Kamp mod kødeligheden
I den første artikel samlede jeg, hvad Bob Kauflin (BK) i bogen Liv & Lovsang har at sige om skyggesiden ved den nye lovsangskultur.
De kødelige tendenser i kulturen beskrives i bogen med en selvfølgelighed og en generalisering, som er dybt bekymrende i betragtning af, at BK siden 70‘erne har været engageret i lovsangsledelse og om nogen skulle have erfaringer nok til ikke at karikere udviklingen.
Men det er vigtigt at understrege, at skyggesiden ved den nye lovsang på ingen måde er et dækkende billede af udviklingen. Der findes mange lovsangsledere, der som BK kæmper imod kødeligheden og for en bibelsk funderet lovsang i menigheden. Og det er tydeligt, at BK generelt ser den nye lovsang som en positiv udvikling.
”Lovsangsledere har fået en stor og ofte gavnlig indflydelse på gudstjenesten. De har gjort os meget mere opmærksomme på, hvor vigtigt det er at prise Gud og søge ham under sang” (s. 61). Når hele verden nu fyldes med
de nye lovsange, og når mange kristne i dag takket være lovsangsledernes virke har lært at se på sig selv som tilbedere, så er det ifølge BK godt og bibelsk.
Hvad BK ønsker, er ikke en tilbagevenden til de gamle sange og salmer, men et fornyet bibelsk fokus i de nye lovsange: ”Der er kommet meget godt ud af den moderne lovsangsindustri, men vi må ikke lade den definere og diktere, hvad bibelsk tilbedelse er” (s. 302).
BK betragter sig altså som en del af den nye lovsangskultur, samtidig med at han advarer mod den udvikling i retning af kødelighed, som mange steder præger billedet.
Med tanke på at Liv & Lovsang nok må siges at være repræsentativ for mange af de mest bibelsk funderede lovsangslederes vejledning, er det dog foruroligende at se, hvordan fortegnet for den grundlæggende vejledning om lovsang hos BK er loven.
I det følgende vil jeg ud fra bogen beskrive, hvordan loviskheden hos BK giver sig udtryk i synet på: 1) lovsangslederen og 2) selve lovsangen.
1) Lovsangslederen
De stærke ledere
BK har blik for betydningen af åndeligt modne lovsangsledere. Skal de kødelige tendenser i den moderne lovsang ændres, må der ske en ændring i, hvordan man udvælger lovsangsledere. Det skal ikke bare være de musikalske evner, det handler om, men man må i langt højere grad vurdere, om lederne kan være forbilleder for bandet og menigheden i liv og lære.
Her har BK et vigtigt bibelsk anliggende. Det er klart, at lovsangsledelse må være et åndeligt ansvar, og som udviklingen har været, er dette ansvar blot blevet større. Talrige bibeltekster taler om vigtigheden af ledernes forbillede, og BK bruger blandt andet seks sider (s. 50-55) på at udfolde ordet fra 1 Tim 4,12: ”Vær et forbillede for de troende i tale, i adfærd, i kærlighed, i troskab, i renhed.”
Ubibelsk og ødelæggende for sandt kristent lederskab bliver det dog, når BK bruger disse ord til at udmale lovsangslederen som en slags uanfægtet supermenneske.
Om troen hedder det blandt andet, at ”hvis det skal lykkes mig at lede andre i tilbedelse, må jeg udstråle en urokkelig tro på Gud og hans løfter” (s. 53).
Som testspørgsmål for, om man har denne urokkelige tro, anfører BK følgende: ”Må du jævnligt kæmpe med mørke og nedslående tanker? Tvivler du på, at Gud virkelig er til stede under gudstjenesten om søndagen? Holder bekymringer for din fremtid eller din økonomi dig vågen om natten?” (s. 54).
At kæmpe med nedslående tanker, tvivl og bekymringer er altså en hindring for at være leder i den kristne menighed!
Lovens vej til hellighed
Baggrunden for de krav, som BK opstiller til lovsangslederne, er at finde i den oplevelse fra forfatterens eget liv, som han kalder sin ”helliggørende rejse” (s. 23).
BK beretter, at han selv engang var dybt påvirket af den kødelige lovsangskultur. Han var sygeligt optaget af andre menneskers mening og bedømmelse. Han har kendt råddenskaben indefra: ”Hvis jeg skulle være helt ærlig, så ønskede jeg, at folk skulle tilbede mig. Jeg ønskede i virkeligheden lidenskabeligt at stjæle Guds ære. Jeg elskede mig selv mere, end jeg elskede Gud” (s. 25).
Men nu oplever BK, at han er blevet sat fri fra den kødelige tankegang: ”Heldigvis brugte Gud forskellige mennesker og omstændigheder til at forvandle mit hjerte (…) I dag er evangeliet – som jeg så ofte tog til indtægt, men glemte at efterleve – centrum og fundament for mit liv. Jeg lærer stadigt mere om syndens besnærende magt og om Jesu Kristi endnu større magt til at frelse mig fra den. I dag elsker jeg Jesus mere, end jeg nogensinde havde forestillet mig, at jeg ville eller overhovedet kunne” (s. 26).
Disse linjer synes ved første gennemlæsning at være et fantastisk vidnesbyrd om Guds frelsende magt ved evangeliet. Det er en stor glæde, når et menneske, der før har ladet sit liv bestemme af kødelige mål og drømme, kan bekende evangeliet som centrum og fundament for livet.
Men for at forstå BK ret, må man lægge mærke til, at historien ikke er en omvendelsesberetning – det er en helliggørelsesberetning. Det er ikke en beretning om, at BK har fundet friheden i at være løst fra syndens fordømmende magt, men en beretning om, at BK i en krisetid ved nogle menneskers og gode bøgers hjælp er blevet opmærksom på sin egen råddenskab, men nu har fået hjælp til at komme fri af den.
Den helliggørende rejse gav BK et forvandlet hjerte, så han nu ikke længere oplever at elske sig selv højest, men derimod oplever at være fyldt af en overstrømmende kærlighed til Jesus.
Den samme helliggørelse, modning og vækst ønsker BK for læserne af bogen. Det er vejen til en forbedring af lovsangskulturen.
Og denne vækst er det loven, der skal sætte i gang. BK fortæller om tilstanden før sin helliggørende rejse: ”I min stolthed havde jeg mistet blikket for, hvad der virkelig betyder noget. Jeg havde overset noget, som Bibelen ellers udtrykker fuldstændig klart. Jesus sagde selv, at det største bud er dette: ‘Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind‘ (Matt 22,37)” (s. 26-27).
Problemet med BK før helliggørelsen – og problemet med hele den kødelige lovsangskultur – er altså ifølge BK, at den har mistet blikket for loven. Ved at få øjnene op for, at den ægte lovsang fordrer kærlighed til Gud i hjertet, kan tingene ændre sig, og så kan man blive en bedre og mere moden lovsangsleder og opleve sig selv som sådan.
Som afslutning på bogens første del om det kristne liv, siger BK: ”Jeg er overbevist om, at du virkelig ønsker at ære Gud … og jeg beder til, at han vil bruge første del af denne bog til at udruste dig til det” (s. 56).
Men første del rummer ikke noget, der kan minde om en forkyndelse af evangeliet. Første del er én lang formaning til lovsangslederen om, at han for at kunne lede menigheden i lovsang skal tilbede Gud med kærlighed og tjene næsten med gode gerninger. Han skal være et forbillede og kunne hengive sig i en glad tro, der er fri for enhver anfægtelse. Han skal være så ren og syndfri som muligt og opleve sig selv sådan. Når lovsangslederen lægger sig alt dette på sinde og går ind i helliggørelsens kamp, vil han opleve en fremadskridende forbedring og blive bedre i stand til at lede lovsangen til Guds ære og ikke til sin egen ære.
”Uanset hvilke kriterier andre mennesker vælger at bedømme vores tjeneste efter, så er Gud først og fremmest interesseret i vores troskab” (s. 67).
I centrum er troskaben mod Guds vilje – ikke troen på, hvad Jesus har gjort i mit sted.
En svækket syndsforståelse
Den typiske karismatiske kritik af konservative lutherske er, at man tænker for småt om Helligåndens virke. BK citerer Gordon Fee: ”For Paulus var Helligåndens tilstedeværelse som en oplevet og levet virkelighed det afgørende omdrejningspunkt for den kristnes liv fra start til slut” (s. 164).
Gordon Fee er pinsemand og professor i Det Nye Testamente, og i den bog, som BK flere steder gennem bogen citerer fra og anbefaler, er det bl.a. et vigtigt anliggende at forsøge at påvise, at den lutherske lære om en kristen som ”samtidig retfærdig og synder” er en ubibelsk lære: En kristen har ikke kødet i sig, men er helt igennem et nyt menneske, som nu kan gøre Guds vilje!1
Så radikal en tankegang giver BK ikke udtryk for med sin bog, men han er tydeligt præget af Fee’s svækkede forståelse af synden i den kristne. Af denne svækkede syndsforståelse følger en konstant optagethed af evangeliets virkning frem for evangeliet selv. Oplevelsen af Helligånden og helliggørelsen er det afgørende omdrejningspunkt for den kristne livet igennem.
Sådan kan kun det menneske tale, som har et overfladisk syn på sin egen synd. Lever man nær den hellige Gud i modtagelse af hans ord i lov og evangelium, bliver det noget helt andet, der kommer i centrum for ens tanke og erfaring: min egen dybe og vedvarende synd og mit behov for en frelsesgrund uden for mig selv. Jesu kors bliver livets omdrej-ningspunkt.
Dette fokus og dette vidnesbyrd om egen synd og magtesløshed og om Jesu fuldkomne frelsesværk vil og må altid være det bærende for den evangeliske lovsangsleder og den evangeliske lovsang.
Det skyldes ikke en nedvurdering af Hellig-åndens gerning. Tværtimod er det Åndens primære gerning at overbevise om synd og at lede os til Jesus og herliggøre hans gerning for vores hjerter, så vi selv bliver mindre, men Jesus vokser (jf. Joh 3,30; 16,5-15).
Vi har brug for ledere, der kan være forbilleder i liv og lære. Men en stærk leder er i kristen sammenhæng noget ganske andet end et uanfægtet supermenneske. Paulus sammenfatter paradokset med ordene: ”Når jeg er magtesløs, så er jeg stærk” (2 Kor 12,10).
2) Lovsangen
Lovsang er et offer
Den bibelske ramme for BK’s tanker er først og fremmest forståelsen af lovsangen som et offer.
Talen om lovsangen som et offer kan vel klinge fremmed i manges ører, men den er ikke i sig selv lovisk. Den hviler på Bibelens evangeliske tale om de troende som et ”helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud” (1 Pet 2,5). Mere om det i den følgende artikel om evangelisk lovsang.
I den kristne menighed er det ikke bare lovsangen, der er et offer: Vi er kaldede til at bringe hele vores liv som et levende og helligt offer (Rom 12,1). BK har et skarpt blik for det bibelske anliggende, at liv og lovsang må hænge sammen. Hvis man lovsynger Gud med munden og i dagligdagen ikke viser omsorg for de svage og fattige, er det en falsk og skinhellig lovsang, som Gud hader (Am 5,11f.23).
Lovsangen/tilbedelsen (det engelske ord ”worship” dækker begge dele) må altså foregå, ikke kun under lovsangsafdelingen i gudstjenesten, men døgnet rundt og hele vores liv igennem (s. 17; 258). Det er en vigtig og central bibelsk pointe.
En lovisk grundtone
Også i forståelsen af lovsangens væsen reagerer BK mod ”Gamle Adams lovsang” og tager sit udgangspunkt i et klart bibelsk anliggende; men det gode anliggende forvrides på afgørende punkter i en lovisk retning.
Evangeliet om Jesu endegyldige offer præsenteres nok som det vigtige grundlag for tilbedelsen, og der kan peges på mange evangeliske formuleringer og afsnit i bogen. Men selvom evangeliet flere steder præsenteres, får det frigørende budskab ikke lov til at være bestemmende for den grundlæggende forståelse af lovsangen. Fokus kommer lynhurtigt væk fra Jesu offer, og opmærksomheden samles så i stedet om menighedens offer som en følelsesmæssig præstation. Det bliver lovens krav om kærlighed til Gud og ikke ordet om Jesu fuldbragte værk, der kommer til at klinge som grundtonen i vejledningen. Og denne kærlighed tolkes som en følelsesmæssig bevægelse, som bør komme til udtryk gennem en lidenskabelig og kropsligt engageret lovsang.
Ligesom lovsangslederen ved at lægge sig lovens ord på sinde skal opnå en større kvalitet og modenhed i sin ledelse af menigheden, skal selve lovsangen også ved menneskelig anstrengelse løftes til at blive en mere ”effektiv” måde at vise Gud kærlighed og ære på. Og ligesom lovsangslederen skal være et forbillede ved en uanfægtet tro, er idealet for lovsangen en helhjertet og begejstret hengivelse uden rum for sorg eller anfægtelse (s. 26-27; 67-68; 146-147; 175; 196-197; 201-202; 215-216; 233; 293; 301)2.
Fornuft og følelse
I sine overvejelser om, hvordan menighedens lovsang mere effektivt kan lovprise Gud, er det særligt vigtigt for BK, at der bliver skabt en balance mellem ”hengivelse” og ”det læremæssige”. Lovsang må aldrig blot være noget intellektuelt (s. 78), men skal heller ikke bare være følelser (s. 119).
Gennem hele bogen er fornuft og følelse de to begreber, BK arbejder med, både når det gælder lovsang og forkyndelse. Der tales ikke om Guds ord som et nådemiddel, der ved Helligåndens underfulde gerning når ind i hjertet og samvittigheden, hvor det udfører Guds værk og dræber og gør levende. Der tales heller ikke om den indre kamp mod dette ord, som kommer fra kødet og Djævelen. Gennem bogen er der overhovedet ingen opmærksomhed på, at Guds ord er levende og virksomt, og at dets virke gennem forkyndelsen og lovsangen er en del af en åndskamp, der i rækkevidde langt overstiger noget, der kan rummes i naturligt menneskelige begreber som ”fornuft” og ”følelse”.
Når BK taler om forkyndelsen, forstår han den ganske enkelt som ”formulering af sandheden om Gud” (s. 151), og han taler om vigtigheden af, at vi ”anstrenger os intellektuelt for at forstå hans herlige væsen og hans fantastiske gerninger” (s. 196). Af den grund er det også vigtigt med ”objektive” sangtekster, som ”fortæller os nogle sandheder om Gud, der giver os et kendskab til ham” (s. 118). Indholdsrige sange hjælper os til at ”tænke dybere over Gud, så vores følelser for ham bliver mere grundfæstede” (s. 199).
Grunden til, at vi skal høre forkyndelsen og minde os selv om evangeliet gennem sang, er simpelthen, at ”vi er glemsomme” (s. 151). Vi har derfor brug for at finde en god metode til at minde os selv om evangeliet (s. 158).
Men det intellektuelle stykke arbejde er ikke tilstrækkeligt: ”Når vi vil fremhæve Guds storhed, kan vi begynde med at forkynde de objektive, bibelske sandheder om Gud, men vi må ende med at udtrykke en dyb og hellig kærlighed til Gud. Vi kan ikke bare opremse kendsgerninger om Gud som skoleelever, der gennemgår den lille tabel. Gud vil have os til at fryde os over ham (Sl 37,4). Han ophøjes, når vi lægger al vores energi i at fryde os over, at han er den, han er” (s. 78).
Det er denne fryd, som lovsangslederen skal hjælpe menigheden med at lægge al deres energi i at udtrykke, så ”sandheden om Gud” ikke bliver i fornuften, men også kommer til udtryk gennem vores følelser. For Gud ophøjes gennem vores følelsesmæssige bevægelse, og lovsangens formål er at forbinde læren om Gud og menneskers følelser3.
Evangeliet skal vi hver søndag ”huske, repetere, fejre og besvare med tilbedelse”, og lovsangslederens opgave bliver da at hjælpe menigheden til, at evangeliet kan ”berøre og bevæge os lige her og nu” (s. 130).
Hjertet i tilbedelsen
BK har altså blik for, at indholdet i lovsangene er af stor betydning, og at overfladiskheden i den moderne lovsang er et problem.
Det duer ikke, at vi ”hele tiden” synger ”letbenede, subjektive sange”, for vi må ”også synge sange, der forklarer, præciserer og fortolker budskabet i Guds ord som helhed” (s. 107).
De ”sandheder om Gud”, som skal gøre vores følelser for Gud mere grundfæstede, er ifølge BK (s. 140):
1) at Gud er hellig, vis, almægtig og Herre
2) at Gud er Skaberen og alle tings opretholder
3) at evangeliet er vidunderligt og helt centralt for troen
Den første trosartikel fylder meget i moderne lovsang, og således også hos BK: ”Hvordan kan nogen tænke, at det er kedeligt at tilbede Gud? Hans hellighed, herlighed, almagt, rigdom, visdom og retfærdighed kender ingen grænser. Alle hans egenskaber sameksisterer i fuldstændig harmoni og balance og samvirker uden nogen modsigelse eller forvirring eller formindskelse i al evighed …” (s. 76-77).
Fokus er i høj grad på Guds storhed, hellighed og ophøjethed. At prise Guds storhed, forstået som dette, at Gud er ”evig, uendelig og almægtig”, er ”hjertet i den bibelske tilbedelse” (s. 73).
Samtidig er BK opmærksom på, at evangeliet er det, der allerbedst viser Guds storhed: ”Evangeliet er ikke bare et af mange mulige temaer, som vi kan tage op, når vi mødes for at tilbede Gud. Det er det helt centrale og grundlæggende tema. Al vor tilbedelse har sit udspring og sit fokuspunkt i Jesu Kristi kors” (s. 84).
Selvom korset her beskrives som et ”fokuspunkt” for tilbedelsen, skriver BK samme sted, at formålet med, at lovsangen skal beskæftige sig med evangeliet er, at evangeliet er det bedste middel til at vække de troendes lidenskabelige lovprisning (s. 84). Og når det er sagt, at evangeliet er det bedste middel, så er det dog kun ét blandt flere midler. Betragtningen af skabelsen og Guds almagt kan indgyde den samme lidenskabelige lovprisning af Guds storhed, som er ”hjertet i den bibelske tilbedelse”. Og det skal vise sig gennem bogen, at der er endnu mange flere midler, der er vigtige for at kunne synge en lovsang, som er Gud til behag.
En synlig glæde
Når forkyndelsen og sangens indhold – helt uden blik for den åndelige virkelighed – forstås som midler til at informere vores forstand og vække vores menneskelige beundring for Guds storhed, så bliver der ikke nogen kvali-tetsforskel på forkyndelsens middel og forskellige andre midler. De bibelske sandheder er ifølge BK de vigtigste, men langt fra de eneste midler til at opnå den frydefulde hengivelse til Gud, som tilbedelsen udgør.
Store dele af bogen kommer derfor til at handle om de særlige midler, lovsangslederen i modsætning til forkynderen kan gøre brug af, når han vil hjælpe menigheden til en effektiv form for tilbedelse.
Den effektive tilbedelse er en tilbedelse, der giver udtryk for synlig glæde og hengivelse. Hvis en menighed under lovsangen ikke giver udtryk for en synlig glæde, har den et problem:
”Når menigheden samles, bør der herske en stærk stemning af tillidsfuld glæde i Gud. Når vores fryd og glæde over Gud ikke viser sig, vanærer vi ikke bare Gud, vi er ham også ulydige. Kristne har større grund til at fryde sig end alle andre mennesker på jorden” (s. 197).
Lovsangen handler om at ”svælge beundrende i, hvem Gud har åbenbaret sig at være”, så vi derefter kan ”tilbyde Gud, hvad vi er” (s. 105).
BK ser det som lovsangslederens opgave at fremelske denne synlige glæde, som vi kan tilbyde Gud. Og han har selv gode erfaringer med at få det til at lykkes, også når mennesker kommer ”forvirrede, tomme og bitre til gudstjenesten” (s. 215). Præsten C.J. Maha-ney fortæller til en lovsangskonference4 med BK’s bifald om, hvordan de hver søndag oplever det samme: Kommer nogen triste til gudstjenesten, går de glade derfra!
Denne glæde må ifølge BK formes efter de bibelske sandheder, som menigheden intellektuelt tilegner sig gennem forkyndelsen og sangteksterne, men lovsangslederen har nogle særlige midler til at få hjernens kundskaber ledt over i de stærke følelsesmæssige udtryk, som i sig selv udgør tilbedelsen.
Lovsangslederens eksempel
Ifølge BK er lovsangslederens eksempel, formaninger og opmuntringer ”tre af Guds vigtigste midler” til at ”oplyse den tilbedendes hjerte” (s. 143).
Når lovsangslederen har et udtryksfuldt ydre, motiverer det menigheden til tilbedelse: ”Så står tilbedelsen at læse i mit ansigt, den høres i min stemme, og den fremgår af hele min fysiske fremtoning” (s. 144).
Virkningsfuldt kan det også være, når lov-sangslederen indføjer en lille formaning eller opmuntring mellem sangene. ”Jeg kan for eksempel knytte stroferne sammen ved at sige eller synge: ‘Du er fantastisk‘” (s. 145).
Musikken
Musikken spiller også en stor rolle. BK er opmærksom på, at musikken har et stærkt manipulerende potentiale, jf. hans kritik af ”Gamle Adams lovsang”. Selvom det kan være svært at holde styr på, hvad der bare er musikalsk påvirkning, spiller musikken alligevel en vigtig rolle i at indgyde menigheden de rette følelser i lovsangen. Det er bare vigtigt, at musikken ikke er det eneste middel, der benyttes, men at den står i samspil med teksternes objektive indhold.
”Hvad er så den egentlige forskel mellem faktisk at opleve Guds nærvær og det bare at lade sig bevæge af et kreativt arrangement, en imponerende solo, et stort kor eller en smuk melodi? Det er faktisk ofte svært at sige. Gud kan bruge vores musikalske gaver til at påvirke mennesker følelsesmæssigt, men vores musik kan ikke i sig selv formidle hans nærvær” (s. 163).
Selvom musikken ikke ”i sig selv” kan ”formidle Guds nærvær”, så kan musikken være et af Guds midler, der forbinder hjernens tilegnelse af Bibelens ord med følelserne og sætter menigheden i stand til at tilbede Gud.
Der findes nemlig ifølge BK en musik, som ”sætter folk i stand til på en oprigtig og holdbar måde at ophøje Frelserens storhed i deres hjerter og sind og vilje” (s. 124).
En ”fortræffelig” musik kan være ”et middel til at rette folks opmærksomhed mod Guds vidunderlige væsen og gerninger” (s. 230-231).
Den første og største grund til, at vi bruger musik i tilbedelsen af Gud er, at ”musikken vækker og udtrykker følelser, som ophøjer Gud” (s. 115). Det er forklaringen på, at Guds ord opmuntrer os til at bruge musik: ”Formaningen til at synge Guds pris skal tilsyneladende udelukkende tjene til at vække og udtrykke religiøse følelser. Der er ingen anden grund til, at vi skulle udtrykke os over for Gud i poesi frem for i prosa og med musikledsagelse, bortset fra, at disse ting er tilbøjelige til at bevæge os følelsesmæssigt” (s. 115).
Kropslig udfoldelse
Et af de virkemidler, som BK kraftigt fremhæver, er menighedens kropslige udfoldelse ved gudstjenesten.
Som allerede nævnt skal lovsangslederen foregå menigheden med et godt eksempel ved sin synlige berørthed i tilbedelsen. På samme måde stiller BK’s menighed det som et krav til optagelsen af musikere, at de oprigtigt og synligt skal kunne engagere sig i tilbedelsen, når de leder andre i lovsang (s. 275).
Udadvendthed er altså et af de basale kriterier, når en musiker skal antages som egnet til lovsangsbandet: ”Som mindstemål må du kræve gudfrygtighed, musikalitet og en naturlig, udadvendt optræden på scenen” (s. 233).
Den samme udadvendthed har BK som ideal for hele menighedens tilbedelse.
BK er opmærksom på, at der ikke kommer noget godt ud af at forlange kropslig udfoldelse af menigheden. Han har selv prøvet situationen, hvor han i irritation over den manglende medleven må afbryde lovsangen:
”I en lidt spids tone spurgte jeg: ‘Ved I overhovedet, hvem I synger til?‘ Intet svar. ‘Hvordan kan I stå der med hænderne i lommen, helt blanke i ansigterne, og samtidig påstå, at I tilbeder Gud? Det her er ikke tilbedelse. Det er en ynk. I burde skamme jer. Lad os nu prøve, om vi ikke kan tilbede Gud på den måde, han fortjener at blive tilbedt‘” (s. 141).
Sådan skal man ifølge BK ikke gøre. For det kommer der ikke noget godt ud af. Folk bliver ikke mere inspirerede til at lovsynge ved at få et møgfald eller ved opfordringer som: ”Nu skal I alle sammen løfte jeres hænder. Kom nu! Syng højere. Jeg kan ikke høøøreee jer!” (s. 142).
Men det ændrer ikke ved, at manglende ydre engagement for BK er stærkt problematisk, og at hele menigheden skal tilskyndes til at lovsynge med hele kroppen.
”Det vigtigste er at tilbede af hjertet, men det er heller ikke uden betydning, hvad vi gør med vores kroppe. Det er ikke nok at sige: ‘Jeg tilbeder Gud i mit hjerte, og det ved han.‘
Hvis jeg fortalte min kone Julie, at jeg elskede hende, men aldrig smilede til hende, krammede hende eller gav mine følelser for hende noget andet fysisk udtryk, så ville hun måske have svært ved at tro mine ord. Det ville også være et sølle ægteskab” (s. 201-202).
Tilsvarende er det en sølle lovsang, der ikke giver udtryk for en synlig glæde og kærlighed til Gud5.
Derfor er det så vigtigt med lovsangslederens og musikernes eksempel. Også præsten må hengive sig i lovsangen: ”Hvis du [præsten] synger halvhjertet, kan de [menigheden] få det indtryk, at lidenskab for Gud ikke er afgørende” (s. 301).
Men ægte og synlig lidenskab i tilbedelsen er ifølge BK afgørende, og det er desuden det, der gør størst indtryk på ikke-troende ved gudstjenesten i BK’s menighed (s. 240). De kropslige udtryk forkynder ifølge BK, at man kender en stor frelser, og ikke bare en okay frelser eller en gennemsnitlig frelser6.
Fysisk aktivitet kan også blive til hjælp, når sangens tekst ikke siger en så meget: ”Selv når mit hjerte ikke er berørt af det, jeg synger, kan det vække bevægelsen i mit hjerte, hvis jeg kropsligt giver udtryk for min hengivelse til Gud7.”
I et interview8 fortæller BK om, hvordan de i hans kirke for at fremelske de kropslige udtryk i en periode havde fokus på forskellige måder at tilbede med kroppen på: Den ene uge fokuserede man på at tilbede med løftede hænder, den anden uge på at tilbede med dans osv.
Ifølge BK vil det altid være naturligt for alle mennesker at bruge fysiske udfoldelser til at udtrykke deres hjertes engagement. Når nogle kristne mennesker alligevel viger tilbage for at løfte hænderne, skyldes det en unaturlig mødekultur. Hvis BK derfor møder en stille person, der benægter, at den kropslige tilbedelse er naturlig for ham, giver han altid rådet: ”Seek to grow” (”stræb efter at vokse”)9.
For: at ”synge, råbe, danse, løfte hænderne, bøje sig, knæle (…) bør vokse frem af den tilbedelse, som vores daglige liv bør indeholde eller være” (s. 203, min fremhævning).
”Vi må hjælpe vores menigheder frem til en forståelse af, at Gud fortjener vores dybeste, stærkeste og reneste tilbedelse, og at vi på den ene eller den anden måde skal have vores legemer med i denne tilbedelse” (s. 206, min fremhævning).
Præstationslovsang
Den loviske lovsang, som her er præsenteret, findes i lovsangsmiljøet i mange variationer og med vekslende momenter af evangeliske formuleringer og betoninger. Bogen Liv & Lovsang rummer gode evangeliske afsnit, som ikke er medtaget her, og sådan kan man også rundt omkring i menigheder, der er præget af den loviske lovsangskultur, høre mange gode evangeliske enkeltord. Men der hvor evangeliet om Jesu endegyldige offer ikke får lov til at blive det ene bestemmende og bærende ord i talen om lovsangen som menighedens offer, vil frugten blive, at mennesker føres ind i trældom eller hykleri.
I den loviske lovsang er udgangspunktet et krav om en dyb og stærk og ren tilbedelse i en bestemt uanfægtet og opløftet sindsstemning. Giver du ikke din begejstring for Gud et synligt udtryk i menigheden, vanærer du ham og er ham ulydig.
Grædende børn, dårlige musikere og mennesker, der ikke virker engagerede i lovsangen, er for BK forstyrrende elementer, som vi realistisk set må regne med at skulle udholde, mens vi endnu er her; men det evige lovsangskors perfekte vellyd og hellighed må være det mål, som vi ser frem imod og stræber efter en forsmag på, allerede nu (s. 166-167).
Når dette krav og ideal er udgangspunktet for lovsangen, kan det føre til trældom. Det kan føre til, at det menneske, som ikke oplever troens frugt på denne meget synlige og mærkbare facon, kommer ind i svære anfægtelser: Ejer jeg ikke troens liv? Er jeg i det hele taget i stand til at være kristen?
Er man så i forvejen plaget af synd, sorg og tvivl, bliver præstationslovsangen en ekstra tung byrde, som gør det umenneskeligt at have med Gud at gøre. En lovisk præget lovsang er noget af det mest ubarmhjertige for en anfægtet sjæl og kan være medvirkende til at føre hårdt prøvede mennesker bort fra Gud.
Omvendt kan den loviske lovsang også føre til hykleri og falsk sikkerhed. Lovsangen kan få nogle til at føle sig som en del af menighedens fællesskab, selvom de ikke er kendt af Gud.
For flertallet af koncertvante unge virker lovsangskulturen naturlig. Menigheder med en lovisk lovsangskultur virker ofte åbne og inkluderende, blandt andet på grund af den stærke fællesskabsfølelse, som lovsangen giver. Derfor kan det også være lettere at invitere mennesker udefra med ind i menigheden.
For den udefrakommende og for den, der ikke har det let med at lovsynge, er det faktisk også muligt at lære at give sig hen i sangen. Som BK anviser, kan den kropslige bevægelse i sig selv være en hjælp til at opleve en berørthed af lovsangen, ligesom musikken og lov-sangslederens forbillede i hengivelsen gør indtryk. På den måde kan anfægtelsen eller følelsen af anderledeshed overvindes, og man kan lære at deltage i det kristne fællesskab på lige fod med de andre.
Men der hvor ”troens frugt” skal bevise sig i evnen til at hengive sig synligt i lovsangen, der trives og næres hykleriet og forhærdelsen.
Den loviske lovsang sætter et skel i menigheden. Men skellet går ikke mellem troende og vantro. Det går mellem de glade og de sørgende, mellem de anfægtede og de uanfægtede, mellem de unge og de gamle og mellem de udadvendte og de indadvendte.
Sådan virker den loviske lovsang, fordi den støtter sig til den naturlige religiøsitet og til, at menneskelige virkemidler kan bidrage til at opfylde lovens ord.
Og sådan virker den loviske lovsang, fordi den har misforstået karakteren af den bibelske fryd og glæde.
Lovsangens evangelium
En af de mest ødelæggende tanker i den nye lovsangstradition er, at glæden, forstået som den synlige og begejstrede glæde, er blevet centrum i kristenlivet. Glæden hører uløseligt sammen med kærligheden til Gud og tilbedelsen – og hvor den ikke giver sig synlige udtryk, er der noget galt.
Som skriftbelæg for denne tankegang anføres stort set altid Fil 4,4: ”Glæd jer altid i Herren!” (jf. s. 78).
Og hvor mange sørgende og anfægtede mennesker har ikke slået sig gevaldigt på dette krav! Hvor mange har ikke forsøgt at finde glæden og har følt den ekstra byrde ved ikke at være rigtige kristne, når begejstringen og trangen til at lovsynge Gud med arme og ben er udeblevet.
Men hør nu: Disse ord af Paulus er ikke talt som et lovkrav. De er talt som det stik modsatte: som trøst! Paulus siger nemlig ikke bare: ”Glæd jer! Jeg siger atter: Glæd jer!”
Paulus siger: Glæd jer i Herren!
Når Paulus taler om glæden i det kristne liv, så retter han omgående vores opmærksomhed bort fra os selv og hen mod Jesus! Ordene ”Glæd jer altid i Herren” er i virkeligheden en stor trøst og et stort evangelium for den anfægtede. For de viser hen til den grundvold, som aldrig kan rokkes. De forkynder, at her i Herren – i Jesu fuldbragte værk, der gælder for mig, lige netop så elendig og ukristelig, jeg kan føle mig – her er altid grunden til lykke og fred.
Når jeg mig utålelig
føler for Gud,
i favn han mig trykker
som yndigste brud.
Hans herlighed skjuler
hver plet og hvert mén;
thi én er for alle,
retfærdig og ren.
Se, her er nu grunden
for lykke og fred
i hårdeste timer,
når kampen er hed.
Om her end vansmægter
min krop og min sjæl,
når Jesus er hos mig,
o Gud, er alt vel.
Det vidunderlige i den kristne lovsang er netop, at den kan eksistere under alle forhold – uanset hvordan jeg har det indeni – fordi den slet ikke drejer sig om mig, men om Jesus!
Plads til anfægtelsen
I denne lovsang er der plads til den anfægtede og sørgende.
Ordene ”Glæd jer altid i Herren” er talt af den samme Paulus, som gennem sine breve giver udtryk for en mængde bekymringer, smerter, prøvelser og anfægtelser. Den sam-me Paulus, som direkte kan sige: ”Jeg har en stor sorg, der altid piner mit hjerte” (Rom 9,2).
Hvordan kan man både altid glæde sig og altid have en stor og pinefuld sorg i hjertet?
Det kan man, når man lever som en frelst synder i verden. Når man lever et liv, hvor man ikke lukker øjnene for syndens og dødens konsekvenser, men samtidig lever i håbet og i visheden om at have sit borgerskab i himlene.
Som kristne lever vi ”som bedrøvede, dog altid glade, som fattige, der dog gør mange rige, som de, der intet har og dog ejer alt” (2 Kor 6,10).
Vel at mærke ikke omvendt: som glade, dog altid bedrøvede, som rige, der dog gør mange fattige osv.!
Vi må faktisk regne med, at vores vilkår her i verden er at være ”som bedrøvede”, ”som fattige” og ”som de, der intet har”. Er vi ikke bedrøvede, skyldes det, at vi lukker øjnene for den sorg, der altid skulle pine vores hjerte: at leve i syndens og dødens verden; at se Djævelen regere som verdens fyrste i vores tid; at mærke synden i vores eget hjerte forpeste livet med Gud og vores næste; at være vidne til så mange af vores medmennesker, der hver eneste dag rammes af ulykker – og er på vej mod den største ulykke af alle: den evige ild.
Vores Frelser levede ikke her på jorden i en stærk ydre glæde og jubel, tværtimod pintes han af synden og døden. Det samme kors er vi som kristne kaldede til at tage på vores skuldre, og det samme kors lægger Gud selv på os for at opdrage os og lede os på vejen hjem.
Men dette er vores glæde midt i smerten: at Jesus har frelst os fra synden og døden ved selv at lide den pine, vi skulle have lidt i evighed. Det er grunden til, at vi nok må være her i verden som bedrøvede, fordi håbet endnu ikke er opfyldt – men dog altid glade, for Jesu død gælder altid i mit sted, og vi går mod løfternes klippefaste opfyldelse.
Her er den sande og frigørende grund til lovsang – og her er alt, vi må synge om og takke for!
BK betragter sorg og bekymring som et udslag af manglende tro eller helliggørelse og formaner os til at lægge alle anfægtelser fra os og tilbede Gud med lidenskabelig og synlig glæde. Det samme lovkrav hviler over store dele af den nye lovsangstradition, hvilket ses af både musikkens kropsappel og sangteksternes fokus på den menneskelige gerning.
Anfægtelsen og smerten er da et fremmedelement i kristenlivet: noget, som må skubbes væk, når vi træder frem for Guds trone; noget, som vanærer Gud og derfor må overvindes, ved at vi lægger al vores menneskelige energi i at give os helhjertet hen i sangen.
Ægte kristen glæde er af en langt dybere karakter. Ægte kristen glæde rummer, så længe den findes i syndens og dødens verden, altid anfægtelsen og smerten i sig.
På reformationstiden lød denne grundregel til at prøve, om troen var sand: ”Evangelisk kristendom kendes på den tro, som er anfægtet.”
Det betyder ikke, at vi som kristne ikke kan eller må glæde os. ”Vist må jeg fryde mig, Jesus er min!”
Men det betyder, at vi i vores sange ved, at vi har brug for at bede: ”O, Jesus, lær mig frydetonen”. For frydetonen kan i det kristne liv og den kristne sang kun eksistere i kamp.
Kingo sammenfatter dette med dyb visdom i slutningen på salmen Aldrig er jeg uden våde:
Så er sorg til glæde lænket,
så er drikken mig iskænket,
besk og sød i livets skål,
sådant er mit levneds mål.
Men, o Jesus, jeg vil græde,
hjælp du til, at troens glæde
over synd og sorrig må
altid overvægten få!
Hvor er dette uendeligt meget rigere og mere trøsterigt end at skulle lægge smerten og anfægtelsen fra sig for ret at kunne vise Gud den kærlighed og glæde, som han ønsker af os!
Både den åbenlyst kødelige ”Gamle Adams lovsang” og den lovisk prægede lovsang lider under den overfladiske forståelse af kristen glæde som ”begejstring” og kristen kærlighed som ”varme følelser” og ”hengivelse”.
Begge dele er ødelæggende for troens liv med Gud. Det enten fremelsker hykleriet eller støder de sørgende og anfægtede ud i kulden med et ubarmhjertigt: seek to grow!
Jesus har et andet ord til sit kæmpende folk: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” (Matt 11,28).
1 Gordon Fee: God’s Empowering Presence – the Holy Spirit in the Letters of Paul, Hendrickson Publishers: Peabody. Se fx side 431; 817.
2 Se også www.youtube.com/
watch?v=FstE4qgo6RI
3 www.youtube.com/watch?v=UAdZivFGhtI
4 www.youtube.com/watch?v=k9Mmv5wA1Z0
5 Dette radikale billede bruger BK også i det indlæg på bloggen worshipmatters.com, der står som det mest læste: Hvordan vokser vi i fysisk udtryksfuldhed i lovsangen?. I den amerikanske version er pointen endnu skarpere formuleret:
”Some think that worship is a matter of the heart, not the body. Actually, both are crucial. If I told my wife that I loved her in my heart, but never demonstrated it through physical actions, I doubt that she would believe me. We wouldn’t have much of a marriage either.”
www.worshipmatters.com/2006/05/25/how-do-we-grow-in-physical-expressiveness-in-worship-part-3.
6 www.youtube.com/watch?v=GnF3iHkDmGg
7 www.worshipmatters.com/2006/05/26/how-do-we-grow-in-physical-expressiveness-in-worship-part-4
8 www.youtube.com/watch?v=l70Ku4MNb2I
9 Se note 8.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2014. Hele bladet kan læses her.
