Han frelste os og kaldte os med en hellig kaldelse, ikke på grund af vore gerninger, men efter egen beslutning og af den nåde, som var givet os i Kristus Jesus for evige tider siden, og som nu er åbenbaret ved vor frelser Kristi Jesu tilsynekomst, ved ham, der tilintetgjorde døden og bragte liv og uforgængelighed for lyset ved evangeliet (2 Tim 1,9-10).
Meget tyder på, at Paulus her citerer fra en sang, som var brugt i menighederne i det første århundrede.
Ikke på grund af vore gerninger!
Det havde den første kristne menighed brug for at minde hinanden om og synge til hinanden, så man kunne nynne på den samme sang i hverdagen.
Din frelse skal du ikke lede efter i dig selv, og i hvor godt det går med dig. Din vished om, at du er frelst, skal du flytte så langt væk fra dig selv som overhovedet muligt. Du skal flytte den tilbage til korset. Og ikke nok med det: Du skal flytte den tilbage til en beslutning, som skete i Guds hjerte med tanke på Jesus, for evige tider siden; så længe før du overhovedet blev født, at det er meningsløst at tale om, at der er noget i det, du gør eller er, som er grundlag for din frelse.
Vidunderlig trøst – vidunderlig lovsang!
Et andet sted i Det Nye Testamente, hvor vi formodentlig har et citat fra en kendt sang eller liturgisk form, er 2 Kor 8,9. Her citerer Paulus i en indskudt sætning (sådan som nogle nutidige prædikanter også kan finde på at indskyde et kendt sangvers eller et bibelvers): ”I kender vor Herre Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, skønt han var rig, for at I kunne blive rige ved hans fattigdom.”
Den første kristne menigheds lovsange var sange, der rummede hjælp og trøst for den anfægtede.
Den anfægtede er en, der føler sig fattig. Den anfægtede kæmper med sig selv, men uden succes. Den anfægtede kan se, at med mit liv og med de ting og de synder, jeg sidder fast i, der står jeg i en bundløs gæld til Gud. Og det værste er, at jeg bliver ved med at synde, og jeg bliver mere og mere ligeglad og kold og død og tom over for Gud. Den værste anfægtelse er nok anfægtelsen over at være ligeglad med synden. For det ligger så tæt op af forhærdelsen, at man bliver virkelig bange for sig selv – og også skal være det.
Men så kommer lovsangens ord med trøst. Den minder os om: ”I kender vor Herre Jesu Kristi nåde” – ja, hvad er det egentlig for en nåde? Er det en nåde, der betyder, at Jesus dækker over min synd i en vis periode, indtil han taber tålmodigheden med mig, fordi det ikke lykkes mig at blive den brændende kristne, jeg så gerne vil være? Nej, det er en nåde, der gælder den fattige, der ikke har andet at komme med til Jesus end noget meget beskidt, og noget meget råddent og upålideligt. Til dig lyder ordet: Jesus blev jo netop fattig og tog al din synd på sig – også ligegyldighedens synd – for at du, der er fattig, skal få lov til at bytte plads med Jesus, så alt det, Jesus gav afkald på, nu er dit; du er Guds barn, og Gud ser på dig, som han ser på Jesus selv.
Når alt er koldt og dødt i mig – så er det pladsbyttet, det er værd at synge om.
For evnen til det gode,
ja alting svigter mig.
Bestandig er kun nåden i dit hjerte.
Jeg har jo aldrig elsket og aldrig frygtet dig,
og næstekærlighed jeg aldrig lærte.
Men du har aldrig bygget min barneret på den –
da var jeg ilde faren – men Kristus gav sig hen.
Nu lever jeg alene af din nåde.
(Lovsangstoner 279, vers 5).
