavernes rette brug, at hver enkelt af de troende er afhængig af Jesus og lever i troen på ham. Man må være afhængig af Jesus, ikke kun med hensyn til frelsen, men også med hensyn til tjenesten. Forudsætningen for det er forkyndelsen. Den må være sådan, at den skaber afhængighed af Jesu nåde og frelse, samtidig med at den giver indsigt i, at den, der har en nådegave, kun udretter noget for Gud, hvis Jesus selv får lov til at virke igennem ham eller hende.
Et sådant forhold til Jesus udelukker ikke, at man lader sig vejlede af andre troende. Det er snarere en forudsætning for at det sker. Samtidig er forholdet til Jesus, som ´hovedet for menigheden´, afgørende for, at vi ikke lader os vildlede fx af ledere, der mener at have modtaget specielle åbenbaringer og visioner fra Gud, der ikke kan efterprøves.
I vores tid er der behov for åndelig vurdering, nøgternhed og ædruelighed, fordi så meget giver sig ud for at være åndelige oplevelser og direkte budskaber fra Gud, uden at være det. Konsekvensen af at Jesus er menighedens hoved er derfor, at vi lader os lede af Skriftens ord, så ”vi ikke længere skal være uforstandige børn og slynges og drives hid og did af hver lærdoms vind” (Ef 4,14a).
Forskellige nådegaver
Vi vil nu se nærmere på enkelte af nådegaverne. Vi begynder med de nådegaver, der har med Ordets tjeneste at gøre. Her taler Skriften først om apostle og profeter (Ef 4,11a). De står i en særstilling i Guds menighed, fordi Gud brugte dem til at give sin åbenbaring, som den er nedskrevet i Det Gamle og Det Nye Testamente.
Den profetiske og apostoliske tjeneste, der her er tale om, og som førte til dannelsen af Skriften, skal ikke videreføres i den kristne menighed. Der skal dog lyde en profetisk forkyndelse i den kristne forsamling. Hvad den går ud på, vil vi komme tilbage til. Her skal det først nævnes, at der også gives andre forkyndernådegaver blandt de troende, så som lærere, evangelister og hyrder (Ef 4,11).
Hyrde- og lærenådegaven
Disse to nådegaver kan samles under ét, fordi de ofte hænger sammen og overlapper hinanden. Skal vi have en vis forståelse af denne gave, er det hensigtsmæssigt at læse Joh 10,1-30, hvor Jesus taler om sig selv som den gode hyrde og som forbillede for enhver, der har lære- og hyrdeansvar blandt de troende. Opgaven består i at vejlede menigheden, give den åndelig føde og vogte den (Joh 21,15. 1 Pet 5,1-4).
At forkyndelse og vejledning sker i overensstemmelse med Skriften, er forudsætningen for, at Jesus selv får lov til at være den egentlige hyrde for menigheden, og at tryghed og fred mellem de troende skabes. Hyrde- og lærenådegaven indebærer også evnen til at kunne gennemskue forskellige åndsretninger i samtiden og give bibelsk vejledning i forhold til disse. Behovet for klar forkyndelse og vejledning om frelsen og det kristne liv er stort i vores tid. Hvis forkyndelsen bliver uklar på det punkt, har de, der er sat til at være hyrder, svigtet deres opgave.
Ifølge Jesus findes der mange falske hyrder, profeter og lærere. Et afgørende kendetegn er, at de, i stedet for at sætte skel mellem frelst og ufrelst, skaber splittelse blandt de troende. De falske hyrder og lærere har nogle særlige kendetegn. De er som ulve, der spreder fåreflokken, siger Jesus. De skaber utryghed, uforudsigelighed, forvirring og frafald blandt de troende (Joh 10,12; Ez 34,1-2).
De falske hyrder og lærere bryder som regel også med Bibelens lære om frelse og liv. Fordi der altid vil være falske hyrder, formaner Guds ord os til at være vågne og ædru og ikke lade os føre på vildspor. Forudsætningen for, at hyrdenådegaven kan fungere, er derfor, at de troende undersøger, om det, de hører og læser, stemmer overens med Guds ord. Kun mænd skal ifølge Skriften være hyrder og lærere (1 Tim 2,12a).
Profetisk nådegave
Hvad den profetiske forkyndernådegave består i, bliver i vores tid ofte misforstået, fordi denne nådegave ofte opfattes som en evne til at modtage budskaber direkte fra Gud. Man tænker nemlig, at den profetiske tale først og fremmest er et budskab om fremtiden, eller et budskab der gælder bestemte forhold i en kristen forsamling eller i enkeltpersoners liv.
Læser man 1 Kor 13 og 14, får man imidlertid et noget anderledes billede af den profetiske tale. Jeg vil kort skitsere enkelte holdepunkter, som vi har for at forstå, hvad denne nådegave primært indebærer. I 1 Kor 13,2 læser vi, at den profetiske forkyndernådegave forudsætter kendskab til ´Guds hemmeligheder´.
Begrebet hemmelighed er meget centralt både i Jesu forkyndelse og i apostelen Paulus´ breve. Udtrykket finder vi også i Det Gamle Testamente, i den profetiske forkyndelse. Hovedsageligt henviser begrebet ´hemmelighed´ til Guds frelsesplan, som den er realiseret i Jesu gerning. Den omfatter for eksempel læren om, at hedninger er arvinger til frelsen sammen med jøder (Ef 3,1-6). Jesus siger, at de, der er kommet til tro på ham, er betroet indsigt i Guds riges hemmeligheder. Det at kende ´Gudsrigets hemmeligheder´ indebærer også her at have indsigt i Guds frelsesplan (Matt 13,11).
Det vil sige, at den profetiske forkyndelse i den kristne menighed først og fremmest kan betragtes som en forkyndelse af Jesu frelsesværk. Med hensyn til indholdet er denne forkyndelse i overensstemmelse med de forudsigelser om Messias og hans frelse, der kom til udtryk hos profeterne i den gamle pagt.
I 1 Kor 14,1-3 læser vi, at den profetiske forkyndernådegave også kendetegnes ved, at den udlægger Guds ord til opbyggelse, formaning og trøst for de troende. Den profetiske tale beskrives desuden som en tale, der er rettet direkte til menneskers samvittighed, og som fører til, at tilhørernes tanker og hjerte bliver dømt af Guds Ånd (1 Kor 14,24-25).
Tungetalens nådegave
Tungetalens nådegave bliver ofte i vores tid tillagt en betydning, som den ikke skal have ifølge Bibelen. Den betragtes som et specielt kendetegn på, at et menneske er døbt med Ånden eller fyldt af Ånden. Den opfattelse bunder som regel i en fejlagtig forståelse af Bibelens lære om pinseunderet. Man henviser til, at apostlene på en særlig måde blev fyldt af Ånden den første pinse efter Jesu opstandelse, og at de derefter talte på forskellige tungemål (ApG 2,1ff.). På det grundlag hævder man, at kristne mennesker kan få tilsvarende åndsoplevelser, og at de bekræftes ved tungetale.
Den tungetale, der fandt sted på pinsedagen, var noget andet end den tungetale, der står omtalt i 1 Kor 12-14. Den var et tegn på, at en ny epoke i historien skulle begynde, nemlig det vi kalder hedningemissionens tid. Den tungetale, som da fandt sted, kan betegnes som et sprogunder, der viste, at evangeliets budskab ikke længere kun var forbeholdt Israels folk. Fra da af skulle frelsens budskab forkyndes for alle folkeslag på deres eget sprog. På den måde blev pinsen den dag, hvor missionens tid begyndte.
Tungetalen, som fandt sted den første pinsedag, må altså ikke forveksles med den nådegave til at tale i tunger, der omtales i 1 Kor 12-14. Ifølge Paulus er denne form for tungetale en nådegave, der først og fremmest er givet til den enkelte troendes egen opbyggelse. Kun undtagelsesvis skal den bruges i den kristne forsamling.
Det ord, der er oversat med ´tungetale´ i vores bibel er det samme, som vi finder i ordet ´gloser´. Det betyder tunge, glose eller ord. Fordi det er vanskeligt at oversætte ordet, er det også vanskeligt at vide, om det, man i vores tid kalder tungetale, virkelig er det samme, som fandt sted i Korinth. Vi kan dog sige, at tungetalen ytrede sig i ord, der ikke umiddelbart lod sig forstå.
Vigtigere er det at lægge mærke til, at Bibelen ikke beskriver tungetale som et budskab fra Gud til mennesket. Derimod beskrives den som bøn, tak og lovprisning, altså som ord, der går fra mennesket til Gud (1 Kor 14,14ff.). Det er vigtigt, fordi den status, mange vil give tungetalen i vores tid, forudsætter, at den altid indeholder et såkaldt budskab fra Gud.
Paulus skriver, at tungetale kan bruges i menigheden, hvis den tolkes (1 Kor 14,28). Han giver ikke noget påbud om, at den skal bruges i den kristne forsamling. Her er det værd at lægge mærke til, at det græske ord for at tolke (hermeneuo) ikke nødvendigvis betyder at oversætte et budskab. Det kan også indebære, at nogen forklarer meningen af de ord, der kommer til udtryk uden at blive forstået.
Tungetalen har, ifølge Paulus, kun en lille betydning for opbyggelsen af den kristne menighed. I den kristne forsamling vil Paulus derfor hellere tale fem ord med sin forstand end tusindvis af ord i tunger (1 Kor 14,19). Hermed viser han os, hvordan vi bør prioritere forkyndelsen frem for tungetalen.
Nådegave til at helbrede, bøn for syge
I de senere år er der i nogle sammenhænge blevet fokuseret stærkt på helbredelse og bøn for syge. Det bliver hævdet, at troende mennesker ikke behøver at være syge, hvis deres tro er stærk nok. Det hævdes også, at troende har fået en autoritet, der gør, at de kan befale Gud at skulle helbrede sygdom. Det hævdes også, at sygdom skyldes dæmoner, og at helbredelse sker ved uddrivelse af dæmoner.
Dette er en ubibelsk lære, der har påført mange syge store lidelser. Det er ikke bibelsk at hævde, at sygdom skyldes dæmonbesættelse eller uopgjort synd. Bibelen lærer os derimod, at kristne må leve under de samme vilkår som andre mennesker. De kan derfor ikke regne med at undgå sygdom. Skriften viser os også, at Gud kan tillade sygdom og prøvelser, og at mange af dem, han har brugt mest, har haft tunge prøvelser (2 Kor 12,7ff.; Hebr 12,6ff.).
Samtidig må vi prøve på at forstå, hvad Bibelen lærer om helbredelse og bøn for syge. Her kan vi kun tage et par vigtige punkter med. For det første taler Bibelen om, at enkelte kristne kan få nådegave til at bede for syge, så de helbredes (1 Kor 12,28). Bøn for syge skal ikke ske ved, at man befaler Gud at gøre de syge raske, eller ved at man uddriver onde ånder. Også om en sådan bøn gælder det, at vi overlader det til Gud at afgøre, om den syge skal blive rask eller ikke.
Bibelen har også givet en anvisning om, hvordan det skal foregå, når vi beder for syge. Den finder i Jak 5,14ff. Her læser vi, at den syge skal tilkalde menighedens ældste, og at de skal salve ham og bede for ham i Jesu navn. Troens bøn vil frelse den syge, læser vi, og ”Herren skal rejse ham op” (jf. norsk oversættelse). At Herren rejser den syge op, er ikke ensbetydende med, at han altid bliver rask. Helbredelse kan ske, men det kan også være, at Gud giver den syge oprejsning ved at give ham eller hende styrke til at bære sygdommen.
Vi skal også lægge mærke til, at hvis den syge har synd på samvittigheden, så får han tilgivelse for det, uafhængigt af, om der sker en helbredelse. ”Hvis han har begået synder, vil han få tilgivelse for dem” (Jak 5,15). Bibelen opfordrer os ikke til at lade bøn for syge ske for øjnene af en stor forsamling. Den syge må kalde forbedere hjem til sig, for at undgå den belastning det ville være, at skulle fremstilles for mange mennesker.
Det er sandt, at Jesus til tider helbredte for øjnene af mange mennesker. Der er imidlertid forskel på Jesus og os med hensyn til, hvordan det skal foregå, når vi beder for syge. Jesus advarer også imod dem, der bruger helbredelse og undere som tegn og bevis på, at deres virksomhed er af Gud. Ifølge ham kan også falske profeter og hyrder helbrede. Han siger derfor rent ud, at stor opmærksomhed omkring helbredelser og undere skal være et kendetegn på falske profeter og hyrder i den sidste tid. At åndelig virksomhed kan henvise til undere og tegn er derfor ikke nogen garanti for, at den er af Gud: ”Der skal fremstå falske kristus’er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild” (Matt 24,24).
Oversættelse: Gunver og Bent Kjøller-Hansen
Artiklen er oversat med tilladelse fra www.teologiteigen.net.
Nyt Liv står inde for det åndelige indhold af alle artikler, som anvendes på nytliv.dk. Spørgsmål og kommentarer kan rettes til webmaster@nytliv.dk.
Udgivet af
Arne Helge Teigen
Arne Helge Teigen, lærer ved Fjellhaug Misjonshøgskole.