Sange med hjertet
Nogle sange bliver til stor hjælp. Måske sætter de ord og billeder på lige netop min situation. Måske rummer de en forkyndelse eller et vidnesbyrd, som lige netop jeg har brug for. Så synger man med – af hele hjertet! I denne serie beder vi forskellige mennesker fortælle om en sang, der betyder noget særligt for dem – til trøst og opmuntring for os alle.
Et trøstebrev til dem, der bygger i mørket og dødens skygger. Det kunne være titlen på et brev afsendt af Jens Christian Hostrup, der blev født den 20. maj 1818 i København og i 1843 blev cand. theol. Han var digter og dramatiker og skrev i årene 1844-47 teaterstykkerne Intrigerne, En spurv i tranedans, og Eventyr på fodrejse, som alle blev opført på det kongelige teater. Han blev i 1848 gift med sin dødeligt syge forlovede, Henriette Mantzius. I 1854 blev han forlovet på ny og gift med Christiane Hauch i 1855. Samme år blev han præst i Silkeborg og fra 1862 i Hillerød. Efter nederlaget i 1864 digtede han salmer med trøstende og opmuntrende indhold. Julebudet til dem, der bygge har baggrund i tunge personlige sorger og sygdom, som tvang ham fra embedet i 1881. Han døde på Frederiksberg den 21. november 1892.
Sangens grundtone
Julebuddet, evangeliet, er beskrevet i Joh 3,16: For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Et budskab til alle årstider, mørke såvel som lyse, uanset om du har tunge og mørke tanker eller ej. Det gælder året rundt, til jul, påske, og pinse – ja til alle dage, som du er på denne jord – og det gælder ind i evigheden.
De første to linjer i vers 1 kunne meget vel være inspireret af Zakarias’ lovsang i Luk 1,78-79: Solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.
Har du solopgangen fra det høje, Jesus, i dit hjerte, så er du et lykkeligt menneske. Selvom du befinder dig i mørket og dødens skygge, så er du kommet ind på fredens og frelsens vej.
Og han kom og forkyndte fred for jer, der var langt borte, og fred for dem, der var nær. For gennem ham har både vi og I i én ånd adgang til Faderen (Ef 2,17-18).
Grundtonen i sangen er, at der er et lys, som mørket og døden aldrig nogensinde får bugt med. Det er et lys, der afslører alt i vort liv. Det er Guds Ord, som er dommer over hjertets tanker og meninger, men det er også et frelsens lys, som opretholder dit liv i Kristus.
I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskenes lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke (Joh 1,1-5).
Julebuddet til dem, der bygge har fire vers. I det følgende vil jeg fortælle om, hvorfor sangen ikke blot er blevet min ”juleyndlingssang”, men en sang jeg glæder mig over året rundt. Herunder følger de enkelte vers med kommentarer.
Vers 1: Til dem, der bygge
Julebuddet til dem, der bygge
her i mørket og dødens skygge,
det er det lys, som aldrig slukt,
jager det stigende mulm på flugt,
åbner udsigten fra det lave,
trøster mildelig mellem grave.
Enhver, der er frelst ved forløsning i Jesu blod, har påbegyndt et åndeligt byggeri, hvor Helligånden er bygmester. Grundtvig udtrykker det sådan: I er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene. Det byggeri består i, at han, Jesus, bør vokse, og vi blive mindre. Samtidig er det et byggeri, hvor vi skal vokse. Men vi skal ikke vokse os store i os selv – vi skal vokse op til ham, som er hovedet, Kristus (Ef 4,15). Det er et dagligt byggeri, hvor Jesus er hovedhjørnestenen og fundamentet. Byggematerialet er Guds Ord. Et byggeri, som Gud vil, skal være synligt for de ufrelste, som du omgås. Dit vidnesbyrd og et Guds kald til frelse for den åndeligt døende verden.
Jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst (ApG 2,46-47).
Vers 2: Gud Faders varme ånde
Julebuddet i vinterens vånde,
det er Gud Faders varme ånde,
menneskefaldet til frelse vendt,
menneskets adel på ny erkendt,
hjertets ret til at kæmpe og vinde
evig fastslået, trods hver en fjende.
Evangeliet er til dig, der klager over dit liv og har et hårdt og ubodfærdigt hjerte, der ikke af sig selv søger frelse og hjælp fra Gud. Et hjerte, der er som is, og det eneste, som kan smelte det, er Gud Faders varme ånde, Helligånden. Det er at blive frelst, når hele din syndeskyld ”smelter” bort og flyder ud i syndsforladelsens hav, og du fyldes af Guds nåde og sandhed. Hjertets ret til at kæmpe og vinde, ja vinde i kraft af Jesu sejr over synden i dit liv. En sejr, som du kun kan få del i ved at være iført Guds fulde rustning, retfærdigheden og frelsen i Jesus.
Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle den Ondes brændende pi-le. Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord (Ef 6,16-17).
Det er ikke jer, der skal kæmpe; I skal blot stille jer op og blive stående, så vil I se Herren frelse jer (2 Krøn 20,17).
Vers 3: Fred på jorden
Julebud under storm og torden
melder og giver fred på jorden,
fred til at stride vor strid med mod,
fred til at vente på enden god,
højt under medbør og dybt i sorgen,
fred for både i går og i morgen.
Evangeliet melder og giver fred på jorden for enhver menneskesjæl, som vil tage imod den – Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus (Fil 4,7). En hjertets fred, der er uforanderlig trods alle vanskeligheder, prøvelser og nederlag.
Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst (Joh 14,27).
Vers 4: Glæd dig da kun
Julebuddet til dem, der græde,
det er vældet til evig glæde.
Glæd dig da kun, du menneskesjæl,
stinger end ormen endnu din hæl.
Favn kun trøstig, hvad Gud har givet,
løft dit hoved, og tak for livet!
Evangeliet om, at Jesus kom til verden for at frelse sønderknuste hjerter udfolder netop sin kraft helt gennem tårer og magtesløshed. Glæd dig da kun (…) stinger end ormen endnu din hæl.
Og du må spørge, som der står i en anden sang: ”Hvorfor skal jeg sørge, jeg har jo en ven” – og i omkvædet: ”Han går ved min side, han leder min gang, og træt er han aldrig som jeg. Og nådig han vogter mig livsdagen lang, han sviger ej, svigter mig ej” (fra Åndelige Sange og Salmer 1968). Det giver næring for dit hjertets lovsang til Gud, selvom det kun er en svag afglans af den himmelske lovsang.
Halleluja! Herren vor Gud, den Almægtige, har taget magten, lad os glæde os og juble og lovprise ham, for nu skal Lammets bryllup stå, og hans brud har gjort sig rede, hun har fået givet at klæde sig i lysende rene linnedklæder (Åb 19,6-8).
”Favn kun trøstig, hvad Gud har givet.” Den fortabte søn gik i sig selv, men længe inden han besluttede sig for at vende tilbage til sin far, gik denne ham i møde, og så gjorde han det, som står i sangen: ”Kast dig i frelserens arme, læg dig til ro ved hans bryst.”
”Løft dit hoved, og tak for livet!” De løftede deres hoveder og så på kobberslangen i ørkenen, og de blev frelst. Du behøver ikke, i åndelig forstand, at gå med hovedet bøjet på grund af din synd og elendighed, når du af hjertet har bekendt dine synder. Derfor: Se op, og se på din Frelser. ”Se, se, se og lev! Der er liv i et blik på det blødende Lam, der er frelse, o synder, for dig!”
Kort før Jesu genkomst skal folk gribes af angst og rådvildhed og gå til af skræk og frygt for himlens kræfter, men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig (Luk 21,28).
Amen, og lov og pris og tak og ære være Ham, som sidder på tronen, og Lammet!!
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2022. Hele bladet kan læses her.
