Tjenestedelingen mellem mand og kvinde I
Mennesket er skabt som mand og kvinde med forskellige kroppe, sind og opgaver. Den gudgivne forskel på og tjenestedeling mellem mand og kvinde er en gave. Når tjenestedelingen værdsættes og udfoldes, er den en velsignelse. Men i vor tid er den under angreb helt ind i de kristne hjem og menigheder. Derfor vil vi i en række artikler holde den gudgivne tjenestedeling frem som en gave, vi må takke for og værne om.
”Som mand og kvinde skabte han dem” (1 Mos 1,27). Det står der på den første side i Bibelen. Det er fundamentalt og centralt i det bibelske budskab om os mennesker, at vi er skabt af Gud som mand og kvinde med forskellige kroppe, sind og opgaver – og at det er en gave!
I dag kan det være svært for os at se det sådan. Når vi hører om den gudgivne forskel på og tjenestedeling mellem mand og kvinde, så tænker mange af os straks på spørgsmålet om kvindelige præster, forkyndere og menig-hedsledere. Hvorfor kan kvinder ifølge Bibelen ikke varetage disse poster?
Det er ikke noget uvæsentligt spørgsmål. Vi må forholde os til det og besvare det. Men vi når aldrig frem til et bibelsk syn og svar, hvis vi ikke først ser den gudgivne forskel på og tjenestedeling mellem mand og kvinde som en velsignelse og gave. Derfor skal vi begynde med at standse for dette.
Ingen steder ser vi rigdommen i det gudgivne forhold mellem mand og kvinde klarere end i den bibelske undervisning om ægteskabet.
Her bliver det klart, at den gudgivne forskel på og tjenestedeling mellem mand og kvinde er udtryk for en guddommelig visdom, som ser langt videre end vore mennesketanker, og en guddommelig omsorg, som har øje for vort sande og evige vel.
Netop derfor løber djævelen og hans åndehær storm imod den bibelske vejledning på dette område. Kan djævelen nedbryde den bibelske tjenestedeling hos os, er han nået langt med hensyn til at nedbryde os både menneskeligt og åndeligt.
Djævelens strategi
En væsentlig del af djævelens strategi går ud på at tegne et billede af Guds bud og ordninger som meningsløse, uhensigtsmæssige eller direkte hæmmende for udfoldelsen af et sundt og godt menneskeliv. Det var den strategi, han brugte i Edens have. Han fortalte Eva, at Guds forbud mod at spise af kund-skabens træ ikke havde noget som helst godt formål, men i virkeligheden bare hindrede menneskene i at udfolde deres fulde potentiale (1 Mos 3,4-5). Da først den tanke var plantet i Eva, var det langt nemmere for slangen at få hende til at bryde Guds bud.
Der er grund til at frygte, at noget tilsvarende er ved at ske i den bibeltro menighed i dag i forhold til tjenestedelingen. Vi ved nok, hvad Guds ord siger: At der ér en tjenestedeling, og at vi må respektere den. Men vi kan ikke se, hvad tjenestedelingen skal til for. Hvad gavner den? Hvad er det gode formål? Hvad godt bringer den med sig? Er den ikke bare en spændetrøje, som hindrer kvinderne i at udfolde deres fulde potentiale og giver mændene en usund magtposition?
Når den tanke først har slået rod i vore hjerter, får vi langt nemmere ved at forstå de mennesker og menigheder, der gør op med den bibelske tjenestedeling. Vi sympatiserer følelsesmæssigt med dem i deres bestræbelse på at fremme den fulde lighed mellem kvinder og mænd. Vi føler, at det er disse folk, som har de varme og gode hjerter, mens de, som holder fast ved den bibelske tjenestedeling, er kolde og hårde traditionalister.
Når det er sådan, vi har det følelsesmæssigt, skal der ikke meget til, før vi giver efter for djævelens forførelse, bryder med Guds ord, opgiver tjenestedelingen og tilmed har det godt med at gøre det.
Netop derfor er det vigtigt at begynde med at se på Guds gode og velsignede formål med tjenestedelingen.
En central tekst
Vi skal begynde med en af de mest centrale tekster i Det Nye Testamente om tjenestedelingen.
I skal underordne jer under hinanden i ærefrygt for Kristus, I hustruer under jeres mænd som under Herren; for en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved og sit legemes frelser. Ligesom kirken underordner sig under Kristus, sådan skal også I hustruer underordne jer under jeres mænd i alt.
Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet, for at føre kirken frem for sig i herlighed, uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri. Sådan bør også mændene elske deres hustruer som deres eget legeme. Den, der elsker sin hustru, elsker sig selv. Ingen hader jo sin egen krop, men nærer og plejer den, som Kristus gør med kirken. For vi er lemmer på hans legeme. Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød.
Dette rummer en stor hemmelighed – jeg sigter til Kristus og kirken. Men det gælder også jer, at I hver især skal elske jeres hustru som jer selv, og hustruen skal have ærefrygt for sin mand.
(Ef 5,21-33).
Her tales der først til kvinden og dernæst til manden. Vi skal i denne artikel og dette nummer af bladet se på mandens kald. I næste nummer af bladet skal vi se på kvindens kald.
Mandens kald
Mandens kald er at elske sin hustru ”ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig selv hen for den” (v.25).
Hvordan gjorde Kristus det? Han satte hensynet til sig selv, sit eget liv og sine egne behov i anden række, fordi han havde ét overordnet mål for øje: at investere sig selv, alle sine kræfter og hele sit liv til gavn og glæde, frelse og velsignelse, liv og fryd for hende – kirken!
Kristus havde ét for øje: det, som kunne tjene kirken, få den til at leve, glædes, beriges, velsignes og frelses. For dette mål ofrede han sig selv fuldt og helt. Han gav sig selv hen, han bragte sig selv og sit liv som et offer på alteret for at nå dette mål. Det er denne kærlighed, som er mandens forbillede!
Manden er kaldet til i Kristi fodspor at sætte hensynet til sig selv, sine egne ønsker, drømme, lidenskaber, håb og ambitioner i anden række og i stedet rette sin opmærksomhed mod hustruen og hendes behov. Han er kaldet til at investere sig selv, sine evner, sin tid og sine kræfter, ja hele sit liv i at gavne og glæde hende, få hende til at blomstre og få hende til at trives på ethvert livsområde: menneskeligt, åndeligt, følelsesmæssigt og socialt.
Som Jesus har ”givet sig selv hen” for kirken (v.25), er manden kaldet til at give sig selv hen for hustruen. Alt, hvad han har og kan, skal investeres i at gavne og glæde hende.
Ser manden tegn på, at hans hustru mistrives på et område, må han spørge sig selv, hvad han kan gøre for at rette op på det.
Savner hun at opleve sig elsket, må han spørge sig selv, hvad han kan gøre for at lade hende mærke hans kærlighed.
Er hun slidt og træt, må han spørge sig selv, hvordan han kan aflaste hende og sikre, at hun får anledning til at holde fri, hvile ud, slappe af og glæde sig over livet.
Savner hun tid og ro til at være stille for og tilegne sig Guds ord, må han investere alt i at give hende den nødvendige tid og ro.
Som Kristus våger over kirken, må manden våge over sin hustru.
Som Kristus ofrede sig selv til glæde og velsignelse for kirken, må manden ofre sig selv for hustruen.
Som det var Kristi ønske at fremstille kirken ”hellig og lydefri” (v.27) uden at nævne dens synder og svagheder med et ord, sådan må manden i alle sammenhænge tale godt om sin hustru og aldrig omtale eller udstille hendes synder og svagheder.
Som Kristus har tilgivet kirken alle dens synder, sådan er manden kaldet til at tilgive hustruen alle hendes synder.
Har hun fortjent det? Det kan være, at hun har fortjent det lige så lidt, som kirken har fortjent Kristi kærlighed og tilgivelse. Men evangeliet er, at Kristus ufortjent og uforskyldt har elsket kirken, har ofret sig for den og har tilgivet den alt, og han på det grundlag fryder sig over at fremstille kirken hellig og uden fejl.
Denne kærlighed er mandens store, herlige og velsignede forbillede. I samme grad manden går ind i denne tjeneste over for sin hustru, i samme grad åbnes der for en strøm af velsignelse i ægteskabet.
Det endelige mål for manden er at føre sin hustru til himlen (v.27). Det må minde manden om at gøre alt, hvad han kan for at støtte og hjælpe sin hustru i troen på og livet med Jesus. Det er hans første og største kald som tjener i Guds rige – i kærlighed og troskab at hjælpe sin hustru frem til himlen.
Lederen der tjener
At manden er kaldet til at ofre sig selv for hustruen indebærer ikke, at han skal blive en viljeløs og selvudslettende assistent for konens ønsker. Sådan var Jesus heller ikke i forhold til sine disciple og kirken. Jesus var myndig, viljestærk og målbevidst. Han var en leder, som disciplene kunne læne sig op ad og finde tryghed hos.
Men samtidig var Jesus en leder, der brugte al sin myndighed og al sin styrke til gavn og glæde, frelse og velsignelse for disciplene. Det er denne rolle, der er mandens forbillede i ægteskabet. Han er leder og hoved i ægteskabet, og denne rolle kalder på al hans styrke, visdom, modenhed, udholdenhed, selvstændighed og myndighed.
Som vi kommer ind på det nedenfor, kaldes manden i Guds ord netop til at træde i karakter som mand i ægteskabet og bruge al sin styrke til at værne og gavne sin hustru. Men det er noget ganske andet end at herske og regere i ægteskab og familie til gavn og glæde for sig selv.
Det er bemærkelsesværdigt, at når Paulus udfolder mandens kald i Ef 5,25-33 så taler han ikke ét ord om, at manden skal herske og regere. Derimod taler han i vers efter vers om at gå i Kristi spor og være en leder, som giver sig selv hen i kærlig tjeneste for den elskede.
Manden er leder, og som sådan har han en overordnet myndighed i ægteskabet og hjemmet. Men han er kaldet til at udfylde sin lederrolle på en helt anden måde, end vi i almindelighed forestiller os.
Han er kaldet til at besinde sig på Jesu ord om lederskab: ”Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den der sidder til bords, eller den, der tjener? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener” (Luk 22,24-27).
Som Jesus var en leder, der bøjede sig ned for at tjene, sådan er manden kaldet til at være leder. Derved går der intet af hans myndighed! Tværtimod, han får en hustru og en familie, som villigt og glad giver sig ind under hans myndighed – som kirken under Kristus!
Gud nær og hustruen nær
Skal manden kunne være en god leder i ægteskabet og i familien både åndeligt og menneskeligt, så er der to ting, som er afgørende for ham:
1) Manden må leve Gud nær, så han til stadighed fornyes og opbygges i en frimodig og levende tro på Jesus. Kun sådan kan han være et sandt vidnesbyrd om Jesus i hjemmet og fungere som åndelig leder. Hans kald er ikke at indskærpe de rigtige meninger og leveregler og samle familien om dem. Hans kald er at vidne om Jesus og samle familien om ham. Det kan han ikke gøre, hvis han ikke selv kommer til Jesus som en synder og henter nåde hos ham. ”Man kan ikke sige: Gå til korset! Man kan kun sige: Kom til korset!” Manden er kaldet til at være et åndeligt forbillede for hele familien. Men det kan han kun være ved at gå foran ud til Golgata som en synder, der selv har brug for Jesu frelse. Det er kun, når manden selv til stadighed fornyes og opbygges i troen på Jesus, at han kan lede familien åndeligt.
Åndeligt skarpe sanser og sund åndelig dømmekraft får vi kun ved at leve i personlig tilegnelse af Guds ord og evangelium. Åndeligt lederskab handler ikke først og fremmest om at have de rigtige meninger. Det handler om selv at se sig rig i Jesus. Kun da er man i stand til at bedømme og vurdere alt ud fra, om det leder til Jesus eller bort fra ham.
2) Manden må leve hustruen nær, så han til stadighed er i god kontakt med, hvordan hun har det, og hvad hun tænker, føler og mener. Det gælder også og ikke mindst i relation til alle de valg, der må træffes.
Målet må være at træffe de valg, som er til størst glæde og velsignelse for hustruen, ægteskabet og familien. Da må manden vide, hvor hustruen og familien står i forhold til valgene.
I almindelighed vil det være oplagt for mand og hustru at træffe valgene sammen. Skulle det ske, at de ikke kan blive enige, må manden træffe det valg, som ikke nødvendigvis er mest behageligt for ham selv, men som ifølge hans vurdering er til størst glæde og velsignelse for hustruen, ægteskabet og familien.
Mand og hustru kan eksempelvis have forskellige tanker om, hvad der vil være en god sommerferie. Manden har mest lyst til at leje en camper og følge med Tour de France-feltet rundt i Frankrig. Hustruen vil hellere leje et sommerhus, så familien kan få tid og ro til at være sammen. Kan de ikke blive enige, falder det tilbage på manden at træffe beslutningen – med henblik på det, som er bedst for hustruen og familien!
Hvad får manden så overhovedet ud af at have lederrollen, når det er på denne måde, han må udøve den?
Han får en kæmpe gave! Han får en hustru og en familie, som kommer ham i møde med åbne arme og åbne hjerter.
Mandens styrke ret anvendt
Vi skal se på endnu en tekst, som taler om mandens kald i ægteskabet.
1 Pet 3,7: ”I mænd skal ligeså være hensynsfulde i samlivet med kvinden som den svagere part, og I skal vise jeres hustruer ære, så sandt de også er medarvinger til livets nådegave, for at jeres bønner ikke skal hindres.”
På visse områder kan manden have en større styrke end kvinden. Det gælder i hvert fald fysisk. Det almindelige i hedenske kulturer er, at manden bruger sin fysiske størrelse og styrke til to ting:
1) At definere kvinden som mindreværdig i forhold til manden.
2) At undertrykke kvinden og lade hende få det hårdeste og mest slidsomme arbejde.
Mange af vore missionærer kan vidne om dette. I de hedenske kulturer bl.a. i Afrika og i Østen er det hovedreglen, at kvinden forstås som mindre værd end manden, og at manden bruger sin fysiske overlegenhed til at pålægge kvinden det mest krævende og opslidende arbejde.
Når vi på disse områder har en anden kultur i den vestlige verden, har det én hovedårsag: Bibelens syn på og lære om forholdet mellem mand og kvinde!
Det er Bibelen, som i Vesten har løftet kvinden til at have samme ære og værdi som manden, og det er Bibelen, som har mindet manden om ikke at bruge sin fysiske styrke til at udnytte kvinden, men derimod til at aflaste hende.
Det er blandt andet sket igennem en tekst som 1 Pet 3,7. Her mindes manden om at vise hustruen ”ære”, fordi hun står på linje med manden i forhold til Gud og frelsen, og endvidere mindes manden om ikke at bruge sin styrke til at undertrykke og udnytte kvinden, men tværtimod til at hjælpe og aflaste hende.
Mandens syndige natur
Bibelens vejledning på dette punkt går helt på tværs af det, som er naturligt for manden ud fra hans egen syndige og selviske natur. Det naturlige for manden er at definere kvinden som mindreværdig og udnytte hendes svaghed. Denne syndige tilbøjelighed ligger på lur i ethvert ægteskab og i enhver kultur. Men Guds ord kalder et helt andet liv frem hos de mænd, som lever i troen på Jesus: Ær jeres hustruer som jeres lige over for Gud og brug al jeres styrke på at aflaste, glæde og hjælpe dem!
Når manden hører dette, vil den gamle og syndige natur i ham råbe: Nej!
”Gamle Adam” i manden lider under den ydmygelse, at han skal regne hustruen som sin lige og lede ved at gøre sig til tjener for hende.
Men det er godt, at det er sådan! Ufattelig godt og velsignet! Det kan alle de mænd vidne om, som i troen på Jesus er gået ind på denne vej. Det er kongevejen til et godt og velsignet ægteskab. Netop derfor skriger Gamle Adam i os. Han ved, at når vi i tro på Jesus forsager selviskheden, viser vores hustruer ære og går ind på tjenestens vej, så åbnes der for et kildevæld af velsignelser i ægteskabet både menneskeligt og åndeligt.
Hvad sker der, hvis troende mænd afviser at gå ind på denne vej og i stedet vælger at leve ud fra deres egen selviske natur i ægteskabet?
I afslutningen af det citerede vers fra 1 Pet 3,7 tydeliggøres det for os, at troens liv ikke kan bevares hos dem, som vælger at leve selvisk i ægteskabet. Sejrer selviskheden i os, så kvæles og dør troen på Jesus, og så er der ikke længere nogen åben vej for os til Gud. Så er der lukket af mellem os og Gud, også når vi beder.
Lever vi i lydighed mod ”kødet” i vore hjerter, så dør vi åndeligt. ”Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø” (Rom 8,13). Det gælder også og ikke mindst i ægteskabet. Trodser vi Guds kald i ægteskabet, så dør troen på Jesus i vore hjerter, og da kan vi ikke længere træde frem for Gud i Jesu navn og regne med, at Gud tager imod os og hører os. Det gør han ikke. Gud modtager ikke og hører ikke de menneske, som lever og vil leve i trods mod ham (Sl 66,18; Ordsp 1,24-30; 15,29; Es 58,4; 59,2; Jer 7,16; 11,11-14; 14,12; Joh 9,31).
Vi kan som ægtemænd ikke svigte vore hustruer og så kompensere for vore svigt ved at være ekstra helhjertede og hengivne i det åndelige liv og i menigheden. Det er hykleri og under Guds vrede og dom (Es 1,11-20; Jer 6,19-20; Am 5,21-24).
Vores tjeneste som kristne begynder i familien og i hjemmet. Vores første kald er i forhold til de nærmeste, og ingen er manden nærmere end hans hustru. Mand og hustru er blevet ét kød (1 Mos 2,24; Matt 19,6; Ef 5,28-31).
Når Paulus giver anvisninger på, hvem der kan blive ledere i den kristne menighed, understreger han, at man kun skal kalde mænd, som er trofaste i omsorgen for hustru og børn i hjemmet (1 Tim 3,4-5). Paulus bruger i denne forbindelse et græsk ord, der betyder at beskytte og sørge for. Det er mandens kald i hjemmet – at beskytte og sørge for sin kone og sine børn.
Det er det samme kald, den kristne leder har i menigheden – at beskytte og sørge for de troende. I begge kald kræves det, at manden sætter hensynet til sig selv i anden række, ydmyger sig og sætter alt ind på at hjælpe, gavne og værne andre. Kan eller vil han ikke det i sit hjem, så er han ikke egnet som leder i menigheden.
Manden som beskytter
At manden har et særligt ansvar som familiens beskytter løber som en rød tråd igennem hele Bibelen. Forskellen mellem mand og kvinde i ægteskab og familieliv er ikke kun en forskel med hensyn til myndighed, det er også en forskel med hensyn til roller og funktioner. Der er nogle roller og funktioner, som manden i særlig grad er kaldet til at gå ind i og tage ansvar for, og det samme gælder for hustruen.
Allerede ved syndefaldet understreges det, at manden særligt vil erfare syndefaldets konsekvenser i forbindelse med arbejdet for det daglige brød: ”Med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage (…) I dit ansigts sved skal du spise dit brød” (1 Mos 3,17-19). Mandens særlige ansvars- og arbejdsområde er at skaffe føden og derved bevare og beskytte familiens liv.
Mandens ansvar som familiens beskytter fremgår også med stor tydelighed af det, som er forbilledet for mandens tjeneste: forholdet mellem Kristus og kirken. Kristus ”nærer og plejer” kirken, siger Paulus, og på samme måde må manden se det som sit kald at nære og pleje sin hustru og hele familien (Ef 5,29).
I både Det Gamle og Det Nye Testamente er der én gruppe mennesker, som fremstilles som særligt sårbare og udsatte. Det er enkerne og de faderløse. De har mistet den mand, som skulle være deres beskytter.
Gentagne gange lover Gud, at han selv vil hjælpe dem, og han kalder andre til at træde i mændenes sted, for at enkerne og de faderløse ikke skal mangle det, som ægtemændene og fædrene skulle have sikret dem: beskyttelse, mad, forsvar, tryghed, sikkerhed (2 Mos 22,21; 5 Mos 10,18; 14,29; 24,17-19; Sl 68,6; 146,9; Es 1,17; ApG 6,1; 1 Tim 5,3-16; Jak 1,27).
Mandens ansvar som hustruens og familiens beskytter gælder også på det åndelige plan. Han har det endelige ansvar for, at familien næres med Guds sande ord, at børnene oplæres og vejledes i troen, at familien opbygges åndeligt i en god menighed, og at hjemmet står til rådighed for Gud som et gæstfrit og åbent hjem for dem, som har behov for hjælp og omsorg (5 Mos 6,20-25; 32,7; Sl 44,2; Ordsp 4,1; Ef 6,4; 1 Tim 3,2; Tit 1,8).
At manden har det overordnede ledelses- og beskytteransvar betyder også, at han har det overordnede ansvar for opdragelsen af børnene. Som på alle andre områder hjælper og supplerer mand og hustru også her hinanden, men Bibelen pålægger manden det øverste og endelige ansvar for at lade børnene møde en sund vejledning i både menneskelivet og det åndelige liv.
Bibelen lægger vægt på, at opdragelsen sker i den rette ånd med en forening af myndighed og kærlighed (Ordsp 3,12; Ef 6,4; Kol 3,21).
Faderens forbillede
Mandens forbillede i opdragelsen er Gud selv (Hebr 12,4-13). Han er den far, efter hvem alle fædre har fået navn (Ef 3,15). Som Gud selv forener kærlighed og myndighed, barmhjertighed og strenghed, glæde over det gode og vrede mod det onde, sådan er vi fædre kaldet til at gøre det i forhold til vore børn.
Vi har det afgørende ansvar for, at der lægges sunde normer og værdier ind i vore børn i samklang med Guds ord og lov. Vi har det afgørende ansvar for, at vore børn korrigeres, irettesættes og tugtes, når de forsynder sig mod Guds bud, trodser os og gør andre ondt (Ordsp 3,12; 13,24; 1 Kong 1,5-6; Kol 3,20; Tim 3,4; Hebr 12,5-8).
Men vi kan kun gøre dette på en sund og god måde, hvis vore børn mærker og ved, at de er og forbliver ubetinget elskede af os. Det må vi lade dem mærke og erfare – med vore ord og vore øjne, ved fysisk nærkontakt og mentalt nærvær, ved at lytte til dem og være sammen med dem.
Det koster tid, men det er en tid, vi aldrig vil fortryde! At bruge tid på dette er en central del af vores kald som kristne og som fædre – det er næstekærlighed i praksis. Mærker og erfarer vore børn, at de er betingelsesløst elskede, så kan de også møde berettiget vrede fra os uden at misforstå den. De vil forstå, at vreden er kærlighedens reaktion mod det, som er ondt.
Da vil de også indefra have grundlag for at forstå, at Guds vrede mod vores synd ikke står i modsætning til Guds kærlighed til os. Vreden og kærligheden hører tværtimod uløseligt sammen. Det er to sider af ét og samme væsen hos en god og tryg far.
Hvordan hjælper vi vore børn til at tro på Bibelens Gud? Vi gør det ved at fortælle dem om Gud, som han er og har åbenbaret sig for os i Bibelen – i sin hellighed og kærlighed, dom og nåde, godhed og strenghed.
Men som fædre har vi et særligt ansvar for selv at spejle Guds væsen i vort liv og samvær med børnene. Her er vi kaldet til at forene kærlighed og myndighed, barmhjertighed og strenghed, glæde over det gode og vrede over det onde. Ved at spejle Guds væsen hjælper vi vore børn til at åbne sig for og modtage det bibelske vidnesbyrd om Gud.
Behov for Guds nåde
Når det kommer til omsorgen for vores familie, ægtefælle og børn er vi mange mænd, som har meget at bede Gud om nåde og tilgivelse for. Vi har haft og har det endelige ansvar for vore familiers trivsel både menneskeligt og åndeligt. Hvor har vi svigtet, ofte og stort!
Vi har brug for at høre, at Gud gerne viser os nåde, gerne begynder forfra med os, og at han både kan og vil vende alt, også vore forsømmelser og forsyndelser, til velsignelse og frelse for os selv og vore kære (Es 30,18-19; Jer 18,1-11; Rom 8,28).
Lad os takke for det og bede om, at det må ske hos os!
Det gælder det mest dyrebare af alt: vore ægteskaber og vore børn, vort fællesskab i troen på Jesus og vort evige liv.
Må Gud være os nådig og velsigne og bevare os i vore familier på trods af alle vore fald og svigt – for Jesu skyld!
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2013. Hele bladet kan læses her.
Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.