Der er grund til at bøje sig og takke Gud, når hans ransagende lys skinner ind i og oplyser vores selvtilfredse og lunkne hjerte.
Hvor er det let at glide med strømmen! Hvor let går det ikke sådan, at vi vænner os til tingenes tilstand, også til synden i og omkring os!
I første omgang grues vi over, at der vedtages love i vores fædreland, som er stik imod Guds vilje og bud. Vi reagerer i vores samvittighed. Ved kaffebordet kan vi udtale store ord om den forfærdelige gudløshed, der vinder indpas i vores samfund.
Så går der en tid. Endnu flere love vedtages, den ene værre end den anden. Man vænner sig lidt til tingenes tilstand. ”Det er tidens udvikling – en ny måde at tænke og leve på.” Sådan siges det. Som forældre kan vi være tilbøjelige til at moderere vores meninger efter de unge, men det må vi ikke!
Hvis ikke vi er tro imod Guds Ord under alle forhold, gør vi os skyldige i den afkristning og løsrivelse fra Guds klare vilje og bud, som sniger sig ind i de kristne forsamlinger. Medskyldig?
Hvordan har vi det med de 15-16.000 børn i Danmark, der hvert år bliver dræbt i moders liv – ikke omfattet af verdens højt besungne menneskerettigheder?
Jeg må gribe i egen barm! Når man fra tid til anden bliver standset af særlige kampagnefremstød, kommer det op til overfladen. Men det er så forfærdelig en tanke, at jeg i hverdagen ikke magter at bære den smerte. Medskyldig?
Det har været vanskeligt for mig at forstå, at mange af vores udsendte missionærer ikke fik lov til at blive i det arbejde, Gud kaldte dem til. Der kan være mange forhindringer, f.eks. ulykker, sygdom hos børn eller voksne, lukning af missionsstationer og meget andet.
Gud har vel brug for hver enkelt medarbejder!
Jeg tænker tilbage på de mange udsendelsesfester, hvor der blev givet løfter om forbøn, medleven og offervilje. Her må jeg igen bøje mig ind under ransagelsen: Hvor længe holdt disse løfter? Når missionærerne blev trætte og modløse, blev syge eller mødte vanskeligheder i samarbejdet, kunne det da hænge sammen med, at jeg svigtede? Medskyldig?
Esajas mødte Guds hellighed i et syn. Det fyldte ham med rædsel! I stedet for at bortforklare Guds hellighed eller moderere synet ved at vænne sig til tanken over tid, udbrød han: ”Ve mig, det er ude med mig, for jeg er en mand med urene læber, jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre” (Es 6,5). Medskyldig?
Jeg står for Gud, som alting ved,
og slår mit øje skamfuldt ned.
Jeg ser min synd, at den er stor
i tanker, gerninger og ord.
Det mig igennem hjertet skær’,
o Gud, mig synder nådig vær!
Mod dig, mod dig jeg synd har gjort!
Kast mig ej fra dit ansigt bort,
tag ej din Helligånd fra mig,
men lad ham drage mig til dig!
Den rette angers vej mig lær –
o Gud, mig synder nådig vær!
O Jesus, lad dit blod, din død
mig redde ud af syndens nød!
Forstød mig ej, hjælp at jeg må
retfærdiggjort ved troen gå
hjem til mit hus og glædes der –
o Gud, mig synder nådig vær!
– M.B. Landstad
Udgivet af
Gunver Kjøller-Hansen
Gunver Kjøller-Hansen, Skjern, lærer/hjemmegående husmor, nu pensionist.