Lovsangstoner I
Udgivelsen af den nye Lovsangstoner i december 2020 er anledning til, at vi i denne serie går igennem sangene forfra, emne for emne. At læse eller synge sig igennem en sangbog er som en lang og opbyggelig vandretur med kristne brødre og søstre fra fortid og nutid. Alle styrker og hjælper de os med deres vidnesbyrd, deres sjælesorg og formaning, så vi ikke skal gå alene.
Formålet med at synge
Jeg vil i denne serie af artikler med udgangspunkt i den nye Lovsangstoner ikke gennemgå enkeltsange, men forsøge at trække nogle fællestræk frem fra sangene, sådan som de står i sangbogen inden for deres emner. Mit håb og min bøn er, at vi derigennem må få øre for den lovsangstone, der har båret den kristne menighed siden kirkens første tid – og forhåbentlig vil vi kunne glæde os endnu mere over at synge sangene sammen, når vi mødes!
Paulus skriver til kolossensermenigheden: ”Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud” (Kol 3,16).
I forhold til hvordan vi ellers normalt tænker om sang i menigheden i dag, er det bemærkelsesværdigt, at Paulus kæder menighedens sang sammen med ord som ”undervisning” og ”visdom”.
Undervisningen og visdommen er vel det, der kommer fra prædikestolen, når Guds ord forkyndes – og i sangene har vi lovprisningen som ”svaret” på denne forkyndelse? Sådan er det almindeligt at tænke i dag, men sådan tænkte Paulus ikke om de sange, vi synger sammen i menigheden, og sådan har kristne sangskrivere gennem kirkens historie heller ikke tænkt, når de gennem deres sange har forkyndt og vidnet om frelsen i Jesus.
Sangene i menigheden har først og fremmest tjent til bevarelse i troen, til opbyggelse og sjælesorg for den kristne. Og netop derfor har sangene også tjent som et kald til det menneske i menigheden, som ikke ejede troen på Jesus. For her i sangene var der et vidnesbyrd og en tone, som ingen uden for troen kunne forstå og synge med på af hjertet. Det blev klart: Her er noget, jeg står udenfor. Her er noget, jeg mangler. Jeg kan umuligt synge det her ”med tak i hjertet til Gud”, for det er noget, jeg ikke begriber og ikke finder nogen glæde og mening i.
De kristne sange flyder i deres væsen ud af Guds ord og sangskriverens møde med det ord. Derfor rummer sangene i deres vidnesbyrd og forkyndelse også den ”undervisning” og ”visdom”, som ikke er nogen visdom i verdens øjne, men som er en kraft for Guds folk. Og derfor er der al god grund til at blive stille for, hvad vi synger, og lade sangskrivere fra nær og fjern, fra fortid og nutid, komme til orde og tale til vores hjerter om det, der er afgørende vigtigt, for at vi skal nå hjem til den evige lovsang i Himlen.
En forundret glæde
Den første sang i Lovsangstoner begynder med udsagnet: ”At jeg er frelst, det er en gåde!”
At det er blevet sådan, er ikke en beslutning, sangbogsudvalget har truffet. Sangene står bare i alfabetisk orden inden for deres emner. Men der er næppe noget udsagn, der er mere rammende for den tone, der bærer sangbogens vidnesbyrd fra start til slut. Og der er næppe noget, vi som brødre og søstre i Herren, alle vores forskelligheder til trods, bedre kan synge med på med et ”amen” som genklang dybt i hjertet.
År for år uddybes denne erfaring i livet med Jesus mere og mere: At jeg er frelst …! Dét er den største gåde. Som ung og ny i troen forstår man noget af det. Men mange vil erfare, at der er en vej, vi som Jesu disciple skal gå, og en skole, som vores Far vil tage os i, gennem hele det kristne liv, som indebærer, at vidnesbyrdet kan aflægges med større og større vægt og betydningsfylde: ”Jeg tror det, dog jeg fatter ej, han elsker syndere som mig!” (20).
I begyndelsen havde vi måske en vis fortrøstning i kampen mod synden: Det må lykkes engang! Engang – når jeg er blevet en mere voksen og erfaren kristen. Engang – når jeg har løbet ungdommens horn af mig og bedre kan styre mig. Engang – når jeg har fået bedre styr på min bibel og mit andagtsliv. Så vil det også være bedre med mig. Indtil da må jeg kæmpe!
Men så kommer erkendelsen – gradvist. Fik jeg overvundet én synd, så kom der bare en ny og endnu værre. Den rute mod stjernerne, mit kristenliv efter planen skulle tage, den blev en rejse dybere og dybere ned i pløret. Og det værste af det hele: Skyldfølelsen og angeren over min synd blev mere og mere tør – hvis den overhovedet dukkede op. Hvor kold og fuld af synd har man lov til at være – og samtidig kalde sig en kristen?
At jeg er kristen …
Vilhelm Birkedal vidner om denne rejse fra begyndelsens lyse og håbefulde tro til den modne og prøvede tro, der har været igennem Guds skole med Åndens tugt. Det gør han i sangen ”Jeg så ham som barn” (34).
I vers 1 skildres den trygge barnetro, i vers 2 ungdommens idealisme. Og så kommer det i vers 3: ”Jeg så ham som mand i den modnede sommer, da synderen skjalv for den hellige dommer, da hjertet slog tungt, og min isse var sænket, og dødstanken strengt havde livsmodet lænket.”
Men pensum i Guds skole stopper ikke ved den forfærdende indsigt i sit eget hjerte. Åndens tugt vil ikke bare slå og slå. Der er noget, vi skal se – og se igen! Der er noget, vi skal grundfæstes i. Det synger Vilhelm Birkedal om fra vers 4: ”Først da fik jeg kende hans salige nåde, først da løstes korsets, forargelsens gåde.”
”Livet med Jesus” hedder det første afsnit i Lovsangstoner. Og det liv med Jesus, vi får skildret her gennem sangene, er først og fremmest et liv, hvor den forundrede glæde over, at evangeliet virkelig gælder for så kold og hård en synder som mig, bliver erkendt og grundfæstet.
Derfor lyder igen og igen det vidnesbyrd med forundring og glæde:
”Af alle Guds undere bliver hans kærlighedsunder dog størst” (13).
”Guds barn jeg er! Forundret jeg endnu det siger. Guds barn jeg er – o Gud, er det sandt, hvad jeg siger? Ja, Gud, du jo selv sådan siger. Guds barn jeg er! Guds barn jeg er! Forundret og glad jeg det det siger” (18).
”Jeg er frelst, o hvilken nåde! Nåde over nåde. Jeg er frelst, o hvilken gåde! Nåde over nåde. Tænk, al min synd har Jesus sonet! Til sin brud har han mig kronet. Jeg er frelst, o hvilken nåde! Nåde over nåde” (28).
”Jeg ved ej, hvorfor Himlens Gud så nådig mod mig var og, selvom jeg uværdig er, i Kristus er min Far. Men jeg ved, hvem jeg har sat lid til …” (36).
”O hvilket under, han elsket mig har, just som jeg var!” (41).
”Under, over alle andre, alt tilgav han mig engang” (52).
”Udvalgt i Kristus – jeg fatter det ej! Jesu forsoning den gælder for mig!” (54).
Elendighedstonen
Hele denne forundrede glæde har sit udspring i den erfaring, Vilhelm Birkedal beskrev; en erfaring af sin egen hjælpeløshed og dybe synd, som kan tage sig ganske forskellig ud fra personlighed til personlighed, men som ikke desto mindre er en fælles erfaring, vi som kristne har del i. Vi synger det med hver vores baggrund og med forskellig dybde i erkendelsen, men fra enhver kristens hjerte lyder der et ”amen” som genklang til bekendelsen: At jeg er frelst, det er en gåde.
Man taler undertiden om ”elendighedstonen” som noget negativt; som et usundt og pietistisk sort syn på os selv, der er en del af vores åndelige arv, som vi skal gøre op med. Den er ikke god for vores selvværd. Vi bør i stedet fokusere mere på, at vi er Guds kære børn.
Men det er en falsk modsætning. Vi styrkes ikke i glæden over at være Guds børn ved at tale mere positivt om os selv. Vi styrkes i glæden over at være Guds børn netop ved i vores daglige kamp mod synden at erkende, hvor elendigt det står til med os – og derfor med så meget større tak og glæde bekende os til Jesus som vores eneste håb.
Tager man elendighedstonen væk fra vidnesbyrdene, tager man også forundringen væk fra den glæde, vi taler om. Tilbage bliver en glæde uden dybde og rødder. En glæde, der snart kan blæse omkuld, når det trækker op til storm.
Nej, når vi taler og synger om den virkelighed, at vi er Guds børn for Jesu skyld, så må vi gøre det med forundring – den forundring, der udspringer af, hvad vi har lært om os selv og vores synd. Den levende og kæmpende tro ånder frit, når den får lov til at synge og bekende sandheden om sig selv, som den er – og i samme åndedrag glæde sig over den uforskyldte frelse i Jesus:
”Selv er jeg intet værd! Hvad Jesus mig har givet, gør mig for Gud så kær” (4).
”Jeg taber mig helt i hans kærlighed stor, skønt ringe, uværdig” (12).
”Og dog vil sin broder han kalde mig fattige synder, som tror” (13).
”Hos ham jeg vil mig og min usselhed skjule” (34).
”Synden og tvivlen er hele min ære, han dog min frelser bestandig vil være” (41).
”Selv er jeg intet, Jesus mit alt … Han er min glæde, han er min sang” (51).
”Intet jeg magter at gi ham igen. Nåden i Kristus, den gælder dog end. Uforskyldt tar han mig synder i favn. Trygt jeg mig skjuler i Frelserens navn” (54).
Meningen med livet
En anden ting, der går igen i vidnesbyrdene fra dette afsnit i sangbogen, er det klare før og efter, der er i et menneskes liv, når det får lov til at se Jesus som sin frelser. Mange af sangskriverne fortæller om den store glæde, de har fået lov til at erfare, da de kom til tro, og hvordan det at blive kristen er et helt nyt liv.
Det er ikke et nyt liv i den forstand, at der ikke længere er synd, og at man er blevet et supermenneske. Men det nye liv er først og fremmest kendetegnet ved en hidtil ukendt fred:
”Engang leved jeg for verden, fandt dens lyst og glæde tom, kendte dog ej bedre dage, før min frelser hvisked: Kom! Underfulde, dybe fred, som nu fylder sjæl og sind, aldrig kendte jeg den, før jeg min Jesus lukked ind!” (15).
”Engang som en jaget due, som en såret hjort jeg var; men et sygt, fortvivlet hjerte Jesus aldrig bortvist har” (52).
”Jeg var tabt, men Jesus fandt mig på min vandring uden fred, bar mig til sin fold og bandt mig fast til sig i evighed” (38).
”Indtil jeg fandt det kildespring, gik jeg på tørre veje, jeg søgte trøst i mange ting, de kunne ej fornøje den sjæls-attrå, som i mig lå, enddog jeg ikke tænkte på at søge til det høje” (26).
”Jeg kan mindes en tid i mørke, ingen mening med livet jeg så; men da hørte jeg sangen fra Jesus, og han viste den vej, jeg skal gå. Han er min sang og min glæde, han er min Herre og Gud. Jesus, i dine hænder jeg hviler, til livet er slut” (32).
Tankevækkende er det, hvor radikalt negativt livet uden Jesus beskrives.
Tiden før Jesus var fredløs og fyldt af en ”sjæls-attrå”, en dyb længsel, som endnu ikke var blevet stillet. Det kan beskrives som et liv på flugt, et tomt, tørt og meningsløst liv, et liv i mørke.
Andre sange taler om omvendelsen til Jesus som det at ”komme hjem” (9) eller ”komme i havn” (46), underforstået at livet før var et omflakkende og hvileløst liv.
Vi har også udsagn som:
”Al verden har kun smerte” (26).
”Jeg var død, men nu jeg lever” (30).
”Jeg var bundet hårdt og slemt i sjælefjendens vold, men Jesus kom og bar mig hjem til Zions fårefold” (22).
Hvad skal man tænke om sådan nogle udtryk? Er de ikke lidt overdrevne? Er de ikke lidt for sort/hvide? Er det virkelig sådan, at livet før omvendelsen var helt forfærdeligt – og at livet efter omvendelsen bare er helt vidunderligt?
Vi må ikke misforstå vidnesbyrdene.
For det første er det vigtigt at tænke på, at selvom mennesker, der lever uden Jesus, alle har et behov for det, som evangeliet vil give, så er det ikke et erkendt behov. Som en af sangene udtrykker det: ”Kendte dog ej bedre dage.” Men der kan komme en ufred ind i dette uforstyrrede liv – og den ufred kommer i mødet med Guds kald.
Derfor er det så vigtigt, at kaldet lyder – også i dag! Der må og skal lyde forkyndelse og vidnesbyrd også i dag, som kalder på den, der lever uden Gud, og viser: Der er noget her, som du står udenfor! Der er et liv her, som er for dig, men som du endnu ikke har!
Der hvor skellet mellem kristne og ikke-kristne utydeliggøres eller helt usynliggøres, der lyder der ikke noget kald, og der kommer mennesker ikke ind i vækkelsens ufred. Der hvor mørket er lys, og lyset er mørke, vil ingen sejler heller få øje på fyrtårnet, der leder ind i frelsens trygge havn.
For det andet må vi forstå freden rigtigt. Den fred, der synges om, er milevidt fra de falske reklamer om et nyt liv i balance og harmoni, som diverse selvhjælpsguides og meditationsmetoder lokker med.
Den kristnes fred er dybest set et nyt perspektiv på livet. Når du kommer til tro på Jesus, kommer du også til at se sandt på din egen situation. Du ser nemlig nu, at hele livets mening er at nå hjem til Himlen. Du ser, at din ”livskvalitet” ikke bestemmes af, hvordan det går op og ned med din sindstilstand her på jorden. Du ser, at du kun lever her på jorden i kort tid som en fremmed. Du er kun her på jorden som turist i en uges tid. Og så kan den uge være med sol eller regn eller en blanding, og det kan være surt eller dejligt, mens det står på – men dit liv afhænger ikke af det. Dit liv og dit hjem er et andet sted. Dit borgerskab er i Himlen. Og det er først og fremmest dét, din fred er bundet op på.
”O dybe fred, o stille ro, Gud selv vil i mit hjerte bo. At leve, det er Kristus her, og døden selv en vinding er. Halleluja, min sjæl er fri, min trællestand er nu forbi. På land og hav min sag er klar, hvor Jesus er, jeg Himlen har.”
Enkelt og dybt
Det har slået mig, at selvom mange af vidnesbyrdene umiddelbart er meget enkle og letforståelige i deres udtryk, så rummer de også en stor, bibelsk dybde. Og jeg tror, det er denne dobbelthed, der giver sangene deres slidstyrke, og som gør, at de kan synges af mennesker i forskellige livssituationer og med forskellige personligheder.
Som et eksempel kan vi tage sangen ”Du kommer, Jesus, til mig ind”. Den kan umiddelbart lyde så enkel, at det nærmer sig det lyserøde:
”Du kommer, Jesus, til mig ind, og så er solen tændt, så flygter skyggen fra min kind, og hvert et savn er endt (…) Og alle storme tier brat, og tvivlen går til ro (…) Så hviler jeg, hvor før jeg stred, og takker, hvor jeg tav” (10).
Nogle mennesker kan umiddelbart synge med på det – i al enkelhed. Andre har vanskeligere ved det, fordi de ikke synes, det er deres oplevelse, der beskrives i sangen.
Men hvad ligger der egentlig i, at ”Jesus kommer”? Her – som så mange andre gange – kan det være godt at nærlæse sangen og arbejde mere med den, end man måske kan, når man sidder i en mødesal og synger den igennem.
Der er to måder at læse dette ”du kommer” på – og begge måder anvendes i sangen. I de første fem vers møder vi det som troens erfaring: ”Du kommer som den første nat, da du mig gav min tro.” I sidste vers møder vi ”du kommer” som noget, der gælder Jesu genkomst – eller mødet med Jesus i dødens øjeblik: ”Du kommer, Jesus – om ej før, så når jeg skal herfra.”
Det er bemærkelsesværdigt, at vi hele vejen gennem sangen får en skildring af, hvad der sker, når Jesus kommer, som en – ikke lyserød og overdrevet – men direkte paradisisk glæde. Den nye jord er jo ifølge Guds ord der, hvor solen er tændt, hvor skyggen flygter fra min kind, hvor hvert savn er endt osv.
Men netop dette er, hvad vi kan se med troens øje allerede i det nuværende liv: at alt dette herlige gælder mig – her og nu. Allerede nu kan jeg i troen gribe den herlige trøst, at Jesus har overvundet alt det onde. Og når jeg får lov til at se det, kan jeg vidne om, at ”trængslerne, som mig har skræmt, er ikke trængsler mer” (v.5).
Vores erfaring af paradisets fred her på jord er først og fremmest knyttet til, at Jesus kommer til os gennem sit ord og viser os den sande virkelighed: at vi er himmelborgere, vi er kongebørn med Gud som far og Jesus som vores ven. Hvad kan da skade os?
Når vi får det lys over sangen, kan vi se, at den ikke taler om et let og problemfrit liv som kristen. Tværtimod kender sangens forfatter i høj grad til storme og skygger, til tvivl og strid og trængsler. Men han ser frem til udfrielsen, lever i håbet; og når Jesus kommer i sit ord – når han får nåde til at se på sit liv med troens blik – ser han, at han dybest ser allerede nu er udfriet og allerede nu er sat med Jesus i Himlen (jf. Ef 2,6).
Troens frimodighed
Når vi ser efter i sangene om ”livet med Jesus”, vil vi få at se, at også det er en grundtone: Sangenes forfattere synger med troens frimodighed. Det gør de ikke for at fremhæve sig selv som troskæmper, eller for at vi, når vi er i tvivl og anfægtelse, skal tage anstød af den enkle og trygge glæde i Jesus, fordi vi ikke selv ejer den. Nej, de synger ud af troens frimodighed, netop for at minde sig selv og os om, hvad vi som kristne brødre og søstre altid ejer i Jesus – både når vi kan se det, og når vi ikke kan se det.
Og er der noget, vi som kristne har brug for som sådan nogle påmindelser fra medkristne, der har levet og kæmpet, nøjagtig som vi, men har fundet trøst og kraft i Skriftens ord?
Nogle gange er kampen tydelig som baggrund for troens frimodige bekendelse:
”Lad hele verden briste, min Jesus er ved magt” (4).
”Det ene, der bær, når alting andet vakler, det er Guds nåde og barmhjertighed” (7).
”Frelst i min Jesu arme fra min bekymringshær” (16).
”Med den usynlige altid for øje vil jeg lig Moses i tro holde ud; tidens bedrøvelser agter jeg føje imod den evige glæde hos Gud” (21).
”I frelsernavnet Jesus er al min salighed, min trøst i syndenøden, den hjælp, jeg ene ved. Det er den faste klippe, skønt bølgen mod den slår” (25).
”Ak, måtte jeg nu idelig ved dig, min Jesus, hænge! Ak, måtte kun min sjæl i dig sig daglig dybt indtrænge. Så fik jeg fred, så fandt jeg sted for duens trætte fodefjed, enddog det vared længe” (26).
”Skyer skjule kan min himmel, sorg og smerte tit mig når, men i alle trængslers vrimmel Jesus ved min side går” (38).
Andre gange er kampen mindre tydelig – som for eksempel i sangen: ”Der er solskin i min sjæl i dag” (6). Men selv i sådan en glad og enkel sang, er det ikke menneskelig ubekymrethed, men troens frimodighed, der taler, så også den anfægtede og tyngede kan synge med. For hvor kommer solskinnet i sangen kommer fra? Det kommer ikke nødvendigvis fra, at jeg har det godt og problemfrit. Nej, begrundelsen for sangens glæde kommer med to gange thi: ”Thi Jesus er mit lys” (vers 1) og ”thi Jesus i mig bor” (vers 3).
Enkelt og dybt: Uanset hvordan jeg har det, får jeg lov til med troens frimodighed at synge om den glæde, jeg ejer i Jesus! Og kødet protesterer, men Ånden, som også bor i mig, glæder sig over at få lov til at synge frimodigt om det, der er min virkelighed ifølge Bibelens ord.
Lovsangstonen
Klangen i de mange forskellige vidnesbyrd har én fælles grundtone, som er: glæden og taknemligheden over Jesu kors:
”Jeg stiller mig ved korsets fod, og der jeg bare tar imod alt det, som Gud vil give (…) Tak, Jesus, tak for Golgata” (19)
”Til det gamle ærværdige kors, til det mægtige kors vil jeg fly og på knæ ved dets blodstænkte fod, søge nåde og frelse på ny” (24).
”Jeg knælede stille ved korsets fod – så bitre tårerne flød – da så jeg mig selv med et iskoldt sind, en synder i dybeste nød (…) Han bøjede hovedet mod mig tyst, den blege, korsfæstede mand, og sagde: I dag skal du være vist med mig i de levendes land” (35).
”Jeg har kostet Jesu dyrebare blod og den hårde møje, han for mig udstod, derfor er jeg altid tækkelig og ren, ja, jeg er Guds egen øjesten” (43).
”Når snart på jorden min vandring er endt, har jeg et håb i mit sind, at jeg af nåde og helt ufortjent skal til Guds herlighed ind. Og det på grund af hin herlige dag, da jeg til korset fandt vej (…) Da jeg ved Golgata al min skyld fik tvættet af, da kendte jeg en jubel i min sjæl” (48).
Korset er og bliver centrum for sangen i den kristne menighed!
For her ved korset bliver jeg stille for syndens alvor (”da så jeg mig selv med et iskoldt sind”); men her må jeg også modtage nåden og freden fra ham, der døde for netop mine synders skyld (”da jeg ved Golgata al min skyld fik tvættet af, da kendte jeg en jubel i min sjæl”). Disse to ting – sammen – møder vi ved korset.
Og det er jo ret beset en underlig lovsang, der fødes her. For lovsangen ved korsets fod er altid uløseligt knyttet sammen med erkendelsen af min egen dybe synd og hjertets fordærv og fjendskab mod Gud.
Derfor er lovsangen heller ikke noget fint og flot. Det er ikke en præstation og en Simon Peter-agtig, selvtillidsfuld kærlighedserklæring til Jesus. ”Lovsangstonen” høres i svaghed og skrøbelighed:
”Og høres lovsangstonen på min vej, det er et svar på nådens ord fra dig. Så svag en genklang af din kærlighed, som er det største, jeg på jorden ved” (27).
”Jeg vil synge en sang om Jesus, mens jeg vandrer på denne jord, men engang skal den klinge langt bedre end her, når jeg synger i englenes kor” (37).
Samtidig er det sandt, at det netop er denne svage lovsang med tak for syndernes forladelse i Jesus, der kommer til at give genlyd på den nye jord til tusinde harpers drøn: ”Jeg vil prise ham, som døde korsets bitre død engang. Og når jeg ham snart skal møde, klinge skal den samme sang” (38).
Selvom sangen lyder her i svaghed og skrøbelighed, så er det dén lovsang, der har båret den kristne menighed frem til i dag, og det er den, der holder ind i evigheden.
Korsets store gåde
En sang (50) kan sammenfatte det hele:
Den forundrede glæde: ”O, tænk hvor stort, at jeg har smagt Guds nåde, må tro, at han min synd har helt forladt. Jeg skuer ind i korsets store gåde, og dagen afløst har den mørke nat.”
Skellet mellem før og efter: ”O, tænk hvor stort, nu har jeg fundet hvile, mit sind er lægt og fyldt de dybe savn. På Herrens løfter nu jeg glad kan ile mod målet frem i min genløsers navn.”
Troens frimodighed gennem trængslerne: ”O, tænk hvor stort, mit liv er i Guds hænder, hvad end der sker, mig intet skade kan. Det onde til velsignelse han vender, og jeg er tryg, skønt gæst i fremmed land.”
Og så i vers fire vender vi tilbage til den forundrede glæde igen med en nøjagtig gentagelse af vers 1, på nær én linje: ”må tro, at han min synd har helt forladt” er blevet udskiftet med ”i liv og død han er min fred, min skat”.
Rammen om lovsangen og vidnesbyrdet er korsets store gåde – at jeg må tro, at jeg, sådan som jeg er, ejer syndernes forladelse; at Jesus i liv og død er min fred, min skat.
Så må jeg også få lov til at række dette vidnesbyrd til andre som Paulus: at når en som jeg har fundet nåde – så er der også nåde for dig!
”Glad jeg til de andre vinker, som jeg kan: Kom med os at vandre til det frie land” (11).
”Nu vidner jeg glad om hans sejer, at alle må se ham som jeg. Alle, alle skal se den herlige frelser, jeg ejer, ham alle, alle skal se” (13).
For Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største. Men netop derfor fandt jeg barmhjertighed, for at jeg kunne være den første, Kristus Jesus viste hele sin langmodighed på, til eksempel for dem, der skal komme til tro på ham og få evigt liv. Evighedernes konge, den uforgængelige, usynlige, eneste Gud være ære og pris i evighedernes evigheder! Amen. (1 Tim 1,15).
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2021. Hele bladet kan læses her.
