Men han svarede hende ikke et ord ...

Fra evangeliernes skatkammer III

Frank Jacobsen var præst i Mariehøj Sogn i Silkeborg i mere end 30 år. En gang om måneden skrev han en kort artikel til lokalavisen, hvor han forkyndte evangeliet ud fra søndagens tekst. Vi bringer et udvalg af disse artikler.

Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana’anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: ”Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.” Men han svarede hende ikke et ord.

Og hans disciple kom hen og bad ham: ”Send hende væk! Hun råber efter os.” Han svarede: ”Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.”

Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: ”Herre, hjælp mig!”

Han sagde: ”Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.” Men hun svarede: ”Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.”

Da sagde Jesus til hende: ”Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.” Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.

(Matt 15,21-28).

Kun et sted kender vi Jesus fra: fra Skriftens tale om ham. Vi ved, at han kom til verden i Betlehem. Vi ved, at han døde og opstod. Vi ved, at han er levende og almægtig i dag og snart kommer igen i herlighed. Men vi ved det kun et sted fra: fra Skrifterne – fra Guds hellige bog.

Fra denne bog hører vi nu, at Jesus ikke svarer en stakkels, fortvivlet mor på hendes bøn. Hendes datter lider ondt – og så ved enhver mor og far, hvor elendigt hendes mor har haft det; måske værre end pigen. Og i sin store smerte beder hun til Frelseren.

Men: Han svarer hende ikke et ord.

Uden for Jesu område?

Helt åbenlyst lægger Skriften det på bordet, at Jesus ikke svarer på hendes bøn. Den gør det helt klar for os, at dette ikke er en misforståelse fra hendes side, at hun bare føler det, som om han ikke svarede. Nej, det er rigtigt nok. Han svarer hende virkelig ikke. Sådan kan Jesus altså virkeligt handle. Vi kan virkeligt opleve det selv i vor dybeste nød, at vi beder, uden at han svarer. Det er ikke noget, vi bare føler.

Og så alligevel.

Prøv at læse denne beretning igennem og læg mærke til Jesus deri.

Hvilket indtryk får du af ham, da disciplene foreslår, at han skal sende hende bort? Han svarer ganske vist, så både hun og disciplene forstår, at hun ligesom er uden for hans område. Hun er kananæer, mens han er sendt til frelse for Israels hus.

Men alligevel. Han giver ikke disciplene ret. Han føjer dem ikke i deres bøn. Det er alligevel, som om hun hører til inden for hans område. Og bekræfter enden på beretningen ikke også det? Jo.

Han svarede hende ikke. Det er sandt.

Men der var i ham en kærlighedens magt, som allerede havde sluttet hende tæt ind til sig; som for længst havde hørt hendes bange bøn og for længst havde taget både hende og hendes pige til sit hjerte.

Og den skrift, som her vil fremstille Jesus for os, slutter da også med at gøre det klart: Han frelste hendes datter – og hende, selvom hendes værdighed dertil ikke var mere bevendt end en uren hunds. Men hans hjerte spørger nu ikke om værdighed. Som han selv siger: ”Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.”

Vej gennem det tavse mørke

Men så spørger vi, som vi altid spørger, når vi oplever det, vi altså virkeligt kan komme til at opleve: at han ikke svarer: ”Hvorfor?”

Og det spørgsmål svarer Skriften slet ikke på. Den lader os kun se Jesus.

Og måske er det svaret.

Jeg har hørt en sige om muldvarpen, at det først er i døden, at dens øjne åbnes. Jeg ved ikke, om det er rigtigt. Men jeg ved, at det var i ”døden”, at troen fik øjne til at se Jesus. Jeg ved, at det tit var, da vi ikke fik svar, at hele vor fortvivlelse rettede sit blik mod ham og næsten råbte det i sin nød: ”Herre, vi er dog i dine hænder – du slipper ikke den, du dog købte med dit eget liv og gjorde til din i den hellige dåb – du har vej alle steder – dig midler fattes ej – kun nåde du udspreder – kun lys er al din vej.”

Og så lærte vi at gå gennem det tavse mørke i troen på ham, som for længst havde indesluttet os i sin kærlighed og omsorg – nøjagtigt som det er gengivet i Skriften til i dag.

Og se: Til sidst så vi det: at han hørte, og han frelste – og vi forstod det dejlige: Han er den samme i dag, som han var dengang. Skriftordet taler om en levende Jesus.

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2011. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Udgivet af

Frank Jacobsen

Frank Jacobsen (1931-2013), var præst, bl.a. i Mariehøj.