Mærker I det ikke - at vi er ved at dø?

Selvfølgelighedens fare

En af den kristne menigheds største farer er selvfølgeligheden. At vi tager vort eget åndelige liv for givet. Faren er nærværende til enhver tid også for os, som kalder os bibeltro, lutherske vækkelseskristne i Norden. Vi står i en rig åndelig tradition præget af evangelisk vækkelsesliv, og vi vedkender os vores tradition. Netop derfor er det nærliggende at regne med, at livet også findes hos os i dag. For vi har jo ikke ændret teologi! I hvert fald ikke bevidst. Vi bekender os stadig som bibeltro, evangeliske vækkelseskristne.

Der er grund til at glæde sig over enhver, som vil aflægge den gode bekendelse til Bibelen som Guds ord og Jesus som frelser og Herre. Men i sig selv er det ingen garanti for åndeligt liv.

Det åndelige liv skabes og fornyes i det personlige møde med Gud, som han har åbenbaret sig i sit ord. Lever vi her? For Guds ansigt og i åbenhed over for hans ord? Livet for Guds ansigt sætter sig spor. I angst for Guds vrede, i anfægtelse over hjertets hårdhed, i opgør med al erkendt synd og i frygt for det åndelige selvbedrag. I længsel efter og glæde over evangeliet om forsoningen, blodet og nåden i Kristus. I nød for de ufrelste, jubel over den ene omvendte og forankring i det evige liv.

Måske har vi ikke bevidst ændret teologi. Vi er villige til at bekræfte alle de trossandheder, som de gamle forkyndte og kæmpede for. Men det alvorlige og ransagende er, at det på ingen måde udelukker, at vi har ændret teologi – i praksis. Det er ikke, hvad vi er villige til at bekræfte, der viser vores teologi, men hvad vi selv betoner og lægger vægt på. Hvad er det for et gudsbillede, der kommer til udtryk i vore vidnesbyrd, sange og prædikener? Hvad er det, vi takker og lovpriser Gud for? Hvad er det, vi ønsker at høre og beder prædikanterne tale til os om? Hvad er det, vi brænder for og beder om, at andre må høre og se?

En human kristendom

Vi ser mere nuanceret og afbalanceret på mange ting i dag. Ofte taler vi om det på en måde, der kan give indtryk af en vis overbærenhed i forhold til de gamle troende: ’De så ikke så klart dengang. Derfor blev det hele lidt ensidigt og skarpt og sort-hvidt. Nu er vi nået videre. Nu ser vi flere sider af sagen og flere nuancer.’ Og så lægger vi vægt på at tale om og betone alle de nuancer, som de gamle ikke fik med. Til tider kan man få indtryk af, at selve evangeliet ligger i alle disse nuancer, der efterlader os med en langt mere forståelig og acceptabel og human kristendom.

Nuanceringer og afbalanceringer er uden tvivl et gode – i den rette sammenhæng. Men kan man tale om menneskets situation over for den hellige og almægtige Gud udelukkende i afbalancerede vendinger? Gør Bibelens profeter og apostle det? Gør Jesus det? Der er ild og brod og salt i deres tale. Der er vækkende skarphed og rystende alvor. Samvittigheden tiltales, følelserne udfordres, og fornuften stødes. Der er radikalitet og entydighed i den bibelske forkyndelse – hvem kan benægte det? Men Gud ske tak netop for dette! For netop det radikale og entydige ord om Guds dom og nåde, om den evige frelse og den evige fortabelse, om vores egen fortjeneste og om Kristi stedfortrædende forsoning – netop det ord har kraft til at vække den sovende og selvsikre og til at trøste og løse den anfægtede. Gud give os det ord – altid! Det er livets ord. Det er det ord alene, der kan give os troens liv og forny livet hos os.

Findes livet hos os i dag?

Mærker I det ikke?

For nogle år siden faldt jeg i et arkiv over et brev, som var skrevet i 1930 af den gamle svenske vækkelsesleder Axel B. Svensson. Det var et åbent brev til vennerne i den svenske missionsforening Bibeltrogna Vänner. Hans ord rystede mig. Allermest fordi jeg oplevede dem som uhyre aktuelle:

Må Herren nådigt bevare os, at vi ikke skal ende som en skov af døde saltstøtter. Sådan kan det kun alt for let gå. Derfor har vi ingen grund til at ophøje os over det, der ser ud som ydre fremgang. Rent personligt føler jeg et større behov end nogensinde for Guds folks forbøn. Det er ingen frase, når jeg siger, at i mit indre græder og råber jeg til Herren efter hjælp. Og jeg beder vore kære venner landet rundt om ikke at give sig nogen ro, men at påkalde Herren om hjælp.

Bed, kære venner, bed for mig, for styrelsens medlemmer, for missionærerne med vantrosnatten og satansmagten omkring sig, for prædikanterne og de andre venner. Overlader Herren os til os selv, går vi under! Vi har behov for fornyelsestider for Herrens ansigt! Vi har brug for omvendelsens nåde. Vi har brug for en besøgelses- og nådetid her i Norden.

Mærker I det ikke, kære venner, at vi er ved at dø? Vi er ved at forstene og dø – som saltstøtter. Livet er ved at forlade os. Og hvad hjælper det da med smukke, renlærende former. Vi behøver en vækkelse, ikke en kunstig vækkelse, men en vækkelse fra Gud. O, om vi dog måtte lytte til hans røst, mens han endnu taler ømt og bevægende til os!

Vores nød i dag

Hvordan er tilstanden hos os i dag? Hvad er vores største nød? Noget af det, som fylder mest i undervisningen af vore prædikanter og teologer er vores formidlingsformer. Hvordan finder vi de rette forkyndelsesformer og kommunikationsformer, så vi kan nå nutidens ikke-kristne med evangeliet? Vi har jo det bedst tænkelige budskab. Det er vores arv og tradition. Budskabet er intet problem. Det har vi styr på. Nej, problemet er at få det formidlet.

Jeg skal ikke underkende den udfordring, vi står over for i mødet med nutidens ikke-kristne i Norden. Der er til enhver tid grund til at reflektere kritisk over vore formidlingsformer. Men er det virkelig dette, der er vores mest afgørende nød? Har vi virkelig klarhed over, hvad vi skal forkynde? Er det ikke præcis det modsatte, der kommer til udtryk i vores samtaler og debatter om denne sag? Vi står famlende i mødet med de af vore landsmænd, som ingen bekymringer gør sig om synd og skyld og dom. De føler intet behov for nåde, de har intet problem med Gud, og de spørger om hjælp med helt andre problemer. Hvad skal vi sige til dem? Hvor skal vi begynde?

Det er tankevækkende at læse Apostlenes Gerninger. Efter pinsedag og Åndens udgydelse er der ingen vaklen eller tøven hos apostlene i spørgsmålet om forkyndelsens indhold og mål. Mennesker skal møde himlens Gud til syndserkendelse, anger, omvendelse og tro på Jesus. Står apostlene over for hedninger, så bygger de det sande verdens- og gudsbillede op for dem med forkyndelsens og vidnesbyrdets ord. De taler om den Gud, som er alles skaber, herre og dommer, og så møder tilhørerne gennem dette ord den levende Gud som deres skaber, herre og dommer. Forkyndelens ord er et ord, der skaber, hvad det nævner. Og derefter lyder så evangeliets ord om Jesus som frelseren fra Guds dom og vrede og kaldet til at tro på Jesus og frelses ved ham.

Det er dette budskab, der ligger apostlene på hjerte, for det er dette budskab, de selv lever ved. Og med deres enkle, klare, levende og målrettede vidnesbyrd sætter de verden i brand. Det samme har kendetegnet enhver sand bibeltro og evangelisk vækkelse siden.

Hvad er vores nød? Er det virkelig vore formidlingsformer? Eller er det snarere vores manglende nød for menneskers frelse, vores svage erfaring af og tillid til kraften i evangeliet om Jesu kors, vores tro på os selv og bønnens ophør i tjenesten?

Vi er stadig villige til at kalde os ”vækkelseskristne”, men er vi det af mere end navn? Hvad kendetegner sand bibelsk og evangelisk vækkelseskristendom?

Vækkelseskristendommens kendetegn

Et blik på de sidste 500 års kirkehistorie viser, at evangeliske vækkelser er opstået mange gange fra reformationen og fremefter. Udgangspunktet har som regel været nogle få personers åndelige opvækkelse og genfødelse ved Guds ord i lov og evangelium. Med genfødelsen og troen på Jesus er alt andet blevet underordnet i forhold til dette ene at være evigt frelst og at hjælpe andre til tro på Jesus. Det nye åndelige liv indefra har skilt de vakte ud fra alle andre, men det har også bragt dem sammen i et stærkt indbyrdes fællesskab og i et fælles arbejde for at nå andre med Guds ord.

Hvad har kendetegnet disse vækkelser? Hvilke åndelige særpræg har de haft?

I forlængelse af mit teologistudium fik jeg mulighed for i fire år at fordybe mig i vækkelseshistorie. Det var utroligt berigende og afklarende for mig. Det gav mig en klar erkendelse af, at den åndelige livslinje i kirkehistorien er identisk med vækkelseskristendommens åndelige linje i historien. De to er uadskillelige, og de går helt tilbage til Det Nye Testamente.

Vækkelseskristendom er ikke en særlig kristendomstype, som opstod på et bestemt tidspunkt i kirkehistorien. Vækkelseskristendom er Det Nye Testamentes kristendom. I det følgende vil jeg nævne 10 centrale kendetegn ved evangelisk vækkelseskristendom, som vi finder den i Det Nye Testamente, og som vi finder den i kirkehistorien. Der kunne nævnes andre og flere kendetegn. Men disse 10 er både centrale og gennemgående. Spørgsmålet er, hvor vi står i dag i forhold til disse kendetegn.

De fleste af de 10 kendetegn handler om forkyndelsens indhold. De må i første omgang tjene til ransagelse for os, som har forkynderansvar. Er vi bærere af den evangeliske vækkelsesforkyndelse – er jeg? I anden omgang må vækkelsesforkyndelsens kendetegn tjene til ransagelse for alle kristne: Er det denne forkyndelse, vi møder i vore forsamlinger? Er det den forkyndelse, vi beder om og ønsker at lytte til og blive tiltalt af?

1) Radikal forkyndelse af lov og evangelium

Evangeliske vækkelser har været kendetegnet ved en klar og radikal forkyndelse af Guds ord i lov og evangelium. Ordet ”radikal” er afledt af det latinske ord ”radix”, som betyder ”rod”. En radikal forkyndelse af lov og evangelium er ikke karakteriseret ved en bestemt stemmeføring eller sprogbrug hos forkynderen. Den er kendetegnet ved, at den afdækker og tager hånd om rodproblemet i menneskets synd – syndefordærvet i hjertet.

Den radikale forkyndelse af loven afdækker, at syndefordærvet gennemtrænger alle dele af vores sind og gør det umuligt for os at gøre noget andet end at synde. Selv vore bedste gerninger er blot sminkede synder. Med Luthers ord: ”Enhver god gerning er synd.” Når denne virkelighed åbenbares, bliver det klart, at vi i os selv er hjælpeløst fortabte. Vi kan absolut intet gøre til vores egen frelse. Skal vi frelses, må det ske ene og alene ved, at en anden gør alt.

Netop det er budskabet i den radikale forkyndelse af evangeliet. Her tales der ikke om, hvad vi skal gøre til vores frelse, eller hvordan vi kan blive anderledes og bedre. Her tales der kun om, hvad Jesus har gjort for os til fuld og evig frelse for selv den største synder. I frelsen tæller vort eget intet, og Jesus tæller alt. Vi frelses ved Jesus alene på vores første og sidste dag, på vores værste og bedste dag, på den sidste og store dag – ham til evig ære og pris.

Den nedslående sandhed om vores totale syndighed er grundlaget for den befriende sandhed om Jesu totale frelse.

Forkynder vi sådan i dag?

2) Klar tale om Guds vrede

Det er muligt principielt at tro på hele Bibelen og alligevel at fortie de mest anstødelige dele af dens budskab. Der er næppe noget mere anstødeligt i Bibelen end dens budskab om, at vi i os selv er under Guds retfærdige vrede og på vej mod hans evige dom og straf. Men det er virkeligheden for alle mennesker, som ikke tror på Jesus.

Evangeliske vækkelser har altid været kendetegnet ved, at denne sandhed er blevet forkyndt. Det er en sandhed, som er uløseligt forbundet med et gudsbillede, hvor Guds retfærdighed, hellighed og strenghed betones. Dette billede af Gud har ingen mulighed for at vinde genklang i det naturlige menneskes hjerte. Men målet med at forkynde om Gud på denne måde er heller ikke, at budskabet skal godtages af det naturlige menneskes fornuft og følelse. Målet er, at det naturlige menneske skal få sandheden og virkeligheden åbenbaret. Det skal erkende og erfare, hvordan det står over for den evige og almægtige, hellige og retfærdige dommer. Det skal se sig selv under Guds vrede.

Sådan forkyndte Jesus, sådan forkyndte apostlene, og sådan er der blevet forkyndt i alle evangeliske vækkelser. Budskabet er blevet forkyndt med kærlighedens og omsorgens røst for at kalde mennesker til omvendelse og frelse i tide.

Forkynder vi sådan i dag?

3) Klar tale om Jesu forsoning

Korset er det centrale kristne symbol. Det er det i vækkelsestider, og det er det i frafaldstider. Men det er kun den bibelske og evangeliske vækkelsesforkyndelse, der taler sandt om korset og forkynder korsets evangelium med Guds kraft til frelse.

Jesu korsdød er en stedfortrædende soningsdød. Jesus bærer og soner al menneskehedens synd under Guds vrede og dom. Det budskab kan kun give trøst og tro til dem, som har set, at de i sig selv er under Guds retfærdige vrede og dom, og at de er på vej til en evighed under denne vrede og dom. For dem bliver det en trøst, glæde og befrielse uden lige, at Jesus blev tilregnet, bar og sonede al vor synd på korset. Han mødte Gud med vor synd. Han blev forladt og fordømt og fortabt for vores synd, i vores sted, til frelse for os. Han betalte den fulde pris, for at vi ved hans død og blod kunne få fred med Gud.

I de evangeliske vækkelser er der ét tema, som fylder mere end noget andet i sange, vidnesbyrd og forkyndelse. Det er talen om og takken for Jesus som Guds lam, der har købt os til Gud med sit blod. Dette evangelium er det klare, befriende og berigende centrum i forkyndelsen.

Forkynder vi sådan i dag?

4) Betoning af skellet

Evangeliske vækkelser er som hovedregel begyndt blandt mennesker, der på forhånd har haft en kristen bekendelse og har været moralsk uangribelige i deres ydre liv. Den gode bekendelse og det gode liv har for mange været grundlaget for deres overbevisning om at være kristne og frelst.

Vækkelsens forkyndelse har ødelagt denne overbevisning. Den har betonet, at skellet ikke går ned mellem den bekendende menighed og den åbenlyst vantro verden. Skellet går ned midt imellem dem, der bekender sig som kristne og lever moralsk gode liv. Mange skal på den store dag kalde Jesus for Herre, men blive udelukket fra himlen (Matt 7,21ff.). Mennesker, som har spist og drukket med Jesus og har lyttet til hans undervisning, skal gå evigt fortabt (Luk 13,26ff.). Fem af de ti brudejomfruer kommer ikke med til bryllupsfesten (Matt 25,1ff.) Skellet går ned igennem den ydre menighed.

Denne forkyndelse har vakt uro og anfægtelse – vækkelse! Den har rokket ved og har nedbrudt falske frelsesgrunde. Den har rejst spørgsmålet: Hvad holder? Hvad kan frelse mig? Det spørgsmål har ledt mennesker til sand omvendelse og frelse ved tro på Jesus.

Forkynder vi sådan i dag?

5) Betoning af troens kendetegn

Evangeliske vækkelser har altid betonet troens kendetegn. Den ydre, kristne menighed består i almindelighed af mennesker, som læremæssigt bekender det samme. Det er ikke uvæsentligt. Men at man tilslutter sig den rette lære, er ikke ensbetydende med, at man har en sand og frelsende tro på Jesus.

Den frelsende tro bliver til ved en åndelig genfødelse, og troen ledsages af et helt nyt åndeligt liv indefra. ”Troen er et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny af Gud. Den døder den gamle Adam og gør os til helt andre mennesker i hjerte, sind, tanker og alle kræfter” (Martin Luther). Det nye liv indefra er ikke grundlag for frelsen, men det er en uundgåelig følge og frugt af frelsen, og dermed er det også et kendetegn på de frelste.

De frelste har to naturer i sig. Derfor er der noget i enhver kristen, som bestemt ikke er i samklang med det nye, åndelige liv. Til tider kan en kristen have oplevelsen af, at det nye liv indefra er helt væk. Men enhver kristen har ikke desto mindre gjort erfaring af det nye liv og kan derfor genkende sig selv i det, når der tales om det.

I de evangeliske vækkelser er der blevet talt med ransagende alvor og bibelsk klarhed om troens kendetegn: behovet for Jesus og nåden i ham, villigheden til at lytte til og lade sig vejlede af Guds ord, kærligheden til og glæden over det kristne fællesskab, fremmedheden i verden, behovet for at leve i et opgjort forhold til Gud. Det har tjent til afsløring og vækkelse for dem, som ikke var født på ny. De har set sig som åndeligt døde og fortabte og er kommet i nød for at blive frelst.

Forkynder vi sådan i dag?

6) Betoning af kaldet til omvendelse

Få ord har så central en plads i de evangeliske vækkelser som ordet ”omvendelse”. Ifølge Bibelen er det en betingelse for at være frelst, at man er omvendt. Omvendelse indebærer, at man giver Gud ret i hans dom over al synd i ens liv, at man bekender synden som synd, at man beder Gud om tilgivelse for synden og om nåde og hjælp til at blive løst fra den.

I vækkelsestider lyder der en forkyndelse, som gør det klart, at den fastholdte og forsvarede synd er en fjende, der er usammenligneligt langt værre end døden. For der er ingen nåde og tilgivelse for den fastholdte og forsvarede synd. Det menneske, som lever med fastholdt og forsvaret synd og ikke vil bøje sig for Guds dom over synden, det menneske vandrer i mørket. I mørket kan man kalde sig kristen og anses for at være det. Men det er et bedrag. Der er kun ét sted, hvor vi har fællesskab med Jesus og gavn af hans frelse. Det er i lyset, i det åbne og opgjorte forhold til Gud, hvor han får lov at se alt i vort liv og fælde dom over alt, og hvor vi bøjer os for hans dom og giver ham ret. Her og kun her er vi under Jesu blod, som renser os for al synd (1 Joh 1,6 ff.)

I de evangeliske vækkelser er denne sandhed blevet forkyndt med stor alvor. Det har skabt uro og frygt for synden. Det har medført opgør med synd både i forhold Gud, andre mennesker og myndigheder. Og nåden er blevet stor. Det er blevet klart, at hvad det end koster at få synden gjort op, så er det for intet at regne i forhold til visheden om at være under Jesu rensende blod i lyset.

Forkynder vi sådan i dag?

7) Betoning af de troendes fremmedhed i verden

Vækkelsestider er altid kendetegnet ved, at de kristne bliver bevidste om, at de er fremmede og udlændinge i verden. Det hænger sammen med forkyndelsen af evangeliet. Evangeliet er ikke et budskab om, at Gud vil være med os, passe på os, give os et godt og glædeligt liv i denne verden og gennem os gøre verden til et bedre sted. Evangeliet er et budskab om forsoning med Gud, syndernes forladelse og evigt liv ved Jesus. Det er et budskab, som retter de troendes opmærksomhed, håb og længsel mod målet i himlen og på den nye jord. Dermed bliver de troende fremmede i denne verden. De glæder sig over alt godt i denne verden og vil gerne fremme gode forhold her. Men de ved, at verden går mod sin undergang. Derfor vil de frem for alt hjælpe andre til tro på Jesus og selv blive bevaret i den frelsende tro. De ser ikke verden som deres hjem. De er tværtimod bange for at få deres hjem her. De er bange for, at denne verdens glæder og gaver, muligheder og opgaver skal vinde deres hjerter på bekostning af glæden over Jesus, nåden og det evige liv.

Derfor tænker de troende helt anderledes om, hvad der er ondt og godt i denne verden. Ondt er alt det, som trækker hjertet væk fra Jesus, og det kan ofte være det, som andre tænker er godt: medgang, succes, rigdom og ære. Godt er alt det, som leder og knytter til Jesus, og det er ofte det, som andre tænker, er ondt: modgang, sygdom, tab og nederlag.

De troende er også fremmede i denne verden, fordi de har fået et helt andet sind end alle andre. De troende kan aldrig blive forstået af ikke-kristne. Tværtimod vil deres tro og liv uundgåeligt vække modvilje og modstand. Men netop gennem lidelserne for troens skyld knyttes de troende til Jesus og erfarer i fællesskabet med ham en forsmag på himlens glæde og fred.

Vækkelsesforkyndelsen hjælper de troende til at forstå deres liv i lyset af evangeliet, så de ser sig som fremmede, bevares som fremmede og finder deres glæde i at være fremmede i denne verden.

Forkynder vi sådan i dag?

8) Glæde over og troskab mod hele Bibelen

De evangeliske vækkelser har generelt været forbundet med en fornyet glæde over og troskab mod hele Bibelen som Guds ord.

Vækkelsens forkyndere har ikke haft deres myndighed eller gennemslagskraft i sig selv. De har haft både deres frimodighed og deres myndighed i Guds klare ord i Bibelen. De har lagt røst til begge sider af Guds ord, både loven og evangeliet, og ordet har selv gjort sin gerning i tilhørerne. Det har såret og lægt, dræbt og gjort levende, dømt og frikendt, ført ned i dødsriget og ført op derfra – ved tro på Jesus alene.

De, som er blevet frelst ved forkyndelsen i de evangeliske vækkelser, har gjort erfaring af, at det er velsignet, befriende og åndeligt livgivende, når Bibelens ord bliver forkyndt uafkortet. Da ledes vi som fortabte og tomhændede syndere til Jesus og får alt i ham alene. På den baggrund har vækkelserne udmøntet sig i en villighed til at tilegne sig Bibelens ord i sin helhed.

De evangelisk vakte har været fuldt bevidste om de protester, der rejser sig mod Bibelens ord fra vantro mennesker i verden og fra det naturlige menneske i den kristne. Men de har også gjort erfaring af, at netop de ord i Bibelen, som er mest anstødelige for den menneskelige fornuft og følelse, netop de ord er afgørende for, at vi kan blive ledt som syndere til Jesu kors. Derfor har de evangeliske vækkelser resulteret i en dyb glæde over hele Guds ord og en villighed til at fastholde, forsvare og forkynde hele Guds ord.

Kan vi genkende dette hos os i dag?

9) Bøn

Kirkehistorien har mange eksempler på kristelige bevægelser og menigheder, som med kyndigt udtænkte strategier og klogt tilpassede budskaber har fået mange tilhængere. At det er sådan, bør ikke undre. Både i Det Gamle og Det Nye Testamente er det små flokke, der følger Guds vidner, mens det store flertal følger andre røster.

Når vi ser på de evangeliske vækkelser i kirkehistorien, har deres ledere været bemærkelsesværdigt lidt optagede af antal og ydre kirkevækst. De har derimod været intenst optaget af at forkynde sandhedens ord og af at bede Gud gøre sin frelsende gerning i hjerterne gennem dette ord. Med Martyn Lloyd-Jones’ ord: ”Jeg er ikke interesseret i antal, men i sandheden og den levende Gud.”ⁱ

Hvad gavner mange navne i menighedens medlemsbog, hvis navnene ikke står i livets bog? (Åb 21,27). Hvad gavner mange stemmer i menighedens kor, hvis ikke den nye sang om lammet er lagt ind i hjerterne? (Åb 14,3ff.). De evangeliske vækkelsesfolk i kirkens historie har haft et klart syn for, at det eneste, der har virkelig og evig betydning, er sand genfødelse til frelsende tro på Jesus. Det beror ikke på os, men på Guds Ånd og gerning alene. Derfor er det bedste, der kan ske for os i missionsarbejdet, at vi ser, hvor hjælpeløse, vi selv er. Da drives vi til at bede.

Da Jesus ser ud over de fortabte folkeskarer, kalder han sine apostle til – at bede (Matt 9,35ff.). Apostlenes tjeneste i Det Nye Testamente er gennemvævet af bøn og af opmuntringer til de troende om at bede – for evangeliets udbredelse og Åndens gerning i hjerterne. Apostlene var missionærer på knæ. Det samme kan siges om de evangeliske vækkelsesfolk op gennem kirkehistorien. De så hen til og forventede alt fra Gud alene. Netop derfor kunne de være frimodige i både medgang og i modgang.

Kan vi genkende dette hos os i dag?

10) Mission

De evangeliske vækkelser har igen og igen været udgangspunkt for en fornyet og forstærket missionsindsats. Det har stået klart for de troende, at mennesker fødes, lever og dør i åndeligt mørke, og at de går mod en evig fortabelse, hvis de ikke hører om Jesu frelse og kommer til tro på ham. Nøden for de fortabte har været den helt afgørende drivkraft i missionsarbejdet.

Vi møder det samme i Det Nye Testamente. Paulus siger om sig selv, at han har en stor sorg, der altid piner hans hjerte – sorgen over de jøder, som endnu ikke har taget imod Jesus og derfor er under Guds forbandelse. Man kan overveje, om Paulus tager for store ord i sin mund. Kan det virkelig passe, at han har en stor sorg, der altid piner hans hjerte? Det er tankevækkende, at Paulus tre gange understreger, at det er sandt: ”Jeg taler sandt i Kristus, jeg lyver ikke, og min samvittighed kan i Helligånden bevidne, at jeg har en stor sorg, der altid piner mit hjerte” (Rom 9,2). Det er ydmygende at prøve sit eget hjerte i det lys, men det er også afklarende i forhold til de røster, som til enhver tid vil nedtone alvoren af de vantros og de unåedes nød.

I de evangeliske vækkelser er sorgen over og nøden for de ufrelste blevet fornyet, og den troende menighed er blevet kaldet til at bede om, kalde og udsende missionærer. For tre årtier siden blev missionskaldet formuleret på denne måde af en ung kristen i Danmark:

Se, natten er nær;
så rejs dig, stå op, mens det endnu er dag,
du vældige hær
af vidner, som kæmper for Himmerigs sag!
Hvad nøler I for?
For nøden er stor ud over den hungrende jord.
Som ørkenens sand
er ukendt med vand,
så savner vi livets Ord.

Hvor bli’r I dog af?
Kom, giv os det håb, der blev givet til jer!
Snart afløses dag
af natten, hvor ingen kan arbejde mer’!
Hvad venter I på?
Kan I mon forstå,
at bare fra jer kan vi få det kendskab til Ham,
der fjerner vor skam,
så tøv ikke med at gå!

I sidder så fromt
og synger om nåde og frelse fra Gud.
Er Ordet mon tomt?
Vi ser jo kun få, der vil bringe det ud.
Er budskabet kun
betydningsløs grund til hyggeligt samvær en stund?
Nej, bed om den kraft,
det altid har haft,
til frelse for jorden rund!

Nu kommer han snart,
den mægtige hersker skal komme i sky
med lynglimtets fart
og hente jer hjem til sin evige by.
Vil I ta’ afsted
med glæde og fred
til underfuld herlighed,
i skinnende dragt
med kongelig pragt
– og uden at ta’ os med?

(John Erik Ekberg)

Kan vi genkende denne nød hos os i dag?

Vækkelseskristendom – i tider uden vækkelse

Hvordan står det til med os i dette lys? Kan vi fortsat betegnes som vækkelseskristne?

Det afgørende i denne sammenhæng er ikke, om vi oplever vækkelser. Vi kan godt repræsentere sand vækkelseskristendom, selvom vækkelserne udebliver. Vækkelse er Guds værk. Han sender vækkelse, når og hvor han vil det. Den kristne menighed må til enhver tid bede om og arbejde for vækkelse. Men at fremstille vækkelsen som den situation, der egentlig kunne og burde råde til stadighed, har intet bibelsk grundlag og vil kun føre til modløshed.

Indre Missions (IM) historie og udvikling i efterkrigstiden er en eftertanke værd i denne sammenhæng. Når man læser Indre Missions Tidende fra 2. verdenskrig frem til 1970´erne, er der ét tema, som går igen. Det er spørgsmålet om, hvor vækkelsen er blevet af: Hvorfor oplever vi ingen vækkelse? Hvorfor bliver så få omvendt? Hvad gør vi galt, siden der ikke kommer vækkelse – som i gamle dage?

Christian Bartholdy var formand fra 1934-1959. Han var en revser af IM. Som han så det, var IM´s kald og opgave i folkekirken at være et redskab for folkevækkelse. Når IM ikke oplevede vækkelser som før, så rørte det ved selve bevægelsens eksistensberettigelse. Igennem hele sin formandstid brugte Bartholdy jævnligt en del af sin formandsberetning på at sammenligne de bedrøvelige tilstande i det nuværende IM med de tilstande, som rådede under tidligere tiders vækkelse, og på at tale om, hvad IM´erne kunne og burde gøre for at fremme vækkelse. Det er tankevækkende, at det var i den samme periode, Indre Mission mistede en meget stor del af sine unge. Man taler om ”den tabte generation” i IM, og man ser stadig, at den mangler i missionshusene i dag.

Der var mere end én grund til, at en stor del af en ungdomsgeneration blev tabt, og der kan siges meget til forsvar for Christian Bartholdys forkyndelse om og lidenskab for vækkelse. Men det maner ikke desto mindre til eftertanke, at udviklingen i IM først for alvor blev vendt, da forkyndelsen fik nye toner. En ny generation af forkyndere vendte tilbage til en mere radikal og frigørende forkyndelse af synd og nåde, lov og evangelium. Der blev ikke talt så meget om vækkelse som til vækkelse. Guds alenevirken blev betonet både i relation til den enkeltes omvendelse og frelse og i relation til de omfattende vækkelser. En frigørende evangelisk tone kom til at præge arbejdet. De kendetegn på vækkelsesforkyndelse, som er nævnt ovenfor, kom til at præge forkyndelsen.

Bragte det så vækkelse med sig? Der kom ingen omfattende folkevækkelser, Men der kom vækkelse, og der blev skabt levende tro på Jesus i mange hjerter, et efter et.

Man kan være vækkelseskristen af gavn også i en tid uden egentlig vækkelse. En tidligere formand for IM, K. Lindhardt Jensen, omtalte for et par årtier siden sin egen samtid og dens åndelige tilstand som ’hundevagten’. Den mørkeste og koldeste vagt. Hans pointe var enkel og god. Vi er blevet sat til at tjene Gud i vor tid, sådan som den er. Den er anderledes end vækkelsestiden i 1800-tallet, og den er også anderledes end stagnations- og fornyelsestiden i 1900-tallet.

Det kan meget vel vise sig, at Gud har tildelt os ’hundevagten’. Men det må ikke tage hverken frimodigheden eller arbejdsglæden fra os. Evangeliet er det samme, Åndens magt, Ordets kraft og Guds riges herlighed er den samme – også i dag! Det må vi glæde os over og så trofast tjene Gud i den tid, som er vor. Der bliver glæde i himlen over én synder, som omvender sig. Det samme må vi glæde os over.

Vækkelseskristendommens historiske dynamik er blevet sammenlignet med et flodløb. I visse perioder er den fremtrådt som en stærk, omfattende og brusende strøm – synlig for alle. I andre perioder er den blevet reduceret til en underjordisk vandåre. Stadig levende og frisk, men ubemærket. Nye vækkelser har gang på gang haft deres udgangspunkt i små grupper af troende, hos hvem vækkelseskristendommen trods omfattende åndeligt forfald i den kirkelige kontekst har levet videre og har bevaret meget af sin oprindelige klarhed og kraft.

Spørgsmålet er så, om denne vækkelseskristendom findes hos os. Er vækkelseskristendommens kendetegn stadig levende i vore hjerter, vores forkyndelse og vore menigheder?

Forkyndelsen i dag

”Som forkyndelsen er, sådan bliver menigheden.” Der er en dyb og tidløs sandhed i det ord. Men hvad er afgørende for, at forkyndelsen tjener til vækkelse og frelse? Det handler i høj grad om det budskab, der prædikes. Taler vi som Jesus og apostlene og som de forkyndere i kirkehistorien, som har videreført den bibelske og evangeliske vækkelsesforkyndelse?

Men det handler om mere end det. Det handler om den enkelte forkynders eget forhold til og modtagelse af Guds ord. Det er kun her i den personlige modtagelse af Guds ord som et ord til mig, at jeg som forkynder bliver ført til og fornyet i troen på Jesus. Det er kun her, det bliver en nød for mig, at mennesker må blive frelst fra dom og fortabelse ved tro på Jesus. Det er kun her, min forkyndelse får omsorgens og kærlighedens, nødvendighedens og vidnesbyrdets tone.

Har vi syn for dette i dag? Er det dette, vi frem for noget andet betoner for unge, bibeltro teologer og forkyndere: den personlige tilegnelse af Guds ord i lov og evangelium?

For godt 20 år siden skrev to danske bibelskoleforstandere hver deres ransagende stykke om forkyndelsen blandt bibeltro, lutherske kristne i Danmark. Det var henholdsvis Hans Erik Nissen, som var forstander på Luthersk Missions højskole i Hillerød, og Asger Dahl Sørensen, som var forstander på Indre Missions bibelskole i Børkop. Når jeg læser disse tekster, oplever jeg dem så aktuelle som nogensinde:

”En af kristenhedens største farer er de vellykkede prædikanter. De kan alt – undtagen et: at prædike om Lammets blod og Kristi sejr, så det går til hjerte. Den vellykkede prædikant kan håndværket, men det er ikke nok. Man kan uddannes, men aldrig til ånd. En sand og ægte forkynder må dannes af den levende Gud.

For megen af nutidens bibeltro forkyndelse opleves tør og teoretisk. Hvorfor? Den mangler karakteren af vidnesbyrd. Skal en forkynder være til hjælp, må han selv leve i spændingen mellem lov og evangelium. Kender han ikke syndenøden indefra, når hans ord ikke ind til dem, der ikke kan se nåden. Lever han ikke selv i den vidunderlige frigørelse fra loven, løser hans ord ikke dem, der er bundne.

For megen forkyndelse smager af teologisk arbejde og skrivebord eller af tanker, man har gjort sig om, hvordan budskabet skal kommunikeres. Der er så lidt sjælekamp i det (…) Når vi har trøst og mod i kraft af noget af vores eget, overlader Gud os til os selv” (Hans Erik Nissen).ⁱⁱ

”I præster med den fine teologi, de gode taler, den højt besungne IM-baggrund. Hvor er centrum i jeres fine prædikener blevet af? Er nådekaldet til synderes omvendelse forsvundet i ønsket om at leve op til det moderne menneskes behov for terapi og underholdning, så det kan klare det vanskelige liv? Hvad siger I til begravelse, vielse, på plejehjemmet, husbesøg? (…)

Lyder ordet om korset ikke, har vækkelsens Ånd ikke noget redskab at bruge. Har I præster glemt, hvem jeres sognebørn er – fortabte syndere, der ikke kan nøjes med mindre end Jesus til frelse? Er kaldet til vækkelse og omvendelse under jeres sognekirkelige niveau? (…)

Der skal tales som Guds ord taler om Gud, om mennesker og om forholdet mellem Gud og mennesker. Moralisme og symptombehandling redder intet. Jeg siger ikke, at alle gør sådan, men det kan godt bekymre, at så meget af det, der lyder, er benfrit og ufarligt. Det er let at ende i almindeligheder og i folkereligiøse floskler. Det kan godt være hyggeligt og inkluderende, men hvem vækker det? (…)

Nøden er vor mangel på nød! Ikke mangel på nød for andre, men for os selv, for vort eget forhold til Gud. Hvor bliver det hurtigt rutine og selvfølge, og så er der ikke langt til ligegyldigheden. Vækkelsen skal måske begynde hos os selv med en bøn om, at Gud vil lære os at blive ’den hjælpeløse, jeg ser hen til, den modløse og den, der skælver for mit ord’ (Es 66,2). Man skal være i nød for at nøde” (Asger Dahl Sørensen).ⁱⁱⁱ

Trøsten og kaldet

De to citerede stykker peger begge på forkynderens personlige forhold til Gud og hans Ord som den afgørende kampplads. Præcis det samme kan siges om enhver kristen, som ønsker at blive bevaret i troen på og tjenesten for evangeliet. Vi må søge Guds ord og tage det til os med alt, hvad det siger. ”Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!” (Luk 11,28).

Tro og åndeligt liv kan vi ikke skabe i os selv. Men Guds ord både kan og vil. Det er en stor trøst, at Guds ord bevarer sin fulde klarhed og livgivende kraft til enhver tid helt uafhængigt af de åndelige omstændigheder omkring os – og i os. Har vi været utro i tilegnelsen af dette ord, så er og forbliver Gud tro. Når vi vender os til ham og tilegner os hans ord igen, så vil han nådigt og trofast gøre sin åndeligt livgivende gerning gennem det. Han vil døde og gøre levende, såre og læge, fælde dom over alt vort eget og give os alt i Jesus alene. Guds rige ord er kilden til nyt åndeligt liv i selv den tørreste saltørken og selv den hårdeste jordbund – altid. Tak og lov for det!

Dette er kaldet. Lad os tage det personligt til os. Jeg, som skriver, og du, som læser. Lad os søge til Guds ord. Lad os læse det og lytte til det i sin helhed. Lad os også bede for vore menigheder og for vore forkyndere. Lad os bede om åndelig fornyelse og vækkelse fra Gud. Men lad os frem for alt selv tage Guds ord til os som et ord til os. Da skal vi uanset den åndelige tilstand omkring os og i os erfare opfyldelsen af Guds rige løfter:

”Vend øret til mig, og kom, hør på mig, så skal I leve!” (Es 55,3).

”Der, der tørster, skal komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ’Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand’” (Joh 7,37-38).

”Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid” (Hebr 13,8).

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.