Et af de vigtigste arbejdsområder for en præst er at forberede dem, der er døende, til at blive båret af englene ind i Guds kærlige favn.
Som lutheranere takker vi Gud for, at han gav os løfter om at tage imod os, ikke fordi vi er gode nok, ikke fordi vi har fortjent det, men for Jesu blods skyld, og det alene. Hvor er det et velsignet løfte: at ved vores død vil Herren tage imod os i sit rige, fordi han har elsket os nok til at forløse og frelse os!
Som præst finder jeg det gavnligt at studere, hvordan de, der er gået foran mig, har ydet sjælesorg til de døende; og i denne lille artikel skal vi se på, hvordan Luther skrev til dem, der var døden nær.
Nærværende gennem breve
Når man ser på Luthers skrifter, har vi blandt andet de breve, Luther skrev til sine egne forældre, da de lå for døden. Luther, der boede i Wittenberg, var ikke i stand til at være ved dødslejet hos hverken sin far eller mor. De boede i Mansfeld på den tid, og reformatoren var ked af ikke at kunne være der; men han så sine breve som en måde, han alligevel kunne være til stede hos dem på.
Som han sagde til sin mor Margarethe: ”Jeg vil være hos dig i dette brev, sammen med hele familien, og jeg kan forsikre dig om, at jeg ikke vil være åndeligt fraværende.”1
Til sin far Hans beder han om ”tilgivelse for [sit] legemlige fravær,”2 men bemærker, at han skriver ”for at [han] må kunne tage del i [sin fars] tro, fristelse, trøst og tak til Gud for hans hellige ord”.3
Overgivet til Jesus
Når det kommer til konkret sjælesorg, opmuntrede han dem begge i troen og overgav dem til Jesus selv.
Til sin far skrev Luther: ”Jeg overgiver dig til Ham, der elsker dig mere, end du elsker dig selv. Han har bevist sin kærlighed ved at tage dine synder på sig selv og har betalt for dem med sit blod, sådan som han fortæller dig det i evangeliet. Han har givet dig nåde til at tro ved Ånden, og han har forberedt og i sandhed fuldført alting, så at du ikke skal bekymre dig eller frygte mere, men blot må bevare dit hjerte stærkt og afhængigt af Ordet og troen.” 4
Til sin mor bemærkede han: ”Kære mor, du kender den sande grund og det sande fundament for din frelse. Det fundament må du lægge al din vished på i denne og alle trængsler: Jesus Kristus, hjørnestenen, som aldrig vil vende sig fra os eller svigte os, og som aldrig vil tillade, at vi synker og går til grunde. For han er Frelseren og kaldes alle fattige synderes Frelser af dem, der står over for prøvelse og død, af dem, der tager deres tilflugt til ham og påkalder hans navn.”5
Hvilken vidunderlig trøst! Her kan vi se, hvordan Luther retter dem mod det vigtigste af alt – eller den vigtigste af alle: Jesus. Han vender dem mod den Ene, som udgød sit blod for dem. Ham, der er vores liv og frelse, som er hele verdens Frelser. Ham, der er kommet – ikke til de raske, men de syge, ikke til de retfærdige, men til de uretfærdige. Hvor er det en velsignet opmuntring at få, når man ser ind i den ukendte død – for der ser man ind mod den Ene, der har besejret døden selv.
Jesu sejr over døden
Når man ser videre på, hvad Luther skrev, er netop dette et andet hovedtema i det, han skriver til sine forældre: Jesu sejr over døden.
Luther vidste, at grunden til vores trængsler, grunden til vores død, er synden i denne verden. Han vidste også, at Jesus har overvundet synden, at Jesus har overvundet verden. Og det mindede han også sine forældre om. Til sin mor sagde han:
”Jesus siger: ’Vær frimodige, jeg har overvundet verden.’ Hvis han har overvundet verden, kan vi vide med sikkerhed, at han også har overvundet denne verdens fyrste med al hans magt. Og hvad er denne verdens fyrstes magt andet end den død, der gør, at vi alle er hans undersåtter, fanger på grund af vores synd? Men nu hvor døden og synden er overvundet, må vi glade og opmuntrede lytte til disse søde ord: ’Vær frimodige, jeg har overvundet verden.’ Og vi må ikke tvivle et øjeblik på, at det er vist og sandt.”6
Ja, Jesus har overvundet verden og det tyranni, som Den Onde binder os med. Igen: Hvor er det en stor trøst at høre!
Bemærk desuden, at Luther citerer fra katekismen: ”Det er vist og sandt.” Vi har ingen grund til at tvivle om det. Det er jo det, der er vores tro; den tro, der er blevet overleveret til de hellige og bekendt i Trosbekendelsen.
Luther siger noget lignende til sin far. Til ham siger han:
”Vi har en sand mellemmand mellem os og Gud, Jesus Kristus, som har overvundet død og synd for os og nu sidder i Himlen med alle sine engle, kigger ned på os og venter på os. Så når vi skal herfra, skal vi ikke være bange eller frygte for, om vi vil synke eller falde til jorden. Han har så stor magt over synd og død, at de ikke kan skade os, og han er så sand og god af hjertet, at han ikke kan eller vil svigte os, når vi uden at tøve spørger ham om hjælp.”7
Jesus har overvundet verden, og vi skal ikke være bekymrede. Og ikke bare det: Luther citerer også for sin far ordene fra katekismen, da han nedfælder disse ord: ”Vores afrejse fra dette liv er en mindre ting for Gud, end min rejse ville være til Mansfeld, eller jeres rejse fra Mansfeld til Wittenberg. Det er bare en times søvn, og efter det vil alt være anderledes. Det er vist og sandt.” 8
Forbøn
Endelig afslutter Luther begge breve med den opmuntring, at han og familien beder for dem: ”Min Käthe, lille Hans, Magdalene, Tante Lena og hele mit hus sender hilsener og beder trofast for jer.”9
Og: ”Alle dine børnebørn og min Käthe beder for dig. Nogle græder. Andre siger, mens de spiser: ’Farmor er meget syg.’ Guds nåde være med os alle. Amen.”10
Hvad kan vi lære af Luthers visdom, når vi selv skal yde sjælesorg til de døende?
At vi skal være til stede og nærværende, som vi har mulighed for det, og at vi skal opmuntre dem med forsikring om, at vi beder for dem. Og ikke mindst skal vi vise dem hen til Jesu løfter. Vi skal vise dem hen til den Ene, der har overvundet selv vores synd og selve døden, og som på den måde har overvundet verden og Djævelen. Desuden skal vi vise dem hen til løfterne om, at Jesus modtager os ved tro og tro alene.
Hvilken velsignet vished!
Soli Deo Gloria! Gud alene æren!
© 2017 The Lutheran Church—Missouri Synod. Bragt med tilladelse. Oversættelse: Henrik Gren Hansen
1 Luther, Martin og Theodore G. Tappert 1955: Letters of Spiritual Sounsel. Philadelphia: Westminster Press. Library of Christian Classics (Philadelphia, Pa.), v. 18,33.
2 Ibid., 32.
3 Ibid., 31.
4 Ibid., 32.
5 Ibid., 34.
6 Ibid.
7 Ibid., 31.
8 Ibid., 32.
9 Ibid., 32. (Skrevet til Hans).
Udgivet af
Matthew Zickler
Matthew Zickler, Præst ved Grace Lutheran Church, Western Springs, Illinois, USA.