Jeg bor i mørke, men Herren er mit lys (Mik 7,8).
Eller som der står i Bibeloversættelsen fra 1931: “Om end jeg sidder i Mørke, er HERREN mit Lys.”
Ja, om end… selvom jeg bor/er i det mørkeste mørke, er Herren mit evige lys!
Jeg blev mindet om disse ord, da jeg forleden hørte nyt fra krigen i Gaza. Der blev fortalt om de forfærdelige underjordiske betontunneller, som terrorister fra Hamas har bygget på og opereret fra i årevis. Man fortalte, at man nu mener at have fundet frem til rum i de kilometer lange tunneller, hvor nogle af de tilfangetagne jødiske gidsler sandsynligvis har siddet fanget i ugevis.
Der kunne bl.a. ses madrester, sutteflasker og et toilet inde i et mørkt rum for enden af en uhyggelig skummel tunnel. På vejen ind til fangehullet havde de israelske soldater måttet sprænge adskillige jernlåger og forcere såkaldte Booby-traps, der ifølge ordbogen er “den engelske militære betegnelse for en fælde, dvs. en skjult anordning, som bringes til udløsning og forvolder død eller lemlæstelse, når man foretager en tilsyneladende harmløs handling, eksempelvis at åbne en dør, tænde en kontakt, samle en genstand op.”
Jeg kan næsten ikke tænke mig noget værre end at sidde i sådan et fangehul.
I Bibelen læser vi om Paulus og Silas, som efter at være blevet pisket med mange piskeslag blev sat ind i det inderste fangehul og fik spændt fødderne fast i blokken (ApG 16,23ff.).
I Matthæusevangeliet kap. 11 læser vi i vers 1: Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?”
Råbet lyder: “Er du der Gud?”, også når jeg sidder i mørket og ikke kan se vej hverken frem eller tilbage.
Ja, Gud er en Gud, der ser!
Da Hagar er på flugt fra Sara, læser vi i 1 Mos 16: Hagar kaldte Herren, som havde talt til hende ”Du er Gud, der ser”. For hun tænkte: ”Har jeg virkelig på dette sted set ham, der ser mig?”
Gud ser det lille barn og den gamle Holocaust-overlevende kvinde, som sidder i den mørke tunnel. Han kan også nå ind til de tusindvis af forfulgte kristne bag fængslernes tykke mure.
Der findes mange former for mørke, mens vi lever her i mørket og dødens skygge. Mørkest er dog syndens mørke.
Da Jesus på en sabbat skulle læse op i Nazarets synagoge, fandt han det sted, hvor der står skrevet: ”Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren” (Luk 4,18-19). Igen et andet sted står der: ”Du skal åbne de blindes øjne, føre fangerne ud af fængslet og dem, der sidder i mørket, ud af fangehullet” (Es 42,7).
Herrens arm er ikke for kort til at frelse. Den når helt ind i det inderste fangehul. Ind i det mørkeste mørke. Han kan rive os ud af mørket, og han har lovet at være hos os, selv om vi går i mørkets dal (Sl 23). Derfor har vi dybest set ingen grund til at frygte noget ondt. Salme 23 slutter af med de herlige ord: “Jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage.”
Vigtigst af alt: Jesus – han, som er Verdens Lys, gik selv ind i det mørkeste mørke og vandt os en evig forløsning. Så er vi ført ud i lyset. I friheden. Vi er løst fra syndens og dødens lænker. Noget af det sidste Jesus siger til sine venner inden tilfangetagelsen i Getsemane Have er ordene: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!” (Joh 14).
Så må vi bare sige: “Tak med glæde vor Fader, som har gjort jer duelige til at få del i de helliges arv i lyset. Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse” (Kol 1,12).
Udgivet af
Henriette Juul Larsen
Henriette Juul Larsen, Helsinge, lærer.