Alle mennesker kender til lidelse – nogle mere end andre. Alle kender vi til fysisk smerte, for eksempel når vi har brændt os eller forvredet foden. Den smerte, som vi kan opleve i relation til andre mennesker, enten når vi har gjort noget forkert mod en anden, eller når en anden har gjort noget forkert mod os, er også noget, som alle kender til i et eller andet omfang.
Nogle mennesker bliver udsat for hårde lidelser som for eksempel alvorlig fysisk eller psykisk sygdom, svære handicap osv. I de situationer kan vi ofte blive mødt med spørgsmål om, hvorfor dette sker for mig – og hvilken trøst kan der være for mig? Disse to spørgsmål er emnet for denne artikel.
Først vil vi se på, hvad Bibelen siger om, hvorfor vi som mennesker lider. Dernæst vil vi se på, hvilken trøst Bibelen har at give til troende mennesker, som lider.
Lidelsen og dens årsager
Da Gud skabte verden, var alt godt. Gud beskriver det selv sådan i 1 Mos 1,31, hvor der står: ”Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.”
Første gang vi hører om lidelse i Bibelen, er i forbindelse med det bud, som Gud giver til Adam, efter at han har skabt ham. Gud sætter Adam i Edens have og giver ham følgende bud: ”Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!” (1 Mos 1,17). Her møder vi en vigtig sammenhæng, når det kommer til at forstå, hvorfor der er lidelse i verden, nemlig sammenhængen mellem synden, som er ulydighed mod Guds bud, og døden. Denne sammenhæng finder vi også andre steder i Bibelen, for eksempel i Rom 5,12, hvor der står: ”Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden.” Så længe Adam og Eva levede i lydighed mod buddet om ikke at spise af kundskabens træ, befandt de sig i en velsignet verden, hvor alt var godt, og hvor der ikke var nogen død og lidelse. Men overtrådte de Guds bud, ville døden komme ind i verdenen.
I 1 Mos 3 hører vi så om, hvordan slangen fristede Eva til at spise af frugten fra kundskabens træ. Adam, som var hos Eva, greb ikke ind over for dette, og da Eva tilbød ham frugten, spiste han af den, jf. 1 Mos 3,1-6. Dermed var synden, ulydigheden mod Gud, kommet ind i verden. Da Gud har konfronteret mennesket med dets overtrædelse (1 Mos 3,8-13), udtaler Gud sin dom over mennesket:
”Til kvinden sagde han: ”Jeg vil gøre dit svangerskab plagsomt og pinefuldt, i smerte skal du føde børn. Du skal begære din mand, og han skal herske over dig.”
Til Adam sagde han:
”Fordi du lyttede til din kvinde og spiste af det træ, jeg forbød dig at spise af, skal agerjorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage. Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig, og du skal leve af markens planter. I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal du blive” (1. Mos. 3,16-19).
Dommen over mennesket som følge af dets synd er altså ikke bare, at døden kommer ind i verden, sådan at livet slutter en dag. Nej, selve livet bliver nu lidelsesfuldt; der bliver møje og besvær forbundet med at skaffe sig det daglige brød, og der bliver smerte forbundet med at føde børn.
Vi ser altså, hvordan mennesket går fra at leve i en verden, hvor alt er godt og til at leve i en verden, hvor der er død og lidelse. Og årsagen til, at døden og lidelsen kom ind i verdenen, er menneskets synd, dets ulydighed mod Guds bud. Lidelsen og døden rammer mennesket som konsekvens af dets synd. Sådan er det også med os. Når vi oplever lidelse, skyldes det således dybest set, at vi ligesom Adam og Eva er syndere.
Dette skal ikke forstås sådan, at der altid er en konkret sammenhæng mellem de lidelser, vi oplever, og de synder, vi har begået, sådan at vi kan sige: ”Jeg lider det og det, fordi jeg har syndet sådan og sådan.” En sådan sammenhæng kan der være, det ser vi blandt andet af Guds handlen med Israels folk, hvor han sender lidelser over dem, når de lever i oprør mod ham (se f.eks. Dom 2,11-15).
Men der er ikke nødvendigvis en sådan sammenhæng. Det ser vi bl.a. af Jobs Bog. Job var ”en retsindig og retskaffen og gudfrygtig mand, der holdt sig fra det, der var ondt” (Job 1,1). Alligevel bliver han ramt af ulykker og lidelse. Et andet sted, hvor vi hører om, at der ikke nødvendigvis er en konkret sammenhæng mellem synd og lidelse er beretningen i Luk 13,1-5. Her kommer nogle folk til Jesus og fortæller ham om nogle galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Jesus afviser, at disse galilæere var større syndere end alle andre. Ligeledes afviser han, at nogle beboere i Jerusalem, som et tårn var styrtet ned over, var mere skyldige end andre i Jerusalem.
Som mennesker lider vi altså, fordi vi er syndere, samtidig med at der ikke nødvendigvis er en konkret sammenhæng mellem den lidelse, vi oplever, og de synder, vi har begået.
Der er en pointe mere omkring lidelsen, som det er vigtigt at få med fra beretningen i Luk 13,1-5. I tilknytning til begge de situationer, som bliver beskrevet i beretningen – de dræbte galilæere og dem, som tårnet i Siloa styrtede ned over – siger Jesus: ”Hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.”
Lidelsen og døden er et forvarsel om den evige død, som rammer hver den, som ikke omvender sig. Lidelsen i verden – både den i vores eget liv og den lidelse, vi ser hos andre – har altså et budskab til os: Omvend jer, mens der endnu er tid.
Bibelen peger således på to årsager til, at vi som mennesker oplever lidelse. For det første, at lidelsen er en konsekvens af, at vi er syndere. For det andet, at lidelsen er et forvarsel om den evige død og dermed et kald til omvendelse. Gud ønsker gennem lidelsen at vække og kalde mennesker til omvendelse.
Alt det, vi indtil nu har set på omkring lidelser, er noget, som gælder for alle mennesker, uanset om de er troende eller ej. Vi vil nu gå over til at se på, hvilken trøst Bibelen har at give de troende, som lider.
Trøsten i lidelsen
Paulus var en mand, som led meget. Det ser vi blandt andet af 2 Kor 11,23-29, hvor han omtaler, hvordan han tit har været i fængsel og fået slag i massevis, hvordan han har lidt sult og tørst, døjet kulde og manglet klæder. I hans breve omtales lidelserne tit, og vi vil prøve at se lidt på, hvordan han beskriver lidelserne for dermed at få klarhed over, hvilken trøst Bibelen har at give til de troende i lidelsen.
Det første, vi skal lægge mærke til, er, at Paulus taler om, at der er et lidelsesfællesskab mellem den troende og Jesus. Det møder vi i Fil 3,7-10. Her skriver Paulus, at han har tabt alt sit eget, for at han kan findes i Kristus og kende lidelsesfællesskabet med Kristus, hvorved han får skikkelse af Kristi død.
Lidelsesfællesskabet med Kristus har sit udgangspunkt i, at Kristus blev et menneske som os. Han valgte at blive født ind i vores verden. Vi så ovenfor, hvordan vi lider, fordi vi er syndere. Sådan var det dog ikke for Jesus. Han var uden synd (1 Pet 2,22). Alligevel oplevede han lidelser. Hvordan kan dette gå til? Det spørgsmål svarer Es 53,4 på: ”Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar.” Kristus kom til jorden og delte vores kår – også vore lidelser – for at frelse os fra synden og dermed fra lidelserne. Dette er den første side af lidelsesfællesskabet med Kristus: Kristi lidelser er vore lidelser.
Lidelsesfællesskabet har også en anden side. Den har sit udgangspunkt i det troens fællesskab, som er mellem Kristus og den troende. Ved dåben er vi blevet iklædt Kristus (Gal 3,27) og Kristi ånd har taget bolig i os (1. Kor. 3,16). Den troende er derfor ét med Kristus, hvilket også gælder, når den troende lider. Dette indebærer, at når vi lider, lider vi med Kristus (Rom 8,17). Paulus kan endda omtale sine egne lidelser som Kristi lidelser (2. Kor. 1,3-5). Dette er den anden side af lidelsesfællesskabet med Kristus; vore lidelser er Kristi lidelser. Lidelsesfællesskabet med Kristus går altså ud på, at Kristi lidelser er vore lidelser, og vore lidelser er Kristi lidelser. Den, som tror på Jesus, er derfor ikke alene, når han lider; Kristus har nemlig selv båret og delt de lidelser, som er forbundet med at være menneske, og han er i dag, lige nu, ved sin ånd nær hos os i lidelsen og det, som gør ondt. Dette er den første grund til trøst, som Bibelen giver den troende.
Det andet, vi skal lægge mærke til, er, at lidelsesfællesskabet med Kristus giver os skikkelse af Kristi død (Fil 3,10). Kristi død på korset i vort sted var det ypperste eksempel på lydighed mod Guds vilje (Matt 26,39.42) og selvopofrende kærlighed til næsten (Rom 5,7-8). Jesus viste sin kærlighed til os gennem lidelsen.
På tilsvarende måde har Gud lovet, at han vil bruge lidelserne til at forme os i Jesu billede, således at kærligheden til Gud og næsten vinder skikkelse i os gennem lidelsen. Dette ser vi blandt andet i Rom 5,3-4. Her taler Paulus om, at han er stolt af sine trængsler, fordi ”trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed og fastheden håb” (Rom 5,3-4). Det ord, som på dansk er oversat med fasthed, kan bedre oversættes med ”karakter” (se flere engelske oversættelser, bl.a. ESV og NASB) eller ”et prøvet sind” (se den norske oversættelse). Den karakter, som prøvelserne frembringer, er det nye menneskes karakter, kærlighedens karakter, en afglans af den kærlighed, som Jesus viste på korset.
Samme sag ser vi af flere andre steder i Skriften. I Jakobsbrevet indleder Jakob således med at skrive: ”Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags; I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget.” Læg mærke til, at Jakob skriver, at vi skal regne det for glæde, når vi kommer ud for prøvelser. Prøvelserne i sig selv er altså ikke en glæde, men vi skal regne dem for en glæde, fordi de skaber udholdenhed, og udholdenheden fører til, at vi kan være fuldkomne og helstøbte, dvs. at det nye menneske vinder skikkelse i os.
En anden tekst, som er relevant i denne sammenhæng, er Hebr 12,5-11. Her omtales lidelserne som Guds opdragelse; en opdragelse, som er en naturlig følge af, at vi ved troen for Jesu skyld har fået barnekår hos Gud. Er man barn, bliver man også opdraget (Hebr 12,7-8). Gud opdrager os til vores eget bedste, for at vi skal få del i hans hellighed (Hebr 12,10). Lidelserne tjener altså det formål, at vi helliggøres, hvilket indebærer, at det nye menneske vinder skikkelse i os.
Vi ser altså, hvordan Guds ord lover os, at lidelserne tjener til at forme os i Jesu billede, så hans kærlighed – det nye liv – vinder skikkelse i os. Læg mærke til, at det ikke altid er noget, som vi selv kan se, når vi er midt i lidelsen. Ja, måske får vi det ikke engang at se i dette liv. Men vi har det løfte fra Gud, at han vil bruge lidelserne som opdragelse til at forme os efter Jesu selvopofrende død på korset, sådan at det nye menneske vinder skikkelse i os, og vi vokser i kærlighed til Gud og næsten.
Vi så tidligere på, hvordan årsagen til lidelsen er, at vi er syndere. Men når vi tror på Jesus, gælder der en ny virkelighed omkring lidelsen: Jesus har selv taget synden bort ved sin død på korset, og Gud vil nu i sin kærlighed bruge lidelsen som opdragelse, så vi ved den formes i Jesu billede. Når vi får lov at leve i den virkelighed, kan vi, uanset hvad der rammer os, med Paulus sige, at ”alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet” (Rom. 8,28).
Vi vil nu vende os til det sidste punkt, som vi skal se på om Bibelens trøst til de troende i lidelsen. Vi vil igen tage udgangspunkt i et vers hos Paulus, nemlig Rom 8,17-18. Her skriver Paulus om, at vi er Guds arvinger, og at vi ”lider med ham for også at herliggøres med ham”. Og han fortsætter: ”Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed som skal åbenbares på os.”
Troens fællesskab med Kristus indebærer, som vi har set på, et lidelsesfællesskab med Kristus, sådan at vi, ligesom Kristus gjorde det, oplever lidelse og smerte i livet. Men troens fællesskab med Jesus indebærer også mere end det; det er også et herlighedsfællesskab. Jesus opstod nemlig fra de døde efter sin død på korset, og han fik et herlighedslegeme. På samme måde skal vi en dag herliggøres i forbindelse med opstandelsen fra de døde.
Dette er det kristne håb! Og Paulus kan endda skrive, at lidelserne – og husk her på, hvor mange lidelser Paulus gennemgik – er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os! Dette er den sidste grund til trøst, som Bibelen har at give til de troende; en dag skal vi opstå og herliggøres, ligesom Jesus blev herliggjort.
Håbets perspektiv på lidelserne møder vi også i de to andre tekster, som vi tidligere har set på i henholdsvis Jakobsbrevet og Hebræerbrevet. I Jakobsbrevet 1,12 står der således: ”Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham.”
Og Hebræerbrevets forfatter skriver i kapitel 12,13: ”Al opdragelse vækker rigtignok snarere ubehag end glæde, mens den står på, men bagefter bliver frugten fred og retfærdighed for dem, der har gennemgået den”.
På den anden side af dette liv og alle de lidelser og prøvelser, som møder os her, venter der os en sejrskrans og et evigt liv i fred og retfærdighed.
Vi vil slutte af med den tekst, som for mig personligt stærkest beskriver det kristne håb om et evigt liv på den nye jord. ”Han (Gud) vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet” (Åb 21,4). Amen.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2024. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Jesper Aagaard
Jesper Aagaard, Årøsund, ph.d.-studerende ved Juridisk Institut, Aarhus Universitet.