Da jeg kom forbi og så dig ligge og sprælle i dit blod, sagde jeg til dig, som du lå dér i dit blod: “Du skal beholde livet!” (Ez 16,6).
Ligesom Israel – et hedensk folk fra Kana’ans land, hvis mor var hittit og far amorit – blev født og skabt af ét eneste ord fra Guds mund, sådan blev du og jeg det også. Alt vi formår af os selv er blot at sprælle lidt i vort blod, i vore synder. Vi kan ikke føde os selv på ny, eller vælge Gud først, som mange desværre tror.
Vi ser her hvordan Ezekiel skarpt indskærper Guds alene-virken i frelsen! Gud Herren må selv komme forbi, forbarme sig, åbenbare vor skyld og tale sit livgivende ord til os. For ALT i frelsen afhænger af Herren. Vi kan blot sprælle i vor synd og urenhed, som Israel.
Men den, som aldrig har set sin sande tilstand i synden ved Guds lov, kan ikke forstå eller begribe denne forkyndelse af Ezekiel. For et sådant menneske mener stadig, det har noget, Gud kan bruge, og er aldrig gået aldeles fallit med sig selv og alt sit eget. Han mener: ”Det var dog mig, som søgte Gud og ville tjene ham! – det var dog mig, som valgte at være kristen!” osv.
Som vi ser: Israel havde intet søgt, valgt, villet eller modtaget, før Gud Herren kom forbi i sin store nåde – det er virkeligheden. For Israel havde ingen fri vilje i frelsesspørgsmålet, og det har du og jeg heller ikke. Gud må altid opsøge og frelse sit vildfarne får først, sådan siger også Jesus. (Luk 19,10). Og intet menneske kommer til Jesus uden Faderen drager ham: ”INGEN kommer til mig, uden Faderen drager ham” (Joh 6,44).
Ja, vores vilje er alt for svag til at overvinde synden og Djævelen, søge Gud af hjertet, vælge ham først og omvende os. For vi forstår ikke det, som kommer fra Gud – det er en dårskab for os (2 Kor 2,14).
Vi må huske, at I Guds rige kommer troen altid før viljen. Gud må skabe troen (et nyt menneske), før vi kan og vil sige ”ja” til Jesus, uanset hvordan vi vender eller føler det. For er det af tro alene vi frelses, så er det jo ikke af gerninger! Og hvis frelsen er af nåde alene, da er vor fortjeneste jo udelukket.
Og derfor er der grund til dobbelt forundring og glæde over Ezekiels budskab – halleluja, for se: Hele min frelse hviler jo på Gud og ikke på mig. Og se: Gud vil virkelig frelse og opsøge mig, som han gjorde med Israel. Tænk hvilken nåde: ”Jeg skal ikke dø, men leve og fortælle om Herrens gerninger” (Sl 118,17).
For Herren kom forbi mig, forbarmede sig over mig, talte sit livgivende ord om Jesus til mig, vaskede mig ren i dåben og klædte mig i frelsens klædning. Sådan er Gud: alt af ufortjent nåde. Jeg må bare tage imod hans frelse, omsorg, retfærdsklædning og en flod af velgerninger, som vi læser videre i Ezekiel 16.
Bøn: Tak, Jesus, at ved korset kan jeg aldrig tvivle på din udvælgelse og mine synders fulde forladelse. Tak at dine sår vidner stærkere om min frelse end alle mine synder og bange tanker. Amen.
Udgivet af
Ruben Skov Jensen
Ruben Skov Jensen, Sverige, tavlemontør/elektriker.