Loven vil altid anklage det syndige kød (Rom 3,20). Loven er en gavnlig vejleder for dem, der er frie for dens fordømmelse gennem tro på Jesus (Sl 1,2; 119,6.97). Loven vil altid anklage det syndige kød. Loven er en gavnlig vejleder for dem, der er frie for dens fordømmelse gennem tro på Jesus.
Bare bliv ved med at gentage det, og til sidst vil du begynde at indse, at loven altid anklager det syndige kød, og alligevel, fordi vi har Kristus, bliver den en gavnlig vejviser for os – på trods af den synd, der er i os, som loven fordømmer.
Loven fører mig til Jesus
Jeg elsker at tale om det første bud. For selvom det til stadighed fordømmer mig (dog ikke mig, men synden, som er i mig), ser jeg skjult bag ved det Jesus, som er min eneste Gud.
Jeg elsker at tale om, hvordan jeg skal ofre mig selv for min hustru. For selvom det til stadighed afslører min selviskhed mod hende, ser jeg i tro, hvordan Gud indstiftede ægteskabet som en skygge af Kristus og kirken (Ef 5,25).
Jeg elsker loven. For selvom den fordømmer mig i kødet (og faktisk er mit indre menneske taknemlig for det!), lader Gud mig se, i hvert fald stykkevist (1 Kor 13,12), hvad Jesus, lovens fuldender (Matt 5,17; Rom 10,4) giver mig helt og fuldt af nåde ved tro alene (Rom 3,28).
Hvis loven nogensinde stopper med at anklage mig, så er det, fordi jeg enten er i Himlen, eller fordi jeg med tiden er blevet kold og er blevet en hykler, der kalder Gud en løgner, når han anklager mig, uanset om jeg føler det eller ej (1 Joh 1,10).
Hvis loven stopper med at vejlede mig, og jeg ikke længere bliver tilskyndet af troen til at se Jesus i hver en millimeter af, hvad han har fuldbragt, så må jeg fortvivle. Jeg har ikke nødvendigvis tabt troen – endnu! – men jeg har brug for at høre ren og klar evangelieforkyndelse, der grundfæster mig i den sandhed, at jeg – trods alt hvad loven taler imod min samvittighed – ikke er under fordømmelsen, men at min samvittighed er underlagt Jesus (Rom 5,1; 8,1).
Fordi loven altid anklager mit syndige kød, opfyldte Jesus den, og derfor er den en vejleder for vores liv. Loven blev legemliggjort i Jesus, der led i vores sted for at tilvejebringe retfærdigheden til os, og dermed har den efterladt os et eksempel til efterfølgelse (1 Pet 3,21, jf. Rom 8,3-4).
Konflikten i vores indre afsluttes ikke, før vi har aflagt os vores syndige kød fuldstændigt og venter på kødets opstandelse til et nyt liv. Indtil da: Husk at loven altid anklager vores syndige kød, og dog lærer vi af den ved tro på Jesus, hvilke gode gerninger vi skal udøve i glæden over at efterligne vores Frelser.
Manipulerende og tandløs lovforkyndelse
Den nye lydighed handler ikke bare om etik. Det er en trosartikel, som vi følger i tro under korsets anstød i dette syndige liv. Med andre ord: at loven er en gavnlig vejleder for en kristen er ikke noget, vores menneskelige fornuft kan begribe. Vores kødelige, vantro ræsonnementer kan kun se loven som en indpisker, der kan frembringe resultater i det ydre. Loven som vejleder ligner udelukkende et redskab til at indlære god opførsel.
Kun gennem troens øjne kan loven ses som positiv vejledning. Den er ikke en vejleder i kraft af, hvor tiltrækkende vi kan få den til at lyde.
Nogle af mine familiemedlemmer havde engang nogle pligter, vi skulle gøre, når vi blev og overnattede i deres hus. De kaldte dem ikke pligter. I stedet kaldte de dem ”sjove opgaver”. Det illustrerede deres særlige form for humor, der var formet af en korrekt forståelse af loven. Loven er ikke vidunderlig, simpelthen fordi vi siger, det er sjovt at følge loven. Pligter er pligter. Enten har du lyst til at udføre dem, eller også har du ikke. Loven er ikke vejledning for den kristne, fordi loven er blevet mere attraktiv. Det er ved tro på Jesus, sløret fjernes for vores øjne ved den Herre, som Ånden er (2 Kor 3,12-18).
Loven giver ikke liv, men ved tro på evangeliet kan vi se livet, der ligger skjult bag buddet, selvom det fordømmer vores syndige hjerter.
Lær loven. Og udøv retfærdighed ved troen, sådan som du allerede har den fulde retfærdighed ved troen.
Engang brød jeg mig ikke om at kalde loven en vejleder, fordi jeg vidste, at loven aldrig kunne blive en positiv ting i denne verden. Men den er kun positiv med troens øjne, som er rettet mod Jesu legeme, hvor synden blev fordømt, og loven blev opfyldt.
Jeg kunne ikke lide ideen om loven som vejleder, fordi jeg ikke syntes, det udtrykte sandheden om lovens gerning til fordømmelse. Jeg hørte prædikener, der var mere manipulation end formaning. Og ironisk nok var de mere vage end klare.
For eksempel husker jeg, da jeg på teologistudiet hørte en pensioneret præst holde en moraliserende prædiken om ægteskab, som var udelukkende lov og intet evangelium. Og dog udelod prædikenen belejligt emnerne, der taler om hustruens underordnelse under manden og om mandens selvopofrelse for hustruen, og den adresserede ikke de ting, der angriber ægteskaberne.
Denne bløde moralisme (med blød mener jeg: tandløs!) fik mig til at tage afstand fra hele ideen om loven som vejleder. Det mindede mig om en rejseguide, der fortæller dårlige vittigheder og prøver at overbevise dig om, at du kan lide ham, selvom du inderst inde godt ved, du ikke kan tage ham seriøst.
Lær mig dine love!
Alligevel – trods al denne tendens til fløjlsomvunden tandløst-moralistisk forkyndelse – må jeg konkludere følgende:
Det gør ikke noget godt at benægte, at loven er en vejleder, for det ville bare være den gamle, kødelige fornufts vej til at holde loven fra at anklage os og på den måde vise os vores sande behov for, hvad evangeliet alene giver: Kristus – vores retfærdighed (1 Kor 1,30).
Så: Behold loven som vejviser! Men lad være med at gøre det på den komfortable, uærlige måde, der tager tænderne ud af de anklagende elefanter i rummet. Lad i stedet loven være din strenge vejviser, sådan som det kun er muligt, hvis Jesus har båret lovens fulde strenghed og vrede i dit sted.
Selvom vi lærer i anfægtelsen, at der ikke bor noget godt i kødet, får vi også lov til at se, at Jesus har opfyldt al retfærdighed. Han har gjort godt. Som salmisten siger: ”Du er god, og du handler godt,
lær mig dine love! (…) Det var en lykke for mig, at jeg blev ydmyget, så jeg kunne lære dine love” (Sl 119,68.71).
Oversat af Henrik Gren Hansen fra steadfastlutherans.org.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2023. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Andrew Preus
Andres Preus, præst i St. Paul Lutheran Church og Trinity Lutheran Church i Iowa, USA.