Løn som fortjent

Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere (Luk 15,18-19).

Hvordan kan jeg komme hjem?

Da den fortabte søn havde besluttet sig for at drage hjem til sin far, blev han også enig med sig selv om, hvad han ville sige til ham, når han kom hjem.

Det første, han beslutter sig for at sige, er, at han har syndet og ikke længere fortjener at kaldes hans søn.

I det ser vi, at han er klar over, at det ikke er helt godt fat med ham, og at han mener, at han ikke uden videre kan komme brasende hjem i denne tilstand.

Når mennesker bliver vakte og søgende efter Guds rige, så fyldes de nemt af de tanker, som den fortabte søn tænkte. De ser, at de ikke holder mål over for Gud, og at de ikke bare kan komme til ham, mens det er sådan fat med dem.

Den fortabte søn finder på en løsning: Når han nu ikke er i en tilstand, hvor han bare kan komme hjem, som han er, og være søn, så kan han da altid foreslå, at han får lov til at leve i sin fars hus som daglejer. En, som arbejder for at få lov til at være der.

Han vil altså foreslå sin far, at han får lov til at være i hjemmet på vilkårene, som vi kan kalde løn som fortjent.

Kræmmernatur

For mennesker, som søger Gud og længes efter at komme ind i hans rige, er det nærliggende at prøve at blive en kristen på de samme vilkår.

Hvordan kan det gå til, at du kan komme til at søge Gud på disse vilkår – løn som fortjent – som dog aldrig vil føre dig til Himlen?

Det kan det, når du er vakt og føler, at du ikke kan komme til Gud, sådan som du er. Så går det nemt sådan for dig, at du tror, du meget bedre kan komme til Gud, hvis du har et eller andet at komme med.

Hvis du nu kunne komme til Gud med det, at du har tænkt dig, at det skulle blive lidt bedre med dig: ”Jeg ved godt, jeg ikke holder mål, Gud. Men se, mit ønske er, at det skal blive så meget bedre med mig, at du skal kunne synes om mig, Gud, og at du til sidst vil tage imod mig.”

Her ser du menneskehjertets store nød. Menneskehjertet har en kræmmernatur. Menneskehjertet er af natur i opposition mod at få nåde. Menneskenaturen vil meget hellere gå lidt af vejen selv, for ikke at miste al sin værdighed, og så møde Gud dér med sine kræmmerforslag: ”Se, Gud, hvordan jeg har tænkt, det skal blive med mig. Nu må du synes om mig. Nu kan du ikke afvise mig.”

Hvorfor er det her så farligt?

Det er det, fordi nådens væsen er sådan, at nåden kun kan stå alene. Blandes den med andet, vil den straks miste det, der gør den til nåde.

De skridt, du tager for at møde Gud og nåden på halvvejen, for at blive mere værdig og for bedre at turde regne med frelsen, de skridt placerer dig uden for nåden.

Egentlig har du gennem disse skridt vist din mistillid til Gud og hans frelse, ved at du ikke har ladet nåden få lov til at være alene om at frelse dig.

Løn som en nådesbevisning

I romerbrevet kapitel 4, vers 4-5 står der: ”Den, der arbejder, får ikke løn som en nådesbevisning, men efter fortjeneste. Den derimod, der ikke arbejder, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham regnes hans tro til retfærdighed.”

Hvis du har et eller andet, som du skal have i orden, inden du tør regne med nåden, så arbejder du for frelsen og får efter fortjeneste. Men har du ikke andet at komme med til din frelse end at tro nåden, så skal du få alt uforskyldt.

Skal du møde Gud og få som fortjent – eller skal frelsen rækkes dig uforskyldt, fordi nåden var nok for dig nu?

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2015. Hele bladet kan læses her.

Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).

Lyd

Udgivet af

Peder Mikkelsen

Peder Mikkelsen, Lystrup, prædikant i Luthersk Mission.