Temaet for de følgende overvejelser er ikke udviklingslærens videnskabelige holdbarhed eller uholdbarhed, men det vil være korrekt indledningsvis at bemærke, at overvejelserne anstilles i den overbevisning, at denne lære i alle sine former og i al sin vælde er en fundamental og konsekvent fejltagelse, en hypotese, der brister over for elementære kendsgerninger i naturen og historien, som enhver med fornøden interesse for sagen selv kan sætte sig ind i.
De anstilles endvidere i den overbevisning, at udviklingslæren (darwinismen, evolutionismen) er et væsentligt element i en verdensomspændende modreligion til kristendommen, som er under opbygning i vor tid, og at det er som sådant element, den trods sin umulighed formår fortsat at dominere og tyrannisere, som den gør. Dens dynamik er i virkeligheden af religiøs karakter, ikke videnskabelig.
Det er i denne forbindelse, der her skal gøres et forsøg på at få medkristne, som mener på en eller anden måde at kunne forlige udviklingslæren med kristen tro i almindelighed og skabelsestro i særdeleshed, til at gennemtænke sagen endnu en gang, navnlig til på ny at overveje den fuldstændige modsætning i menneskesyn, der er tale om. En modsætning så total og absolut, at den, der virkelig identificerer sig med udviklingslærens begrebsverden, pådrager sig et alvorligt handicap, når det gælder at tilegne sig Bibelens tale om, hvad et menneske overhovedet er.
Man forstår principielt intet af den bibelske åbenbaring på dette afgørende punkt, hvis man på nogen egentlig måde tilslutter sig det grundlæggende udviklingsdogme, at mennesket er et væsen, der med indre nødvendighed bliver bedre og bedre (af nogle også forstået etisk, af andre ikke-etisk, jf. senere), at det engang har været et dyr og senere et abelignende fænomen og nu er blevet til noget mere fremragende og efterhånden vil blive til noget endnu mere fremragende. Det er simpelthen den bibelske sandhed stillet på hovedet, og anderledes kan det aldrig blive, så længe ordene og tingene skal have nogen mening.
Efter Bibelen er mennesket ikke steget, men faldet. Det var oprindelig skabt fuldkomment, levede i fuldkommen renhed, godhed og glæde og ville, hvis det var forblevet i denne tilstand, have levet evigt. Fordi mennesket faldt fra ham, som skabte det, og som er livets eneste kilde, er det og hele skabningen, hvad vi ser i dag: undergivet dødens og tilintetgørelsens magter.
Vi er ikke toppen på en stigende linje. Det smigrer vor forfængelighed, når man fortæller os, at vi er det, men det er ikke sandt. Vi er bunden af et brat fald. Og vort håb er ikke, at menneskeslægten engang i fremtiden, når vi er døde og borte, skal udvikle sig til en slægt af overmennesker; håbet er, at den Gud, som skabte os, vil frelse os tilbage til det evige liv, som han skabte os til, ikke blot vore fjerne efterkommere, men os selv.
Hvis forestillingen om en stigende udvikling med mennesket som det foreløbige toppunkt var rigtig, ville det være mere end svært at få plads til et syndefald, endsige det syndefald, som skildres i Bibelen.
Der er kristne, som mener at kunne antage, at der på et eller andet stadium i udviklingen er sket et moralsk tilbageslag, en åndelig ulykke, hvorved mennesket i en primitiv tilstand har mistet en eller anden form for uskyld. Måske forledes man til denne antagelse af en grasserende romantisk forestilling om primitive folks uskyld, som har meget lidt med virkeligheden at gøre. Det er ejendommelige spekulationer, der præsteres i den forbindelse, og de rigtige evolutionister morer sig nærmest, når kristne på den måde prøver at være med i legen og redde noget af Bibelen på Darwins betingelser.
De primitive mennesker, som udviklingslæren forestiller sig, var så sandelig ikke uskyldige. De overlevede og udviklede sig videre, fordi de var særlig fremragende til at dræbe og knuse og udnytte deres omgivelser.
Og udviklingen kender ikke til tilbageslag i andet end en episodisk og uegentlig forstand, der aldrig vil kunne bringes på nogen “syndefalds”-formel. “Udviklingen” går per definition “opad”.
Skal der gøres alvor af evolutionismens tankegang, er det navnlig meningsløst at tale om et moralsk tilbageslag. Skal man bære sig moralsk ad i udviklingslærens sammenhæng, gælder det netop om at knokle sine omgivelser ned så meget som muligt, for det er dét, der fremmer udviklingen, ja skaber den.
Krig er ud fra dette synspunkt en god ting, for den udrydder det svage, det mislykkede, det, som ikke dur. Det stærke og effektive sejrer og overlever i livskampen og viderefører slægten, og således går det fremad. Alles kamp mod alle, i naturen og i samfundet – det er den mekanisme, der skaber fremskridtet, siger udviklingsdogmatikken, i dag som på Darwins tid, og hvis den ville sige noget andet, ville den dermed begå selvmord.
Og så er der nogle kristne, som siger, at det kan jo være, at udviklingen er Guds skabelsesmetode. Blot de dog ville tænke sig om.
Hvad var det for en gud, der ville skabe gennem årmillioners flænsen og dræben og æden hinanden, gennem endeløs helvedeslarm af skrig og rallen, gennem oceaner af blod og tårer? Sådan kunne Djævelen forsøge at skabe noget, hvis han ellers ejede skaberevne, men at påstå det om Gud er i bedste fald udtryk for en forstemmende begrebsforvirring.
Det samme gælder enhver forestilling om, at Kristus på en eller anden måde “arbejder i udviklingsprocessen”, rent bortset fra, at man ikke begriber, hvordan nogen i den slags tankekonstruktioner kan se fjerneste relation til Ny Testamente.
I evolutionismens troslære er ting som medlidenhed og barmhjertighed noget, der står i vejen. De hæmmer udviklingen, for de holder liv i det uduelige. Medlidenheden burde egentlig afskaffes, hvilken en Nietzsche også åbenlyst gik ind for, og hvilket nazismen uden skrupler omsatte i praksis. Det var det, der gav sig udslag i de koldblodige massemord på sindssyge og åndssvage og gamle og handicappede.
På den anden side drev man bevidst artsforbedringspolitik. SS-soldater blev i deres orlov udkommanderet til at avle børn med særligt udvalgte kvinder, efter samme principper som dem, der arbejdes med i svineavlen, i den erklærede hensigt at skabe overmennesket.
Det var egentlig ærlig, konsekvent udviklingslære.
Foto fra et af de “Lebensborn“-hjem, Himmler oprettede til udvikling af overmennesket.
“Jeg vil bekræfte de raske i retten til riget”, lader den begejstrede evolutionist Johannes V. Jensen vildmanden i det danske våben kvæde i Tilegnelse. Det betyder, at vi andre, der erkender os selv som svage og mener, at det netop gælder om at hjælpe hinanden i den menneskelige svaghed, egentlig ikke rigtig har lov at være her.
Det er naturligvis kun få, der, som Nietzsche og Hitler, virkelig er parat til at gøre alvor af den slags tanker. Det kan man selvfølgelig glæde sig over, men på den måde tilsløres kendsgerningerne.
De fleste forsøger at finde en eller anden acceptabel moral i udviklingslæren, i første omgang en moral, der så meget som muligt ligner den kristne med dens opfattelse af medlidenhed og barmhjertighed som absolutte goder. Eftersom det nu éngang ikke lader sig gøre, må man indrette sig med uklare, aldrig rigtigt formulerede begreber om, at udviklingen nu pludselig befordres af medlidenhed, barmhjertighed osv., og ikke, som i de foregående årmillioner, af det stik modsatte.
I næste omgang ser man så, at tilhængere af udviklingstroen stiller sig op som moralske fordømmere af kristendommen på grund af den kristne tale om synd. De synes ikke, de kristne er medlidende og barmhjertige nok. De mener i realiteten, at fordi mennesket er et dyr, kan det ikke bebrejdes noget, ligegyldigt hvad det foretager sig (undtagen altså hvis det taler om synd).
Man kan jo ikke bebrejde en krokodille, at den bærer sig ad som en krokodille.
“Føler du nogen anger over det, du har gjort?” spurgte en tv-interviewer en ung morder i et fængsel.
“Det kan jeg jo ikke gøre”, lød svaret. “Videnskaben har jo påvist, at jeg ikke kan gøre for det.”
“Når du kommer ud, kan det så risikeres, at du begår et nyt mord?” lød næste spørgsmål.
“Det kan jeg jo ikke vide, det afhænger jo af omstændighederne.”
Udviklingslærens vekselvirkning med marxismen er så historisk givet og i øvrigt så åbenlys, at det ikke behøver nogen påpegning. Men den står også i snævreste vekselvirkning med den psykologi, der i dag ud fra “arv og miljø” finder på forklaringer og undskyldninger for alt, hvad mennesker bedriver, og dåner af forargelse over enhver tanke om synd, i særdeleshed da arvesynd. Mennesket er jo bare et dyr, der følger sine naturlige tilbøjeligheder, mens det uundgåeligt stiger gennem udviklingens fagre riger.
Og så slår disse menneskevenner dørene på vid gab til det inferno af terror og perversion og desperation, der gløder omkring os nu.
Undertiden synes kristne dunkelt at mene, at når kristendommen taler om syndernes forladelse, og udviklingstroen benægter eksistensen af synd, er det da vist nogenlunde det samme. Men de to ting er hinanden nøjagtig modsatte.
Også her viser det sig ved nærmere eftersyn, at det “optimistiske” evolutionistiske menneskesyn, der nu gennemsyrer massemedierne og de andre store påvirkningsmaskinerier helt fra grundskolen, er en dødscelle, som mennesket spærres inde i, og som ikke ændrer karakter ved at blive forgyldt.
Resultatet kan blandt andet aflæses i statistikkerne over pille- og narkotikamisbrug, alkoholisme og selvmord.
“En biologisk tilfældighed” kaldte en fynsktalende national skikkelse mennesket.
Det er den fornemmelse, der har bredt sig i offentligheden, efter at udviklingslæren har overtaget den bibelske skabelsestros plads i den almindelige bevidsthed: Mennesket er et væsen, der tilfældigt er opstået ved udviklingen og fødes tilfældigt og dør tilfældigt, når det har spillet sin tilfældige rolle i den automatiske stigning mod højderne.
Og så siger det sig selv, at der ikke bliver plads til forestillinger om livets hellighed og absolutte normer for dets udfoldelse. Hvorfor skulle en kvinde ikke befri sig for et foster, som hun tilfældigvis har pådraget sig, og som det tilfældigvis er hende ubelejligt at føde?
Folk skiller sig jo også af med muldvarpe i græsplænen. Det er jo heller ikke rart for muldvarpene, men det er jo altså mennesket, der har magten, og mennesket vil gerne have en pæn, glat græsplæne.
Men et foster er da et menneske! protesteres der.
Ja, og det er nøjagtig den slags betragtninger, som ingen gyldighed har, når der skal gøres alvor af det nye menneskesyn. Efter dét er et barn og en muldvarp to biologiske tilfældigheder. Den eneste grund til at gøre forskel skulle være en vag fornemmelse af artsfællesskab. Hvis man afliver et foster på fiskestadiet, skulle det ikke give større skrupler end at spise torsk, skrev en kulturprofet i en bog.
Hvorfor skulle det biologisk tilfældige menneske ikke leve i flerkoneri eller parring i flæng? Hvorfor skulle det ikke insemineres heterologt ligesom køerne og gå nøgent ligesom aberne? Hvorfor skulle det overholde love, som det ikke ser sin interesse i at overholde, og hvorfor skulle det pålægge sig bånd, når der er noget, det har lyst til? Hvorfor skulle det ikke i det hele taget skille sig af med alle de lovværn, som blev opstillet mod livsødelæggende handlinger, dengang man havde det kristne menneskesyn?
“Udviklingen går jo fremad alligevel”, det kan den slet ikke forhindres i.
Udviklingslæren er med sit dyremenneske, men også med sin forestilling om, at det i sidste instans kun kan gå fremad, en af de væsentligste drivende faktorer i hele den nationale og internationale forrådnelse, der tager fart i dag.
Alverdens ondskab og dumhed kan præsentere sig som nye skridt i “udviklingen”, for færre og færre mennesket er overhovedet i stand til at stille det spørgsmål, om “udviklingen” muligvis går ad Helvede til. Sygdommen, der begyndte i biologien og hurtigt bredte sig til historien og sociologien og teologien og alt andet, er på vej til at lamme både hjerne og hjerte i det menneskelige samfund.
Den kristne, der søger at forlige udviklingslæren med sin tro, bør lytte efter latter i afgrunden.
Antikrists latter.
Fra Essaysamlingen Mørke skjuler jorden. Bragt med tilladelse.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2019. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Poul Hoffmann
Poul Hoffmann (1928-2015) var forfatter