Liberalteologien havde sin storhedstid før Første Verdenskrig. Men den oplever nu en renæssance i kirkelige kredse, som mange måske ikke havde ventet det fra. Inden vi ser på denne renæssance, vil vi se nærmere på den klassiske liberalteologi.
Liberalteologiens mål
Fra slutningen af 1700-tallet havde filosoffer, historikere og teologer udsat Bibelen for et veritabelt stormløb. Store dele af den bog var ikke historisk troværdige, hævdede de. Lange passager var skrevet af andre personer og langt senere, end Bibelen selv påstod. Den var ikke udtryk for Guds åbenbaring, men for menneskers religiøse oplevelser og følelser. Den gud, som Bibelens forfattere skrev om, var i virkeligheden blevet til i deres eget hoved. Han var en forstørrelse af deres eget faderbillede, projiceret op på himlen. Liberalteologien var et kirkeligt svar på dette angreb.
De liberale teologer i 1800-tallet forstod sig selv som kristne apologeter. De ville redde kristendommen fra den totale undergang.
Vi forbinder med rette liberalteologien med underminering af evangeliet og af kristen tro i det hele taget. Men vi skal ikke forveksle liberalteologiens resultater med dens hensigt.
De klassisk liberale teologer ville redde den kristne tro fra det stormløb, som direkte gudløse tænkere havde udsat den for. Liberalteologiens tilhængere ønsker at ære både Bibelen, kirken og Jesus. De forstår sig selv som klassiske og konservative kristne.
Derfor skal vi se efter liberalteologi inden for kirken, ikke uden for, og vi skal se efter den blandt de konservative og kirkeligt bevidste kristne med bønsliv og salmesang, ikke blandt yderliggående, bibelkritiske teologer.
En kristendom uden faste dogmer
Den mest betydningsfulde blandt de gamle liberalteologer var tyskeren Friedrich Schleiermacher (1768-1834). Han voksede op i et pietistisk præstehjem i Preussen, og han forstod hele livet sig selv som konservativ og from kristen.
En af hans mest kendte bøger hedder Om religionen. Taler til de dannede blandt dens foragtere1. Som titlen afslører, vil Schleiermacher forsvare religionen, dvs. kristendommen, over for den kulturelle elite, der var kommet til at foragte kirkens tro.
Schleiermacher mente, at når den kulturelle elite var kommet til at foragte kristendommen, var det til dels kirkens egen skyld. Reformationen og især de 200 år efter reformationen havde været kendetegnet af dogmatisk intellektualisme, mente han. Man havde lagt alt for megen vægt på læren, på dogmer-ne.
Men sand kristendom er i virkeligheden en subjektiv grebethed af Gud, sagde han2. Tro er ikke en anerkendelse af bestemte læresætninger, men et erfaret liv med Gud. Bibelens profeter og apostle havde virkelig mødt Gud og havde oplevet at blive grebet af Ham. Bibelens forfattere gjorde virkelige, ”objektive” erfaringer af Gud. Det var disse erfaringer, de skrev om. Men selv om erfaringerne kom fra Gud, så kom de ord, hvormed de formulerede deres erfaringer, ikke fra Gud. Formuleringerne er altid bestemt af historien og af situationen. Derfor påvirkes troen ikke af historisk bibelkritik, mente han.
Det vigtige for os er nu, sagde Schleiermach-er, at vi får et tilsvarende møde med Gud og gør tilsvarende erfaringer, som profeter og apostle gjorde dengang. Det er ikke afgørende, om vi formulerer disse erfaringer på samme måde som Bibelens forfattere.
Det er netop hér, kirken har begået en skæbnesvanger fejl, når den har læst fastfrosne læresætninger ud af Bibelen. Hvis vi virkelig skal forstå de gamle, kirkelige dogmer, ”må de så at sige oversættes tilbage til den religiøse oplevelse3.”
Derefter kan vi selv formulere disse oplevelser på nye måder, der passer bedre til vores situation i dag. Hvis vi lever med i kirkens liv, hvis vi læser andægtigt i Bibelen og i kristen litteratur, hvis vi beder og synger salmer, og hvis vi deler troens liv med hinanden, vil vi gøre erfaringer, der svarer til dem, som både Esajas, Jesus, Paulus og Martin Luther gjorde.
Derefter kan vi tale og skrive om disse erfaringer og formulere vores egen troslære. Vi skal bare ikke forpligte andre kristne på netop vore formuleringer. Vi skal i stedet hjælpe dem til at gøre deres egne erfaringer af Gud. Derefter kan de så formulere en troslære, der gælder for dem selv.
Sådan tænkte de klassisk liberale teologer i det 19. århundrede. De mente, at dette var en mere oprindelig udgave af kristendommen, og at de altså var i bedre overensstemmelse med Bibelens profeter og apostle, end kirken traditionelt havde været.
En moderne kristendom
Fra slutningen af 1700-tallet bredte der sig en voldsom optimisme i Europa. Økonomien, videnskaben og kulturlivet syntes at udvikle sig stadigt mere positivt. I 1859 tilføjede Charles Darwin (1809-82), at dette også gjaldt for de biologiske arter. Det hele lod til at gå mod bedre tider. Menneskeheden, som i årtusinder havde levet i barndommens naivitet, var nu ved at blive voksen og selvstændig. Sådan tænkte den dannede europæer i 1800-tallet.
Dette optimistiske menneskesyn stod i skarp modsætning til den gamle, kirkelige troslære. Den menneskelige naturs dybe syndefordærv, Guds brændende vrede, Jesu blodige sonoffer for synden, frelsen som en ufortjent gave og ikke mindst en personlig djævel og helvede som et evigt pinested faldt i det 19. århundrede uden for det, som den dannede europæer kunne tro på.
Europas kulturelle elite ville ikke længere finde sig i kirkens beskrivelse af mennesket og af Gud. Mennesket var godt nok på bunden, mente de. Og Gud var både god og rimelig. Men kirkens troslære beskrev en urimelig og diktatorisk Gud.
De dannede i Europa var kommet til at foragte kirkens tro. Derfor havde kirken fået stadigt vanskeligere ved at få det moderne menneske i tale. Dens budskab forekom irrelevant og direkte frastødende.
Mange præster oplevede dette indefra. De var jo selv blevet moderne og dannede mennesker. Til at begynde med tav de bare stille om de forargelige dele af kirkens tro. Men med liberalteologien fik de pludselig mulighed for at formulere deres tro på en ny og relevant måde.
Egentlig handler kristendommen om en erfaring af Gud, sagde de. Troslæren er et forsøg på at sætte ord på erfaringerne. De er primære, mens troslæren er sekundær. Kirkens dogmer om synd, straf og soning er i bedste fald ligegyldige og i værste fald en hindring for menneskers møde med Gud.
Han er nemlig god! Derfor opleves mødet med Ham positivt. Vel kan Han finde på at kritisere os … det manglede da bare! Vi opfører os trods alt ikke helt, som vi burde. Gud har i øvrigt også pålagt tilværelsen en moralsk naturlov, der indebærer, at dårlige handlinger fører til negative erfaringer. Men der er ikke tale om straf, kun om opdragelse.
Og helvede? Nej, det er en gammel misforståelse. Gud er jo ikke urimelig. Derfor kan Han ikke lade begrænsede synder begået her i tiden følge af ubegrænsede straffe i evigheden. Gud har slet ikke behov for at straffe.
Af samme grund må vi omtolke Jesu korsdød. Den er ikke en stedfortrædende lidelse af straf for synden, som kirken ellers havde sagt. Med Jesu korsdød viser Gud os blot, at vi skal tage synden alvorligt. Han viser os, hvor meget det smerter Ham, at vi er onde mod hinanden. Han viser os, hvor langt Han vil gå for at komme os i møde.
Jesu kors er et pædagogisk træk, der skal få os til at afstå fra det onde. Evangeliet er budskabet om Guds almindelige kærlighed til alle mennesker uden undtagelse. Og så er det en opfordring til os om at leve i Guds kærlighed4.
En kristendom med fokus på livet
Med liberalteologien kom udtrykket ”Guds rige” på mode som aldrig før. Tidligere havde teologerne talt meget om retfærdiggørelse af tro. De havde været glade for Paulus, og de havde taget udgangspunkt i Romerbrevet eller Galaterbrevet, når de skulle forklare, hvad kristendom var. Men Jesus talte jo om ”Guds rige”, sagde liberalteologerne. Jesus talte ikke om retfærdiggørelse af tro. Vi skal læse Det Nye Testamente forfra, sagde de. Vi skal begynde med evangelierne, ikke med brevene.
Men de liberale teologer var nu ikke helt enige om, hvad Jesus mente med Guds rige. Nogle af dem talte om Guds rige som en åndelig og etisk kraft, som hver enkelt af os må tilegne os i hjertets møde med Gud. Andre talte om Guds rige som et socialt program: medmenneskelighed, demokrati og udvikling. Men hvad enten vægten lå på det individuelle eller på det sociale, blev Guds rige forstået som et etisk projekt5. Kristen tro er at leve, som Jesus levede, snarere end at tro, som Paulus troede.
Denne nye liberale kristendom kunne man bedre leve med, syntes de dannede i Europa. De tilgav de præster, der godtog den nye liberale udgave af troen. Men det fik ikke de dannede til at gå mere i kirke. De flittige kirkegængere var fortsat dem, der troede på det, som kirken tidligere havde lært.
Liberalteologerne ville redde kristendommen og hjælpe mennesker ind over det høje dørtrin til kirken, men på trods af kortvarig succes nogle steder blev resultatet det stik modsatte. Hvor Bibelens forargelige budskab forstummede, forsvandt menigheden også.
Til gengæld vandt de liberale teologer anerkendelse på universiteterne, men også dér kun i den udstrækning, de forlod kirkens gamle tro. Og så var anerkendelsen endda noget hul, for mange af de dannede havde allerede konkluderet, at religion tilhørte menneskehedens barndom. Modne mennesker kunne fint leve helt uden religion. Derfor havde de ikke engang brug for den liberale gud, der talte dem efter munden.
Vækkelserne – en reaktion
De missionske vækkelser midt og sidst i 1800-tallet havde flere årsager, men én af dem var reaktionen mod den liberale teologi, der strømmede ud fra universiteterne til menighederne.
Mange almindelige kristne kunne høre, at der var noget galt, når præsten prædikede. De læste i deres Bibel og kunne se, at liberalteologien ikke stemte med det, der stod i Guds Ord. Derfor så de sig om efter nogen, der ville forkynde både synd og nåde, himmel og helvede. De glædede sig over Jesu soningsdød for deres synder og længtes efter en forkyndelse, der tog dette alvorligt.
Derfor samledes de i private hjem og snart også i missionshuse, når der kom en forkynder med kirkens gamle budskab. Eller de rejste udensogns for at høre en af de præster, der ikke tilpassede sit budskab efter det, der kildrer menneskers ører (2 Tim 4,3).
Liberalteologien på vej tilbage
Men i de mere end 100 år, der er gået siden de store vækkelser, er præster og lægprædi-kanter igen og igen blevet fristet til først at fortie og siden at benægte de dele af Guds Ord, der ikke kildrer ørerne. Denne fristelse kommer både fra Guds modstander; Djævelen, og fra vores eget syndige kød. Samtidig har Guds Ånd igen og igen vakt evnen til at høre.
Vækkelse er nemlig ikke kun, når mange mennesker omvender sig og tror på Jesus. Vækkelse er også, når Gud styrker de troendes ører, så de igen kan høre, hvad Ånden siger til menighederne. Men det er gerne sådan, at efter en tid med vækkelse og god hørelse kommer en tunghør tid med fristelse til liberalteologi.
Det er i den forbindelse vigtigt at huske, at den liberale teologi ikke kommer til os udefra. Den kommer fra menighedens egen midte som et indre, kirkeligt kætteri. Den kommer fra konservative og kirkeligt bevidste kristne med bønsliv og salmesang. Mange af dem er ikke selv opmærksomme på, at de er liberale teologer – eller at de er ved at blive det. Derfor bliver de fortørnede, hvis vi fortæller dem, hvor de er på vej hen.
Samtidig kan mange af de troende i menigheden ikke længere høre mislydene. Det skyldes, at åndelig høresans ikke er noget, vi får én gang for alle. Gud må til stadighed give os de ”fåreører”, der genkender hyrdens røst (Joh 10,4). Så snart vi tror, at vi ejer denne sans, er vi allerede i gang med at miste den.
Netop dét sker i disse år.
En gradvis proces
Det begynder, som det gjorde for 200 år siden, med en instinktiv modvilje mod syndefordærvet, mod Guds vrede, mod Jesu blodige soningsdød og ikke mindst mod helvede. Først fortier man disse ting. Derefter omtolker man dem. Og til sidst spotter man åbenlyst enhver tale herom.
Men processen er som regel mere langstrakt end som så. Derfor kan det være vanskeligt at genkende liberalteologien, før det er for sent.
For eksempel kan man godt begynde med at omtolke den evige lidelse i helvede uden at omtolke Jesu soningsdød. Eller man kan foreløbig fastholde den stedfortrædende straflidelse sideløbende med, at man udvikler andre og ifølge ens egen vurdering bedre forklaringer på Jesu korsdød. Eller man kan omtolke syndefordærvet, samtidig med at man forsøger at fastholde den ufortjente frelse.
Det går bare ikke i længden, og hvis ikke man selv drager konsekvenserne, så gør næste generation. De har lært af deres forbilleder, at man godt kan fortie eller omtolke noget af det forargelige, som Bibelen lærer os. Derfor går de videre og fortier, omtolker og til sidst ligefrem spotter det øvrige.
Sideløbende med denne fortielse og omtolk-ning breder der sig en skepsis mod klar og entydig lære. Vi skal slet ikke være så optagede af troslære, får vi at vide i dag. Den er blot kirkens forsøg på at formulere sine erfaringer.
Noget tilsvarende gælder Bibelen. I den sætter profeter og apostle ord på deres erfaringer af Gud. Men alle forsøg på at formulere troen er individuelle og foreløbige. Derfor skal vi ikke lægge så megen vægt på de konkrete formuleringer. Vi kan godt formulere os anderledes i dag, end de gjorde dengang, hører vi. Enhver tale om Bibelens klarhed og tilstrækkelighed som Guds åbenbaring er dermed forkastet.
Det begynder med en positiv hensigt. Man vil redde kristendommen fra den selv. Derfor fremhæver man de dele af Bibelen, der vækker genklang og begejstring hos tilhørerne – især dem uden for kirken. Og jo mere man oplever deres begejstring, des mere begejstret bliver man selv. Derfor griber projektet om sig. Man er vældigt optaget af den omgivende kultur, af verdslige menneskers tanker og behov. Det handler jo om at være relevant.
Derfor omtolker man stadigt større dele af Bibelen, så der til sidst kun er to ting tilbage: Guds almindelige kærlighed mod alle mennesker og Guds rige som et etisk program for kirken.
Brevene som tolkning af evangelierne
Reformationen og de store vækkelser i 1800-tallet var kendetegnet af glæde over retfærdiggørelse af tro. Man kan kalde disse perioder for Paulus-vækkelser, for Paulus talte jo meget om retfærdiggørelse af tro.
Jesus talte derimod meget om Guds rige. Det udtryk forklarer Paulus sådan, at mennesker bliver flyttet over i Guds usynlige rige ved tro på syndernes forladelse (Kol 1,13-14), men også sådan, at Guds rige skal oprettes synligt, når Jesus kommer tilbage til jorden (2 Tim 4,1).
Reformatorerne og de senere vækkelsesledere mente, at Gud havde givet os brevene som sin egen tolkning af evangelierne.
Læser man kun de tre første evangelier, bliver det lettere at tolke Guds rige på en mere omfattende og utydelig måde. De liberale teologer forstod Guds rige som noget synligt her og nu og som en etisk forbedring af denne verden. Netop dette gentager sig blandt såkaldt evangelikale i disse år.
Liberale evangelikale
Evangelikal har længe været betegnelsen for teologisk konservative kristne blandt både lutherske, reformerte, metodister, baptister, pinsevenner osv.; altså dem, vi også kalder bibeltro eller vækkelsesfolk. Men en meget stor del af de såkaldt evangelikale bevæger sig netop nu i retning af liberalteologi6.
Det har længe været på mode blandt evangelikale at omtolke Guds vrede og den evige lidelse af straf i helvede. Som en naturlig konsekvens heraf er turen nu kommet til Jesu død på korset. Den skal ikke længere forstås som en stedfortrædende lidelse af straf. For mange såkaldt evangelikale er forsoning ikke længere soning af synd.
Til gengæld kæmper de en brav kamp for at finde mening i Jesu kors. Nogle af dem siger, at det er sejren over Djævelen og andre onde magter, der er hovedsagen i forsoningen. Og sandt er det da, at vi finder denne sag i Bibelen. Den er bare ikke hovedsagen i den bibelske forsoningslære. Andre siger, at Jesu kors viser os, hvor meget det smerter Gud, at vi synder mod Ham. Eller de siger, at korset viser os, hvor langt Gud vil gå for at komme os i møde.
Igen er det sandt, at vi finder disse tanker i Bibelen. Men det er et forræderi mod selve evangeliet og mod de mennesker, der er på vej i fortabelsen, hvis ikke vi siger, at forsoningen først og fremmest er Jesu stedfortrædende soning af vores synd under Guds brændende vrede. Det er et tilsvarende forræderi, hvis vi fortier eller benægter den evige lidelse af straf i helvede for de mennesker, der ikke møder dette evangelium og kommer til tro på det.
Megen evangelikal missionsforståelse er i dag et forræderi mod evangeliet. Ofte siges det nemlig ikke klart, eller det benægtes ligefrem, at det menneske går evigt fortabt, der ikke hører, hvad Jesus gjorde på korset, og som ikke kommer til tro på dette evangelium.
En udvikling i faser
Den gradvise udvikling fra fortielse til benægtelse sker ofte igennem nogle faser, hvor forskellige teologer hver især fører an i en del af forløbet. Nogle begynder med at nedtone eller fortie de anstødelige bibelske sandheder; andre følger efter ved at stille spørgsmålstegn ved, om disse sandheder skal forstås sådan, som den kristne kirke altid har forstået dem; til sidst træder nogle frem, som direkte benægter de anstødelige bibelske sandheder. Sådan er det gået også i vor tid blandt evangelikale.
For ca. 20 år siden begyndte de to evangeli-kale præster Bill Hybels og Rick Warren at tiltrække sig opmærksomhed. De havde formået at formulere evangeliet på en måde, som tiltalte mange ikke-kristne, og deres kirker voksede eksplosivt. For dem begge gjaldt det, at de i forkyndelsen til ikke-kristne nedtonede eller var helt tavse om Guds vrede over vor synd.
De talte og taler fortsat gerne om helvede som en motivering for kristne til at evangelisere, men Guds vrede og helvede nedtones eller forties helt i den forkyndelse, som skal lede mennesker til frelse7.
For en halv snes år siden blev Brian McLaren en samlende lederskikkelse for en gruppe evangelikale, som sætter spørgsmålstegn ved en lang række hovedpunkter i den kristne tro. McLaren er kritisk over for den teologi og forkyndelse, som lægger vægt på frelsen fra fortabelsen. Han rejser spørgsmålet, om vi overhovedet har forstået Bibelens tale om helvede rigtigt. Måske er der slet ikke den deling mellem frelste og fortabte, som vi tror. Måske er Gud slet ikke så optaget af at få os i himlen. Måske er det vigtigere at leve som Jesus end at tro på Jesus8.
Inden for de sidste par år er den amerikanske præst Rob Bell blevet en central person i den evangelikale bevægelse. Han er leder for en af vor tids hurtigst voksende menigheder, men er primært blevet kendt for at sige, at alle mennesker bliver frelst. ’Kærligheden vinder’ hedder den bog, hvori han fremstiller sin tro på, at Guds kærlighed favner alle til sidst. Det er med andre ord ikke nødvendigt at tro på Jesus for at blive frelst. Ingen går evigt fortabt9.
De ovennævnte amerikanske præster bekender sig alle som bibeltro, og de har alle fået deres vigtigste bøger udgivet i Danmark. Bøgerne læses af mange på den såkaldte højrefløj, og ingen lades upåvirket af budskaberne. Liberalteologien er ikke bare en fortidig størrelse. Den er i høj grad nutidig, og den vinder aktuelt udbredelse hos os selv.
Når man fortier eller benægter de anstødelige dele af Guds ord, er det ofte, fordi man vil præsentere mennesker for et mere venligt og imødekommende budskab. Man vil gøre kristendommen mere respektabel. Gud er jo kærlighed, siger man.
Og det er bestemt ikke forkert (1 Joh 4,16). Men man ’glemmer’, hvordan Bibelen forstår denne kærlighed: ”Deri består kærligheden (…) at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder” (4,10).
Fordi Guds Søn bar vores synd, lod Gud sin brændende vrede hagle ned over Ham, så den, der tror på Ham, går fri. Men dette glædelige budskab bliver fortiet eller direkte benægtet af mange såkaldt evangelikale i dag.
Det handler om frelsen
Den gamle liberalteologis forudsætning genfinder vi i den evangelikale bevægelse i dag: Menneskers problem forstås anderledes end i Bibelen. Man bevæger sig væk fra at tale om frelsen fra Guds vrede til at tale om andre menneskelige behov.
Vægten lægges på de følte behov i en sådan grad, at de først sidestilles med menneskers reelle behov. Dernæst nedprioriteres det reelle behov, frelsen, af hensyn til de følte behov, og til sidst benægtes det reelle behov helt.
I takt med, at menneskers behov bliver omdefineret, undergår løsningen en tilsvarende forandring. Først forstår man evangeliet sådan, at dennesidig redning og hinsidig frelse bliver sidestillet. Dernæst nedpriori-terer man den hinsidige frelse af hensyn til den dennesidige redning, og til sidst afviser man behovet for hinsidig frelse helt.
Den gamle liberalteologis modvilje mod klar tale genfinder vi også blandt evangelikale i dag.
Man begynder med Guds rige, men uden Paulus’ forklaring på dette rige.
Derfor bliver frelse og mission en hel masse spændende ting, som kan formuleres åbent, ubestemt og vævende. Men den sande tro lever af klar og tydelig, bibelsk og evangelisk tale.
Derfor må vi bede Gud give os de ’fåreører’, der kan høre forskel på hyrdens røst og de liberale lejesvende! Det er frelsen, der står på spil.
1 Udkom på tysk i 1799. Dansk udgave Frederiksberg: Aros Forlag 2010.
2 Leif Grane (1982): Kirken i det 19. århundrede. Europæiske perspektiver, København: G.E.C. Gads Forlag, s.87.
3 Leif Grane, s.89.
4 Den amerikanske journalist og teolog H. Richard Niebuhr (1894-1962) beskrev liberalteologiens budskab sådan: ”En Gud uden vrede bragte mennesker uden synd ind i et rige uden dom ved hjælp af en Kristus uden kors” (H. Richard Niebuhr (1937): The Kingdom of God in America, New York: Harper & Row, s.193. Min oversættelse). I øvrigt er den bedste kritik af liberalteologien nok leveret af NT-professor John Gresham Machen (1881-1937) i en bog fra 1923, der stadig genudgives: Christianity and Libera-lism, Grand Rapids: Eerdmans. Bogens titel antyder Machens vurdering af liberalteologien: Den er udtryk for en anden religion end kristendom.
5 Hans Kvalbein (2008): Jesus – hva ville han? Hvem var han? En innføring i de tre første evan-geliers budskap, Oslo: Luther Forlag, s.77-78.
6 Om evangelikal liberalteologi; se www. 9marks.org/ejournal/new-evangelical-liberalism (læst d.18/8 2011).
7 Om Bill Hybels; se www.dlm.dk/files/WC_1.pdf. Om Rick Warren; se Nyt Livs blad nr. 1-2010, s.68-77; nr. 1-2011, s.55-62; og dette nr. 2-2011, s.69-78.
8 Om Brian McLaren; se dette nummer af Nyt Livs blad, s.66-68 og Peter Olsen: Evangelika-lismens historie del.2, i: Budskabet nr. 3, maj 2007, s.33-36.
9 Om Rob Bell; se Tro og Mission 13-14/2011, s.14.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2011. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Peter Olsen
Peter Olsen, Hillerød, bibelunderviser i Luthersk Mission, ekstern lektor på Dansk Bibel-Institut.