Et øjeblik står jeg stille i den mørke port. Hele morgenen er jeg gået gennem mit kirkesogn for at lære mine sognebørn at kende.
Men nu på én gang mærker jeg det: Jeg er træt, dødtræt! Og – ærlig talt – også ganske opgivende. Overalt har jeg mødt kold afvisning af evangeliet; hjerter, som har tusind bekymringer, men ikke længere den ene, store bekymring om, hvordan de kan blive frelst. Hjerter, der er så fulde af bitterhed og sorg, at de ikke længere kan høre, hvad jeg har at sige til dem.
Der bagved, i det mørke baghus, skal der bo en gammel, blind mand. Jeg har næsten ingen kraft og intet mod mere til dette besøg. Fra ham skal der nok blive klaget! Og skældt ud!
Men så tager jeg alligevel mod til mig, går tværs over den lille, mørke gård og træder ind i det dårligt belyste kurvemagerværksted.
Langsomt vænner mine øjne sig til mørket. Der, bag bjerge af kurve og ødelagte stole, rejser sig en gammel mand. Da han står op, ser jeg, at han har en værdig fremtoning. De udslukte øjne retter sig spørgende mod mig.
”Goddag! Jeg er den nye sognepræst.“
Et venligt smil går over hans ansigt. Høfligt indbyder han mig til at sætte mig på en lav taburet. Jeg spørger ham, om han vil fortælle lidt om sit liv.
Hans siger ja, og da kommer den store overraskelse. Ingen klage hører jeg, ingen udskælden! Tværtimod: Den gamle mand fortæller mig, hvor megen barmhjertighed Gud har vist ham i hans liv. Jo længere tid, han taler, jo mere bliver hans tale en glad lovprisning af den store Gud, som gennem Jesus, vores frelser, er hans far.
Da jeg vil gå, beder han mig: ”Pastor, jeg har et ønske. Vil De ikke nok læse min yndlingssalme for mig, Salme 34.”
Jeg finder min Bibel frem og begynder at læse: ”Jeg vil prise Herren til alle tider, min mund skal altid lovsynge ham. Jeg fryder mig over Herren (…) De, som retter blikket mod ham, stråler af glæde, deres ansigter skal ikke forgræmmes (…) Herren udfrier sine tjenere, de, der søger tilflugt hos ham, skal ikke straffes.”
Han vil stadig ikke lade mig gå.
”Pastor, vi må synge en salme sammen.”
Med forsigtige, men sikre hænder rydder han et helt bjerg af kurve og flettegrene til side. Under et rødt sjal afsløres et lille stueorgel. Den gamle mand sætter sig ved orglet. Hans fingre bevæger sig sikkert hen over tangenterne. Og mens hans blinde øjne ser ud i luften, som så han ind i evigheden, så synger han med en kraftig stemme:
Er Gud for mig, så træde
mig, hvad der vil imod,
jeg kan i bønnens glæde
det trine under fod;
vil Gud mig gerne høre,
har Faderen mig kær,
hvad kan mig Satan gøre
med al sin helvedhær?
Mit hjerte lystigt springer
i salighedens trin,
og frydesangen klinger
ved nådens blide skin;
den sol, som hjertet fryder,
det er, o Jesus, dig,
og al min sang betyder:
Mit hjem er Himmerig!
Jeg er lamslået. Her sidder en fattig, blind mand og lovsynger Gud.
Jeg bliver mindet om en hændelse i Bibelen. I forbindelse med Salomos indvielse af templet står der: ”Præsterne kunne ikke forrette tjenesten på grund af skyen, fordi Herrens herlighed fyldte huset” (1 Kong 8,11). Det er det samme, jeg oplever her.
Da han har sunget salmen til ende, forlader jeg stille værkstedet.
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Wilhelm Busch
Wilhelm Busch (1897-1966) var ungdomspræst i Essen under 2. Verdenskrig. Trods flere arrestationer og langvarige fængslinger i nazi-tiden samlede han frimodigt mennesker omkring sig og fortalte om Jesus. 9 af hans foredrag, som blev kendt over store dele af Europa, er samlet i bogen "Hvad skal jeg med Jesus?".