De fleste lutheranere i den unge generation står langt fra den kristendomsopfattelse, som prægede Luther, og som har været en livsstrøm og livslinje i de lutherske kirker gennem århundrederne. Dette hænger også sammen med skreddet bort fra bibelsk kristendom. Jeg vil kort pege på tre forhold:
1) Det er mennesket – ikke Gud – som er centrum.
Spørgsmålet er ikke længere: Hvordan får jeg en nådig Gud? I langt højere grad drejer det sig om, hvordan jeg kan blive det lykkelige og velafbalancerede menneske, som jeg drømmer om at være.
2) Det er tiden – ikke evigheden – det drejer sig om.
Det er her og nu, det gælder. Evigheden synes uendeligt langt bort og opleves meget uvirkelig. Helt anderledes er det med det menneskeliv, som Gud har givet mig at leve på denne jord. Giv mig hjælp til at leve dette vanskelige liv! Det er, hvad jeg behøver.
3) Det er gerningerne – ikke troen – det drejer sig om.
Troens skjulte liv kan ikke registreres. Det kan derimod gerningerne. Vi kan se dem og glæde os over dem. Vi kan bruge dem til at vise andre, hvad kristendom er. Betoningen ligger på den etiske side af det kristne liv.
Det er forenklet, men udviklingen synes klar: Sender Gud ikke et nyt Åndens vejr over os, vil vi i overskuelig fremtid stå tilbage med en kristendom, hvor mennesket, tiden og gerningerne er næsten alt. En kristendom uden Gud, uden evighed, uden tro.
Med andre ord: Vi står tilbage uden nogen sand, bibelsk, luthersk kristendom.
Vi kan også sige, at udviklingen hænger sammen med et ændret gudsbillede.
Et ændret gudsbillede
Den lutherske lære om lov og evangelium kan kun forstås indefra og fastholdes ud fra et bestemt billede af Gud. Hvis man ikke tager det bibelske gudsbillede alvorligt i dets fylde, bliver talen om lov og evangelium meningsløs.
Guds hellighed, Guds vrede, Guds had til synden. Guds dom, Gud som den, der kan fordærve sjæl og legeme i Helvede, er der meget lidt forståelse for i dag.
Jeg mener ikke, at vi altid skal tale om hellighed, vrede, dom og Helvede, men jeg mener, at vi skal tale om det. Bibelen taler om det. Vores lutherske bekendelse gør det. Der er ikke det rette forhold mellem lov og evangelium i vores forkyndelse. Talrige lutheranere har ikke villet vide af loven. De har kun villet vide af evangeliet. Men evangeliet kan ikke fastholdes uden forkyndelsen af loven.
Der hvor der ikke er nogen synd, er der heller ikke brug for nogen nåde. Er der ikke nogen hellighed, er der ej heller brug for nogen renselse. Er der ingen vrede, er soningen overflødig. Er der ingen dom, hvad skal vi da med frikendelsen? Er der ikke noget Helvede, hvad skal vi da med en Himmel? Der er ingen tvivl om, at hovedgrunden til vores ulykke skal søges i, at en fuldtonende lov-evangelium-forkyndelse ikke lyder blandt os med den kraft, som den skulle. Mange lutherske forkyndere har mistet troen på det, som de selv står for.
For en umiddelbar betragtning ligger en menneskecentreret forkyndelse på en helt anden måde i forlængelse af det, tiden er optaget af. Men det er en satanisk fristelse at give efter for det, som er båret frem af tidsånden. Hvad det fører til, ser vi, når vi giver agt på, hvordan det er gået os.
Sandhedsrelativismen
Vi har alt for mange forkyndere, som har mistet troen på Guds ords iboende virkekraft. De tænker menneskeligt. Det bliver målgruppen, som bestemmer budskabets indhold på sandhedens bekostning. I virkeligheden bliver det det religiøse menneskes behov, der tilfredsstilles. Der bliver tale om at hjælpe mennesket inden for dets gamle sammenhæng. Det er det, som farisæismen og den katolske kirke altid har gjort, og det er det, som Luther satte livet ind på at gøre op med.
Hånd i hånd med dette har sandhedsrelativismen grebet om sig. Igen og igen har vi hørt det: Vi skal ikke tro, at den lutherske kirke er den eneste rette. Luther var også kun et menneske, og han har taget fejl lige som alle andre. Vi har bestemt også meget at lære af alle andre kirkeretninger og opfattelser. Ingen har grebet den hele og fulde sandhed. Spørgsmålet er, om sandheden dybest ser ikke er skjult for os alle, og om vi ikke skal betragte alt, hvad vi siger, som foreløbige forsøg på at sige det uudsigelige.
Den slags ord er farlige. De er sandhed og løgn vævet ind mellem hinanden, og der, hvor sandheden blandes med løgnen, bliver det hele løgn.
Får vi ikke brudt med denne opfattelse, vil vore dage som sande lutheranere være talte. Sandheden er ikke relativ. Den er ikke et eller andet ubestemt. Den er åbenbaret i Guds eget ufejlbarlige ord, og Guds ord lyver ikke. Det gør det ikke, når det forkynder lov. Det gør det heller ikke, når det forkynder evangelium.
Vores store ulykke er, at sandhedsrelativismen har bemægtiget sig store dele af kristenheden. Ord tages ikke længere alvorligt. Man siger ja til alt. Men påstande, som gensidigt udelukker hinanden, kan ikke begge være sande. Hvis det er sandt, at et menneske retfærdiggøres ved tro alene uden lovgerninger, så er det løgn, at et menneske retfærdiggøres ved tro og gerninger. Hvis Guds eget ord er eneste kilde til sandhedserkendelse, så er det løgn, at sandheden åbenbares dels gennem Skriften og dels gennem traditionen. Hvis det er sandt, at hele den himmelske verdens åndelige velsignelse er givet os i Kristus Jesus, da er det løgn, at vi gennem en eller anden oplevelse eller åndelig erfaring kan få mere end det, vi allerede har modtaget i og med Guds søn.
Det, som ikke er sandt, er usandt. Det er løgn. Det har ikke sit udspring fra Ham, som er vejen, sandheden og livet, men fra hans modstander, Djævelen, løgnens fader. Derfor må vi tage afstand fra det. Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.
En sand, luthersk, bibelsk holdning kendes ikke på, hvad den siger ja til, men på, hvad den siger nej til. Dit ja til sandheden er intet værd, hvis du ikke siger nej til det, som står i diametral modsætning til det, som du har sagt ja til.
Vi trænger til kristne, som gør sig til ét med sandheden, og som er villige til at leve og dø med den. Luther var en sådan kristen, og det er vores redning, at Gud ned gennem historien har haft nogle, som spurgte efter sandheden, sandheden og kun sandheden. Flere gange har det set ud som om, det spørgsmål var ødelæggende for dem, som stillede det. Det gjorde dem til en lille minoritet, som ingen ville lytte til. Efter menneskelig tankegang havde de ikke nogen fremtid.
Disse kristne står som vidner for os om, at det ikke er, hvad andre siger og mener, ja det er heller ikke, hvad vi selv synes, som er afgørende. Nej, det er Gud og hans Ord, alt afhænger af. Et menneske med Herren har større fremtid end tusinde uden ham.
Lad os tænke på dem, lad dem gøre os frimodige til at tale ret om Gud. Vi står for Herrens åsyn. Det er ham, vi skal aflægge regnskab over for – ikke mennesker. Samtidig må vi fornyes i troen på, at sandheden aldrig dør. Dødsrigets porte skal ikke få magt over den.
Forkyndelsen af loven
Vejen ud af den nød, vi befinder os i, går derfor tilbage til udgangspunktet. Vi må tilbage til det grundlæggende: forkyndelsen af lov og evangelium.
Lad os først vende os mod loven.
Den, som ikke taler om lovens Gud, taler ikke ret om Gud.
Det er sikkert rigtigt, at de fleste ikke vil høre loven forkyndt for alvor. Den knuser og tilstopper vores mund. Den gør os strafskyldige for Gud. Den tager al vor herlighed fra os. Loven giver os ikke noget håb. Derfor protesterer mennesker, når den forkyndes i sin radikalitet. De synes, at de har det svært nok i forvejen. De mener ikke, at de trænger til at blive yderligere bøjet. Menneskelivets byrder og vanskeligheder hviler på forhånd tilstrækkeligt tungt på deres skuldre.
Men det naturlige menneske tager fejl.
Der er en verden til forskel på at finde livet vanskeligt og besværligt og så at stå dømt over for den levende Gud. Der er Himmel og Helvede til forskel på det gudsforhold, hvor Gud skal give mig kraft og hjælpe mig gennem livets modgang og kampe, og det gudsforhold, hvor mit hjerte er blevet knust i mødet med Guds hellighed.
Der er et billede af Gud, som næsten er blevet rendyrket, og når det sker, forrykkes hele opfattelsen af Gud. Det er sandt, at Herren er min hyrde. Der er et billede af Gud, som næsten er blevet rendyrket, og når det sker, forrykkes hele opfattelsen af Gud. Det er sandt, at Herren er min hyrde. Men når det drejer sig om Bibelens Gud, kan vi ikke udvælge sider af det bibelske gudsbillede og gøre dem til alt. Det er, hvad der langt på vej er sket. Da er mit gudsbillede et vrangbillede, og den Gud, jeg tror på, er en afgud. Det er ikke Bibelens Gud.
Det forfærdende møde med Gud
Det begynder i oplæringen af børnene. Gud fremstilles som den altid kærlige, imødekommende, givende, der skaber varme, tryghed og glæde.
Kan man undre sig over, at flere med rod i vore sammenhænge fornægter Bibelens forkyndelse om de evige helvedesstraffe? Sagen er jo, at Bibelens tale om dom, fortabelse og evig død i ild- og svovlsøen opleves som uforeneligt med det billede af Gud, som er det eneste, de har mødt gennem deres opvækst, og som de møder søndag efter søndag i vore lutherske kirker.
Vejen frem er vejen tilbage. Vore børn og unge må for alvor få med den levende, hellige Gud at gøre. Det møde er ikke rart, befriende og vidunderligt. Nej, det er frygteligt.
Det er der for dem, som ikke er frelst. Når Gud træder frem, skal de se, at alt det, som de har fornægtet og fortiet og gjort oprør imod i deres hjerter, alligevel var sandt. Gud skal kræve dem til regnskab. Da skal de skjule sig i huler og mellem bjerge og klipper og sige til bjergene og klipperne: ”Fald ned over os og skjul os for ham, som sidder på tronen, og for Lammets vrede. For nu er deres vredes store dag kommet, og hvem kan da bestå?” (Åb 6,16-17).
Men ikke alene for de fortabte er det forfærdeligt at møde Gud. Det er det også for de frelste.
I det første kapitel i Johannes’ Åbenbaring er der fortalt om mødet mellem Jesus og Johannes. Når man tænker på den fortrolighed, der var mellem dem på jord, kan man godt undre sig. Man skulle tro, at mødet ville blive som mødet mellem to venner, der mødtes efter gennem år at have længtes efter hinanden. Men sådan er det ikke. Da Johannes så Jesus i hans herlighed, faldt han som død ned for hans fødder (Åb 1,17).
Hvad viser Johannes’ reaktion?
Der er forskel på et menneske og Gud. Det er ikke bare en forskel i kvantitet. Det er ikke således, at Gud har mere, og vi har mindre. Nej, der er tale om kvalitativ forskel. Der er tale om et møde mellem Himlens og jordens Herre, og støv, som har gjort oprør imod ham.
Søren Kierkegaard udtrykte det: ”Du skal forholde dig relativ til det relative og absolut til det absolutte.” Og han har ret: ”I skal være hellige, for jeg er hellig” (3 Mos 11,45 m.fl.).
Kravet om at skulle virkeliggøre Guds vilje hænger sammen med Guds eget væsen. Det ligger ikke alene i det, Gud siger. Det grunder sig på det, Gud er. Fordi Herren vor Gud er én, skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og hele din styrke.
Så længe et menneske er optaget af sig selv og sin egen verden, hører det ikke buddet. Men i det øjeblik det får med Gud at gøre, så lyder det bestandigt: Fordi Gud er, som han er, skal du elske ham af hele dit hjerte.
På flugt fra den sande Gud
Så længe en synder tror, at det er muligt, mener han, at der er håb. Han kæmper, beder og strider. Jeg kan ikke fatte, at Gud ikke hjælper mig med at opfylde, hvad han selv har befalet mig.
Nogle klarer kampen ved at flygte væk fra Guds ansigt og nedskrive hans krav. Det gør farisæerne, katolikkerne og hyklerne. De nedskriver kravene til det næsten umulige, og dernæst sætter de livet ind på at opfylde dem. Mange beundrer dem. De yder det ekstraordinære. Man tænker ikke på, at de har ændret på Herrens ord. Derfor skal Gud fratage dem deres del i livets træ og den hellige stad.
Andre går Judas’ vej. De kaster alt overbord og giver sig fortvivlelsen i vold. De mener ikke, at der er stof i dem til at blive kristne, og når der ikke er det, kan de lige så godt opgive alt på forhånd. De magter ganske enkelt ikke at leve som kristne.
Endelig er der dem, som ved, at Gud kan man ikke flygte fra. ”Stiger jeg op til himlen, er du dér,
lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast” (Sl 139,8-10).
Du kan gøre, hvad du vil. Du kan flygte til jordens grænser. Gud bliver du aldrig fri for. I sit ord og gennem sit væsen siger han: Dø, eller gør, hvad en synder ej kan.
Er der alene tale om ydre synder, som man kunne gribe om, er det ikke så forfærdeligt. Men når kampen bliver ført ind på den indre mark, hvor du er alene med Gud, bliver det forfærdeligt. Da bliver det åbenbaret, at syndens kraft er loven (1 Kor 15,56). Du er så ond, så gennemtrængt af slangegiften fra syndefaldets dag, at Guds hellighed får dig til at rejse dig imod ham i oprør. Du rejser dig imod Gud, fordi Han har sat dig til at gøre det umulige. Du kan heller ikke komme uden om ham. Buddet, som er til liv, bliver til død, fordi du er grænseløst syndig.
Da buddet kom, levede synden op, og du døde (Rom 7,9-10).
Et liv uden død
Det er vores store ulykke, at mange i dag sælger kristendommen for billigt. De tilbyder liv uden død. Resultatet bliver, at det liv, som tilbydes, bruges som hjælp til afstivning af det gamle menneskes naturlige religiøsitet.
Men vi ser også noget andet. I Danmark har vi gennem de sidste år oplevet noget bemærkelsesværdigt. Vi har enkelte forkyndere, som med stor kraft har forkyndt Gud som lovens Gud. Reaktionen har været dobbelt. Nogle har vendt sig imod dem. De synes, at det er hård tale. Hvem kan holde ud at høre på den?
Andre er gået i stykker. De har gennem forkyndelsen mødt Gud. De har fået en sønderbrudt ånd og et sønderknust hjerte. Flere af dem har hørt Guds ord forkyndt gennem mange år, men de har aldrig mødt loven som den hammer, der knuser fjelde.
Vi står over for menighedsmedlemmer, der for første gang virkelig kommer i syndenød.
Gennem mange år har vi talt om, at det ikke er anger eller tårer, der frelser. Det er så sandt, så sandt. Men spørgsmålet er: Kan et menneske komme til tro uden syndenød?
Svaret er nej.
Et menneske får og modtager, hvad det beder om. Den, som ikke har brug for nåden, beder ikke om nåden og modtager ikke nåden. Måske er der tale om et hyperreligiøst menneske, der er rigt på religiøse erfaringer – også på kristen mark – men det er fremmed for kristen tro. ”Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!” (Matt 7,22-23).
Set ind i vores bibelskolesammenhæng1 er det store spørgsmål: Hvor mange elever kommer til os og tror, at de er kristne uden virkelig at være det? Hvor mange styrker og hjælper vi på den moralens og religiøsitetens vej, som fører dem ind i det sjælebedrag, hvor de slår øjnene op i Helvede? Hvordan bliver det for dig at aflægge regnskab for de sjæle, som er dig betroet? Tror du, at du kan gøre det med glæde?
Vi har et af Gud givet kald til at forkynde lovens Gud. Vi kan ikke føre mennesket ind i syndenød, men Gud kan. Vi kan ikke gøre et menneske strafskyldigt for den levende Gud, men loven kan. Vi kan ikke lade et menneske smage den død, som er en forudsætning for liv, men Ånden kan – den Ånd, som skal overbevise verden om synd, om dom og om retfærdighed.
I en tid, hvor vi er få, vil vi være fristet til at flytte grænserne for, hvem der kan kaldes kristne. Vi står i fare for at tale om tro, hvor der ingen tro er. Vi viger tilbage for den forfærdende tanke: Tænk hvis det er få af de få, der bliver frelst!
Vi bliver så let optaget af os selv, vore kirke, vores skole. Herren kalder os til hyrdeomsorg for den hjord, vi er sat til at vogte og lede. Intet er farligere for en synder end en vejleder, som ikke siger sandheden. En sådan vejleder er en vildleder.
Det er farligt at anerkende religiøsitet som kristendom. At gøre det kan bringe en frem mod indflydelsesrige poster i kirken. Man siger jo det, som mennesker gerne vil høre. Men dommens dag bliver forfærdelig. Ansigt til ansigt med den levende Gud i nærværelse af alle de vildførte vil Herren åbenbare sandheden om din og min tjeneste og afsige den endelige dom.
Forkynderens kald
Skal vi skære gennem den mur af falsk religiøsitet, som kendetegner store dele af kristenheden i dag, må vi bede Herren oprejse forkyndere, som vil være villige til at låne røst til loven.
Jeg tænker ikke på dem, som siger, at ”vi kan ikke opfylde loven, og det skal vi heller ikke, for det har Jesus gjort”. Den slags forkyndelse har vi haft alt for meget af. Den giver resultatet, men lærer aldrig eleven at regne stykket. Nej, hvad vi behøver er forkyndere og lærere, som lader Ordets lys skinne ind i hjerter og samvittigheder, så det afsløres, hvad der bor derinde.
Hvordan går det til, at du og jeg bliver bærere af lovens profetiske budskab?
Det vigtigste er, at vi selv er inde under det ord, vi forkynder. Hvis vi ikke selv lever i Guds gennemtrængende og afslørende lys, hvordan skal det så kunne skinne igennem os ud til andre?
Vores store fare er at blive indfanget af menneskers meninger om os. De ser på os som mennesker, hvis kristendom ikke kan drages i tvivl. Måske ser de også på os som kristne forbilleder, som det gælder om at leve op til. Ved mange lejligheder gives der udtryk for, at vi i den ene og anden sammenhæng er til hjælp og velsignelse for andre.
Alt dette udnytter vores sjælefjende og modstander, Djævelen. Han bruger andre menneskers velvilje og taknemlighed til at føre os ind i den falske sikkerhed, hvor det altid er de andre, vi er optaget af.
Men det er et bedrag. Uden lovens afslørende dom sover du ind i den åndelige død. Jeg tror, at vi alle er blevet rystet mere end en gang, når det afsløredes, hvad brødre kom ud i af synd og elendighed. Vi har kendt dem som medkristne, vi havde tillid til. De besad indflydelsesrige stillinger i menighederne. På den ene side stod de frem som skattede forkyndere og lærere. Men indersiden af deres liv var forfærdelig. De havde sluttet fred med synden. Du kan ikke holde synden i den ene hånd og Jesus i den anden. Uden at du ved det, har Jesus sluppet din hånd.
Og hvad skjules der ikke i os af trang til menneskelig ære og anerkendelse?
”Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det?” (Jer 17,9). Det erfarer vi først og fremmest gennem os selv.
Syndenøden er afgørende
Situationen er så alvorlig, at det ikke nytter at gøre noget nyt. Du kan nemlig ikke blive noget nyt ved at gøre noget nyt. Der må en nyskabelse til (2 Kor 5,17).
Denne nye skabelse kan ikke finde sted i et menneskeliv, så længe sjælen er optaget af egne muligheder og bare tror, at jeg behøver mere kraft eller mere åndsfylde for at kunne sejre over det onde i mig.
Det er selve evnen til at tro og være gudfrygtig, jeg mangler. Det ser jeg ikke, så længe jeg alene bevæger mig på moralens plan. Der kan der vindes ydre sejre. Men de ændrer ikke ved hjertet.
Mit fordærvede, onde hjerte bliver ved at være det samme. Det søger altid sit eget. Vel kan lasternes snavsede klæder skiftes ud med selvretfærdighedens fine dragt. Det betyder ændringer i det ydre, men ikke over for Gud.
Men hvorfor er syndserkendelsen afgørende vigtig?
Syndenøden frelser ingen. Men uden syndenød kommer et menneske aldrig ind i en hunger efter Guds nåde. Uden syndserkendelse bliver du aldrig færdig med dig selv. Du fortsætter på selvforbedringens uendelige vej i et stadigt håb om, at det engang skal lykkes dig at blive en sand og sund kristen. Alt for mange er blinde for, at selvforbedringens vej ingen ende har, før den har ført et menneske i Helvedes evige afgrund.
Som sagt: Syndenøden er vejen til hunger efter nåde, og der bliver ingen syndenød uden forkyndelse af loven.
Luther siger, at når Djævelen vil tage loven fra os, da er det i og for sig ikke loven, han ønsker at fjerne. Men Djævelen ved, at har han først fjernet loven, da har han også taget evangeliet fra os. Uden prædikenen om loven kan evangeliet ikke fastholdes.
Giv agt på dig selv
Det er rigtigt, at en kristen er frikøbt fra loven i sit hjerte. Men loven skal samtidig hvile på vores gamle natur. Guds fordringer ophører ikke. Guds bud er sandhed. Aldrig kan vi vige uden om. Livet igennem er det vores ønske og vores bøn, at vi må blive sådan, som loven siger, vi skal være.
Og livet igennem kommer vi til kort. Vi kan ikke opfylde Guds lov. Stadig står den som en anklager. Og lovens anklage er sand. Jeg må give den ret. Her er vi ved smerten ved at være Guds barn.
”For jeg glæder mig inderst inde over Guds lov. Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer. Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme?” (Rom 7,22-24).
Jeg når aldrig længere som et Guds barn. Det kan synes fortvivlende, men det er det ikke. Det bevarer nemlig længslen efter Jesus, hungeren og tørsten efter nåden.
”Giv agt på dig selv og på den undervisning, du giver, hold fast ved det; for når du gør det, bliver du til frelse både for dig selv og for dem, der hører på dig” (1 Tim 4,16).
Disse ord til Timotheus har vi brug for at høre. Den åndelige, snigende død er en fare for os alle. Hvor megen åndelig svaghed og afmagt har sin grund i de åndelige lederes eget liv? Tilstanden på en bibelskole afspejler i høj grad den åndelige tilstand hos lærerne.
Hvor er det nærliggende, og hvor er det farligt at glemme, hvem man selv er. Synden har du og jeg til fælles med alle vore tilhørere. I os selv er vi lige så fortabte, som hver eneste af dem. Ja, i en forstand står det værre til med os forkyndere. For den, som har fået meget givet, af ham skal man kræve des mere.
Vi skal være vore tilhøreres forbilleder. Det er rigtigt. Men hvor ligger faren snublende nær. Hvad der mangler i forbillede, erstattes af fortielse eller forstillelse. Og uden at vi selv har gjort os det klart, begynder vi at tro på det billede, vi giver andre af os selv. I egen bevidsthed glider vi lige så stille bort fra en levende erkendelse af, at vi selv er hjælpeløse og fortabte syndere, som er værdige til den evige fordømmelse. Dermed glider vi også bort fra syndernes forladelse som vores daglige livsbehov. Hvordan skal vi kunne forvente et åndeligt behov hos andre, når det er fortrængt hos os selv? Hvordan skal du kunne tale sandt og ret om syndernes forladelse, hvis dit eget hjerte ikke lever af nåden i Kristus?
Hvor er det vigtigt, at Herren får taget os til side, så vi møder ham på samme måde, som Moses gjorde det, Paulus gjorde det, Luther gjorde det og utallige med dem.
Vi trænger bestandigt til at føres tilbage til udgangspunktet, hvor vi står ribbede for alt vort eget som hjælpeløse og fortabte syndere. Da kan vi virkelig blive andre til hjælp. Da kan vi lede andre ind og frem på den nådevej, som vi selv går på hver eneste dag. Og da kan vi også tale om Guds nåde som andet og mere end teori.
Guds nåde
Hvor er det vanskeligt at få en anfægtet synder til at tro Guds nåde. Så længe nåden er en del af et teologisk system, er det ikke så svært. Men når loven anklager, da er det umuligt at forstå, hvordan Gud kan retfærdiggøre den ugudelige.
Men ved evangeliet og Guds Ånd kan det umulige ske: En synder kan komme til tro på det fuldbragte nådesværk. Men det sker ikke af sig selv. Der er heller ikke tale om mystik. Nej, det er evangeliet, der har denne iboende virkekraft i sig.
Derfor er det vigtigt, at Guds nåde og den uforskyldte frelse ikke bliver et slutpunkt i vores prædiken og undervisning, som vi kun ofrer meget kort tid på. Det må ikke være sådan, at når vi når til evangeliet, er det et sikkert tegn på, at prædikenen eller undervisningen er ved at være slut.
Det må være helt klart for os, at en synder ikke i sig selv har nogen evne eller kraft til at gribe evangeliet. Vi skal forkynde evangeliet til tro.
Gud må selv skabe muligheden for, at en synder kan tage imod. Han må skabe troen i hjertet. Det sker ved Helligånden. Åndens virke er uløseligt knyttet til Guds ord. Derfor er det afgørende, at tilgivelsens og nådens ord virkelig lyder. Der er forskel på, at et budskab nævnes, og at det i sandhed får røst.
Lov-kristne
Her står vi i en stadig kamp. Vi er præget af den medierende forkyndelse, hvor loven ikke får lov til at knuse, døde og tilintetgøre, og hvor evangeliet ikke lyder fuldtonende og frigørende i sin radikalitet.
Derfor har vi så mange iblandt os, som ikke bliver færdige med sig selv. De samler atter deres kraft og begynder igen. De længes, håber, strider, kæmper. Deres liv går med at forsøge at forbedre deres mislykkede kristendom.
Hvor findes der mange trætte, desillusionerede kristne! Det gælder også unge på vore bibelskoler. Min frygt er, at vi ofte hjælper dem på en forkert måde.
De er i virkeligheden lov-kristne. I begyndelsen af deres tid på skolen erfarer de en vældig glæde. De får orden på deres andagtsliv og får deres tanker vendt mod den bibelske verden. Bønnen får en langt større plads, end den har haft tidligere. Måske er de også med i evangelisationsgrupper, og de hjælpes ind i en vidnetjeneste.
Det er godt, hvis vore elever får et nyt forhold til bibellæsning og bøn på vore bibelskoler, men det er livsvigtigt, at det ikke hindrer dem i at komme til tro på evangeliet. Ja, Satan, der arbejder i en lysets engels skikkelse, kan bruge vores fromhedsliv, så vi ikke når frem til det altafgørende: forløsningen og glæden i Jesus. Mere end noget andet gælder det om, at vi gennem undervisning og prædiken skænker vores elever livet og glæden i Kristus.
Et andet forhold, som kan føre os på afveje, er det moralske skred, som vi er vidne til. Det virker langt ind i vore kristne sammenhænge. Det har gjort os utroligt moralsk bevidste. Mange kristne forældre er mere optaget af, at deres børn ikke skal synde, end af at de skal komme til tro på Jesus. Den holdning er livsfarlig. Den ender i farisæisme og katolicisme.
Vi skal fastholde, at vi ikke skal synde. Vi skal med lige så stor kraft understrege, at når vi synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus den retfærdige, og han er soning for vore synder.
Han er ikke vores talsmand, når vi beder, som vi skal, når vi læser hans Ord, som vi skal, når vi vidner, som vi skal. Jesus er en talsmand for os hos Faderen, når vi synder. Det står han inde for ved at være et sonoffer for os.
Det er ikke Guds mening, at vi skal blive så fromme og vellykkede kristne, så vi ikke længere behøver en frelser og forsoner for ugudelige. I dåben er vi begravet med Jesus, og dermed er vi løst fra vore synder, så vi ikke længere skal tjene synden. Samtidig skal det siges, at det er synden hos os, som gør nåden stor (Rom 5,20-21). Det alvorligste er ikke at have megen synd, men at mangle troen.
Vi har så let ved at mene, at vi skal være til lov og pris for det, som Guds Ånd udretter gennem os. Men det skal vi ikke. Vi skal være til lov og pris for nådens herlighed (Ef 1,6).
Det radikale evangelium
Vores naturlige tankegang viger tilbage for at forkynde evangeliet så stærkt, som Guds Ord gør det. Derfor har vi så megen afsvækket evangelieforkyndelse. Det gælder i sandhed om, at vi tager enhver mennesketanke til fange ind under lydighed mod Kristus. Vi må vove at forkynde evangeliet lige så stærkt, som Guds Ord gør det.
Jeg er bange for, at vi behandler Guds Ords mest frigørende og forløsende ord som teologiske problemer. Vores tanke er, at nu skal vi passe på, at nåden ikke misbruges og bliver en anledning for kødet. Før vi ved af det, har vi tappet evangeliet for dets kraft.
Hvis vi ikke har forkyndt evangeliet så frit, at det kan misbruges, har vi slet ikke forkyndt det.
Evangeliet er virkelig radikalt. Det er over al tanke og fornuft. Det har en styrke, der overgår alt andet. Det kan flytte en synder fra mørkets magt over i den elskede Søns rige. Det sker i Guds hjerte, og dermed er synderen retfærdiggjort i Himlen for Gud.
Men der sker også meget på jorden. Evangeliet flytter centrum fra mig til Jesus.
Hvilken befrielse er det ikke at blive løst fra sig selv! Hvilken gave er det ikke at kunne lægge alt sit eget bag sig! Ja at være løst fra det. I ham har vi forløsning, syndernes forladelse. Hvor hæmmet og bundet, jeg end føler mig, så er jeg alligevel løst og fri i Jesus.
Nåde-kristne
Guds nåde er forunderlig. Den er gammel. Den har sin rod og grund i Gud selv. Før verdens grundvold blev lagt, var den der, og så er den alligevel altid ny.
Nåden er kristenlivets kraft. ”Og nu du, mit barn! Hent kraft fra nåden i Kristus Jesus” (2 Tim 2,1, gl. oversættelse).
Når en kristen synder, så er det, fordi nåden ikke er hans kraft. Det er ikke nærværende for ham. Han lever ikke i den daglige bod, som driver ham til nådestolen. Derfor kan nåden ikke skabe had til synden i ham. Den kan ikke opdrage ham til at sige nej til ugudelighed og verdslige begæringer (Tit 2,12).
Vores store og afgørende kald er at gøre de mange unge lov-kristne til nåde-kristne.
Det er velsignet at være en nåde-kristen. Da er alt i ens liv inde under Guds nåde. Sådan var det i Paulus’ liv: ”Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves; jeg har arbejdet mere end nogen af dem, det vil sige ikke jeg, men Guds nåde, som har været med mig” (1 Kor 15,10).
Når nåden er nok for et menneske, da har det fuldt op. Da savner det intet. Det er som at være i Paradis.
Der hvor nåden bliver stor, lægges lovsangen ind i hjerterne, og tingene falder på plads. Vi vendes fra den problemorienterede kristendom, hvor vi som kristne skal tage stilling til alt muligt. Vi fyldes af frelsesfryd og jubel. Der er noget smittende og dragende over kristne, som ikke lovsynger, fordi det nu er det, man skal. Nej, de gør det, fordi deres synd er udslettet. Det anklagende skyldbrev med dets lovbestemmelser er naglet til korset. Der er ikke mere noget, der skiller mellem dem og Gud. Nåden dækker det hele.
Den ældre dames vidnesbyrd
Før jeg blev forstander på Luthersk Missions Højskole, var jeg gennem fire år præst i den danske folkekirke i et sogn i København. Da jeg kom til kirken, lagde jeg mærke til en meget bestemt, ældre dame. Hun kom kørende til kirken i taxa og var altid særdeles velklædt. Efter nogen tid fik jeg nærmere kontakt med hende. I forbindelse med nogle bibeltimer jeg holdt, fortalte hun mig, at Paulus kunne hun ikke lide.
En efterårsdag besøgte jeg hende, og da var der sket noget med hende. Gud havde givet hende et nyt syn, og det havde fået indflydelse på hendes forhold til Paulus.
Jeg husker, hvor glad jeg var, da jeg forlod hendes hjem. Solen skinnede både i naturen og i mit hjerte. Det var, som om Gud havde bekræftet mig i den gerning, jeg lige havde begyndt.
Efter nogen tid blev den gamle dame ramt af en hjerneblødning. Jeg var på hospitalet, men fik ikke nogen kontakt med hende, og efter tre uger afgik hun ved døden.
Denne gamle dame havde haft et stormfuldt liv. Tre gange havde hun været gift, men alle ægteskaber var endt med forlis. Nu var livet slut, og det endelige punktum var sat.
I forbindelse med begravelsen blev jeg kaldt ud til en datter fra et af ægteskaberne. Jeg husker situationen så tydeligt. Det var en søndag eftermiddag. Jeg kørte ud til et af de rige kvarterer i København. Datteren tog imod mig i døren og bød mig indenfor i sit smagfulde hjem. Hun fortalte mig, at der ikke var meget, jeg skulle bestemme, for hendes mor havde bestemt det hele. Hun havde bestemt, at jeg skulle tale ved hendes begravelse, hun havde bestemt salmerne og hvilken tekst, jeg skulle prædike over.
Og derefter sagde datteren: ”Så har mor bestemt én ting til. Hun har bestemt, at der under hendes navn på gravstenen skal stå ét ord, og det er ordet: Nåde.”
Så holdt datteren en pause, og lidt efter så hun på mig med et lynende blik og tilføjede: ”De skal vide, jeg hader det ord!”
Der blev helt stille i stuen. Det var, som om jeg i et øjeblik så Himlens herlighed og Helvedes afgrund for mig. Jeg så et gammelt menneske, hvis liv var slut. Bag sig havde hun et forspildt liv. Men ved afslutningen var der ét ord, som skulle følge hende. Det var ordet nåde. På gravstenen skulle hendes navn være knyttet til dette ene ord. Det ønskede hun at minde andre om, når de kom forbi hendes grav.
Over for mig havde jeg hendes datter. Hun var skilt fra sin mor ved den afgrund, som skiller Himmel og Helvede. Hvorfor? På grund af det ene ord, som hun hadede.
”Den, der arbejder, får ikke løn som en nådesbevisning, men efter fortjeneste. Den derimod, der ikke arbejder, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham regnes hans tro til retfærdighed” (Rom 4,4-5).
Lammets sang – allerede nu!
Hvor vi trænger til, at evangeliet kan slå igennem med kraft! Hvor vi trænger til elever på vore bibelskoler, som er nådekristne. Hvor vi trænger til selv at være det!
I evighed skal vi synge Lammets sang. Vi skal begynde den allerede her. Vi skal i vores undervisning male eleverne Kristus for øje som korsfæstet på en måde, så de aldrig glemmer Ham.
Det, som er afgørende, er ikke, at vi eller vores skole bliver tilbage i elevernes bevidsthed. Nej, det er Jesus, det drejer sig om. Det er ham og hans nådesværk på Golgata, som skal bemægtige sig hjerte og sind.
Sker det, står vi på tærsklen til en ny og vidunderlig tid. Da er det ikke os og vores, sindene er fanget af. Da er vi færdige med os selv, og vi kan med Paulus sige:
”Men jeg tillægger ikke mit liv nogen betydning, når bare jeg må fuldføre mit løb og den tjeneste, jeg har fået fra Herren Jesus: at vidne om evangeliet om Guds nåde” (ApG 20,24).
Fra bogen Det er troværdig tale, LMBE/Dansk Luthersk Forlag 1992. Let forkortet og opdateret.
1 Artiklen er fra bogen Det er troværdig tale, som er skrevet af forskellige lærere på Luthersk Missions Højskole, og udsendt af elevforeningen i 1992 til tidligere elever.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2023. Hele bladet kan læses her.