Sådan kom jeg til tro XVIII
Det er et ubeskriveligt stort under, når et menneske kommer til tro på Jesus. Der bliver glæde i himlen, når det sker, og i den kristne menighed glæder vi os med. Hver omvendelse er en påmindelse til os om, at det er muligt for vantro mennesker at blive frelst – også i dag. Gud har magt til at gøre det. Det vil denne artikelserie gerne minde om.
Guds vækkelse
Vesten er i vor tid præget af et omfattende og tiltagende frafald fra den kristne tro. Samtidig gør Gud en stor gerning til vækkelse og frelse i andre dele af verden. Der har næppe været nogen tid siden islams fremvækst i 600-tallet, hvor så mange muslimer omvender sig og tager imod Jesus som deres frelser. Mange tidligere muslimer kan fortælle, at Gud først kom til dem i syner og drømme for at lede dem ud af islams mørke til Bibelen og til kristne, som kunne fortælle dem om Jesus.
Netop det oplevede Hamideh Solaty Valandi.
Fars pige
Hamideh blev født i det nordvestlige Iran i 1957. Hendes familie var shiamuslimer, men den muslimske tro spillede ingen stor rolle i hjemmet:
”Far troede, at Allah er gud, at Muhammed var Allahs profet, og at Allah åbenbarede koranen for ham. Men han var ikke særlig optaget af alt det andet, som hører med til at være muslim. Og far var den mest religiøse i vores familie.”
Hamideh havde fire brødre og en ældre søster. Som yngste datter oplevede hun, at der blev knyttet et særligt bånd mellem hende og hendes far:
”Jeg var fars højt elskede datter, hans prinsesse.”
Da Hamideh var seks år gammel, flyttede familien til Irans hovedstad, Teheran. Motivet for flytningen var, at Hamidehs far ønskede, at børnene skulle få den bedst mulige skolegang som forberedelse til universitetet. Faren var selv ingeniør og havde opbygget en anseelig formue gennem sit arbejde.
Samme år som flytningen blev Hamidehs far alvorligt og uhelbredeligt syg. Han blev behandlet for sygdommen både i England og i Israel, men uden effekt. Da han døde, stod moren alene tilbage med ansvar for fem børn og en omfattende forretning. Hun overlod de fire ældste børn inklusive Hamideh til slægtninge og tjenestefolk i Teheran og rejste selv af sted med den yngste søn for at styre forretningen. Børnene oplevede sig forældreløse, og tabet af faderen ramte i særlig grad Hamideh.
Drømmen
”Jeg havde været en åben og livlig pige, men efter fars død i 1964 blev jeg indesluttet og stille og fik psykiske problemer. Mit savn var overvældende. Jeg kunne ikke koncentrere mig i skolen, jeg fik spiseforstyrrelser og problemer med at sove. Lægen gav mig sovetabletter, men de hjalp ikke. Det var noget andet, som hjalp mig.
I mit soveværelse var der en skydedør ud mod altanen. En nat, da jeg sad og så op mod den klare himmel, som var fyldt af stjerner, fik jeg en forestilling om, at Gud sad i himlen. Da bad jeg min første frie bøn på mit eget sprog, farsi. Jeg sagde ikke ’Allah’ til Gud, men ’Hoda’, som betyder Herre.
Jeg bad: ’Jeg ved, at du findes et eller andet sted. Hvis du hører mig, vil du så helbrede det savn, jeg har i hjertet efter min far, og gøre det sådan, at jeg kan spise og sove?’
Med det samme kom en tung søvn over mig, og i en drøm blev jeg flyttet fra soveværelset til den store dagligstue, hvor vi plejede at samles for at fortælle, hvordan dagen havde været, mens vi drak te og spiste frugt. I drømmen blev jeg flyttet ind midt på det persiske tæppe, som lå på gulvet. Mine søskende sad rundt om mig. Jeg vendte hovedet mod Said, min ældste bror, og spurgte ham: ’Når far nu er død, hvem skal så passe på os?’
Da jeg sagde det, gik stuedøren op af sig selv, og en blændende lys skikkelse, som jeg ikke kendte, stod i døråbningen. Han havde en skinnende kappe på. Jeg kunne ikke se hans ansigt, men han lagde sin hånd på min skulder og sagde: ’Vær ikke bekymret. Jeg vil passe på jer.’
’Vi kender dig ikke,’ sagde jeg. Så greb jeg fat i hans kappe og sagde: ’Jeg slipper dig ikke, før du siger, hvem du er.’
Da jeg greb fat i hans kappe, så jeg, at hans hånd var såret og naglemærket. ’Jeg er Herren,’ sagde han. ’Du kender mig ikke, men I skal komme til at kende mig engang.’
Da jeg vågnede, opdagede jeg, at jeg var blevet flyttet fra mit soveværelse til det persiske tæppe i stuen. Jeg var udhvilet og lettet i sindet. Det var mit første møde med Jesus. Men jeg vidste ikke, det var ham, og med tiden gled drømmen i baggrunden i min bevidsthed.”
Islamisk revolution
Årene 1978-1979 var præget af store omvæltninger i Iran. Ayatollah Khomeini kom til landet i 1978 og indledte en islamisk revolution. Året efter blev shahen af Iran afsat, og Khomeini blev leder i landet.
”I 1979 var jeg færdig med min universitetsuddannelse i engelsk. Jeg havde et stærkt ønske om at rejse til Skandinavien, særligt til Norge. Jeg havde hørt om midnatssolen og ville meget gerne opleve den. Men først måtte jeg få et pas.
Tre dage efter Khomeinis magtovertagelse gik jeg på paskontoret. Der var mange folk i samme ærinde som mig. Da jeg stod på kontoret, hørte jeg en vældig støj udenfor. Det var en stor folkemængde, som råbte: ’Allahu akbar, Allahu akbar!’ Så kom der politimænd ind og tog passene fra alle dem, der var på kontoret. De gav de ansatte bind for øjnene, førte dem ud og kørte dem bort i store biler.
Af en eller anden grund så de ikke mig. Jeg kunne frit forlade kontoret med mit pas. Jeg tror, det var Gud, som gjorde mig usynlig. Jeg gik hen på den norske ambassade og fik visum med det samme. Jeg tog med fly til København og herfra videre til Norge.”
Det verdslige Norge
Hamideh kom til Norge den 23. februar 1979. Hun var alene og kendte ingen. Men hun havde meget positive forventninger:
”Jeg bar på en forestilling om Norge som et kristent land. I Iran havde jeg set den kristne film De ti bud og en amerikansk TV-serie Det lille hus på prærien. På shahens tid var det muligt at se alt muligt på TV. Den familie, som man mødte i TV-serien, havde en høj moral, og jeg lærte mit første bibelvers fra Salme 23 fra den serie. På den måde havde jeg fået et meget positivt billede af den kristne tro.”
Hamidehs møde med Norge var på denne baggrund meget skuffende. Navnlig det, som foregik mellem de to køn i det offentlige rum, chokerede hende:
”Der skete ting, som i Iran kun hørte hjemme i ægteskabet. Vi var opdraget af min mor til at leve vore liv efter en høj moralsk standard. Hun lærte os forskellen på sandhed og løgn, moral og umoral, og hun fortalte os, hvad der er et ret og rent seksualliv.
Efter to uger i Norge ringede jeg hjem til min mor og spurgte, om jeg ikke kunne komme hjem. Men min mor svarede: ’Min pige, du må ikke komme tilbage nu. Prøv, om du ikke kan blive i Norge!’ Mere turde hun ikke sige i telefonen. Den islamiske revolution var kommet til Iran, og min familie var udsat for efterforskning og forfølgelse, fordi vi var rige, og fordi vi var i familie med shahens dronning, Farah Diba.
Min mor opmuntrede mig til at fokusere på det gode i Norge. Lidet anede jeg, at Gud havde ført mig til dette land for at skænke mig frelsen gennem min Herre Jesus Kristus.”
Nyt hjemland
I første omgang fik Hamideh et turistvisum for tre måneder. Skulle hun blive længere, måtte hun finde et arbejde. Med hjælp fra receptionisten på sit hotel fandt hun et job som engelsksproget medarbejder på den japanske ambassade. Sideløbende med sit arbejde her lærte hun sig norsk ved at læse Anders And-blade og ved at se engelske film med norske undertekster.
Efter en konflikt med den japanske ambassadørfrue, måtte Hamideh finde sig et nyt job og blev ansat på en restaurant, hvor hun serverede mad og vaskede gulv og toiletter:
”Det var Herrens måde at lære mig ydmyghed på.”
Efter fire års arbejde havde Hamideh sparet en mindre sum sammen med henblik på at købe sin egen lejlighed. I en annonce blev hun opmærksom på en lejlighed i Bergen, som hun gerne ville se på:
”Sælgeren var en gråhåret, ældre dame. Da jeg kom ind i hendes lejlighed, lagde jeg mærke til, at der hang et billede af Jesus og et kors på væggen. Den ældre dame spurgte mig, hvor jeg kom fra, og hvorfor jeg var i Norge. Så bød hun mig på te eller kaffe. Det var første gang, en nordmand havde mødt mig på så venlig en måde.
Jeg havde meget lyst til at lejligheden, men prisen var 157.000 kroner, og jeg havde kun 23.000. Så spurgte hun mig, om jeg kunne klare at skaffe 7.000 i løbet af to måneder. Så skulle jeg få lejligheden for 30.000! Hun havde alligevel ikke brug for pengene. Hun skulle rejse til Spanien, hvor hendes søn var missionær.”
Bibelen eller Koranen
Efter købet af lejligheden fik Hamideh job i en børnehave. Men hun havde lyst til at studere mere, så hun tog kontakt til universitetet i Bergen og spurgte, om hun kunne følge undervisningen i socialantropologi. Det fik hun lov til.
På universitetet mødte hun en kristen pige, som spurgte, om hun kendte Jesus eller ville lære ham at kende. Den kristne pige inviterede Hamideh på middag og gav hende en Bibel på engelsk. Hamideh tog Bibelen med sig hjem, men valgte i første omgang at sætte den ulæst ind på en boghylde:
”Jeg sagde til mig selv: ’Du kender ikke din egen religion. Din religion er en del af din identitet!’ Så jeg skrev til min familie i Iran og bad dem sende mig koranen. Min yngste bror, Amir, sendte mig koranen sammen med et brev, hvor familien udtrykte glæde over, at jeg var interesseret i at læse koranen.
På dette tidspunkt var der flere ting, som påvirkede mig i retning af at åbne mig for islam. En sommerdag sad jeg på altanen og drak te. På plænen nedenfor lå min nabo, en ung kvinde sammen med en ung mand. Den unge nabokvinde var topløs. Jeg blev så vred. ’Hvis Jesus er disse menneskers gud,’ tænkte jeg, ’så vil jeg ikke have ham som min gud!’
Jeg begyndte at lære flere iranere at kende. En gruppe iranske kvinder læste koranen sammen og holdt fredagsbøn. Jeg ringede til en af dem og spurgte, om jeg måtte være med. Jeg blev en nidkær muslim. Jeg begyndte at gå med tørklæde for at dække håret, og jeg bad bønner vendt mod Mekka.”
Men en dag skete der noget skelsættende i Hamideh syn på og forhold til koranen: ”Jeg sad ved middagsbordet og læste et afsnit i koranen om, hvad en mand har lov til at gøre med en kvinde, når han føler begær. Jeg tænkte: ’Dette kan jeg ikke godtage. Dette kan ikke være fra Gud. Denne religion er fra Satan. Muhammed kan umuligt være Guds profet.’
Jeg kastede koranen fra mig og klippede mine tørklæder i stykker. Jeg gik hen til boghylden, åbnede Bibelen og læste det første, mine øjne faldt på – Matthæusevangeliet kapitel 11, vers 28: ’Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.’
Tårerne løb ned af mine kinder, og jeg sagde: ’Jesus, Jesus, du ved, at jeg er tvivlende. Jeg kan ikke tro, uden at du giver mig et tegn.’
Så skete der noget, som jeg ikke kan forklare. Min mor havde sendt mig en krystalvase fra Iran. Det var, som om et lyn ramte vasen og knuste den til småstykker. Oplevelsen gav mig en dyb frygt for Herren.”
Bønhørelse
På dette tidspunkt rasede krigen mellem Iran og Irak, og Hamidehs yngste bror var sendt til fronten:
”Vi elskede alle sammen vores lillebror. Jeg græd og bad til Jesus: ’Jesus, send Amir tilbage til mig, levende. Så vil jeg følge dig, Jesus!’ Da jeg havde bedt, lagde jeg mig til at sove og fik en mægtig drøm:
Amir og de andre iranske soldater stod på den ene side, de irakiske soldater på den anden. Amir havde ingen maskinpistol, men bare en rygsæk som en lille skoledreng. Mellem soldaterne var der en stor ild, og alle soldaterne gik ind i ilden og blev brændt til aske. Da Amir gik mod ilden, greb en hånd som den, jeg havde set tidligere i drømme, fat i ham og trak ham tilbage. Jeg vågnede og var våd af sved.
Efter denne drøm begyndte jeg flittigt at læse i Guds ord. Jeg havde brug for det hver dag. Tre måneder senere ringede Amir og spurgte, om jeg kunne hjælpe ham med et visum. Jeg måtte samtidig sende et brev med en invitation til Norge.
Der gik tre til fire måneder, så ringede telefonen, og jeg hørte Amirs stemme: ’Hvor længe skal jeg vente, før du henter mig i lufthavnen?’
Jeg forstod ingen ting, for jeg havde ikke hørt om, at han skulle komme. Men jeg tog til lufthavnen med det samme.
Jeg fortalte Amir om de oplevelser, jeg havde haft, og om forskellen på islam og kristendommen. Men han ville finde ud af det på egen hånd”.
Bibelen på farsi
Kort efter flyttede Hamideh med Amir til Kristiansand, hvor hun fik job ved kommunen som socialarbejder.
I den nye by fandt hun sammen med en stor gruppe iranske flygtninge. En dag blev hele gruppen inviteret hjem til middag hos en iraner ved navn Toni. Flygtningene var bange for angivere, og de forhørte sig om, hvem denne Toni var. De hørte fra folk, som kendte ham, at de kunne stole på ham. Det blev et selskab på 40 personer, og Toni sørgede for, at de blev hentet i bus.
”I Tonis hjem blev vi mødt med den varmeste kærlighed, man kan tænke sig. Hans kone var meget omsorgsfuld over for børnene. Før vi skulle spise, sagde Toni: ’Vi beder først’. Så bad han på farsi i Herren Jesu navn.
Ingen af de iranske gæster protesterede. Jeg rystede, da jeg forstod, at han var kristen. Det var, som om Himlen kom ned over os. Så opdagede jeg en bog på hylden: Bibelen på farsi! Jeg sagde til Toni: ’Kan jeg få den? Kan jeg købe den?’
’Vent,’ sagde han, ’lad os spise først.’
Jeg var så spændt, at jeg kunne mærke pulsen i min krop. Da middagsmåltidet var ovre, gav Toni Bibelen til mig. Han skrev en hilsen i den, og så læste han et ord for hele selskabet: Matthæusevangeliet kapitel 11, vers 28. Det var ’mit ord’!
Da vi skulle tage afsked, sagde Toni til mig: ’Det er ikke sidste gang, vi ses.’ Jeg tog hjem og læste Det Nye Testamente fra ende til anden. Jeg læste hele natten. Til sidst kom jeg til Åbenbaringsbogen. I første kapitel læste jeg om Johannes, der ser Jesus strålende af lys, i en fodlang dragt og med et guldbælte om brystet’ (Åb 1,12-15).
Da forstod jeg synet, jeg havde haft som 7-årig. Jeg forstod, at det var Herren Jesus, jeg havde set. Det var ham, som havde sagt: ’Du kender mig ikke nu, men I skal komme til at kende mig!’
Jeg ringede til Toni klokken 5 om morgenen og sagde: ’Jeg må døbes, jeg må døbes!’”
To dåb
Forud for sin dåb blev Hamideh spurgt om sin tro og sit forhold til islam:
”Giver du afkald på Muhammed og koranen?’ blev jeg spurgt.
’Ja’, svarede jeg ’for koranen er en falsk bog’.
‘Hvem er Jesus for dig?’ var det andet spørgsmål.
’Jesus er Guds Søn. Han blev menneske på vor jord for at opfylde Guds lov. Jeg kunne ikke selv klare det på grund af min synd. Han døde for mig, for at jeg skal leve evigt. Det var ikke bare romernes søm, som naglede ham til korset, men mine synder.’ Jeg græd af glæde over at få lov at bekende Jesu navn.
Det sidste spørgsmål var dette: ’Når du går fra islam til kristendommen, må du give afkald på din mor, din far, dine søskende og din arv. Du ved, at muslimerne har lov til at dræbe dig, fordi du er frafalden. Vil du være kristen?’ ’Ja!’ svarede jeg med glæde.
Alle mine iranske bekendte var inviterede til dåben, også min bror Amir. Han var meget vred på mig. Men nu blev det nødvendigt for ham at læse Koranen og diskutere med Toni.
Toni var hele tiden tålmodig og kærlig: ’Amir, jeg kan ikke vælge vejen for dig,’ sagde han. ’Hvis Jesus vil, at du skal blive Guds barn, så vil han selv gøre det for dig.’
Toni bad meget for Amir. Og så skete det efter nogen tid, at Amir selv gav sit liv til Jesus og blev døbt. Den kærlighed og det budskab, han havde mødt i det kristne indvandrerarbejde, kunne han ikke løbe fra.”
Mor
På tidspunktet for Amirs dåb var Hamidehs og Amirs mor kommet til Norge. Amir havde lavet en filmoptagelse af sin dåb, og moren fik filmen at se:
”Pludselig forsvandt mor, og vi vidste ikke, hvor hun var.”
De to søskende fandt hende på en bænk ude i byen, hvor hun sad og kastede blod op. ’Jeg vidste, at du var en forræder, Hamideh,’ sagde hun, ’men at Amir skulle gøre det, havde jeg aldrig troet.’”
Hamidehs mor valgte at bosætte sig tæt på Amir, og det førte til, at hun mødte hans kristne venner og talte med dem:
”Nu begyndte Jesus virkelig at røre ved hendes hjerte også. Hun sagde senere, at hun så Gud i deres ansigter.”
I Iran havde moren boet i et hus med 24 soveværelser og med mange mennesker omkring sig. Nu var hun flyttet ind i en lille lejlighed, hvor hun boede alene. Hun kæmpede med angst og søvnløshed.
En aften bad hun en bøn: ”Jesus, de siger, at du er Gud og Guds Søn. Hvis det er sandt, vil du så ikke lade mig sove i nat uden at være angst?”
Den nat havde hun en drøm: Jesus kom til hende og sagde: ”Aghdas, løft dit hoved! Du er ikke alene. Læg dit hoved i mit skød og sov trygt!”
Igennem en længere proces kom Hamidehs og Amirs mor til på Jesus. Da hun blev døbt, var den ældre kvinde med muslimsk baggrund iklædt en hvid dåbsdragt, som vidnesbyrd om at hun var retfærdig i Jesus Kristus.
Vidne om Jesus
Hamideh var den første i sin familie, som mødte Jesus. Siden kom alle de andre også til tro på Jesus. Hamideh oplevede imidlertid et indre kald, der rakte videre – til andre farsi-talende. Sammen med Toni begyndte hun at lave radioprogrammer med evangeliserende undervisning. Målgruppen var iranske kvinder i Iran. Radioprogrammerne blev transmitteret fra Cypern.
Hamideh boede nu i Egersund sammen med sin mand Per Emanuel og deres tre døtre. I det nærliggende Stavanger underviste hun i en længere periode syv iranske kvinder i Guds ord:
”Alle syv er ved Guds nåde kristne i dag.”
Siden fik Hamideh kald fra Det Evangelisk Lutherske Kirkesamfunn til at være evangelist. Hun har rejst over store dele af Norge til bibelskoler, missionshuse, kirker og iranske hjem for at vidne for farsi-talende om Jesus.
Missionsmarken hos os selv
Hamideh beder meget for sine landsmænd. Hun ønsker af hele sit hjerte, at de skal lære Jesus at kende. Hun har brugt megen tid på at undervise kristne om, hvordan de kan møde muslimer med kærlighed og med evangeliet om Jesus. Hun er bevidst om, at mange kristne i Norge ser med modvilje og frygt på de muslimer, som kommer til deres land. De så dem helst forsvinde, og er derfor fristede til at lukke både hjerte, hånd og mund for dem.
Hamideh har ingen illusioner om ondskaben og mørket i islam. Men hun ser et kald i at opmuntre kristne til at have omsorg for de forførte muslimer og række dem evangeliet om Jesus:
”Jeg vil minde om, at Gud har kastet missionsmarken i armene på os. Disse muslimer er her for at vindes for Herren! Når vi møder dem, da må vi bede Herren om en anledning til at forkynde Jesu frelsesværk på Golgata.”
Hamideh ønsker at vække de kristnes opmærksomhed på og glæde over, at der ikke alene er vækkelse blandt iranere i Iran, men også blandt de mange iranere, som er flygtet til Vesten:
”Jeg tror, at en af årsagerne er, at folk er blevet kendt med islams sande ansigt gennem den islamiske revolution, og nu søger de noget andet og bedre. Så kommer Guds ord til dem gennem kristen mission over radio og satellit-tv, bibelsmugling og på andre måder. Mange tager imod Jesus, selvom de får en dødsdom over hovedet. For mig som tidligere muslim er det en stor glæde at se, at mange muslimer modtager Jesus som deres frelser.”
Hvad har muslimerne da brug for at høre? Hamideh er overbevist om, at de har brug for at høre det samme som alle andre mennesker. Muslimerne tror på, at der en gud, som er vores skaber, herre og dommer. De tror på dommedag, frelse og fortabelse. Men de har ingen frelser og forsoner. Det er deres nød, ligesom det er alle menneskers nød.
Der skal ikke lyde en speciel forkyndelse til muslimerne, men den forkyndelse, som hjælper alle mennesker til frelse:
”Jeg har et ønske om, at der fra talerstolen i kristne sammenhænge lyder en klar tale om, at der kun er én vej til Himlen, og det er gennem vor Herre Jesu Kristi forsoningsværk. Jesus sagde selv: ’Ingen kommer til faderen uden ved mig.’”
Hamideh minder om, at det vigtigste er Helligåndens gerning:
”Vi må bede om, at den hellige Ånd må tale gennem os. Vi er menneskefiskere, men det er Herren, som ved sin nåde gør os duelige til at udføre arbejdet. Lad os bede om tålmodighed og kærlighed i samtalen, og om at vi må være ydmyge og have Kristi sind over for dem. Husk på, at Jesus har givet sit blod også for dem.”
Forfølgelse
Det har haft store omkostninger for Hamideh at vidne om Jesus. Mere end ti gange er hun blevet angrebet fysisk, én gang har hun været udsat for et mordforsøg og én gang for voldtægt. Det sidste var det værste.
Mordforsøget kom efter begravelsen af en af Hamidehs brødre. Han var død i troen på Jesus. Ved begravelsen var muslimer og kristne forsamlet, og Hamideh vidnede for alle om, at hendes bror ved troen på Jesus var kommet hjem til Gud i Himlen:
”Det blev nok for stærkt for nogle af muslimerne. Bagefter blev en gruppe af dem enige om at dræbe mig. De hyrede en lejemorder, som de lovede 10.000 kroner for at slå mig ihjel.
En morgen nogle dage senere stod jeg i gangen i mit hjem. Pludselig så jeg en skygge i spejlet. En maskeret mand greb fat i mit hår og trak mig med ind i stuen. Han kastede mig ned på gulvet og greb fat om min strube. Han råbte på engelsk med arabisk accent: ’Bed din sidste bøn til Allah!’
Men jeg bad i stedet til Jesus: ’Hjælp mig, Herre Jesus! Frels mig fra denne mand!’
Så skete der et under fra Gud. En stærk vind blæste gennem huset. Den fremmede blev kastet af vinden ud i gangen. Der blev han liggende på alle fire og råbte: ’Allah, din beskytter er stærk!’
’Nej’, svarede jeg ’det er Jesus, som er min beskytter.’ Derefter løb han ud af huset, så hurtigt han kunne.”
Hamideh ringede til sin mand, Per Emanuel, som kom hjem og fandt sin kone gul og blå og med afrevet hår. Han ville ringe til politiet, men Hamideh bad ham lade være.
Lejemorderens omvendelse
En søndag nogle uger senere var hele familien på vej til kirke. Pludselig fik Hamideh voldsomme smerter og måtte tage hjem igen.
”Der sad jeg så med min åbne Bibel, da telefonen ringede. Jeg genkendte stemmen. Det var overfaldsmanden. ’Du Guds kvinde, bed for mig,’ sagde han.
’Du kan bede til Allah!’ svarede jeg. Jeg var stadig vred.
’Nej’, sagde han, ’bed du til manden, som stod bag dig, og som kastede mig ud.’
’Der var ingen andre i huset,’ sagde jeg.
’Jo, der var en mægtig skikkelse med en krone, og på kronen stod der ’Jeg er’. I hånden havde han et sværd og med det jog han mig ud.’
Derefter talte vi længe sammen, og han fortalte om lejemordet. Han fortalte også, at han efter den mægtige og mærkelige oplevelse i vores hjem var gået tilbage til dem, som havde hyret ham og havde givet dem pengene tilbage. Derfor var han nu selv truet på livet.
’Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?’ spurgte jeg.
’Kan du skaffe mig en arabisk Bibel?’
Jeg gav ham adressen på det kristne arbejde blandt arabere, KABA. Senere ringede han til mig flere gange. Nu søgte han fred med Gud og fællesskab med andre kristne.”
Ikke længe efter sad Hamideh en dag i toget til Tønsberg. Da hørte hun en kendt stemme sige ”Hamideh.”
Hun følte både frygt og glæde på samme tid.
”Jeg er Masoud. Kan vi drikke te sammen?”
Det blev et berigende møde:
”Vi snakkede og græd i tekopperne. Han var på vej til KABA for at blive døbt! Senere rejste han til Syrien for at gøre op med en gammel synd. For længe siden havde han dræbt en tolv år gammel kristen dreng. Men da han gik til politiet i Syrien for at tage sin straf, klappede de ham bare på skulderen og sagde, at han havde gjort en god gerning.
Han blev et brændende vidne om Jesu, men jeg er bange for, at han er blevet dræbt. Jeg har ikke hørt fra ham længe.”
Skatten i lerkarret
Hamideh er mærket af det, hun har været igennem. En ødelagt nakkehvirvel og knuste tænder er konkrete påmindelser om overfaldene. Også på andre måder er kroppen nedbrudt. Hun er blevet opereret i begge skuldre og magter knapt at løfte armene. Hun er sygemeldt på andet år:
”Gud har sagt til mig: ’Jeg har sat dig i din stue, fordi jeg vil bruge dig på en anden måde. Tro ikke, at jeg har pensioneret dig.’”
I mødet med Hamideh mindes man om Paulus’ ord: ”Selv om vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag” (2 Kor 4,16).
Hamideh er meget afklaret om, at troen på Jesus har en pris. Det har hun erfaret. Men omkostningerne har knyttet hende til Jesus og har rettet hende mod Himlen:
”Vi er kaldet til at tage vort kors op og følge Jesus. Jesus kom til en verden, som ikke ville tage imod ham. Det indebærer lidelse at følge ham. Er du et sandt Guds barn, kommer du til at opleve modstand. Uden modstand ingen vækst.
Det har kostet mig at følge Jesus. Min tjeneste har bragt mig megen smerte og lidelse, men samtidig enorm velsignelse. Herrens mægtige hænder har reddet mig, hver gang jeg blev overfaldet. Den dag, Gud tillader, at jeg skal dø, vågner jeg op hos Gud.
Mange muslimer omvender sig i vor tid til Jesus og lader sig døbe i hans navn, selvom de har udsigt til forfølgelse og mulig død. Sammen med dem vil jeg bekende: For mig er livet Kristus og døden en vinding.”
Hjertelig tak til Hamideh for sin hjælp med denne artikel og tak til tre skribenter, hvis materiale jeg har gjort brug af: Eivind Hauglid, Hans Henrik Brix og Stig Magne Heimann.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2017. Hele bladet kan læses her.
Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.