De spurgte ham: ”Mester, hvornår skal dette da ske, og hvad er tegnet på, at det skal til at ske?” Han svarede: ”Se til, at I ikke bliver ført vild. For der skal komme mange i mit navn og sige: Det er mig! og: Tiden er nær! Følg dem ikke! Og når I hører om krig og oprør, så lad jer ikke skræmme. For det skal ske først, men enden er der ikke straks.”
Da sagde han til dem: ”Folk skal rejse sig imod folk, og land imod land. Der skal komme store jordskælv, og sted efter sted skal der komme hungersnød og pest; der vil ske forfærdelige ting og vise sig store tegn fra himlen.
Men før alt dette sker, vil man lægge hånd på jer og forfølge jer, udlevere jer til synagogerne og kaste jer i fængsel, og I vil blive ført frem for konger og statholdere på grund af mit navn. Det vil give jer lejlighed til at aflægge vidnesbyrd. Læg jer så på sinde, at I ikke skal forberede jer på, hvordan I skal forsvare jer, for jeg vil give jer mund og mæle og en visdom, som ingen af jeres modstandere vil kunne modstå eller modsige. I vil blive udleveret, selv af forældre og brødre, slægtninge og venner, og nogle af jer skal de få dømt til døden, og I skal hades af alle på grund af mit navn. Men ikke et hår på jeres hoved skal gå tabt. Ved at holde ud skal I vinde jeres liv.
Når I ser Jerusalem omringet af hære, da skal I vide, at dens ødelæggelse er nær. Da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene; de, der er inde i byen, skal forlade den, og de, der er ude på landet, skal ikke gå ind i byen. For det er straffens dage, da alt det, som står skrevet, skal gå i opfyldelse. Ve dem, der skal føde, og dem, der giver bryst i de dage. For der skal komme stor nød over landet og vrede over dette folk. De skal falde for skarpe sværd og blive ført bort til alle hedningefolk som fanger, og Jerusalem skal nedtrampes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende. Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.”
Og han fortalte dem en lignelse: ”Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen” (Luk 21,7-36).
Den konstante fare
Jeg går i fare, hvor jeg går,
min sjæl skal altid tænke,
at Satan alle vegne står
i vejen med sin lænke;
hans skjulte Helved-brand
mig let forvilde kan,
når jeg ej på min skanse står.
Jeg går i fare, hvor jeg går.
Jeg lærte denne salme udenad, da jeg var en lille dreng. Den er skrevet så enkelt, at selv et barn kan lære den. Der er nok nogle, der vil mene, at det ikke er passende at lære børn, at de altid er i fare. Selvfølgelig advarer vi vores børn om nogle farer. Vi har alle sammen lært at kigge os godt for til begge sider, når vi skulle over vejen, og at vi ikke måtte snakke med fremmede. Men skal børn have at vide, at de går i konstant fare?
Ja, det er godt for kristne børn at vide, at de går i fare, hvor de går. Det er godt for dem at vide, simpelthen fordi det er sandt. Djævelen går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge. Falske lærere forfører kristne til at tro, at skabelsen skete ved en tilfældighed gennem milliarder af års evolution, at der ikke er forskel på mænd og kvinder, at der ikke findes synd og ikke nogen frelser fra synd, at Jesus ikke er den levende Guds Søn, og at vi skal sætte vores lid til vores egne styrker og tro på os selv i stedet for at tro på vores Herre og Frelsers fortjeneste. Risikoen for at forføres ind i Djævelens løgne og denne verdens bedrag er så nærliggende som vores eget kød og blod; for vi skal ikke bare kæmpe mod det ydre, men også mod den syndige lyst i vores egen fordærvede natur. Alle kristne, gamle og unge, bør kende til denne konstante fare.
Med løftede hoveder
Men det er ikke meningen, at denne bevidsthed om, at vi går i fare, hvor vi går, skal gøre os fortvivlede. Det er meningen, den skal holde os ædru og vågne, så vi ikke må komme bort fra at bede. Meningen er, at vi skal forblive vise. Når hele verden går amok, og mennesker går til af skræk for det, der kommer over verden, så kan vi være rolige og sikre på, at Gud hører vores bønner, og at vores Herre Jesus snart vil komme for at frelse os fra alt ondt.
Jesus lærer os at have fuld vished om, at Guds rige vil komme. Den sidste linje i salmen, jeg lærte som barn, lyder: ”Jeg går til Himlen, hvor jeg går.”
Det er det, vi ser frem imod med frimodighed. Vi ved, at vi er omgivet af farerne ved synd, fristelser og Djævelens løgne. Men Jesus lærer os at løfte vores hoveder i vished om, at vores forløsning nærmer sig.
Vores Herre og Frelser, som døde for vores synder, som slettede vores gældsbevis og forsonede os med vores Far i Himlen, vil have, at vi skal være vise og vågne for, hvad der sker. Og han er så fast besluttet på, at vi skal vide, hvad der sker, at han endda lærer os at spejde efter tegnene på det kommende Guds rige i sol, måne og stjerner. De, der er oplært af Jesus, er i stand til at blive mindet om hans komme hvert øjeblik. Når vi ser solen, månen, stjernerne, solformørkelserne, meteorerne og andre rystelser i atmosfæren, når vi oplever tordenvejr og heftig regn, brændingens brusen og vinden, så skal alle de ting tjene til at minde os om, at han, der skabte alle ting, snart kommer.
Som kristne må vi erkende den konstante fare, vi går i, men samtidig hvile trygt i troen på evangeliet om Jesus. Vi må erkende syndens ondskab, men også vide med ædru sind og hjerte, at Jesus har borttaget al synd ved sin bitre lidelse og død. At når vi er døbt til Kristus, er vi dækket af ham. Som der også står i salmen:
Jeg går med Jesus, hvor jeg går,
han har mig ved sin side,
han skjuler mig med sine sår
og hjælper mig at stride.
Hvor han sit fodspor lod,
der sætter jeg min fod
trods al den del, mig ilde spår.
Jeg går med Jesus, hvor jeg går.
Et tegn for den vise
Jesus advarer os mod at blive sløvet af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer. Med andre ord: Vi må ikke blive distraherede. Guds rige kommer! Det er en stor trøst. Men hvis vi ikke erkender faren ved Djævelens løgne og syndens bedrag, vil vi heller ikke kende til denne store trøst.
I tiden op til at jeg skulle giftes med min tilkommende hustru Leah, var jeg ung, forelsket og glædede mig meget. Selvfølgelig vidste jeg, at hvis Jesus kom igen, før jeg blev gift, ville det blive endnu bedre end at blive gift med min elskede. Og alligevel, som en ung mand med hele livet foran sig, havde jeg et naturligt håb om, at jeg ville få chancen for at blive gift med hende, og min syndige natur ønskede i det skjulte, at Jesus ville vente med at komme igen, i det mindste til efter brylluppet.
Men så en dag var vi sammen med Leahs søster Rebekah. Enhver, der kender Rebekah, ved, at hun elsker Jesus. Hun har fuld tillid til hans ord, og selvom hun bliver ældre og klogere, så beholder hun den barnlige tro, der fuld af iver venter på, at Jesus kan komme igen hvert øjeblik.
Leah og jeg sad i Rebekahs baghave og grillede burgere og hyggede os. Så hørte vi lidt tordenbuldren på afstand. Leah sagde: ”Gad vide, om det begynder at regne.” Jeg sagde: ”Nej, for skyerne driver mod øst.” Rebekah havde et glad smil på læberne og sagde: ”Måske er det Jesus, der kommer igen!”
Min første tanke var, at nu blev Rebekah altså lidt for overfrom, og jeg blev endda en smule irriteret og følte, at hun ødelagde den hyggelige stemning. Vi havde det lige så rart. Alt gik godt. Det ville ikke begynde at regne. Og verden ville ikke gå under! Men ved nærmere eftertanke var det bare min egoistiske, syndige natur, der reagerede, fordi jeg elskede dette liv mere end Jesus.
Min svigerinde kommer til at lyde skør, når hun siger sådan noget. Denne verdens vise må ryste på deres hoveder over sådan et udsagn og kalde det tåbeligt og naivt. Men jeg blev nødt til at indrømme, at Rebekah havde ret. Det var hende, der var den vise og ædru i sin tankegang. Hun hørte tordenvejr, og hun løftede sit hoved i glad forventning om Jesu genkomst.
Selvfølgelig kom Jesus ikke igen i det øjeblik. Men Rebekah tænkte ikke forkert. Det var ikke fjollet af hende at få den tanke og det håb, at han ville komme igen i det øjeblik. Hun havde lært af sin Herre at våge og bede om hans genkomst til enhver tid. Hun vidste, at vi går i fare, hvor vi går, og at vores eneste håb er, at vi går med Jesus, hvor vi går. For Jesus gik selv til korset og bar vores synd og skyld. Og vi går nu sammen mod Himlen med det endemål for øje, at vi må være med Jesus i hans rige.
Åndens håb og kødets håb
De, der tænker på den måde, er de vise. Malakias beskriver dem som mennesker, der frygter Guds navn (Mal 3,20). De stoler på hans ord, og hans ord giver genlyd i deres ører og hjerter som et håb, der ikke vil blive gjort til skamme. Det er derfor, de bare ved en smule torden kan blive grebet af håbet om, at det måske er nu, Jesus vil komme igen på himlens skyer.
Det er ligesom, når du venter på, at en kær, gammel ven skal samle dig op ved togstationen. Alle biler, der kører forbi, får dig til at forvente, at nu er det måske din ven. Du kigger og kigger på bilerne, der kører forbi, for du glæder dig til at se ham. Og når hans bil endelig standser for at samle dig op, mødes I igen, og så var ventetiden alligevel ikke så lang.
Er man ikke genfødt, kan man umuligt forholde sig på den måde. Uden Åndens nye liv sætter man sit håb til denne verdens ting, og man fortvivler, når denne verdens ting falder fra hinanden. Som Jesus siger: De er født af kødet. De hører til den kødelige slægt af denne verden. Og som figentræet og alle de andre træer blomstrer de kødelige et lille stykke tid, men så kommer der et vindpust, og de er ikke mere.
Denne slægt vil fortsætte med at sætte deres håb til jordiske ting, indtil alle jordiske ting til sidst vil forgå. Denne slægt vil ikke forgå, før Jesus kommer igen. Med andre ord: Mennesker vil altid tænke kødeligt, sætte deres lid til sig selv og deres håb til jordiske skatte. Skulle de have et spinkelt håb i Himlen, er det, at de håber, de kan fortsætte med de ting, de mener, er så vigtige her på jorden. Derfor forestiller man sig måske, at den afdøde ven eller far er et sted deroppe og drikker en øl og tager på fisketur, eller hvad han nu havde af hobbyer her på jorden. For den kødelige slægt er det umuligt at vente og se frem til noget, der ligger uden for denne verdens forgængeligheder. Men når Jesus kommer, vil alt det, de har håbet på, forgå. Himmel og jord vil forgå.
Men Jesu ord vil ikke forgå. De vil ikke falde til jorden. Herrens ord forbliver til evig tid. Og de, der er født af Ordet, vil løfte deres hoveder med glæde og se frem mod den yderste dag – som køer, der hilser den første forårsdag velkommen, klar til at springe rundt på marken af fryd!
Det er dem, som Jesus siger, er født af vand og Ånd. De er genfødt ved at være renset i badet med vand ved Ordet. De er den nye slægt, født ind i Kristus til tro på hans hellige ord med lovprisning. De ved, at alt har en ende. Og de ser tegn på denne ende til enhver tid. De ser farerne ved Djævelen, verden og deres syndige natur, hvor de går. Men de fortvivler ikke. De trøster sig med, at ”de ugudelige ikke står fast ved dommen, syndere ikke i retfærdiges forsamling” (Sl 1,5). Selv i deres store svaghed står de på løftet om deres Frelser, der erklærer dem retfærdige ved sit blod. Og de glæder sig til hans tilsynekomst.
Grundlaget for vores tro og håb
Jesus siger to ting af største betydning, der må tjene som grundlaget for vores tro og håb.
For det første siger han, at hans ord ”sandelig” ikke vil forgå. Det er grundlaget for vores tro. Troen kommer af at høre Jesu ord. Hans løfter holder for evigt, ligesom han med sit korsfæstede og opstandne legeme vil blive ved med at gå i forbøn for dig. Det må altid være kilden til din tro. Helligånden arbejder gennem Jesu ord på at fylde dig med al troens glæde og fred. Jesu ord er hele den hellige Skrift, som er indblæst af Guds hellige Ånd til undervisning, til bevis, til vejledning og opdragelse i retfærdighed. Det ord gør sin tålmodige gerning med at trøste dig på din farefulde vandring.
Den anden meget betydningsfulde ting, Jesus siger, tjener som grundlag for vores håb. Han siger: ”Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.” Jesus taler her ikke om en kødelig, desperat bøn, som når en fodboldspiller i blinde losser bolden frem af banen i de sidste minutter af kampen. Nej, Jesus indbyder os til at bede til barmhjertighedens fader og al trøsts Gud. Han giver os håb og tillid til at bede: ”Komme dit rige.” Og hvordan kommer Guds rige? Guds rige kommer, når vores himmelske Far giver os sin hellige Ånd, så vi ved hans nåde kan tro hans hellige Ord og leve et gudfrygtigt liv her i tiden og siden i evigheden.
Når du går i fare, når du går gennem prøvelser, når døden forfølger dig, hvor du går, kan du være forvisset på, at så sandt Jesu ord står ved magt, og så sandt han er opstået fra de døde, så sender han engle, hvor du går, til at bevare dig, ja han går selv med dig, hvor du går. Han giver dig af sit legeme og blod, han tilgiver dine synder, og han regner dig for duelig til at se frem mod Himmeriget.
Kom, Herre Jesus! Kom snart! Amen.
Oversættelse: Henrik Gren Hansen
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2024. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Andrew Preus
Andres Preus, præst i St. Paul Lutheran Church og Trinity Lutheran Church i Iowa, USA.