Lutheranere og de tidlige kirkefædre

Ikke en ny kirke

Det er en almindelig misforståelse, at den lutherske kirke først blev til i 1500-tallet.

En historiker kan måske godt se på det på den måde, rent kronologisk, men det er ikke sådan, de lutherske reformatorer så på sig selv.

De lutherske reformatorer smed ikke deres forgængere i historiens skraldespand. De vendte tilbage til den rene lære, som Kirken havde undervist i helt fra Jesu tid og op til deres tid.

Først gik de til Skriften selv og udledte deres lære fra Jesus og apostlene.

Derefter fandt de lutherske også denne sande og frelsende lære i de tidlige kirkefædres skrifter – de mænd, der havde studeret Skriften og havde overleveret troen i den kristne tros klassiske formuleringer.

Den lutherske kirke begyndte ikke i 1500-tallet. Den er en fortsættelse af den ene katolske (universelle) Kirke, som inkluderer alle, der lærte og troede i overensstemmelse med den ene, ”katolske” tro.

Kirkefædre nævnt i Konkordiebogen

I Konkordiebogen bliver de tidlige kirkefædre citereret og refereret til i hvert eneste bekendelsesskrift (på nær Den lille katekismus).

Her er navnene på alle dem, der er nævnt:

Justin Martyr, Irenæus og Tertullian fra det 2. århundrede.

Origines, Cyprian, Antonius den Hellige, Athanasius, Basil af Cæsarea, Gregor af Nazianz, Johannes Chrysostomos, Cyril af Alexandria, Hilarius af Poitiers, Hieronymus, Ambrosius, Augustin og Leo den Første fra det 3., 4. og 5. århundrede.

Gregor den Første, Beda og Johannes af Damaskus fra det 6., 7. og 8. århundrede.

Disse mænd lærte og skrev gennem hele det romerske imperium, fra Judæa til England, fra Nordafrika til Italien og Lilleasien. De er de ledende skikkelser i hele kirken gennem de første otte århundreder af den kristne historie – og lutheranere anerkender dem som deres fædre i troen.

Hjælp mod Romerkirken

En af de primære årsager til, at et barn opsøger sin far, er for at finde hjælp og vejledning. Når de lutherske citerede en tidlig kirkefader var det ikke bare for at bevare forbindelsen til fortiden. De stod i en kamp for den rene lære! Så ligesom de hentede deres lære fra Skrifterne, vendte de sig også til deres fædre for at få hjælp i stridighederne med Romerkirken og med de radikale protestanter.

Lutheranerne citerede de tidlige kirkefædre mod de nye (falske) lærere fra Romerkirken for at vise, at den lutherske lære ligger i forlængelse af de historiske bekendelser og den tidlige kirkes lære. De ændrer ingenting, men renser ud i de falske ideer, der har infiltreret kirken.

Et eksempel: Om retfærdiggørelsen citeres Ambrosius: ”Derfor skal ingen rose sig af sine gerninger, fordi ingen bliver retfærdiggjort ved det, han har gjort. Men den, der er retfærdig, har det som gave, fordi han er retfærdiggjort efter dåben. Troen er det altså, som frelser os ved Kristi blod.” ¹

Augustin citeres også med tilslutning: ”Alle Guds bud bliver opfyldt, når det, der ikke bliver holdt, bliver tilgivet.”²

De lutherske adresserede desuden det misbrug, at man holdt Kristi blod væk fra lægfolket, når man uddelte nadveren. Foruden i Kristi egne indstiftelsesord fandt de belæg for at uddele både brød og vin hos Justin Martyr, Cyprian og Hieronimus.

Et andet vigtigt stridspunkt handlede om pavens autoritet og præsteembedet. Modsat Romerkirkens krav på at give pavedømmet forrang var der mange af de gamle fædre, der havde det lutherske syn, inklusive Hieronoimus, som hævdede, at alle biskopper er lige i deres embede.³

Johannes Chrysostomos sagde i forbindelse med tolkningen af Matthæusevangeliet kapitel 16: ”Der står ikke ‘på Klippemanden’, men ‘på klippen’ (denne forskel fremgår af grundteksten), for Kristus bygger ikke kirken på et menneske, men på Peters tro. Men hvilken tro? Den, der siger: Du er Kristus, den levende Guds Søn.”⁴

Og videre skriver man: ”Derfor har de fleste af de hellige fædre ikke tolket ordet om klippen som personen Peter. Hverken Origenes, Ambrosius, Cyprian, Hilarius eller Beda gør det.”⁵

De lutherske fandt også støtte hos fædrene, når det gjaldt bekendelse, gode gerninger, arvesynden, den frie vilje, klostervæsnet og helgendyrkelse.

Hjælp mod de radikale protestanter

På den anden side citerede de lutherske også de gamle fædre imod den mere radikale fløj af den protestantiske reformation (gendøberne, zwinglianerne, calvinisterne osv.). De var optaget af at vise, at disse radikale reformatorer var gået for langt i at kaste vrag på det eksisterende og endda bevægede sig væk fra den ene, sande, katolske (universelle) tro.

Det var især tilfældet, når det gjaldt nadveren og Kristi person. Mens mange af de radikale reducerede nadveren til et mindemåltid, var lutheranerne enige med lærere som Johannes Chrysostomos: ”Kristus dækker selv dette bord og velsigner det. For det er ikke noget menneske, som gør det fremsatte brød og vin til Kristi legeme og blod, men Kristus selv, som er korsfæstet for os. Præsten udtaler ordene med munden, men ved Guds kraft og nåde sker indvielsen. Præsten siger, at det er Kristi legeme, og ved de ord bliver de fremsatte elementer indviet.”⁶

I både Apologien og Konkordieformlen citerer man overleveringen fra Cyril: ”Fra Cyril bliver det anført, at Kristus bor legemligt i os ved meddelelsen af sit kød i nadveren.”⁷

Ikke blind tillid, men respekt

Naturligvis var de tidlige kirkefædre ikke ufejlbarlige. De lutherske citerede dem ikke som absolutte autoriteter, og de kunne ikke skrive under på alt, hvad de gamle fædre havde sagt. De var heller ikke bange for at påpege, hvor fædrene havde taget fejl.

For eksempel blev nogle sætninger om den frie vilje fra Johannes Chrysostomus og Basil afvist, for: ”De stemmer ikke med den sande læres indhold.”⁸

I Den store katekismus forkastede Luther Hieronimus’ idé om, at omvendelse er den planke, man bruger til at svømme med, når dåbens skib er kæntret ved synd. ”Skibet går ikke under,” siger Luther, ”for det er Guds ordning og ikke vores opfindelse.”⁹

Sommetider må fædrene irettesættes. Og alligevel nærmer lutheranerne sig dem altid med respekt og forsøger at forstå deres ord og gerninger i bedste mening.

Et godt eksempel er, hvordan de forsvarer Antonius og de tidlige klosterledere.¹⁰ De forsøger at forsvare fædrenes gode intentioner, og de vil ikke tillade, at deres fejltagelser skal blive brugt som argumenter for falsk lære.

Når de lutherske citerer de tidlige kirkefædre betyder det ikke, at den kristne lære er bygget på menneskers autoritet. Lutheranerne anser Skriften for at være ”den eneste, sande rettesnor, som alle lærere og alle læresætninger skal prøves og dømmes efter”.¹¹

Men de lærere og læresætninger, man bedømmer som sande, skal man også sætte pris på og bruge. Den kristne tro begyndte ikke med os. Den kristne tro er overleveret fra den ene generation af hellige til den næste, så langt som hver generation holder sig til Skriften. Der er så meget, vi kan lære af de trofaste lærere fra den tidlige kirke, der ligesom vi er del af den ene katolske (universelle) kirke. De burde ikke være fremmede for os. Hvis vi virkelig er lutherske, så er de også virkelig vores fædre.

© 2017 The Lutheran Church—Missouri Synod. Bragt med tilladelse. Oversættelse: Henrik Gren Hansen

Udgivet af

Anthony Dodgers

Anthony Dodgers, Præst og skoleleder ved Bethlehem Lutheran Church & School i Ossian, Indiana, USA.