Sange med hjertet
Nogle sange bliver til stor hjælp. Måske sætter de ord og billeder på lige netop min situation. Måske rummer de en forkyndelse eller et vidnesbyrd, som lige netop jeg har brug for. Så synger man med – af hele hjertet! I denne serie beder vi forskellige mennesker fortælle om en sang, der betyder noget særligt for dem – til trøst og opmuntring for os alle.
1. Den store hvide flok vi se
som tusind bjerge fuld af sne,
med skov omkring
af palmesving,
for tronen, hvo er de?
Det er den helteskare, som
af hin den store trængsel kom
og har sig to’t
i Lammets blod
til Himlens helligdom!
Dér holder de nu kirkegang
med uophørlig jubelklang
i høje kor,
hvor Gud han bor
blandt alle engles sang.
2. Her gik de under stor foragt,
men se dem nu i deres pragt
for tronen stå
med kroner på
i Himlens præstedragt!
Sandt er det, i så mangen nød
tit tårestrøm på kinder flød,
men Gud har dem,
straks de kom hjem,
aftørret på sit skød;
nu holder de, hvor liv er bedst,
hos ham en evig løvsals-fest,
og Lammet selv
ved livets elv
er både vært og gæst.
3. Til lykke, kæmpesamling, ja,
o, tusindfold til lykke da,
at du var her
så tro især
og slap så vel herfra!
Du har foragtet verdens trøst,
så lev nu evig vel, og høst,
hvad du har så’t
med suk og gråd,
i tusind engles lyst!
Opløft din røst, slå palme-takt,
og syng af Himmel-kraft og magt:
Pris være dig
evindelig,
vor Gud og Lammet sagt!
– H.A. Brorson 1765.
Der er få sange, der som denne sang har talt så stærkt til mit hjerte. Når jeg synger den, bliver jeg igen og igen opløftet i mit indre.
Jeg tror, det skyldes flere årsager. Dels blev jeg første gang opmærksom på den, da vi i vores menighed for nogle år siden stod midt i en meget svær og ophedet kirke/åndskamp, hvor en stor del af sognet ønskede at få sat en stopper for evangeliets forkyndelse.
Sangen her var med til at styrke vores tro og til at løfte vores blik væk fra alt det lave og rette vores blik opad og hjemad mod den herlighed, der venter os, som tror, hjemme hos Herren. Hvor alle trængsler for evigt er forbi.
Så er jeg igen og igen blevet mindet om denne sang, når en af mine kære er blevet hentet hjem til Jesus. De har været trosvidner, der har peget hen på min frelser, og hvis ord har haft en særlig vægt og betydning for mig.
Jeg mindes for eksempel en kær veninde, som for kort tid siden fik et meget vanskeligt sygeleje. Umiddelbart før sin bortgang, spurgte hendes søn hende, hvad der var hendes yndlingsbibelvers. Hun svarede prompte: ”Glæd jer altid i Herren” (Fil 4,4). Det er ikke ord, man på sit sygeleje kan tage af sig selv. De må gives en af Herren selv.
Det er som om, sangens forfatter lader os stå som tilskuere til et helt fantastisk syn ind i den himmelske verden. Som om et forhæng lige trækkes fra, og vi får lov til at kigge ind.
Sangen er bygget op over de forunderlige ord fra Åbenbaringsbogen kapitel 7 vers 9-17, som fortæller om “den store hvide flok” af alle folkeskeslag og stammer, folk og tungemål, der står foran Guds trone i Himlen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne.
Den store hvide flok
I vers 1 bliver denne flok sammenlignet med “tusind bjerge fuld af sne”.
I sommers genså vi de fantastiske kalkmalerier i Viborg domkirke, hvoraf maleriet “Den store hvide flok” af Joakim Skovgaard forsøger at skildre den utallige skare, som ingen kan tælle, i Himlens tronsal. Som tusind bjerge fuld af skinnende hvid og ren sne. Billedet hjælper os til at se det for vort indre blik.
Igennem flere år skrev vi regelmæssigt i vores familie sammen med et afrikansk ægtepar fra Etiopien. Vi havde mødt dem én gang under et kortvarigt ophold i Danmark for ca. 10 år siden. Manden, Berhanu, arbejdede som oversætter af kristen litteratur til diverse stammesprog. Selv hørte han og hans kone til Konsofolket, der stammer fra det sydlige Etiopien. Det var altid sådan en stor opmuntring at modtage deres e-mails. I dem fortalte de om det store arbejde, de fik lov til at stå i, og om hvordan evangeliet vandt frem i deres område. Så udvekslede vi altid bibelvers, der havde talt til os, og igen og igen skrev vi til hinanden, hvor meget vi glædede os til at mødes ansigt til ansigt i den store skare af alle folk, stammer og tungemål.
For to år siden faldt vores etiopiske ven så pludselig om, da han stod ud af sin bil på missionens campus, hvor han skulle ind til et møde. Han var, så vidt vi kunne forstå, død på stedet. Det var helt uventet og brat. Kun omkring 48 år gammel. Da vi modtog meddelelsen herom, kom ordene fra Åbenbaringsbogen 7 til mig: “folk af alle folkeslag og stammer”. Dem skal vi stå sammen med. Vi vil se efter Berhanu, vores etiopiske bror i Herren, i den store hvide flok.
Hvor fantastisk at vi alle har det til fælles, at vi er frelst alene på grund af “Lammets blod”. Alene på grund af Jesu død for os på korset er vi blevet renset for al synd. “Ren og retfærdig, himmelen værdig, er jeg i verdens frelser alt nu.”
Fra den store trængsel
Så taler sangen i vers 2 så stærkt om Guds store kærlige faderomsorg for sine børn. At vi som børn får lov til at få tårerne “aftørret på (hans) skød”.
Det fremhæves, at de fra den store hvide flok her på jorden har gået “under stor foragt”, at de kommer fra den store trængsel, jf. Åb.7 v.14. I vores familie har vi umiddelbart før og efter “Murens fald” (det kommunistiske magtsystems sammenbrud i Østeuropa) haft den glæde at møde flere kristne, der har kunnet vidne om, hvordan Gud bar dem igennem mange kampe og trængsler.
Nu kan trængsler jo være af mange forskellige slags, men da jeg sang sangen her, kom jeg til at tænke på en kristen familie i Bulgarien, som vi har besøgt rigtig mange gange. Under kommunisttiden blev deres præst sat i husarrest og mistede synet på sit venstre øje på grund af dårlig ernæring.
Familien havde i mange år måttet finde sig i, at nogen havde skrevet “her bor fjender af folket” på deres garageport, fordi de bekendte sig som kristne og ikke ville tilslutte sig den ateistiske lære. Byens børn, som gik forbi, råbte skældsord efter dem, og de oplevede mange vanskeligheder på deres skoler og arbejdspladser.
Nu er den ældste i familien hentet hjem til Herren. Skældsordene på garagedøren er blevet fjernet. I stedet for er der hængt et lille billede af den afdøde op sammen med en stor sort sløjfe, som det er skik at gøre i Bulgarien. Under billedet står nu skrevet ordene: “Han har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen” (2 Tim 4,7). Et velsignet vidnesbyrd for de forbipasserende. Vi tror, at vores dejlige bulgarske bror i Herren nu af Guds store nåde får lov til at stå i Himlens præstedragt for Guds og Lammets trone.
Hvor liv er bedst
Hvor er det dejligt, at der i vers 2 også står følgende: ”Nu holder de, hvor liv er bedst …” Når vi oplever, at et menneskes legeme er på vej til at blive nedbrudt, har vi ofte en tendens til at tænke som så: ”Når det nu ikke kan være anderledes, så er det da godt, at vi har Himlen, det evige liv, i vente.” Men det er jo at vende tingene helt på hovedet. Det er ikke sådan, Paulus omtaler det liv, som følger efter dette jordiske liv.
”Så er vi da altid ved godt mod, vi er det, selv om vi ved, at vi ikke kan være hjemme hos Herren, så længe vi har hjemme i legemet” (2 Kor 5,6).
Om trosvidnerne i Hebræerbrevet 11 står der i vers 16: ”Men nu var det et bedre fædreland, de længtes efter, nemlig det himmelske. Derfor skammer Gud sig ikke ved dem eller ved at kaldes deres Gud. For han har allerede grundlagt en by til dem.”
Ja, himmelen er nu engang målet, vort rette hjem. Der, hvor ”liv er bedst”!
Den “evige løvsals-fest”, som nævnes i vers 2, er jo en hentydning til den årlige løvhyttefest, “Sukkot”, som Israels børn den dag i dag fejrer til minde om udgangen fra slaveriet i Egypten. Her fejrer jøderne taknemmelighed over Guds beskyttelse under den 40 år lange ørkenvandring, som fulgte efter folkets befrielse fra slaveriet (3 Mos 23).
Ja, Gud går i sandhed med sine børn hele vejen gennem det, der ofte kan sammenlignes med det golde og barske “ørkenland”, helt til de når frem til det “forjættede land”, det “Ny Jerusalem”.
Der skal vi være sammen med Lammet selv, Jesus, som både er “vært og gæst”. Jeg kom her til at tænke på, at Jesus den sidste aften, hvor han var sammen med sine disciple, vaskede deres fødder. Måske er det lidt af det, der ligger i ordene om, at han er vært, men så også at vi skal tjene ham dag og nat i hans tempel (Åb 7,15) – og på den måde er han vel også “gæst”.
En vældig triumf
I vers 3 lader forfatteren os igen se ind bag ”forhænget”. Her kommer den helt store finale – den vældige triumf med sin lykønskning til den store kæmpeforsamling, den frelste skare. Nu taler forfatteren direkte til den “store hvide flok”. Det bliver så herligt menneskeligt, men også samtidigt så helligt og rent. “Lev vel og høst, hvad du har sået.”
Ja, det er sandt: “De, der sår under tårer, skal høste med jubel (…) Med jubel vender han hjem, mens han bærer sine neg” (Sl 126,5-6).
“Slå palme-takt” og syng af “Himmel-kraft og magt”. Så er der skruet op for lovprisningen. Hvor forunderligt!
Jeg læste for nyligt, at de kristne, som sidder i de nordkoreanske fængsler, er kendetegnet ved, at de ofte ses stående med hinanden i hænderne og syngende lovsange. Lad os allerede hernede på jorden synge med i lovsangen til Guds og Lammets ære, så skal den en dag fuldendes for Guds og Lammets trone i det himmelske lovsangskor.
Der kunne siges meget mere om denne skønne sang. Fx om ordene ”Du har foragtet verdens trøst”, der let kan lede tankerne hen på trosvidnet Moses. I Hebræerbrevet 11, vers 25 står der: ”Han ville langt hellere lide ondt sammen med Guds folk end for en kort tid opnå en syndig nydelse, og han regnede Kristi forhånelse for en større rigdom end Egyptens skatte, for han havde lønnen for øje. I tro forlod han Egypten uden at frygte kongens vrede; han holdt ud, for det var, som om han så den usynlige.”
Ja, hvor er skyen af vidner dog stor. Velsignet med trossøskende, der med deres ord og liv har peget hen på Jesus for os.
”Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os, idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam og nu sidder på højre side af Guds trone. Hold jer ham for øje” (Hebr 12,1-3).
“Pris være dig evindelig, vor Gud og Lammet sagt!”
Udgivet af
Henriette Juul Larsen
Henriette Juul Larsen, Helsinge, lærer.