Læsning i den nye bibel

En vurdering af Bibelen 2020 III

”Med det lille kendskab, jeg har til Bibelen 2020, tænker jeg, problemerne først og fremmest handler om hverdagssprog og ikke decideret bibelkritik eller politisk korrekthed.”

Sådan lød en af vurderingerne af den nye bibeloversættelse. Og det er rigtigheden af den antagelse, jeg vil prøve at undersøge med denne tredje artikel, hvor spørgsmålet skal lyde: Er der konkrete spor af en bibelkritisk tilgang i oversættelsen?

Jeg vil ikke i det følgende forsøge at skrive en afbalanceret anmeldelse af Bibelen 2020, hvor man også kan danne sig repræsentative indtryk af oversættelsens positive sider. Det er primært en undersøgelse af, om og i hvilket omfang oversætternes generelt set bibelkritiske teologi har smittet af på den konkrete oversættelse. Læser man derfor artiklen som en anmeldelse, der skal skildre positive og negative oversættelser i den nye bibel, vil man få et skævt indtryk, da det ikke er så mange af de positive og uproblematiske oversættelser, der berøres. Men forhåbentlig vil undersøgelsen sammen med de generelle overvejelser fra de første artikler bidrage til, at man kan danne sig indtryk af, om det er trygt eller farligt for troen at læse i den nye oversættelse.

Jeg kommer i det følgende primært til at sammenligne oversættelserne fra Bibelen 2020 med 1992-oversættelsen – og dermed gør jeg mig potentielt skyldig i den misforståede kritik af den nye oversættelse, hvor man spørger efter, hvorfor et vers er blevet ”ændret”.¹ Det er vigtigt at slå fast endnu engang, at den nye oversættelse ikke har taget udgangspunkt i Bibelen fra 1992, men har nyoversat Bibelen på baggrund af den græske og hebraiske tekst. Derfor skal man være påpasselig med at kritisere Bibelen 2020 udelukkende på baggrund af den oversættelse, man selv er vant til – for det kan jo ikke udelukkes, at Bibelen 2020 rammer meningen med grundteksten bedre.

De eksempler, jeg giver i det følgende, har jeg derfor altid sammenholdt med grundteksten og med pålidelige oversættelser.² For at det ikke skal blive alt for omfattende, argumenterer jeg generelt ikke for eller imod oversættelserne, men hvor andet ikke er anført i eksemplet, mener jeg, at 1992-oversættelsen er mere pålidelig end Bibelen 2020. På den måde kommer 1992-oversættelsen i de fleste eksempler for overskuelighedens skyld i praksis til at repræsentere ”den sande og fyldestgørende gengivelse af grundteksten”, hvilket selvfølgelig er en forenkling, men er der seriøse problemer med 1992-oversættelsen det pågældende sted, bruger jeg en anden oversættelse.

Eksempler på gode oversættelser

Før den kritiske undersøgelse har jeg alligevel lyst til ganske kort at komme med et par eksempler på, hvorfor det er forståeligt, at mange bibeltro kristne oplever Bibelen 2020 som en positiv fornyelse og en tiltrængt håndsrækning i bibellæsningen – og som en oplagt mulighed for unge og kirkefremmede til selv at læse i Bibelen. Der er nemlig ganske mange steder, hvor små forklarende ord og et opdateret sprog gør det lettere at forstå og tilegne sig tekstens budskab.

I Esajas’ Bog 4, vers 1 står der i 1992-oversættelsen: ”På den dag skal syv kvinder gribe fat i den samme mand og sige: ’Vi holder os selv med kost og sørger for vores eget tøj, blot vi må bære dit navn. Tag vanæren fra os!’”

Her kan det være vanskeligt – også hvis man læser sammenhængen – umiddelbart at forstå: ”På den dag” – hvad er det for en dag? Hvorfor er der syv kvinder, der griber fat i en mand, hvad betyder det, at kvinderne vil ”bære mandens navn”, og hvad er det for en vanære, han skal tage fra dem?

Men her får man hjælp ved at læse i Bibelen 2020 (jeg kursiverer de steder, hvor oversættelsen hjælper og gengiver meningen tydeligere):

”Når ødelæggelsen kommer, bliver der så få mænd tilbage, at syv kvinder griber fat i den samme mand, mens de tigger og beder: ’Vi skal nok selv sørge for vores mad og tøj, bare du gifter dig med os! Hjælp os af med den skam, det er at være ugift.’” ³

Der er også kernevers i Bibelen, der er blevet rigtig godt oversat, så de på én gang bliver lettere at forstå og bevarer meget af deres dybde.

For eksempel Zakarias’ bog kapitel 12, vers 10, hvor der i 1992-oversættelsen står: ”Over Davids hus og Jerusalems indbyggere vil jeg udgyde nådens og bønnens ånd, og de skal se hen til mig, ham de har gennemboret.”

Det er et meget indholdsmættet vers, og det er næsten umuligt ikke at ødelægge det, hvis man skal gøre det umiddelbart forståeligt for Patrick på 16 år. Desuden er der en tydelig Kristus-profeti i verset: ”De skal se hen til mig – ham de har gennemboret” er en fantastisk tydelig reference til Jesus på korset, som naturligvis må tolkes og forstås anderledes, og dermed også oversættes anderledes, i en bibelkritisk tilgang. Men hvad står der i Bibelen 2020?

”Jeg vil åbne øjnene hos Davids slægt og hos Jerusalems indbyggere, så de ser min tilgivelse og beder om den. De skal se på mig, ham, som de har gennemboret.”

Man kan nok savne formuleringen ”udgyde nådens og bønnens ånd”, som rummer en stor dybde også som en reference til pinsedags under. Men gengivelsen: at få åbnet øjnene for Guds tilgivelse, så man beder om den – det er i hvert fald en oversættelse, der kender og forstår indholdet af det, som er Helligåndens virke.

Og læg mærke til: Den tydelige Kristus-profeti står uændret – selvom den er helt dunkel i sammenhængen og kun forstås i lys af Det Nye Testamente!

Nu er oversættelsen fra Zakarias’ Bog af Christian Canu Højgaard fra Dansk Bibel-Institut og kan derfor ikke forventes at være repræsentativ for Bibelen 2020 som sådan.

Men der er også eksempler på, at nogle meget centrale og vigtige Kristus-profetier er bevaret i for eksempel Martin Ehrensvärds oversættelse af Esajas’ Bog.

Med tanke på hvad man kunne forvente af oversættere med en bibelkritisk tilgang, er jeg ikke så få gange blevet positivt overrasket under læsningen.

For mig har det været til stor opmuntring og trosstyrkelse: at selv hvis man ikke har personlig interesse i det, så kan man, hvis man skal oversætte med fagligheden i behold, ikke undgå mange gange også at lægge røst til Guds sande ord! For eksempel kan man ikke undgå at læse JESUS skrevet med store bogstaver ud over Esajas 53, selvom ordene er oversat af en, der har sagt farvel til Bibelen som sandhed og troen på en personlig Gud.

En meningsbaseret oversættelse vil altid være farvet af oversætterens teologi, men så længe oversætterne holder sig til og samvittighedsfuldt prøver at gengive grundteksten (og det gør de som regel i Bibelen 2020), så er der også nogle grænser for, hvor langt væk vi kan komme fra det budskab, som vi lever på og har taget vores tilflugt til. Guds ord forkynder med én Ånd Kristus til syndere i nød gennem både Det Gamle og Det Nye Testamente!

Den opmuntring vil jeg gerne give videre, før jeg i det følgende vil citere en lang række problematiske passager.

Jeg kan ikke komme ind på noget nær alle de problematiske steder, men vil anføre nogle eksempler, der kan illustrere alvoren. For at begrænse artiklens længde og samtidig komme rundt i hele Bibelen, holder jeg mig generelt til korte eksempler, men vi begynder med et par sammenhængende stykker i form af to af de såkaldte ”bodssalmer”. Det er salmer, som fra gammel tid har været brugt til syndsbekendelse, hvor vi kan låne salmisternes ord til at bekende vores synd for Gud og bede ham om nåde. Men hvordan lyder boden, når den fortolkende oversættelse kommer fra en tidligere lektor ved Aarhus Universitet, der regner salmerne for at være udtryk for almenreligiøsitet og uden anden forbindelse til Det Nye Testamente og kristendommen end det, som Jesus og apostlene og kristne sidenhen selv har lagt i dem?

Salme 38

I Salme 38 står der i v. 2 i 1992-oversættelsen: ”Tugt mig ikke i din harme.” I Bibelen 2020 bliver det til: ”Overfus mig ikke i din vrede.”

Er det en troendes bøn om nåde for synden? Hvem har hørt ordet ”overfuse” brugt i anden betydning end som en overreaktion fra en temperamentsfuld person?

Fornemmelsen af overreaktion fra Guds side bestyrkes igen i v. 4 ved, at synden negligeres som ”et fejltrin”: ”Jeg begik et fejltrin, og jeg er radbrækket fra top til tå” (1992-oversættelsen: ”Ingen af mine knogler er hele på grund af min synd”).

Gud fremstilles som hysterisk og overreagerende. Det er synd for salmisten. Den oprindelige mening er nærmere den, at udtrykket ”ingen af mine knogler er hele” er et billedsprog, der skal illustrere, hvor ødelagt David er over at erkende sin synd. Problemet er altså ikke Guds straf og Davids fysiske tilstand. Problemet er synden og Guds retfærdige harme over den, der gør David så anfægtet, at han må trække på et voldsomt billedsprog.⁴

I vers 5 får vi i 1992-oversættelsen et klart udtryk for, hvor alvorligt David selv tager sin synd: ”Min skyld vokser mig over hovedet.” I Bibelen 2020 er samme sætning blevet tæt på uforståelig: ”Mine fejltrin er større end mig”, står der.

Hvad betyder det?

I vers 6 lyder det i 1992-oversættelsen: ”Mine sår stinker og væsker på grund af min dårskab.” Det bliver i Bibelen 2020 til: ”Mine sår stinker og væsker, fordi jeg var så dum.”

Og det er rigtigt, at ”dårskab” ikke er nudansk, men det hebraiske ord bør oversættes med større alvor og vægt end ”fordi jeg var så dum”. Tænk på, at David måske skrev sin salme efter hor og mord. Vil han så beskrive sin synd sådan: at han ”var så dum”?

I vers 18 møder vi igen Davids dybe smerte over synden. I 1992-oversættelsen formuleres det sådan: ”For jeg kan let snuble, og min smerte har jeg altid for øje.”

Det kan man måske godt læse og forstå på flere måder – der tales ikke direkte om synd i vers 18. Men fortsættelsen i vers 19 lader os ikke i tvivl om, hvad David tænker på: ”Jeg vil bekende min skyld, jeg er foruroliget over min synd.”

Læg mærke til, hvordan vers 18 og vers 19 forklarer og udfolder hinanden, led for led: ”For jeg kan let snuble” i vers 18 svarer til ”jeg vil bekende min skyld” i vers 19, og ”min smerte har jeg altid for øje” i vers 18 svarer til ”jeg er foruroliget over min synd” i vers 19.

Vi møder altså her en dybt anfægtet David, som bekender sin skyld: at han så let snubler (et billede på synden). Og den synd, som foruroliger ham, er en smerte for ham, som han altid har for øje.

Og hvor er det guld værd for en anfægtet kristen i 2020 at møde en beslægtet sjæl i salmen og at gøre Davids ord til sine egne ord! Det er den samme anfægtelse og frustration, vi møder i Romerbrevet 7,14ff. og Galaterne 5,16-18, og som Hebræerbrevet også sætter ord på, når synden omtales som det, der ”så let omklamrer os” og vil have os til at snuble i løbet (Hebr 12,1).

Men i Bibelen 2020 får anfægtelsen en helt anden klang. ”Jeg er lige ved at snuble, jeg kan ikke glemme min smerte et øjeblik. Jeg indrømmer mine fejl, jeg er ked af mine fejltrin.”

Her lyder det i sammenhængen mest som om, David har ondt af sig selv på grund af sin fysiske smerte. Smerten gør, at han er lige ved at snuble, han er ved at gå helt ned over sin fysiske smerte – og derfor prøver han at komme og sige undskyld til den overreagerende Gud i håb om, at han snart må hjælpe ham.

Hvor 1992-oversættelsen med meget stærkt billedsprog afslører en David, der er ved at segne under vægten af sin synd, som hele tiden smerter ham og gør ham urolig, fremstår David i Bibelen 2020 som et menneske, der er blevet uretfærdigt hårdt straffet, og som derfor forsøger, om han kan få Gud overtalt til at hjælpe ham igen, hvis han beklager, at han er kommet til at lave nogle fejl.

Salmen slutter i 1992-oversættelsen med et sidste suk fra David: ”Skynd dig til hjælp, Herre, min frelser!” David har bekendt sin synd – nu kommer han til sin frelser.

I Bibelen 2020 står der bare: ”Skynd dig, Gud, hjælp mig, red mig!” For her tænkes der på, at David gerne vil hjælpes i sin timelige nød.

Den alvorligste af alle bodssalmerne i Det Gamle Testamente er i Bibelen 2020 blevet vendt om fra at være syndsbekendelse med dybt billedsprog om Davids smerte over synden og angst for Guds retfærdige vrede – til at lyde mere som en skoledreng, der nødtvungent siger undskyld, selvom han selv føler sig uretfærdigt behandlet (hvis den undskyldning kan betyde, at han slipper nu).

Salme 51

I Salme 51, vers 3 skal Gud ikke længere være David nådig i sin godhed – han skal bare ”holde sin hånd under ham”.

Det indtrængende ”Vask mig fuldstændig ren for skyld, rens mig for synd!” bliver til ”Vask mig ren for skyld, rens mig!”

”For jeg kender min overtrædelser, og min synd har jeg altid for øje” bliver til ”Jeg ved, jeg er trådt over stregen, jeg tænker hele tiden på mine fejltrin.”

I vers 7-8 står der i 1992-oversættelsen: ”I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig. Du elsker sandhed i det dunkle, du lærer mig visdom i det skjulte.” Det bliver i Bibelen 2020 til: ”Fra jeg blev født, har jeg gjort fejltrin. Men du elsker et ærligt hjerte, så lær mig nu hjertedybets indsigt.”

Læg mærke til, at sætningen ”i synd fra min mor undfangede mig” helt er slettet. Oversætterne i Bibelen 2020 sletter generelt det andet led i de hebraiske parallelismer, hvis man ikke vurderer, at de tilfører noget nyt. Her vurderer man ikke, at det er væsentligt, at David har været i synd helt fra undfangelsens øjeblik – et af de klareste udtryk for den arvesyndslære, som oversætteren ikke mener, der er spor af i Det Gamle Testamente.

Læg også mærke til detaljen ”men” i vers 8. I Bibelen 2020 kommer vers 8 til at stå som en formildende omstændighed til vers 7: Jeg har godt nok gjort fejltrin, siden jeg blev født – men du elsker et ærligt hjerte …

V. 10: ”Forkynd mig fryd og glæde, lad de knogler, du knuste, juble!” bliver til: ”Lov mig lys og glæde, lad mit knuste liv blive helt igen.”

Det er et eksempel på en omskrivning af billedsproget, som er tilpasset et moderne menneskes udtryksmåde. Men væk er bevidstheden om, at det er Gud, der har knust Davids knogler, og at Davids smerte her er et udtryk for syndserkendelse. At det knuste liv ”skal blive helt igen” er fri digtning, som leder tankerne i en helt anden retning.

V. 13: ”Tag ikke din hellige ånd fra mig” bliver til: ”Tag ikke dit åndedrag fra mig!”

Her er en reference til Helligånden, der som troens skaber og opretholder skal blive i mig, så jeg ikke bliver kastet bort fra Gud. Men i Bibelen 2020 er ”ånd” blevet til ”åndedrag”, og bønnens indhold er derfor blevet en tryglen om, at Gud vil holde David i live, rent fysisk.

I vers 14 bliver ”Lad mig atter frydes over din frelse, styrk mig med en villig ånd” til ”Lad mig én gang til opleve glæden over, at du griber ind, styrk mig med dit åndedrag!”

Meningen er en radikalt anden. I 1992-oversættelsen står Davids bøn som den hjertebøn, mange kristne kender: at jeg må få lov til at se frelsen i Jesus igen – se, at den gælder mig – og derigennem blive styrket med en villig ånd til at leve som kristen. Der er gemt en utroligt indholdsrig teologi i denne enkle bøn. Vi ser, at Åndens nye liv i den kristne udspringer af det ene: at vi må frydes over frelsen i Jesus. I Bibelen 2020 er det alt sammen forsvundet. Det er (i sammenhæng med omskrivningerne i de forudgående vers) blevet til en bøn om, at Gud må gribe ind i Davids jordiske problemer – billedligt beskrevet som at Gud ”puster” på David med sit åndedrag og derigennem velsigner ham med gode gaver.

V. 16: ”Fri mig for blodskyld, Gud, min frelses Gud” bliver til ”Herre, pas på mig, så jeg ikke gør andre fortræd. Du er min Gud, der passer på mig.”

Der er en ældgammel og meget troværdig tradition for at koble Salme 51 sammen med Davids hor med Batseba og mord på Urias. Da bliver det nærliggende at se Davids bøn som en bøn om tilgivelse for den skyld, han har pådraget sig ved at slå Urias ihjel – og David kommer derfor til den Gud, han slår sin lid til som ”min frelses Gud”.

Oversætteren Else Holt mener ikke, Salme 51 er skrevet af David. Hun mener generelt, at ”det eneste der faktisk er sikkert er, at det ikke var kong David”, der stod bag nogen af salmerne. Det var derimod de ”redaktører”, der samlede Salmernes Bog, der tillagde David salmerne for at give dem autoritet. (Det er altså på godt dansk et udtryk for svindel). I indledningsteksten til Salmernes Bog i Bibelen 2020 bruges formuleringen: ”Flere af Bibelens markante personligheder dukker op som stemmen bag salmerne: både Moses og Salomon, men først og fremmest kong David, som lægger forfatternavn til 73 af salmerne.”

Anerkender man ikke David som forfatter, og har man desuden en tendens til at ville oversætte salmerne som sange, der kan bruges eksistentielt og alment af det moderne menneske, så bliver det nærliggende at oversætte på en måde, så det ikke refererer til en bestemt situation. Og så bliver Davids dybe syndsbekendelse for sin frelses Gud altså til en tam, almenreligiøs bøn om, at Gud vil hjælpe en til at passe på andre, ligesom Gud passer på en selv.

Tendenser i den nye bibel

Det var to af salmerne. Netop salmerne er blevet fremhævet og anbefalet af bibeltro teologer som noget af det bedste i Bibelen 2020. Præst ved Aarhus Bykirke Henrik Højlund kommenterer til Kristeligt Dagblad, at salmerne i den nye oversættelse ”indtil videre” har været ”fremragende” læsning.⁵ Nicolai Winther-Nielsen skriver i Berlingske Tidende: ”En af de mest vellykkede oversættelser er efter min mening Salmernes Bog, hvor oversætterne har ramt et fint religiøst toneleje og et godt dansk, som fungerer både i personlig bøn og i oplæsning ved gudstjenesten.”⁶

Efter læsning i Bibelen 2020 har jeg meget svært ved at forstå, at Salmernes Bog kan anbefales i den nye oversættelse. Jeg synes tværtimod, at problemerne i salmerne er symptomatiske for nogle af de svagheder og ødelæggende fordrejninger af Guds ord, der også findes rundt omkring i resten af den nudanske bibel.

I de to bodssalmer går vi fra grundtekstens stærke udtryk for et ægte og anfægtet trosliv med Gud til oversættelsens almenreligiøse forståelse, som også Patrick på 16 og sygeplejersken på 48, der kun går i kirke til jul, kan være med på.

Med ændringen af bodssalmerne møder vi nogle tendenser i oversættelsen, som desværre har sat sit præg på store dele af den nye bibel. Jeg vil i det følgende prøve at udpege og følge nogle af de tendenser gennem hele Bibelen med repræsentative eksempler.

Gudsbilledet

Der kan i Bibelen 2020 spores en generel tendens til at gøre Gud mere menneskelig. Dermed bliver Gud og mennesker mere ligeværdige, og syndens alvor fortoner sig. Sigende for gudsbilledet er, at vi ikke længere i Bibelen 2020 skal ”frygte” Gud, men blot ”respektere” ham.

I det første bud lyder det i 1992-oversættelsen: ”Jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud.” I Bibelen 2020 står der: ”For jeg, din Gud, er lidenskabelig og bliver let jaloux.”

Her er et eksempel på, at den nye oversættelse godt kan åbne vores øjne for noget, der for så vidt er rigtigt. Det ord, der bruges om Gud her i Anden Mosebog 20, er faktisk det samme ord, der bruges, når for eksempel Rakel bliver jaloux over, at Jakob får børn med hendes søster (1 Mos 30,1).

Men der er helt klart en grund til, at tidligere bibeloversættelser er veget tilbage for at bruge et ord som misundelse eller jalousi i beskrivelsen af Guds forhold til sit folk. For i lys af, hvad Bibelen ellers lærer om Gud, ved vi også, at Gud er uden synd – og derved bliver Guds jalousi af en helt anden karakter end menneskers jalousi. Gud er jaloux på den måde, at han ønsker alle menneskers frelse, og at han våger over sit folk, for at de skal blive hos ham og nå målet (jf. 2 Kor 11,2). Der er ingen synd og egoisme i Guds jalousi over sin utro hustru (jf. Hos 1-3).

Det er altså som sådan ikke forkert at oversætte med ”jaloux”. Men Bibelen 2020 er jo en bibel, der gerne vil kommunikere meningen med grundteksten, og som tager et stort hensyn til, hvordan læseren vil opfatte teksten. For at finde ud af, hvordan almindelige læsere forstår et ord eller et udtryk, har oversætterne ofte googlet ordene for at se, hvordan de almindeligvis bruges, og hvilke associationer, der følger med ordene.⁷

Hvad mon man finder frem til, hvis man googler udtrykket ”bliver let jaloux”? Hvilke typer mon det er, der beskrives med det ordvalg, og hvad er baggrunden for, at de beskrives på den måde? Er det de associationer og den forståelse af Gud, man gerne vil kommunikere til moderne mennesker?

Ja, problemet er nok, at oversætterne af Bibelen 2020 netop ikke har noget imod de associationer, som udtrykket ”bliver let jaloux” giver. Det er helt i orden, at Gud kommer til at fremstå menneskelig, sådan som han også i nogle af salmerne skildres som en temperamentsfuld og overreagerende Gud.

Det er udtryk for en tilsvarende menneskeliggørelse af Gud, når Moses i Bibelen 2020 ikke længere går op på bjerget i håb om at kunne skaffe folket soning for deres synd, men fordi han håber, at han kan ”tale Gud fra at straffe” dem (2 Mos 32,20).

Og det virker helt forkert at læse i Amos’ Bog, at Gud ikke ”gider” folkets festdage og heller ikke ”gider” deres larmende sang. Det hebraiske ord betyder at ”afvise”, og det er muligvis nudansk at bruge ”gider” i den sammenhæng, men det får alligevel Gud til at virke menneskelig på en måde, som fjerner den dybe alvor fra sammenhængen, hvor der tales til et folk, der er dømt til Helvede og Guds dom, hvis de ikke vender om.

I 2 Mos 34,6 møder vi en trøsterig indsigt i Guds væsen i 1992-oversættelsen: ”Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed. Han bevarer troskab i tusind slægtled, tilgiver skyld og overtrædelse og synd; men han lader ikke den skyldige ustraffet.”

I Bibelen 2020 er Gud ikke længere ”barmhjertig og nådig” – han er ganske enkelt ”en Gud, der beskytter mennesker”.

Når der står om Gud, at han er ”sen til vrede”, betyder det, at han har tålmodighed med os (sådan som mange andre oversættelser også forklarende gengiver det). Tålmodighed på samme måde som der står om i Peters Første Brev: ”Han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse.” Det er det, der ligger i, at Gud er ”sen til vrede”: Han holder igen med vredens dag, for at flere må blive frelst. Forunderligt!

I Bibelen 2020 bliver det til, at Gud ”sjældent bliver vred” – et udsagn om Gud, som hele Skriften vidner direkte imod.

Når Gud bevarer sin troskab i tusind slægtled, bliver det i Bibelen 2020 til, at Gud viser sin loyalitet for tusinder. Guds evige pagtstroskab bliver altså til en idé om, at Gud forholder sig loyalt over for rigtig mange mennesker.

At Gud ”ikke lader den skyldige ustraffet” bliver i Bibelen 2020 til en efterhængt og upræcis sætning: ”Men jeg straffer også.” Den manglende præcision får det til at lyde, som om det er mere eller mindre vilkårligt, hvem Gud straffer og viser nåde.

Da profeten Jonas senere refererer til det samme gudsbillede, lyder det i Bibelen 2020: ”Jeg vidste, at du er en trofast og omsorgsfuld Gud, som ikke nemt bliver vred. Du har let ved at tilgive og fortryder det, når du beslutter at straffe os.”

Ordene ”du har let ved at tilgive” findes ikke i grundteksten. Det er oversætterens tilføjelse for at forklare Guds væsen. Men hvor let Gud har ved at tilgive – det ser vi på Golgata, hvor Gud, fordi han er retfærdig, lader sin elskede Søn gå i døden for vores synder. Gud har bestemt ikke let ved at tilgive, for Gud er retfærdig – derfor kostede det ham det dyrebareste, han havde.

Vi genfinder noget af det samme gudsbillede, når Jesu død i Rom 3,25-26 bliver skildret som et tegn på, ”hvor storsindet Gud er” – og at Gud ”valgte at se bort fra alt det, vi havde gjort” som en ”overbærenhed” med os.

Jesu guddommelighed

I det bibelske gudsbillede hører det til en af de mest grundlæggende læresætninger, at vi tror på en treenig Gud, og at Jesus dermed er sand Gud. En del akademisk sindede teologer, der arbejder med Skriften, sætter en ære i ikke at lade deres forståelse af Bibelen diktere af kirkens dogmer, og man vil derfor også finde en tendens hos moderne teologer til at finde alternative tolkninger til de skriftsteder, som treenighedslæren og læren om Jesu guddommelighed bygger på. Da man i Bibelen 2020 ikke er bundet af traditionen, har denne tendens også givet sig tydelige udslag i den nye oversættelse.

I Salme 45 møder vi et af de klareste vidnesbyrd i Det Gamle Testamente om, at Messias-kongen vil være Gud selv. I vers 7-8 lyder det: ”Din trone, Gud, står til evig tid, dit kongescepter er retfærdighedens scepter. Du elsker ret og hader uret, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med glædens olie frem for dine lige.”

Den evige konge er Gud selv, og som indvielse til at være konge salves Gud – af Gud! Det er det, salmisten siger – men ikke i Bibelen 2020. Her har man ganske enkelt valgt at udelade ordet ”Gud” i vers 7. Så er den guddommelige Messias fjernet.

I Hebræerbrevets første kapitel citeres Salme 45 vers 7-8 som et vidnesbyrd om Jesu guddommelighed. Det er altså ifølge Bibelen selv den rigtige forståelse. Men nu er den centrale og rige profeti i Salme 45 opløst ved en helt uforsvarlig udeladelse, og Hebræerbrevets forfatter henviser til nogle ord, som ikke findes i Den gamle aftale.

Det er selvfølgelig især i Det Nye Testamente, vi finder de direkte udsagn om, at Jesus er Gud. Et af de vigtigste steder er i Johannes-prologen (Joh 1,1-18), hvor vi i 1992-oversættelsen læser: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.”

Ordet, som er Gud, identificeres i vers 14 som Jesus, og i vers 18 siges det i den klarest mulige tale: ”… den Enbårne, som selv er Gud.”

I Bibelen 2020 lyder indledningen på Johannesevangeliet: ”Alting begyndte med, at Gud talte. Hans ord var hos ham, og det var en del af ham.”

Her siges det ikke, at Jesus er Gud, men kun at Jesus er ”en del af Gud”. Spørgsmålet er, om vi i Jesus møder Gud fuldt og helt, eller vi kun møder en del af Gud.

Når vi når til slutningen af Johannes-prologen, tyer Bibelen 2020 igen til udeladelsen. Ordene ”som selv er Gud” om Jesus, har man simpelthen undladt at tage med!

En sætning i Kolossenserbrevet udtrykker den samme virkelighed, som Johannes-prologen taler om: ”For i ham [Kristus] bor hele guddomsfylden i kød og blod.” Det er ikke kun en del af Gud, der er kommet til verden med Jesus, det er hele guddomsfylden, der er til stede i mennesket Jesus Kristus, i kød og blod! Det er et stort under og en stor trøst! For hele vores frelse beror på, at det var Gud selv, der kom til jorden og skaffede soning for syndige mennesker.

I Bibelen 2020 bliver det indholdsmættede udtryk om Jesu guddommelige natur i Kolossenserbrevet til noget meget mere flyvsk: ”Det er Kristus, der er indbegrebet af Guds fylde,” står der bare. Væk er talen om, at Jesus er Gud fuldt og helt, og at han er det som menneske, kommet i kød og blod.

Ligesom i sit evangelium skriver Johannes klart og tydeligt i slutningen af sit første brev om Jesu guddommelighed: ”Men vi ved, at Guds søn er kommet, og at han har givet os forstand, så vi kan kende ham, som er den Sande; og vi er i den Sande, i hans søn, Jesus Kristus. Han er den sande Gud og det evige liv” (1 Joh 5,20).

Men i Bibelen 2020 ændres sætningsstrukturen, så dette ”han” ikke længere henviser til Jesus: ”Men vi ved også, at Guds søn er kommet, og han har åbnet vores øjne, så vi kan se, hvem der er den sande Gud. Og på grund af Jesus, Guds søn, lever vi nu hos ham. Han er den eneste sande Gud og det evige liv.”

Det er en gennemgående tendens, at oversætterne forsøger at undgå formuleringer, hvor Jesus identificeres med Gud.

I Joh 8,58 siger Jesus det opsigtsvækkende: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg Er, før Abraham blev født.” Her bruger Jesus Guds navn, Jeg ER, om sig selv – og netop af den grund samler jøderne umiddelbart efter sten op for at stene ham (v.59). I Bibelen 2020 har man oversat det sådan: ”Hør nu her. Jeg var til, længe før Abraham blev født.” Grammatisk er det uden kontakt med grundteksten, hvor Jesus klart siger ”Jeg er”. Men med ændringen undgår man at vise, at Jesus bruger Guds navn.

Et af de klareste vidnesbyrd i Bibelen om, at det var Gud, der hang på korset og døde for os, møder vi i ApG 20,28. Her taler Paulus til de ældste i Efesos om at være ”hyrder for Guds kirke, som han har vundet med sit eget blod”. Det var altså Guds eget blod, der flød, da Jesus hang på korset. I Bibelen 2020 skal de ældste fra Efesos være ”hyrder for den menighed, Gud har købt og betalt med sin søns blod”. Det er igen helt uden grundlag i grundteksten. Man har ændret og forvansket teksten, så den ikke længere forkynder, at Gud selv ofrede sig for og vandt os på korset.

I Rom 9,5 finder vi en bemærkelsesværdig bekendelse af Jesu guddommelighed: ”… fra dem er Kristus kommet som menneske – han, som er over alt og alle, Gud, være lovet til evig tid!” (1992-oversættelsen). Norsk Bibel oversætter det lidt mindre knudret: ”… fra dem er Kristus kommet etter kjødet, han som er Gud over alle ting, velsignet i evighet.” Men også her vælger Bibelen 2020 en oversættelse, som følger den generelle tendens til at undvige formuleringerne om Jesus som Gud. Man indføjer et punktum og lader i stedet bekendelsen om Jesu guddommelighed blive til en spontan lovprisning af Gud Fader, der står uden sammenhæng til det forudgående: ”Kristus var også født som jøde. Lad os takke Gud, der regerer over alt i evighed.”

Noget tilsvarende sker i Tit 2,13, hvor vi møder bekendelsen ”… mens vi venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, komme til syne i herlighed.” Her slettes den tydelige identifikation igen, og i stedet bliver det ”Gud og Jesus Kristus”, vi venter på.

Et sidste eksempel:

I 1 Kor 10 taler Paulus om israelitternes oprør og hån mod Gud under ørkenvandringen og formaner på den baggrund læserne: ”Lad os ikke udæske Kristus, sådan som nogle af dem gjorde det, og de blev dræbt af dødsenglen” (v.9). Når israelitterne trodsede Gud, var det Kristus, de trodsede – for Kristus er Gud. Det står klart ud fra Paulus’ ord.

I Bibelen 2020 bliver samme vers helt uden belæg i den græske tekst til en sammenligning: ”Lad os ikke udfordre Kristus, sådan som nogle af dem dengang udfordrede Gud.” Med tilføjelsen ”Gud” kommer det at håne Gud og at håne Kristus til at stå som to forskellige ting – stik imod Paulus’ pointe.

Tendensen i Bibelen 2020 til at fordreje og fjerne Bibelens vidnesbyrd om Jesu guddommelighed er dybt foruroligende set i forhold til, både hvor omfattende denne tendens er, hvor frimodig man er til at ændre i teksten, og hvor vigtig en del af den kristne tro der her er tale om.

Menneskesyn

Når gudsbilledet ændres, har det ofte sammenhæng med menneskesynet. Hvor Gud bliver gjort mindre, bliver mennesket gjort større. Den tendens finder vi også i Bibelen 2020 – og vi har allerede mødt den i Salme 38 og 51, hvor David ikke står afklædt og magtesløs frem for Gud, men nærmere føler sig berettiget til, at Gud snart vil holde op med at straffe ham, når han nu på sin side står ved, at han har fejlet.

Selve udtrykkene ”Den gamle aftale” og ”Den nye aftale” om de to testamenter giver også et helt forkert billede af forholdet mellem Gud og mennesker som to parter, der kan lave en eller anden form for deal sammen.

I 2 Mos 32,13 tales ikke længere om, at Gud skal huske på sine ”tjenere”, men på sine ”støtter”.

Men Gud har ikke brug for støtter. Gud er nemlig ikke en Gud, der skal bæres, sådan som afguderne er det (jf. Jer 10,5). Og i mere moderne forstand har Gud heller ikke brug for tilhængere eller supportere.

Et udtryk for styrkeforholdet mellem Gud og mennesker får vi i beretningen om Jakobs kamp mod Gud ved Betel (1 Mos 32). Her vinder Jakob ganske vist over Gud – men han gør det på en irreel måde. Jakob får et slag på hoften, men klamrer sig til Gud og siger: ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.”

I Hoseas’ Bog får vi den sande udlægning af Jakobs kamp. Der står i 1992-oversættelsen: ”Han kæmpede med englen og sejrede; han græd og bad ham om nåde.”

Dét er nemlig den eneste måde, mennesker kan ”vinde over Gud” på: ”Han græd og bad ham om nåde.”

Den, der kender til at blive omvendt til Gud, ved præcis, hvad der her er tale om, og genkender sig selv i Jakobs kamp med Gud – i denne bagvendte sejr. Men for en, der ikke har Guds Ånd, er det en underlig selvmodsigelse – at man kan vinde ved at græde og bede om nåde.

I Bibelen 2020 er ordene i Hoseas’ Bog helt uden grund i den hebraiske tekst blevet vendt om til noget meget lettere forståeligt: ”Jakob kæmpede mod englen og sejrede. Englen måtte grædende bede om nåde.”

Med tanke på at englen i Første Mosebog er Gud selv, så er dette udsagn direkte blasfemi: at forestille sig, at Gud skal ligge på knæ for et menneske og grædende bede om nåde.

Det mere positive menneskesyn og det mere ligeværdige forhold mellem Gud og mennesker, møder vi ikke mindst i de små detaljer, som man lettest hopper over i læsningen.

For eksempel med Bileams forbandelse af folket – hvor der i 1992-oversættelsen står: ”Det var dem, der lejede Bileam (…) til at forbande dig; men Herren din Gud ville ikke lytte til Bileam, så for din skyld forvandlede Herren din Gud forbandelsen til velsignelse, fordi han elskede dig.” Her står der i Bibelen 2020: ”I stedet prøvede de at få profeten Bileam (…) til at overtale Gud til at vende sig fra jer. Det lykkedes selvfølgelig ikke, for jeres Gud elsker jer og vil jer kun det bedste.”

Ud over at det er en stor omskrivning – hvor kommer selvfølgeligheden så fra? At bruge ordet ”selvfølgelig” i forbindelse med Guds kærlighed til sit stivnakkede folk er meget langt væk fra det forhold, der beskrives mellem Gud og Israel i Det Gamle Testamente. Her var det netop Israel, der tog Guds kærlighed og velsignelse som en selvfølge – og det blev deres store ulykke.

Det gådefulde i Guds kærlighed til syndere beskrives på en forunderlig og trøsterig måde i Jeremias’ Bog kapitel 31, vers 3, hvor der i 1992-oversættelsen står: ”Med evig kærlighed har jeg elsket dig, derfor bevarer jeg min troskab mod dig.”

Derfor? Hvilken begrundelse får vi egentlig for Guds nådige troskab mod syndere?

Den evige kærlighed er begrundelsen! Det var i den kærlighed, Gud allerede før verdens grundvold blev lagt, udvalgte syndere til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i Kristus! (Ef 1,4).

Guds troskab mod sit folk er i Bibelen en gåde, hvis løsning går tilbage til Guds frelsesråd med sin Søn, fra før verden blev grundlagt.

I Bibelen 2020 er der ikke noget mærkeligt ved Guds nåde og troskab: ”Også dig, Jerusalem, har jeg altid elsket, mod dig vil jeg altid være trofast,” står der bare i Jer 31,3.

Da profeten Jonas er sunket i havet og slugt af hvalen, møder vi i 1992-oversættelsen en levende beskrivelse af Jonas’ anfægtelse: ”Jeg tænkte: Jeg er jaget bort fra dig; får jeg igen dit hellige tempel at se?” (Jon 2,5). Jonas er omgivet af mørke. Hans liv er håbløst, han er på vej mod den sikre død. Men den værste tanke for Jonas er: Jeg er adskilt fra Gud! Jeg er jaget bort fra ham og får aldrig mere Guds hellige tempel at se.

I anfægtelsens time identificerer vi os med Jonas. Men det får vi ikke mulighed for i Bibelen 2020, for her er Jonas overhovedet ikke anfægtet og fortvivlet over, at hans synd og ulydighed har skilt ham fra Gud. Tværtimod siger Jonas: ”Jeg troede, at du havde jaget mig væk, at jeg var langt borte fra dig. Men jeg ved, jeg kommer tilbage til dig i dit hellige tempel.”

I Mark 10,21 hører vi i 1992-oversættelsen om den rige unge mand, at ”Jesus så på ham og fattede kærlighed til ham”, men i Bibelen 2020 står der: ”Jesus så på ham. Han syntes, han var sympatisk, og bestemte sig for at hjælpe ham.”

Der er en væsensforskel på kærlighed og sympati. Og der er intet belæg for at forstå Jesu svar til den rige unge mand som en reaktion i sympati med manden i hans selvretfærdige stræben efter at holde Guds lov og hans manglende erkendelse af sin egen synd. Jesus får ikke sympati med et godt menneske, der er næsten i mål, sådan som et menneske med en almenreligiøs tankegang kan opfatte det. Nej, Jesus fatter kærlighed til et menneske, der mangler alt.

I afsnittet om Guds fulde rustning taler Paulus nu ikke om, at vi skal ”iføre os retfærdighed som brynje” – nej, hvordan skal vi kæmpe mod Satan og hans åndehær ifølge Bibelen 2020? ”Tag den rigtige opførsel på som rustning!” (Ef 6,14).

Den formulering burde tænde alle røde advarselslamper hos en kristen. Evangeliet udbyttes med loven og Jesu retfærdighed med vores egen. Ifølge teksten i Bibelen 2020 modstår vi Djævelen og alle hans anklager ved at være gode og retfærdige i os selv. Netop sådan vil Djævelen have os til at tænke og tro! Men hele Bibelen er én lang protest mod denne tankegang og en proklamation af evangeliet: Vi er stærke i Jesus og i hans retfærdighed alene! Vores forsvar mod Djævelen er ikke, hvad vi har gjort, men hvad Jesus har gjort i vort sted.

I Hebræerbrevet 12 skal vi i Bibelen 2020 ikke frigøre os fra synden, som så let omklamrer os, men ”gøre os fri af de dårlige vaner, der så nemt tager magten fra os og holder os tilbage” – og hvordan skal vi gøre det? Ikke ”idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender”, nej: ”Jesus skal være vores forbillede, for han viser os vejen og fører os til målet, når vi tror på ham.”

Her udbyttes evangeliet igen med loven. Vi frigøres ifølge Bibelen 2020 ikke fra synden ved at lytte til evangeliet og se hen til nåden i Jesus. Nej, vi frigøres ved at lære af Jesus som forbillede og ved at handle efter dette forbillede. Og at det kan lykkes, sandsynliggøres, når synden reduceres til dårlige vaner. Det er den direkte vej ind i farisæisme og lovtrældom.

Teksten i Hebræerbrevet vil lede os præcis den modsatte vej. Den kalder os til at se hen til nåden i Jesus og glæde os over, at han kan og vil løse os fra synden.

I 1 Kor 1,7 bliver ”… så I ikke mangler nogen nådegave, mens I venter på, at vor Herre Jesus Kristus skal åbenbares” til: ”I har fået nogle helt særlige evner og kan roligt vente på, at Kristus kommer tilbage.”

Korinthermenigheden behøver altså ikke frygte Jesu genkomst, på grund af deres ”helt særlige evner” …

I Hos 14,9 får vi et forunderligt løfte og tilsagn fra Gud til det folk, som hele Hoseas’ Bog har skildret som et uforbederligt og utro folk med en ”horeånd” indeni. Gud siger: ”Hvad skal Efraim længere med gudebilleder? Jeg bønhører ham, ser nådigt til ham. Jeg er som det grønne enebærtræ, du skal finde din frugt hos mig.”

Her er der trøst at få for den uforbederlige synder, der har genkendt sin egen fortabte natur i Israels folk, som profeten Hoseas beskriver: Gud griber ind, Gud bønhører, Gud ser nådigt til den uforbederlige synder. Og når alle blomster og blade er faldet af mit træ, så står Gud der og siger: ”Jeg er som det grønne enebærtræ, du skal finde din frugt hos mig!” Intet godt kan jeg selv frembringe – alt må jeg få hos ham!

Men i Bibelen 2020 er der ingen trøst at få. Her er der nemlig byttet helt om på, hvem der taler og giver løfter: ”Efraim skal sige: Hvad skal jeg med gudestatuerne? Når jeg er tro mod Gud og holder mig til ham, bliver jeg glad, smuk og frodig som et dejligt, grønt cyprestræ. Guds frugt er plantet i mig.”

Det folk, som gennem hele bogen er blevet afsløret som et folk, der ikke kan være tro mod Gud, siger altså i det næstsidste vers i bogen med stor fortrøstning: ”Når bare jeg er tro mod Gud …” Så bliver jeg smuk og dejlig …

Det er en direkte modsigelse af hele denne fantastiske bogs budskab, hvor det netop bliver så tydeligt, at vi mennesker er magtesløse på grund af synden, men at Gud må gribe ind og frelse os på trods af alt i os.

En tilsvarende voldsom ændring af, hvem der taler, møder vi desuden i det sjette kapitel i Hoseas’ Bog, vers 1-6. Det er et afsnit, der i 1992-oversættelsen har overskriften: ”Folkets bod og Herrens svar”. Midt i domsprofetierne får vi her et tilsyneladende lysglimt fra et folk, der siger: ”Lad os vende om til Herren.” Men deres fromme ord er falske. For i virkeligheden spiller de på flere heste. De har slået deres lid til alle mulige andre instanser. Nu er de blevet så desperate, at de også forsøger, nærmest besværgende, at mane Guds velsignelse frem: ”Han bryder frem så sikkert som morgenrøden …” (v.3).

Guds svar på denne falske omvendelse viser med al tydelighed, at han har gennemskuet dem: ”Hvad skal jeg gøre med dig, Efraim, hvad skal jeg gøre med dig, Juda? Jeres troskab er som morgentågen, som den tidlige, flygtige dug. Derfor hugger jeg dem ned ved profeterne, dræber dem med min munds ord. Min dom bryder frem som lyset” (v.4-5).

I Bibelen 2020 er der ikke sans for denne falske omvendelse. I stedet bliver folkets falske ord til noget, som Hoseas siger til folkene. I starten af kapitel 6 er der indføjet et: ”Hoseas sagde til dem, der ville høre på ham: Kom, lad os vende tilbage til vores Gud.”

På den måde bliver betydningen en helt anden. Vi hører ikke om en falsk omvendelse, og vi hører ikke om en Gud, der gennemskuer den falske omvendelse.

Guds svar på folkets falske omvendelse lyder i 1992-oversættelsen: ”Derfor hugger jeg dem ned ved profeterne.” Det betyder, at profeternes ord skal dræbe den falske frimodighed, de har, fordi de af navn er Guds folk – og det skal bane vej for, at de i stedet får et sandt syn på sig selv som fuldstændigt magtesløse og overladt til Guds nåde og barmhjertighed (jf. Hos 14,2-5).

Men i Bibelen 2020 lyder Guds svar: ”Derfor hugger jeg profeterne ned!” En oversættelse, der er meget usandsynlig, og som ikke giver mening i sammenhængen.

De to passager fra Hoseas’ Bog er eksempler på, at oversætterne generelt har forholdt sig eksperimenterende, når der har været mulighed for at bytte rundt på den direkte tale i forhold til 1992-oversættelsen. Og ombytningerne er med til at nedtone bogens radikale dom over synderen og lige så radikale evangelium til den, der har set sig afsløret og fortabt under Guds vrede og vender om til et liv i Guds nåde.

I Det Nye Testamente findes der også en masse helt fantastiske steder, hvor der står om, at vi som mennesker står magtesløse over for Gud og ikke har anden stolthed end Jesus. Men også i flere af de steder sker der en fordrejning af budskabet i Bibelen 2020.

Rom 5,6 er et af mine egne favoritsteder, som jeg vender tilbage til igen og igen: ”Mens vi endnu var svage, døde Kristus for ugudelige, da tiden var inde.” Tænk, her får jeg lov til at hvile i, at Jesus døde for ugudelige!

Men det står der ikke noget om i Bibelen 2020. Her står der – meget omskrevet: ”Mens vi stadig var tyranniseret af vores selvoptagethed, døde Kristus for os.”

Det lyder næsten som om, vi skal have ondt af os selv. Vi er selv gode nok – det er bare vores selvoptagethed, der tyranniserer os!

Men hvor blev ugudeligheden af?

”Salige er de fattige i ånden,” siger Jesus i begyndelsen af bjergprædikenen (Matt 5,3).

Hvad vil det sige at være fattig i ånden? I lyset af det, Bibelen ellers siger om Åndens gerning, er det åbenbart, at det handler om den fattigdom, vi erfarer, når Ånden ved Guds lov afslører os, som vi er i vores synd og skyld over for Gud. Her står vi tomhændede og radikalt fattige. Men netop her får vi også lov til at finde vores rigdom, trøst og ære i Jesus og hans frelse alene. Derfor er det saligt at blive fattige i ånden, fordi vi derved bliver ledt til at finde vores sande og evige rigdom i Jesus.

I Bibelen 2020 er der ikke nogen ”åndens fattigdom” eller nogen saligprisning. Jesus indleder derimod sin største tale med at sige: ”I virkeligheden er I heldige, hvis I er fattige og har fået Helligånden.”

Jesus henvender sig altså til de fattige, de materielt dårligt stillede, og siger til dem, at de trods deres fattigdom er heldige, hvis de har fået Helligånden.

Det er en indledning på bjergprædikenen, der passer rigtig godt på forestillingen om, at Jesus her stiller sig op som en idealistisk og samfundsengageret personlighed, der udleverer sit partiprogram for en bedre og mere retfærdig verden. Men det er billedet af en falsk Messias, der først og fremmest vil give fysisk brød til masserne og ikke det åndelige, evige livs brød (jf. Joh 6,22ff.).

I Rom 3,27 gør Paulus det klart, at der ikke er nogen stolthed tilbage for os: Guds lov har lukket munden på os, og det eneste, vi har at gøre, er at tage imod evangeliet i tro. Som der står i 1992-oversættelsen: ”Hvad bliver der så af vores stolthed? Den er udelukket! Ved hvilken lov? Ved gerningernes? Nej, ved troens lov!”

I Bibelen 2020 står der: ”Har vi så noget at være stolte af? Nej, overhovedet ikke. Og det er ikke, fordi vi ikke kan leve op til loven og dens krav, men fordi det er en helt anden lov, der gælder, nemlig troens lov.”

Omskrivningen ”Det er ikke, fordi vi ikke kan leve op til loven og dens krav” er så langt fra noget, Paulus kunne have skrevet, som man næsten kan forestille sig det. Paulus har netop understreget, at loven lukker munden på os og dømmer os, fordi vi umuligt kan leve op til dens krav. Men med denne dom vil Gud lede os til den tro og frelse i Jesus, hvor vi ikke har nogen stolthed i os selv, men al vores stolthed i Jesus.

I Andet Korintherbrev kapitel 3, vers 18 og kapitel 4,7 møder vi også nogle vers, der viser skrøbeligheden hos os mennesker. I kapitel 3, vers 18 tales der om grundlaget for vores helliggørelse. Kilden til vores helliggørelse er, at vi står ved et spejl og ser – ikke vores egen herlighed, men Herrens herlighed! Vi står med andre ord ved et spejl, hvor vi selv er helt væk, og hvor vi bare kan se Jesus! Når vi ser på dét billede, forvandles vi. Den sande helliggørelse findes der, hvor det er Jesus, der fylder hele spejlet!

I Bibelen 2020 er det ikke Jesus, vi ser på i spejlet – det er vores egen stråleglans, der blænder os (omend den kommer fra Gud): ”Alle os, der har fået fjernet sløret for vores ansigt, kan nu se Guds stråleglans afspejle sig i os. Vi bliver forvandlet, så vi kommer til at stråle mere og mere.”

Kilden til vores vækst og helliggørelse som kristne er altså, at vi ser os selv og ser, hvordan Gud har forvandlet og forbedret os. Det er et syn på helliggørelsen, der passer med de almenreligiøse forventninger, og som stemmer præcist med det, vi af natur længes efter. Men det er stik modsat og uforeneligt med Bibelens lære om evangeliet om Jesus som kilden til helliggørelse.

I kapitel 4, vers 7 møder vi det trøsterige ord om, at vi har skatten i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores. I Bibelen 2020 står der: ”Lyset er som en værdifuld skat, der opbevares i skrøbelige lerkrukker. Det gør det tydeligt, at vores kræfter stammer fra Gud, ikke fra os selv.”

Der er en væsensforskel på, om vi selv er stærke på grund af kræfter, vi har fra Gud, eller om Guds kraft åbenbares og udfoldes i vores skrøbelighed. Men denne forskel fordunkles flere steder i Bibelen 2020:

”Herren er min styrke og lovsang, han blev min frelse”, synger vi med Moses i 2 Mos 15,2. Men i Bibelen 2020 står der: ”Han gør mig stærk og stolt, han reddede mig.”

Udtrykket ”glæde i Herren er jeres styrke” (Neh 8,10) er blevet til: ”I bliver stærke, når I glæder jer over, at Gud passer på jer.”

I 2 Tim 2,1 har vi en vidunderlig trøst fra Paulus til Timotheus: ”Men du, mit barn, vær stærk ved nåden i Kristus Jesus!”

Paulus henviser her Timotheus til, hvad der skal være hans kraft i tjenesten. Han skal ikke finde mod og styrke ved noget i sig selv, i egne evner og kræfter. Nej, han skal rette sit blik mod den nåde, som han har i Kristus Jesus. Dét er den tilbagevendende glæde og styrke, Paulus selv lever i, og som han mere end noget andet ønsker for sit ”barn”, Timotheus, at han også må leve i og finde frimodighed i midt i tjenestens mange anfægtelser og kampe.

Men i Bibelen 2020 er nåden i Jesus fjernet: ”Mit barn, du skal finde styrke til den opgave, Kristus har givet dig.”

Tjenesten, opgaven, er der endnu. Men kraftkilden er væk – for nåden er væk. Vi er overladt til selv at finde ud af, hvordan vi får kraft i tjenesten, og af os selv får vi aldrig den tanke at søge den i nåden i Jesus.

Livssyn

Gudsbilledet og menneskesynet hænger sammen med det generelle livssyn. Her er der også en tendens i Bibelen 2020 – først og fremmest i Det Gamle Testamente – til at svække evighedsperspektivet over livet. Livet bliver her og nu – det jordiske liv. Og når Gud fortoner sig som dommeren, og livet på jorden bliver det, det kommer an på, så sker der selvfølgelig også noget i forholdet mellem Gud og mennesker: Gud bliver i større grad reduceret til den højere magt, der skal hjælpe os godt igennem livet.

Igen er det nogle gange de små detaljer, der gør forskellen. I Job 1,21 siger Job for eksempel ikke ”Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet”, men i stedet: ”Gud gav mig alt, og nu har han taget det igen. Alligevel hylder og takker jeg Gud.”

Umiddelbart lyder det måske som nogenlunde det samme. Men prøv at stoppe op og læse det igen!

Det, der gør den store forskel her, er ordet ”alligevel”, som oversætteren har sat ind i Bibelen 2020. Det lille ”alligevel” kommer til at betyde, at Job hylder og takker Gud på trods af det, der er sket ham. Men i virkeligheden er det, vi møder her i begyndelsen af Jobs Bog en utroligt stor klarhed hos den ramte Job: Han lover Herrens navn i lykke såvel som i ulykke, for han ved, at Gud bruger både lykken og ulykken i sin tjeneste.

At vennerne med alle deres mere eller mindre misforståede råd og anklager bidrager til, at Job senere i bogen går i selvforsvar og siger anklagende ting mod Gud, må ikke pille ved, at Job i begyndelsen har lys over, at Gud er god i alt, hvad han gør.

I Det Nye Testamente har vi en pendant til Jobs udsagn i Rom 8,28. Her hører vi, at alt – dvs. både lykken og ulykken – virker sammen til gode for dem, der elsker Gud.

I Bibelen 2020 hører vi, at ”Gud sørger for, at alting bliver godt for dem, der elsker ham”. Og det er jo ord, som vi gerne vil høre. Men Rom 8,28 giver ikke bare et løfte om, at alting nok skal blive godt engang, nej: Alt, hvad der møder os, både lykken og ulykken, virker sammen til det gode. Og det gode er ifølge sammenhængen at blive knyttet til Jesus og ved ham at nå den evige herlighed.

Det er svært for os mennesker at forstå, at ulykke i vores liv kan være efter Guds vilje – og især er det svært at forstå, hvis evighedsperspektivet glider væk fra os, og vi kommer til at se på vores liv på jorden som det egentlige liv. Det er meget nemt for os at få rettet vores blik mod den virkelighed, vi kan tage og føle på i hverdagen, og derfor har vi også så meget brug for hele tiden at læse i Bibelen og få rettet vores blik mod, at formålet med vores liv er at nå Himlen og undgå fortabelsen.

Men her svigter Bibelen 2020 desværre ofte et af sine vigtigste formål.

Nogle få vers længere fremme i Romerbrevet står endnu et centralt ord om vores trøst og tryghed som kristne: ”Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?” (Rom 8,32 i 1992-oversættelsen).

I de følgende vers (33-39) udfolder Paulus dette ”alt”, når han skriver om, hvad vi har i Jesus: Gud gør os retfærdige i Jesus, Hvem vil så anklage os? Den opstandne Jesus sidder som vores retfærdighed ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Hvem vil så fordømme os? Så må der komme, hvad der komme vil, af forfølgelser og lidelser: Med Jesus og den retfærdighed, vi har i ham, kan intet skille os fra Guds kærlighed!

I Bibelen 2020 lyder oversættelsen af vers 32: ”Gud skånede ikke engang sin egen søn. Tror I så ikke, at han også vil give os alt muligt andet?”

Når vi læser sådan en oversættelse, glæder vi os over, at Gud ikke ”bare” har ladet Jesus dø for os – men at Jesu død er et tegn på, at Gud også vil give os ”alt muligt andet”.

Det er en oversættelse, der går stik imod ånden i det, Paulus skriver her. Det er, som om, det ikke er nok at glæde sig over den fred med Gud, som vi ejer i Jesus. For at vi skal kunne glæde os over Guds kærlighed, skal den vise os noget andet, end at vi har fællesskab med ham og et evigt liv – den skal være et tegn på, at Gud tager sig af os i vores jordiske liv og også vil give os ”alt muligt andet”.

Og det er sandt, at Gud i vores jordiske liv vil give os alt det, han ser, vi har brug for, for at blive holdt fast hos Jesus og nå det evige liv. Men den altoverskyggende trøst og glæde, som Paulus vil minde os om i det citerede vers, er, at vi med Jesus ejer alt, hvad vi behøver i forhold til Gud, frelsen og det evige liv.

”Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet,” siger Paulus i Rom 15,4. Det er en fantastisk opløftende bestemmelse af Guds ords betydning i en kristens liv: at læse i Bibelen skal give os udholdenhed og trøst til at fastholde håbet om det evige liv, vi ejer i Jesus!

I Bibelen 2020 lyder verset som det rene volapyk: ”Alt det, der står i Skrifterne, er skrevet, for at vi skal blive klogere af det. Når vi læser om udholdenhed og trøst, bliver vi fulde af håb.”

Hvordan skal det forstås? Det ligner mest bare nogle begreber, man har forsøgt at sætte sammen på et eller andet abstrakt plan.

Egentlig burde verset være enkelt og ligetil at oversætte. Men for en, der ikke selv kender til dette liv i håbet, og hvordan Guds ord giver os at kunne holde fast i det håb, vi har i Jesus, kan verset godt være svært at få til at give mening. Og forstår man ikke meningen, giver det ikke mening at oversætte meningsbaseret – så kan det ende som her med indholdstom og abstrakt filosofi.

I Det Gamle Testamente møder vi gentagne gange formuleringen ”for at du må leve” eller lignende i forbindelse med overholdelsen af loven. Det er en meget central del af Det Gamle Testamentes forkyndelse. Paulus udlægger i Galaterbrevet, at denne vigtige formulering betyder evigt liv (eller at blive retfærdig for Gud – Gal 3,11-12). Loven lover altså evigt liv og fællesskab med Gud for den, der holder budene! Men der står også skrevet side op og side ned i Det Gamle Testamente, at denne frelsesvej er en lukket vej for mennesker. På den måde er en stor del af Det Gamle Testamentes forkyndelse egentlig en forkyndelse af, at mennesker er håbløst fortabte og ikke kan nå målet.

Men Det Gamle Testamente kender også vejen ud af denne nød: ”Herren din Gud vil omskære dit og dine efterkommeres hjerte, så du elsker Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl, for at du må leve” (5 Mos 30,6). Her er det Gud, der griber ind og omskærer – ikke forhuden, men hjertet. Det er troen på Jesus, Gud skaber, og i denne tro er loven opfyldt, så vi må have evigt liv i Kristus. Et forunderligt evangelisk løfte!

I Bibelen 2020 har oversætterne generelt den tilgang, at man ikke må læse nytestamentlige tanker ind i Det Gamle Testamente, men at Det Gamle Testamente skal læses på egne præmisser. De præmisser er langt på vej, at man ser Det Gamle Testamente som udtryk for en almenreligiøsitet, hvor det handler om at stå sig godt med Gud for at få et godt liv her på jorden.

Hvordan oversætter man da formuleringen ”for at du må leve” i det nævnte vers (5 Mos 30,6)?

Der står: ”Han vil få jer til at tænke og opføre jer som hans folk og til at elske ham af hele jeres hjerte. Så vil I få et godt liv.”

Læg mærke til, hvor radikal en omskrivning og omtolkning, vi får af dette centrale vers om hjertets omskærelse. Løftet om at Gud vil gribe ind og omskære hjerterne bliver til, at Gud vil få israelitterne til at tænke og opføre sig som hans folk. For så vil de få et godt liv.

En profeti om at Gud vil skabe troen på Jesus i hjerterne, bliver altså til en profeti om, at Gud engang vil få israelitterne til at tænke og opføre sig efter Guds vilje. Og konsekvensen af det, Gud gør, bliver ikke, at mennesker skal få evigt liv, men at de skal få et godt liv på jorden. Det er et helt andet perspektiv og en helt anden religion, vi her har med at gøre. Det er kristendom og almenreligiøsitet stillet op over for hinanden.

Formuleringen ”for at du må leve” findes også i for eksempel Ezekiels Bog (kap. 18,30-32; 33,11-12). Her lyder formaningen flere gange til folket, at de skal vende om, for at de må leve. Men ifølge Bibelen 2020 skal de ombestemme sig og stoppe med deres lovovertrædelser, så de må få et godt liv. Det er ikke omvendelse, tro og evigt liv, det handler om – det er en revurdering af sit liv, en beslutning om at stoppe med at overtræde loven, og som konsekvens heraf: et godt liv på jorden.

I Rom 2,29 bruger Paulus profetien om hjertets omskærelse. Her står der i 1992-oversættelsen: ”Jøde er man i det indre, og omskåret er den, som er det i sit hjerte, i Ånden, ikke efter bogstaven. Hans ros kommer fra Gud, ikke fra mennesker.”

Her ser vi, at hjertets omskærelse ifølge Paulus handler om den tro, som Ånden skaber i hjertet.

Men i Bibelen 2020 lyder verset: ”I virkeligheden handler omskæringen om, hvad man gør og tænker, og har ikke noget med de ydre forhold at gøre. Som jøde skal man have ros af Gud, ikke af mennesker.”

Oversættelsen afslører et gennemført lovisk syn på omskærelsespagten, som berettiger, at den kan kaldes en ”aftale”: noget for noget. Men omskærelsen er netop ikke knyttet til loven, men til evangeliet og løfterne til Abraham.⁸ Derudover er det endnu et eksempel på en tendens til drejning af livssynet, hvor det at være kristen også i Det Nye Testamente først og fremmest handler om at opføre sig ordentligt – ikke at tro og bevare troen til evigt liv.

Den samme tendens viser sig også i den måde, Bibelen 2020 oversætter ”fortabelsen” på. Når 1992-oversættelsen skriver Helvede, skriver Bibelen 2020 også Helvede, men når det drejer sig om Bibelens synonymer for Helvede, er der en tendens til, at Bibelen 2020 oversætter det med enten ”døden” eller blidere og mere upræcise billeder.

Det ser vi et eksempel på i Salme 1. Den første salme står (sammen med Salme 2) som en slags forord til Salmernes Bog, hvor grundtonen bliver lagt for resten af bogen. Her møder vi skellet forkyndt med stor tydelighed, og vi lades ikke i tvivl om, hvordan forskellen mellem troende og vantro vil blive udmålt på dommens dag.

I 1931-oversættelsen står der i vers 5: ”Derfor består de gudløse ikke i Dommen.” Både i 1992-oversættelsen og i Bibelen 2020 er det blevet til, at de ugudelige ”ikke står fast”, når dommen falder, hvilket er noget mere upræcist. Det handler om at blive frikendt eller ikke blive frikendt på dommens dag.

I vers 6 står der i 1992-oversættelsen: ”Herren kender de retfærdiges vej, men de ugudeliges vej går til grunde.”

Når vi netop i vers 5 har fået ledt tankerne hen på dommens dag, er der ikke nogen tvivl om, hvad der menes med, at ”de ugudeliges vej går til grunde”. Det er tale om Helvede, den evige fortabelse.

I Bibelen 2020 står der: ”For dem, der ikke tror på Gud, ender vejen blindt.” Det er en meget fri og utydelig omskrivning af teksten – og der er vel ikke mange læsere, der vil tolke det som en reference til Helvede. På den måde mister Salme 1 sin vægt som et forord til Salmernes Bog, der tydeligt forkynder om de to udgange på livet.

De retfærdige i salmen kaldes for ”de gode” (v.6), og der står om de gode, at de ”glæder sig over Guds love”. I 1992-oversættelsen glæder den retfærdige sig over Guds lov (i ental), hvilket er i pagt med Det Nye Testamentes sprogbrug. Men det er i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på, at det hebraiske ord, torah, som vi oversætter med loven, ikke kun betegner Guds love, men hele den skriftsamling, som de fem mosebøger udgør.

Den retfærdige glæder sig altså ifølge Salme 1 over hele Guds ord, som det kommer til udtryk i mosebøgerne, både i lov og evangelium. Det er den retfærdiges kendetegn – og dermed giver Salme 1 os den afgørende forskel på dem, der fortabes, og dem, der består til evigt liv: Det drejer sig om at leve på og glæde sig over Guds ord i lov og evangelium.⁹ Den forståelse kræver det forhåndsviden at forstå i 1992-oversættelsen, men i Bibelen 2020, hvor meningen burde blive forklaret, ledes vi i stedet helt vild, når der står om ”Guds love”, som den ”gode” glæder sig over.

Omgåelsen af fortabelsens virkelighed finder vi spredt gennem hele Bibelen 2020.

Joh 3,16 kaldes ”den lille bibel”, fordi det vers i koncentreret form fortæller om, hvad Gud har gjort for at frelse os fra fortabelsen, så vi kan få evigt liv. Men i Bibelen 2020 er fortabelsen fjernet fra dette vigtige vers. Der står nu blot: ”… for at den, der tror på ham, ikke skal dø, men få evigt liv.”

I 1 Kor 9,27 kommer vi tæt på Paulus i hans anfægtede liv. Han fortæller om, at han hele tiden må være hård mod sin krop og tvinge den til at lystre for at nå målet. Hvorfor? ”For at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet.” Hele sammenhængen med 1 Kor 10 viser, at Paulus her tydeligvis tænker på fortabelsen – Helvede. Selv for Paulus er det ikke nogen selvfølge at nå målet – han regner det som en mulighed og en fare, at han kan gå fortabt!

I Bibelen 2020 bliver dette utroligt alvorlige budskab præsenteret med ordene: ”Det skulle jo nødig ende med, at jeg, der har fortalt andre om Jesus, selv falder igennem.”

Der er flere ting i denne oversættelse, som giver et helt forkert indtryk af Paulus’ budskab. For det første formuleringen ”det skulle jo nødig ende med”, som ikke er et ordvalg, der passer på en anfægtet apostel. Det lyder mere som et utænkeligt scenarium; som noget, det ville være helt grotesk at forestille sig. Men det er hele pointen med Paulus’ udfoldelse af israelitternes frafald i det følgende kapitel, at frafaldet er en nærliggende fare for os alle. Det er ikke ”langt ude” at forestille sig. For – som Paulus skriver – det begyndte jo så godt for Israels folk. De begyndte i tro og gudsfrygt. Paulus beskriver Israels folk som en menighed, der i begyndelsen levede med Jesus. De oplevede store undere, ligesom Paulus oplevede store undere. De blev ført ud i ørkenen og blev opdraget og oplært til at leve af Guds nåde og barmhjertighed alene, ligesom Paulus blev ført tre år ud i ørkenen efter sin omvendelse, hvor han kom i Guds skole og blev oplært til at være apostel for nådens evangelium.

Og alligevel, skriver Paulus. Alligevel faldt israelitterne fra. Og når Israels folk kunne falde fra troen, så kan Guds apostel det også, og når Guds apostel kan falde fra – hvem kan så ikke falde fra?

Sådan er alvorstonen i det, Paulus skriver her.

Men i Bibelen 2020 ”skulle det nødig ende med” – med hvad? Med at Paulus selv ”falder igennem”. Det udtryk er for det første en sprogligt uforsvarlig omgåelse af forkastelsens og fortabelsens virkelighed. Derudover giver udtrykket nogle helt forkerte associationer i forhold til, hvad det gælder om for en kristen. For en kristen gælder det om at være i Guds nåde – at være frikendt for Jesu skyld, så jeg har fred med Gud og kan bestå på dommens dag. Men når Paulus i Bibelen 2020 taler om, at han ikke skal ”falde igennem”, er det mest nærliggende at forstå det lovisk. For hvornår er det, man ”falder igennem”? Det er, når man ikke har været god nok – når de andre fremstår bedre. Udtrykket ”falder igennem” leder automatisk tankerne i en lovisk retning og hen til en sammenligning med andre kristne.

Tilsammen får vi altså indtryk af en Paulus, der ser det som det værste scenarium i livet, at han kommer til at fremstå mindre god end andre mennesker, som han sammenligner sig med – men at han i øvrigt regner det for en usandsynlig mulighed.

Denne selvtilfredshed på baggrund af en lovisk sammenligning er den stærkest tænkelige kontrast til Paulus’ egentlige mening: at vidne om sin egen personlige anfægtelse og gøre brevets læsere stille for frafaldets og fortabelsens mulighed – for derefter at tilskynde sig selv og brevets læsere til at søge tilflugt i Guds nåde gennem Kristus.¹⁰

I 1 Kor 15,16-18 giver Paulus en meget stærk beskrivelse af betydningen af, at Jesus er stået op fra de døde. Og han går et kort øjeblik ind på tankegangen: Hvordan ville vores situation være, hvis Jesus ikke var opstået fra de døde? I 1992-oversættelsen lyder det: ”Er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt.”

I Bibelen 2020 er de ikke gået fortabt – de er bare ”væk for altid”.

Iver Larsen har en mere fyldestgørende gennemgang af de steder, hvor Den nye aftale nævner fortabelsen. Hans konklusion lyder: ”Begrebet fortabelse er altså med ganske få undtagelser oversat med død, tilintetgørelse, straf eller undergang.”¹¹

I tendensen til at omgås fortabelsen og benytte sig af et mere ubestemmeligt ordvalg, fornemmes også til tider en tendens i retningen af læren om alles frelse.

I Luk 1,77 får vi i 1992-oversættelsen en herlig bestemmelse af Johannes Døbers livskald og gerning som profet: ”For du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed.”

Underforstået i denne bestemmelse af Johannes Døbers gerning og forkyndelse er også, at det kun er dem, der lærer frelsen at kende i syndsforladelsen for Jesu skyld, der bliver frelst. Præcis derfor kommer Johannes Døbers forkyndelse i stor udstrækning til at handle om at afsløre de gerningsretfærdige som syndere, der har brug for en frelser, og kalde dem til omvendelse (se f.eks. Matt 3).

I Bibelen 2020 lyder det: ”Du skal lære hans folk, at de bliver frelst, fordi deres lovovertrædelser bliver tilgivet, for Gud er fuld af omsorg.”

Her er ingen forbehold – og ikke nogen grund til at kalde til omvendelse. De bliver jo frelst, fordi deres lovovertrædelser bliver tilgivet – fordi Gud er fuld af omsorg.

Det lyder næsten som om, Johannes Døber er blevet ”en god folkekirkepræst”, der har som sit embede at forsikre mennesker om, at alt er i orden. En større kontrast til Johannes Døbers egentlige virke kan vel næppe tænkes.

Bibelsyn

Når Bibelen 2020 så mange steder går fejl i synet på Gud, mennesket og livet, så skyldes det i bund og grund synet på Bibelen – som beskrevet i den forudgående artikel.

Det er afgørende for den, der vil oversætte Bibelen korrekt, at man har lys over lov og evangelium, og at man tror på, at hele Skriften leder os til frelsen i Jesus, fordi det er den samme Ånd, der taler gennem hele Skriften.

Det udgangspunkt er desværre meget langt fra at være det generelle hos oversætterne. Og det afspejler sig også i oversættelsen, når det gælder Kristus-profetierne i Det Gamle Testamente.

Som sagt fremstår flere af Kristus-profetierne tydeligt også i Bibelen 2020. Men mange steder er det også blevet fordunklet eller direkte umuliggjort, at de pågældende profetier skulle handle om Kristus.

Den første profeti om Jesus møder vi i 1 Mos 3,15: ”Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen” (1992-oversættelsen). En efterkommer af Eva skal knuse slangens hoved (Djævelens magt), mens slangen skal bide ham i hælen (Jesu korsfæstelse). Allerede umiddelbart efter den forfærdelige beretning om syndefaldet, møder vi håbsforkyndelse – og løftet om den frelse i Jesus, som Gud havde planlagt, før verden blev grundlagt!

Oversætteren til Første Mosebog i Bibelen 2020 anerkender imidlertid hverken syndefaldsberetningen som et syndefald eller, at Det Gamle Testamente kan sige noget om, hvad der skal ske i Det Nye Testamente – og profetien om Kristus bliver derfor også til noget, der angår et almindeligt livsvilkår ved menneskelivet: ”Du og kvinden vil altid være fjender, ligesom dit og hendes afkom. Mennesket vil knuse hovedet på dig …”

Det er umuligt at forstå ”mennesket” som henvisning til en kommende udfrier af Djævelens magt.

Den naturlige forståelse af udsagnet i Bibelen 2020 – som også stemmer overens med oversætterens forståelse af teksten – er, at der her tales generelt om menneskers problematiske forhold til slanger.

Men der er al mulig grund til at se noget dybere i teksten end en forklaring på, hvorfor mennesker og slanger har et problemfyldt forhold til hinanden i naturen.

Det er for det første meget unormalt, at der her tales om kvindens afkom. Ser man på slægtstavlerne, er det altid manden, der nævnes. Denne usædvanlighed er i sig selv en grund til at rette opmærksomhed mod udsagnet. Og usædvanligheden forklares i Jesus, som er kvindens afkom, barn af en jordisk mor, men uden en jordisk far.

Dertil kommer, at slangen helt tydeligt i Første Mosebog repræsenterer Djævelen – og hvilken efterkommer af Eva kan siges at knuse Djævelens hoved og dermed gøre en ende på Djævelens magt? Det giver kun mening som en profeti om Jesus.

Men den mening og den store trøst i, at Guds ord allerede fra det tredje kapitel i Bibelen giver løfte om, at Jesus vil besejre Satans magt, er det umuligt at finde i Bibelen 2020.

Tilsvarende med løftet til Abraham, som det kommer til udtryk i 1 Mos 22,18: ”Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom.”

Hvem er det afkom, der tales om her, som alle jordens folk skal velsigne sig i? Det behøver vi ikke være i tvivl om, for Paulus forklarer i Gal 3,16: ”Hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom. Det hedder ikke: ’og til dine afkom’ i flertal, men i ental: ’og til dit afkom’, og det er Kristus.”

Samme mening af Gal 3,16 har vi i Bibelen 2020, hvor der står: ”Læg mærke til, at der står ’efterkommer’, altså i ental, ikke i flertal. Den ene efterkommer er selvfølgelig Kristus.”

Men hvordan lyder den tekst, som Paulus udlægger i Gal 3,16, så i Første Mosebog? I Bibelen 2020 er 1 Mos 22,18 oversat med: ”Alle folk på jorden vil blive velsignede på grund af dine efterkommere.”

Man kan spørge: Skulle redaktionen for Bibelen 2020 ikke have fanget den, så der kom overensstemmelse mellem testamenterne? Men sagen er formentlig den, at oversætteren af Første Mosebog, som en del andre bibelkritiske forskere, mener, at Paulus her øver vold på teksten om Abraham, og at hans argument ikke holder vand. Derfor kan alle, der læser Bibelen 2020 nu forvisse sig om, at Paulus åbenbart ikke forstod sig på hebraisk grammatik. Uoverensstemmelsen mellem de to testamenter får lov til at stå, fordi man mener, at der vitterligt er tale om en uoverensstemmelse, og at Paulus tager fejl her, når han prøver at vride en Kristus-profeti ud af tekst, der ikke handler om Kristus.

At Paulus, ud over at være inspireret af Helligånden i Gal 3,16, naturligvis forstod sig bedre på hebraisk grammatik og var bedre inde i Skriften end selv den mest lærde nutidige forsker, burde ikke behøve nogen argumentation, men der er alligevel bibeltro forskere, der har givet en god forklaring på, at det er både grammatisk naturligt og i sammenhæng med andre steder i Skriften at kalde ”afkom” for ental og se det som en Kristus-profeti. Redegørelsen for det bliver for kompleks at gå i detaljer med her, men konklusionen på den akademiske diskussion er opmuntrende: ”Det betyder, at Paulus, når han henviser til teksten [1 Mos 22,18 i Gal 3,16] fremdrager den mening, som allerede ligger i Første Mosebogs hebraiske.¹²

I Es 7,14 har vi et andet eksempel på en central Kristus-profeti i Det Gamle Testamente, som slettes, og som derved får en tekst i Det Nye Testamente til at fremstå utroværdig. Her er 1992-oversættelsen ikke bedre, så jeg må citere fra 1931-oversættelsen: ”Derfor vil Herren selv give eder et tegn: Se, jomfruen bliver frugtsommelig og føder en søn, og hun kalder ham Immanuel.”

I 1992-oversættelsen er det ikke længere ”jomfruen”, der skal blive med barn, men ”den unge kvinde”, og i Bibelen 2020 gøres det endnu mere ubestemt: ”En ung kvinde skal blive gravid.”

Oversættes det hebraiske ord almah som ”ung kvinde”, må vi forstå profetien i Es 7,14 som en helt almindelig dagligdags begivenhed. Der er ikke noget underligt i, at en ung kvinde bliver gravid, hvorimod det i menneskers øjne er umuligt, at en jomfru skal føde. På den måde er oversættelsen ”ung kvinde” det eneste logiske valg, for det er ikke en seriøs mulighed for den menneskelige fornuft, at en underfuld og aldrig observeret begivenhed som en jomfrufødsel skulle være forudsagt i Det Gamle Testamente og opfyldt i Det Nye Testamente.

Når bibelteksten bruger ordet ”tegn” om det, der sker, giver det dog i sig selv et fingerpeg om, at der her er tale om noget andet og mere end en dagligdags begivenhed. Og som Nicolai Winther-Nielsen fra DBI har argumenteret fyldestgørende for i en artikel i magasinet Budskabet, er oversættelsen ”jomfru” ”den eneste grammatisk og historisk forsvarlige oversættelse”.¹³ Almah betegner på hebraisk den helt unge, ugifte pige, der ikke har haft sex endnu. Og det er også derfor, den jødiske oversættelse af Det Gamle Testamente til græsk, som vel at mærke blev foretaget et par århundreder før Jesu fødsel, valgte at oversætte til det græske parthenos, der betyder jomfru.

I oversættelsen af Es 7,14 står den bibelkritiske tilgang og troens tilgang hårdt op mod hinanden, og der er ikke mulighed for noget kompromis. Hvis man ikke vil acceptere Es 7,14 som en profeti om Jesus, må man nødvendigvis forsøge at slippe uden om den forståelse af teksten, som ellers sprogligt og historisk ligger lige for, og som også bliver stadfæstet gennem Det Nye Testamente: at der er tale om en jomfru, der bliver gravid.

Resultatet af det bibelkritiske knæfald for den menneskelige logik bliver for det første, at dette klare og trosstyrkende tegn på Guds frelsesplan gennem Jesus fra Det Gamle Testamente forsvinder. For det andet bliver konsekvensen af oversættelsen, at Matthæus kommer til at stå som en, der fusker med citater fra Det Gamle Testamente, for at det skal give autoritet til hans fremstilling af Jesus som Guds søn.

Den redaktion, der har samlet oversætternes arbejde til en hel bibel, har forsøgt at få ensartethed i nogle ord og udtryk. Men at Skriften teologisk modsiger sig selv, ja faktisk er bygget op af helt forskellige teologier, det har man ikke noget imod – for det er sådan, synet på Bibelen er. Derfor er det heller ikke sådan, at skrift skal fortolke skrift, sådan som det lutherske princip lyder. Det gør ikke noget, at det stritter i hver sin retning – heller ikke inden for de enkelte bøger og breve.

Der er ikke mange fra den kirkelige højrefløj, der har påtalt, at Bibelen 2020 lader tingene stritte hver sin vej, og at det er et problem. Men Shakespeare-oversætteren Niels Brunse ser det tydeligt på baggrund af sin læsning i Bibelen 2020: ”Forskellene mellem de gammel- og nytestamentlige forestillinger om forholdet mellem Gud og mennesker viser sig måske endnu tydeligere, når patinaens slør er løftet bort, og det er ingen ulykke.”

For den, der betragter Bibelen litteraturhistorisk eller religionshistorisk som en historie om, hvordan mennesker har tænkt om Gud til forskellige tider, er det kun godt, at forskellene træder tydeligere frem, så man kan se udviklingen. Men for den, der tror, at Bibelen er Guds ord, udåndet af Guds Ånd fra første til sidste bogstav, er det anderledes. Vi tror ikke, at Guds ord lukker sig op for os ved at se på det som et fejlagtigt menneskeværk, men ved at se, hvordan hele Skriften vidner og peger i én og samme retning: mod den lovede Messias, Jesus Kristus.

Forkortelser og tilføjelser

Ærefrygt for Guds ord kan man godt have, selvom man oversætter meningsbaseret til nutidssprog – jævnfør Luther. Men når man oversætter frit, er det utroligt vigtigt, at man har lys over Skriften og indsigt i evangeliet til at kunne skønne, hvornår og hvordan man må forholde sig frit.

Her har Bibelen 2020’s politik ikke mindst været meget fri i forhold til forkortelser af teksten, hvor nogle udtryk har virket særligt ”overlæssede”, eller hvor den hebraiske poesi for eksempel har udtrykt det samme to gange. Og det har helt klart haft en meget positiv effekt på læsbarheden. Men selvom ordene fra Åbenbaringsbogen om at ”trække fra” i Guds ord ikke er direkte møntet på oversættelsesarbejdet, hvor man nogle gange af rent sproglige hensyn er nødt til at formulere sig mere kortfattet på det sprog, man oversætter til, så er det nødvendigt, at man som oversætter anerkender og respekterer, at der ikke er noget i Guds ord, der er tilfældigt, og at der ikke findes et overflødigt ord i den hellige Skrift.

Lad os tage et eksempel på det.

I 5 Mos 9,4-7 står der i 1992-oversættelsen: “Men når Herren din Gud jager dem væk foran dig, så sig ikke til dig selv, at det skyldes din egen retfærdighed, at Herren har ført dig ind i dette land, for at du skulle tage det i besiddelse; nej, det er på grund af disse folks uretfærdighed, at Herren driver dem bort foran dig. Det skyldes ikke din egen retfærdighed og retskaffenhed, at du kommer ind i deres land og tager det i besiddelse; nej, på grund af disse folks uretfærdighed vil Herren din Gud drive dem bort foran dig, også for at holde det løfte, Herren gav dine fædre Abraham, Isak og Jakob. Du skal vide, at det ikke skyldes din retfærdighed, at Herren din Gud giver dig dette herlige land i eje, for du er et stivnakket folk! Husk det, og glem ikke, at du vakte Herren din Guds vrede i ørkenen! Fra den dag du drog ud af Egypten, til I kom til dette sted, har I trodset Herren.”

I Bibelen 2020 fylder de samme vers væsentligt mindre: “Lad være med at bilde jer ind, at det er jeres egen fortjeneste. Gud gør det for at straffe anakitterne, fordi de dyrker afguder, ikke fordi jeres opførsel eller tro på nogen måde berettiger det. Han gør det for at sætte dem på plads, og så fordi han har lovet det til jeres forfædre, til Abraham, Isak og Jakob. I skal vide, at der ikke er noget at belønne jer for; I er et stædigt folk. Tænk på, hvordan I provokerede Gud ude i ørkenen. I har udfordret ham fra den dag I forlod Egypten, til I ankom hertil.”

163 ord er her blevet til 98 ord. Og i princippet siges der nogenlunde det samme. Men det siges jo ikke med nær samme vægt! Der er da en grund til, at Moses lægger sådan en vægt på det: Det skyldes ikke din egen retfærdighed! Nej, det er på grund af folkenes uretfærdighed. Det skyldes ikke din egen retfærdighed. Nej, det er på grund af disse folks uretfærdighed – og for at holde løftet. Du skal vide, at det ikke skyldes din retfærdighed! For du er et stivnakket folk! Husk det, og glem det ikke!

Hvor er det velsignede ord – som vi også må tage til os med tanke på, hvordan vi når hjem til løftets land! Og hvor er det forunderligt, at Guds ord lægger sådan en vægt på det og gentager det, nærmest brøler det ind i vores hoveder, så vi aldrig må glemme det!

Et kortere eksempel på det samme. I Bibelen 2020 er der mange småord, der ikke bliver oversat. Mange meningsgivende småord som ”derfor” og lignende ryger væk, fordi det lyder for tungt.

Men så kan man også gå glip af et ”overgangsord” som for eksempel dette i 1 Kor 10,1: ”Det skal I vide, brødre!”

Her fornemmer vi, at Paulus vil sige noget med eftertryk – noget, som det er vigtigt for korinthermenigheden at vide. Det drejer sig om frafaldets fare i en af de mest alvorlige og rystende tekster i Bibelen overhovedet.

I Bibelen 2020 er udtrykket reduceret til: ”Kære venner!”

Det giver unægtelig en anden klang – og en anden mening.

Det er i øvrigt generelt, at ”brødre” er blevet til ”venner” for at undgå den nærliggende misforståelse, at Paulus kun taler til mænd. Det er ikke i sig selv problematisk. Man kunne med fuld ret i en meningsbaseret oversættelse skrive ”brødre og søstre”, for det er, hvad Paulus mener. Men ”venner” giver et billede af det kristne fællesskab som en venneflok i stedet for det bibelske billede: at vi er en familie, der er knyttet sammen med blodets bånd.

Et sidste eksempel på en forkortelse. I Matt 7,23 siger Jesus på dommens dag de alvorlige ord: ”Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!”

I Bibelen 2020 står der bare: ”Forsvind, for I gør ikke det, Gud vil have.”

Udtrykket ”jeg har aldrig kendt jer” er fuldstændigt væk! Det kan jo også være lidt svært at forstå, hvad Jesus mener med det – for kender Jesus ikke alle mennesker? Men at det er svært at forstå, berettiger ikke til at springe over det – heller ikke i en nudansk, meningsbaseret oversættelse. For det er faktisk det, der er det allermest centrale udsagn i hele sammenhængen!

Hvad er problemet med de fromme mennesker, teksten taler om? Det er ikke, at de ikke har gjort mange mægtige gerninger osv. Men det er: at de ikke er kendt af Jesus. De har ikke fællesskab med ham. De er ikke blevet hans brødre – og Gud er ikke blevet deres far. Og derfor siger Jesus til dem: ”Bort fra mig, I som begår lovbrud!” For når du ikke er kendt af Jesus, så er det ligegyldigt, hvor mange mægtige gerninger, du gør. Du vil altid stå for din dommer som en, der har overtrådt loven og er dømt til den evige pine – for du har ikke Jesus at skjule dig i, du står der som dig selv!

I Bibelen 2020 betyder forkortelsen af det vanskelige udtryk, at tekstens mening bliver en helt anden. Det er vores forhold til loven, det kommer an på: Har vi gjort, som Gud vil have, eller har vi ikke? Har vi overholdt hans bud, eller har vi ikke?

Andre gange lægger Bibelen 2020 en masse ord til, som ikke står i teksten – typisk i forbindelse med omskrivninger af kompakte teologiske udsagn. Det er generelt i de kompakte og vanskelige bibeltekster, Bibelen 2020 er svagest, og det er der, de største misforståelser og fejltolkninger kommer for dagen.

Lad os nøjes med ét eksempel på tilføjelser. I Fil 4,7 står der i 1992-oversættelsen: ”Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.”

Et utroligt stærkt og indholdsrigt vers. Men det er et helt andet budskab, vi møder i den frie gengivelse i Bibelen 2020: ”Gud vil lade tingene lykkes for jer i en grad, der går langt ud over, hvad vi kan fatte. På den måde sørger han for, at jeres hjerter og tanker bliver hos Kristus.”

Det lyder unægtelig, som om Paulus er blevet fremgangsteolog, og at han mener, at ydre lykke og succes er det, der skal holde os til Jesus. Meningen er snarere den modsatte, for Guds fred overgår al forstand, og den fred, som Jesus efterlader os, er ikke en fred, som verden giver. Det er en fred i, at vi er Guds børn, uanset hvordan det går os her i verden – en fred i, at Jesus er død på korset for os, for at vi en dag må blive befriet fra denne verdens synd og nød og nå hjem til det evige liv. Dén fred bevarer vores hjerter og tanker i Kristus Jesus – og hviler vores liv på dén fred med Gud, så vil vi blive bevaret til det sidste.

Kerneord i Bibelen

Den uden sammenligning største protestreaktion mod Bibelen 2020 blev forårsaget af oversætternes behandling af ét enkelt ord: Israel.

Derudover er den mest almindelige kritiske reaktion, jeg har mødt på Bibelen 2020, at den er ”en bibel uden synd og nåde”. For ordene ”synd” og ”nåde” findes ikke i Bibelen 2020, ligesom flere andre bibelske kerneord er blevet forsøgt opdateret eller omskrevet.

Jeg har med vilje gemt problematikken om de bibelske kerneord til sidst i undersøgelsen – både fordi flere har gjort opmærksom på det, men også fordi, der er en risiko for, at det bliver forsimplet, hvis vi reducerer problemerne med Bibelen 2020 til at være en strid om enkeltord. Problematikken om enkeltordene må forstås i lys af de sproglige principper, der ligger bag oversættelsen (oversættelsens ”spilleregler”), og i lys af andre generelle tendenser i oversættelsen, som er eksemplificeret i det ovenstående.

Når det er sagt, så har det overrasket mig i arbejdet med Bibelen 2020, i hvor høj grad de bibelske kerneord er bærende for hele det bibelske budskab, og derfor er der al mulig grund til at være opmærksom på disse fundamentale sokler, hvis indhold vores tro bygger på.

Synd

Hvad er grunden til, at ordet ”synd” helt er udeladt af den nye bibel?

Spørger man Bibelselskabet selv,¹⁴ ligger årsagen i, at selvom ordet ”synd” stadig bruges i dagligt sprog i 2020, så har ordet i den brede befolkning fået en helt anden betydning end den bibelske. ”Synd” og ”syndig” er for almindelige danskere vendinger, som man stort set kun bruger i forbindelse med sex eller chokoladekager.

Det er altså sproglige og formidlingsmæssige overvejelser, der ligger bag fjernelsen af ordet synd – for Bibelen 2020 henvender sig jo ikke i første omgang til kristne, der er hjemme i troslæren og er vant til at bruge kristent sprog, men til Patrick på 16 år og den 48-årige sygeplejerske, der kun kommer i kirke til jul.

Derfor har det været nødvendigt at finde andre ord for synd, ikke for at fjerne noget, men netop for at bevare alvoren og substansen i det bibelske begreb. ”Synden er for vigtig til bare at hedde synd.”

Sådan lyder Bibelselskabets egen forklaring, og der er ingen grund til at betvivle, at det er den hensigt, der ligger bag den generelle sprogpolitik vedrørende ordet synd – og tilsvarende formidlingsmæssige overvejelser vedrørende de øvrige kernebegreber.

Men selvom det er sproglige og ikke teologiske overvejelser, der ligger bag fjernelsen af ordet synd, så giver denne sproglige praksis unægtelig gode vilkår for for eksempel den tilgang til Det Gamle Testamente, at vi her har at gøre med en helt anden form for syndsforståelse end i den kristne troslære.

Ifølge Else Holt, som blandt andet har oversat Salmernes Bog, er mennesket i Det Gamle Testamente ikke per definition syndigt, og der er i Det Gamle Testamente ikke noget i vejen for, at et menneske kan erklære sig retfærdigt for Gud – i sig selv.

Har man denne forståelse og teologi, er det klart, at man ikke vil vælge en oversættelse af syndsbegrebet, hvor syndens karakter fremstår som en grundlæggende ondskab og en trods mod Gud og hans vilje, der er gennemsyrende og rækker helt ind i det inderste i menneskets personlighed – og derfor bliver det nærliggende at vælge en oversættelse som ”fejl” eller ”fejltrin”. Når mennesker begår fejl, er der jo tale om en konkret handling. Synd bliver dermed kun til noget ydre, og synden bliver også let forståelig og acceptabel, da alle jo laver fejl i ny og næ.

I Bibelen 2020 er der ikke nogen klar politik for, hvilket ord, der skal erstatte ”synd”. ”Synd” er også oversat med for eksempel svigt af Gud, afstand til Gud, ondskab, modstand mod Gud, det, som skiller os fra Gud, selvoptagethed, forbrydelser, lovovertrædelser og ”det, Gud ikke vil have”.

Men synonymerne for synd i Det Gamle Testamente holder sig generelt på handlingsplanet og betegner ikke en tilstand i mennesket. ”Fejltrin” er det mest almindelige ord for synd.

Og det er helt afgjort et ord, som moderne mennesker kan relatere til og føle sig hjemme i. Men netop det er problemet: at nu får det moderne menneske en forståelse af synden, der er til at have med at gøre, og hvor man ikke behøver at se alt for sort på sig selv.

Sognepræst og forfatter Juma Nellemann Kruse reagerer på ændringen på en måde, som jeg kan frygte, er karakteristisk. Han skriver i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad:

”Mine menigheder ved, at jeg jævnligt taler om synd, men næsten altid samtidig oversætter det til ’fejlbarlig’ (…)

De fleste vil anerkende, at de er fejlbarlige. Men syndige?

Derfor er det friskt, at den nye oversættelse ’Bibelen 2020’ helt undlader at bruge ordet (…)

Og det fungerer da også upåklageligt, når dette at synde dybest set betyder at gøre det modsatte af, hvad Gud ønsker. Det kan alle forstå. Og ingen undrer sig over, at det er sådan, det hænger sammen.

Jeg vil derfor kalde det en genistreg, at oversætterholdet har turdet tage dette skridt, for betydningen er jo ikke ændret.”¹⁵

Her ser vi problemet i sin essens:

Hvorfor er det bedre at oversætte ”synd” med ”fejltrin”?

Det er bedre, fordi alle mennesker jo kan relatere til og acceptere, at de er ”fejlbarlige”, mens de færreste vil have skudt i skoene, at de er ”syndere”.

Men det er jo lige præcis det allervigtigste, når Jesus taler med os om synden: at synden er langt mere og ligger langt dybere i os, end vi tror og vil acceptere af os selv. Vi er ikke bare acceptabelt fejlbarlige! Alle mennesker er fordærvede; vi er onde; ingen gør godt, ikke en eneste. Struben er en åben grav, med tungerne taler vi svig. Der er slangegift under vores læber – og i vores hjerter (Rom 3,12-13, jf. Sl 14,1-3; 53,2-4; Ef 2,1-2; Matt 7,11; Matt 15,19; Joh 7,7). Så alvorligt taler Bibelen. Og en bibel, der gør den virkelighed mere acceptabel for et moderne menneske, har svigtet sit største kald: at vække og kalde mennesker til omvendelse og frelse hos Jesus, synderes ven og frelser!

Nåde

Det er ikke helt sandt, som jeg flere gange har hørt det sagt, at ”synd” i Bibelen 2020 er blevet til ”fejltrin”, og at ”nåde” er blevet til ”overbærenhed”.

Synd er som nævnt oversat på flere forskellige måder – men ofte som ”fejltrin”.

Det græske ord charis, som normalt oversættes med nåde, er dog kun to gange i Bibelen 2020 oversat med ”overbærenhed”. De fleste gange, hvor charis forekommer i den fulde teologiske betydning af ordet, har vi i Bibelen 2020 en fin oversættelse, der gengiver meningen af ordet nåde med andre ord. I Romerbrevet og Galaterbrevet omskrives nåde for eksempel til ”uden at have gjort os fortjent til det”, ”som en ren foræring”, ”helt ufortjent”, ”tilgivelse”, ”det er Guds egen beslutning” m.m.

Går vi uden for Romerbrevet og Galaterbrevet er der dog en tendens til mere uklarhed.

I Efeserbrevet har vi et hovedafsnit om Guds nåde i kapitel 2,4-9, hvor vi blandt andet hører: ”Af nåde er I frelst”. Det bliver i Bibelen 2020 til: ”Det er udelukkende hans overbærenhed, der har frelst jer.” Guds ”overstrømmende rige nåde” bliver til Guds ”overvældende kærlighed”. Og ”For af den nåde er I frelst” bliver til ”i sin overbærenhed har Gud frelst jer”.

I Johannesevangeliet tales der også om Guds ”kærlighed” i stedet for Guds nåde (Joh 1,14 og 17).

I 2 Kor 4,15 tales der ikke længere om, at Guds nåde skal nå ud til flere, men at Guds kærlighed skal nå ud til flere. Og ”I kender vor Herre Jesu Kristi nåde” (2 Kor 8,9) bliver til ”I ved jo, hvor storsindet Kristus var.”

I 1 Tim 1,14 er ”nåde” blevet til ”velsignelse”, og i 2 Tim 2,1 er nåden forstået som en ”opgave”.

Hvorfor denne klarhed i Romerbrevet og Galaterbrevet og større uklarhed i de øvrige skrifter?

Det kan muligvis hænge sammen med universitetsteologiens forkærlighed for at finde forskellige ”teologier” og forskellige ”interesser” i de forskellige breve og evangelier, eller at man ikke mener, at alle de paulinske breve er skrevet af Paulus.

Hvis det er tilfældet, har vi her igen et eksempel på, at en bibelkritisk tilgang giver sig konkrete udslag i oversættelsen. Det duer ikke, at Paulus i Efeserbrevet lyder alt for meget som Paulus i Romerbrevet, når det nu ikke er Paulus, der har skrevet Efeserbrevet!

I Den nye aftale fra 2007 blev denne bibelkritiske tilgang udfoldet i introduktionerne til de enkelte skrifter, hvor man for eksempel i indledningen til Efeserbrevet slutter med at skrive: ”Der er desuden en del der tyder på at Paulus slet ikke er forfatter til brevet. Det kan derfor være skrevet sent i det første århundrede, et sted mellem år 80 og 100.”

En ting, som dog er gennemgående i Bibelen 2020, og som utvivlsomt er blevet ensrettet i redaktionsprocessen, er de indledende og afsluttende hilsener i brevene. Her er hilsenen ”Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus” blevet til ”gid Jesus Kristus og Gud vil beskytte jer og sørge godt for jer”.

Det, som er så stærk en påmindelse for os, hver gang vi går til et nyt brev i Det Nye Testamente: at alt, hvad dette liv handler om, er, at vi må være under Guds nåde og have del i hans fred ved Jesus – det er blevet til et helt almindeligt og rent timeligt ønske om, at Gud må passe på os og sørge for os. Det ord om nåden, som Paulus levede sit liv for at udbrede, er i alle indledninger og afslutninger blevet til et almindeligt ønske fra Paulus om, at menigheden må have et godt liv.

Her har vi igen et eksempel på, hvordan livssynet i Bibelen 2020 har en udpræget og gennemgående tendens til at forskubbe sig fra det evige til det jordiske.

Retfærdiggjort

Det bibelske ord for at blive ”retfærdiggjort” (græsk: dikaióå) er et udtryk fra retsvæsnet, som også kan oversættes med ”frifundet”. At være retfærdiggjort er at være frifundet for Guds domstol for Jesu skyld, og denne retfærdiggørelse/frifindelse får vi del i ved troen, som skænkes os gennem Ordet og Ånden.

Der er en stor hvile i dette ord for en anfægtet sjæl: Jeg må have lov til at regne mig selv for retfærdig og frifundet i Guds øjne – ikke på grund af noget i mig, men fordi Jesus levede det liv, jeg skulle leve, og gik i døden og tog straffen i mit sted.

Denne ”forensiske” (retslige, juridiske) forståelse af retfærdiggørelsen kommer nogle få gange frem i Bibelen 2020. Af de 27 gange, ordet forekommer i Det Nye Testamente, er det fire gange oversat med ”frikendt” og én gang med ”undgå at blive dømt”.

Derudover er ordet 11 gange oversat med, at Gud ”tager imod os” eller ”tager os til sig”. Det er betydeligt mere uklart. Her er fokus på, at vi i retfærdiggørelsen får genoprettet vores relation til Gud – og det er rigtigt, men oversætter man det sådan, er det i hvert fald nødvendigt, at det af sammenhængen fremgår klart, at det er i Jesus og for Jesu skyld, vi har fået fællesskab med Gud.

Endnu mere uklart bliver det de 5 gange, hvor retfærdiggørelsen er oversat med, at Gud ”accepterer os”. At blive accepteret kan næsten ikke undgås at blive hørt sådan, at det er os, som de mennesker, vi er i os selv, der har Guds accept og anerkendelse.

De tydeligt forensiske formuleringer, ”frikendt” og ”undgå at blive dømt”, findes i Romerbrevet – så her sporer vi måske igen en tendens til at dele Paulus-brevene op i forskellige teologier, selvom det er nøjagtigt det samme græske ord, dikaióå, der bruges i de forskellige breve.

Retfærdig

Det almindelige hebraiske ord for retfærdig er tsadik. Også tsadik har forbindelse med retsverdenen og kan i for eksempel 5 Mos 25,1, hvor der er tale om en almindelig jordisk retssag, oversættes med ”uskyldig”. Som der står i Bibelen 2020: ”Når to mænd er uenige om noget og går i retten, er det dommerens ansvar at frikende den uskyldige og dømme den skyldige.” Det hebraiske ord, der her er oversat med ”frikende”, har samme rod som tsadik, og betyder mere direkte oversat ”retfærdiggøre” eller ”erklære retfærdig”.

En ”retfærdig” er altså et menneske, der står i et godt forhold til Gud – han er uskyldig i Guds øjne – og derfor kan man i bibelsk sprogbrug sige om alle os, der tror på Jesus, at vi er ”retfærdige”. I Det Gamle Testamente kunne et menneske være retfærdigt i kraft af offertjenesten i templet og i kraft af det løfte om Jesus, som ofrene pegede frem imod, og som Gud gav sit folk gennem profeterne. På den måde var det ikke anderledes at være kristen før Jesu fødsel end det er at være kristen efter Jesu fødsel: Vi lever i troen på den ene og samme frifindelse ved offerlammet – og den tro gør os retfærdige, uskyldige i Guds øjne.

På den måde kan vi godt tage salmernes ord i vores mund, selvom det måske virker fremmed på os at omtale os selv som ”de retfærdige”. Når der for eksempel i Salme 1, vers 6 står, at ”Herren kender de retfærdiges vej, men de ugudeliges vej går til grunde”, så er de retfærdige her ikke = de gode og vellykkede mennesker, men de mennesker, der lever i et opgjort forhold til Gud og har fred med Gud ved Lammets blod – mens de ugudelige omvendt sagtens kan være etisk set gode mennesker, men deres vej fører alligevel i fortabelsen, for de er ikke retfærdige i Guds øjne.

Salmerne og Bibelen i det hele taget forudsætter også som en naturlig ting, at den retfærdige gør godt, men essensen af at være retfærdig er ikke de gode gerninger, som følger af at leve med Jesus som sin frelser.

I Bibelen 2020 står der ikke længere om den ”retfærdige”.

I stedet er tsadik oversat med ”et godt og ærligt menneske”, ”den, der gør, som Gud vil have” – eller, i langt de fleste tilfælde blot: ”den gode”.

Derfor får vi – og især i Salmernes Bog – konstant formuleringer som: ”Du velsigner det gode menneske, Gud” (Sl 5,13), ”Gud er med de gode” (Sl 14,5), ”alle gode skal råbe af glæde” (Sl 32,11), ”Gud lader aldrig et godt menneske falde” (Sl 55,23) osv.

Lad os prøve at stoppe op engang og spørge, som oversætterne selv så ofte har gjort: Hvordan vil Patrick på 16 år mon forstå sådan nogle formuleringer?

Er der ikke nærmest kun én måde?

Kristendom handler om at være ”et godt menneske”. Og Gud er god mod dem, der i forvejen er gode. Dem, der magter at leve op til i hvert fald det basale i Bibelens mange krav og bud. Dem, der ikke er alt for store syndere. Dem velsigner Gud. De har grund til at råbe af glæde. De har grund til at finde fortrøstning.

Sådan er den ”sjælesorg”, der gives til Patrick på 16 gennem salmerne. Han bliver henvist til lovens vej til fred med Gud. For det er sådan, oversætteren forstår salmernes teologi – i modsætning til kristen teologi.

Citat fra kommentaren til Salmernes Bog: ”Når man lever retfærdigt efter Guds vilje, bliver man selv retfærdiggjort. Retfærdiggørelse i gammeltestamentlig forstand er altså et ganske jordisk og praktisk fænomen, i modsætning til den kristne forståelse, hvor retfærdighed over for mennesker ikke er det afgørende problem, men derimod retfærdiggørelse i forhold til Gud.”¹⁶

I Jeremias’ Bog kapitel 23, vers 5-6 hører vi om ”en retfærdig spire”, der skal fremstå af Davids slægt. Det er en tydelig profeti om Messias. Og derfor er det så trøsterigt, at der ikke bare står om, at spiren er retfærdig, men at spiren skal få et navn, der lyder: ”Herren er vor Retfærdighed.” Tænk at vi er blevet lovet det allerede i Det Gamle Testamente: Jeg skal ikke opnå og præstere en retfærdighed, der gør, at jeg kan få fællesskab med Gud. Nej, min retfærdighed – min eneste retfærdighed, som gør mig til Guds barn og arving til det evige liv – den har jeg uden for mig selv, i Jesus. Det er hans navn – for han er Frelseren for fortabte syndere!

For oversætteren i Bibelen 2020 giver denne evangelisk lutherske lære hos Jeremias ikke mening. Derfor har man valgt at slette et ”vor”, så navnet i stedet kommer til at lyde: ”Gud er retfærdig.”

Hellig

Ordet ”hellig” er i Bibelen først og fremmest knyttet til Guds væsen. Gud er hellig, det vil sige: Han er ophøjet og fuldkommen. Gud er i sin hellige fuldkommenhed så højt ophøjet over mennesker, at intet menneske kan se Gud og beholde livet. Guds vrede over synden, som hele Bibelen forkynder om, udspringer af Guds hellighed.

I Bibelen 2020 er der sket en radikal forskydning i dette centrale ord i Bibelen. ”Hellig” optræder i den nye bibel næsten aldrig i forbindelse med Gud! ”Hellig” er derimod primært knyttet til det, der vedrører pagtens ark (”kisten med den hellige aftale”) og tabernaklet (”det hellige telt”).

Når ordet ”hellig” på den måde løsrives fra Guds væsen, kommer talen om hellige steder eller ting til at virke som en mystisk overtro, som om det var stederne eller tingene i sig selv, der havde noget helligt over sig. Det er en forestilling, der er i pagt med overtroen på israelitternes tid, men som Guds profeter gang på gang tordner imod (se f.eks. Jer 7,1-15 og Jer 26).

Det er Gud, der er hellig – og alt hvad der ellers kaldes helligt, er kun helligt i kraft af nærværet fra Guds hellige Ånd, ellers er det blot døde ting og almindelige steder.

At Guds ord er helligt, betyder, at Gud er ét med sit ord, og at den hellige Skrift er lige så fuldkommen og ufejlbarlig som Gud selv.

Men også Guds folk kan i Bibelen kaldes helligt. Det er i sig selv et stort evangelium! At syndige mennesker kan benævnes med ordet ”hellig” er en underfuld forkyndelse af, hvordan Gud ser på dem, der klynger sig til løftet om hans frelse i Jesus. Vi er hellige, uden fejl, i hans øjne! Det er vi på ingen måde i os selv – men det er vi, fordi vi har al hellighed i Jesus, vores stedfortrædende forsoner.

Når Gud eller Guds folk kaldes helligt, bliver det i Bibelen 2020 generelt udeladt eller omskrevet, undertiden til ukendelighed. I 3 Mos 19,2 giver Gud gennem Moses sit folk den centrale fordring om hellighed, som Jesus genoptager i Bjergprædikenen (Matt 5,48), og som Peter citerer i sit første brev (1 Pet 1,16): ”I skal være hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig”. Men i Bibelen 2020 bliver verset omskrevet til noget helt andet end det, teksten siger: ”Jeg er Gud, og jeg har udvalgt jer til at være mit folk,” står der. Det er svært at forstå, at det er det samme vers – men det er også virkelig svært at oversætte verset, hvis man har bestemt sig for at gå uden om ordet ”hellig”.

I Neh 8,9 står der i 1992-oversættelsen: ”Vær stille, for denne dag er hellig!”, men i Bibelen 2020: ”Fald bare til ro, for det er en dejlig dag.”

Når ”helligt folk” skal omskrives, gøres det konsekvent med udtrykket ”et særligt folk”. Derfor står der nu ikke som i 1992-oversættelsen: ”Du er et helligt folk for Herren din Gud” (5 Mos 7,6), men: ”Gud ser jer som et helt særligt folk” (jf. 2 Mos 19,6; 5 Mos 14,2.21; 28,9; Ezra 9,2 m.fl.).

Der er en kæmpemæssig forskel på at være hellig for Gud og at være noget helt særligt i Guds øjne. Er folket helligt, er det et udtryk for den fuldkommenhed, Guds folk har i kraft af Kristus. Det er ikke en egenskab ved folket selv og kan aldrig være det, for ”hellig” er altid knyttet til det guddommelige.

Er folket derimod ”noget helt særligt” i Guds øjne, er der intet, der leder tankerne i retning af noget guddommeligt, som folket ejer i kraft af Kristus. Tværtimod er den naturlige forståelse af udtrykket ”noget særligt”, at Guds folk har en kvalitet og værdi i sig selv, som andre folk ikke har, og at det er denne kvalitet, der er baggrunden for, at de er blevet Guds folk. Og så er der igen byttet om på lov og evangelium.

Omvendelse

Det sidste kerneord, jeg her vil trække frem, er ordet ”omvendelse”, som er centralt i både Det Gamle og Det Nye Testamente.

I Det Gamle Testamente er ”omvendelse” oftest oversættelsen af det hebraiske sjúv, der i sin rod betyder at ”vende tilbage”. Ordet sjúv, kan for eksempel bruges bogstaveligt om duen, der ”vender tilbage” til arken med en palmegren. Når et menneske omvender sig til Gud, vender det altså tilbage til fællesskabet med Gud – det fællesskab, som blev brudt med syndefaldet. Et menneske, der er omvendt, vandrer i troen med Gud, som Adam og Eva vandrede med Gud i paradis. Og deri består den grundlæggende forskel mellem den omvendte og den uomvendte: at for den omvendte er forholdet til Gud genoprettet, den omvendte er Guds barn, mens den uomvendte er under Guds vrede og forbandelse.

Ligesom en retfærdig gør godt, så er der også en ”frugt, som omvendelsen kræver” (Matt 3,8). Men denne frugt er ikke omvendelsen, den er en følge af omvendelsen.

I sin essens er omvendelsen det, at Gud griber ind og skaber troen i et menneskes hjerte ved lov og evangelium, så et menneske vender sig fra sig selv til Jesus. Derfor er det også sandt, som det er formuleret: Omvendelsen er en kapitulation. Det er at se sig dømt og magtesløs i sig selv, så man opgiver at opnå frelsen ved egne anstrengelser – for i stedet at modtage alt i Kristus og finde hvile hos ham.

På græsk er ordet for omvendelse enten metanoéå eller epistréfå.

Epistréfå betyder også at vende tilbage, mens metanoéå har grundbetydningen at ”skifte sindelag”, ”fortryde” eller ”angre”, altså en slags indre retningsskift i sindet.

Ordet ”omvendelse” er dermed et meget dækkende ord for, hvad der ligger i de bibelske begreber. Blot må man huske på, at selvom Bibelen godt kan opfordre et menneske til at vende sig om og foretage et retningsskift i sindet, så ligger det i dybeste forstand uden for et menneskes magt at udføre sådan en bevægelse: Det er i virkeligheden altid Gud, der omvender et menneske, uanset hvordan det enkelte menneske selv måtte opleve det. Som Efraim beder i Jer 31,18: ”Omvend du mig, så bliver jeg omvendt” (1931-oversættelsen, jf. også Jer 15,19; Klages 5,21).

At tale klart og sandt om omvendelsen er afgørende i både mission og sjælesorg.

I Bibelen 2020 er ordet ”omvendelse” stort set undgået – dog ikke helt. I Apostlenes Gerninger og Åbenbaringsbogen tales der flere gange om at ”omvende sig”, så man må altså skønne, at det stadig giver mening i et eller andet omfang at tale om omvendelse på nudansk.

Langt de fleste gange har man dog undgået at tale om omvendelse. I Det Gamle Testamente omskrives det som regel med at ”vende tilbage”, ”vende hjem”, ”vende om” – eller ”fortryde”. Det er i de fleste tilfælde ikke nogen dårlig omskrivning, men nogle gange mister ordet helt sin særlige betydning og kommer til at handle om en fysisk hjemvenden, hvor der egentlig er tale om noget åndeligt.

”Omvend du mig, så bliver jeg omvendt”, bliver for eksempel i Bibelen til en flad og fri omskrivning: ”Lad mig nu vende hjem, du er jo min Gud.”

Mere problematisk bliver det i Det Nye Testamente. Her forekommer former af ordene metanoéå og epistréfå 68 gange, og 33 af gangene er omvendelsen oversat med, at man skal ”ændre sit liv”. Derfor kan man gang på gang i evangelierne læse formuleringer som:

”I skal ændre jeres liv, for Guds kongerige nærmer sig” (Matt 3,2).

”I skal leve, så Gud kan se, at I virkelig har ændret jeres liv” (Matt 3,8).

”Så begyndte Jesus at fordømme de byer, hvor mange af hans mirakler var foregået, fordi indbyggerne ikke havde ændret deres liv” (Matt 11,20).

”Så tog disciplene afsted. De fortalte folk om Guds kongerige og opfordrede dem til at ændre deres liv” (Mark 6,12).

”I himlen er der større glæde over én lovovertræder, der ændrer sit liv, end over 99, der lever sådan, som Gud vil have det, og derfor ikke har brug for at ændre sig” (Luk 15,7).

Eller når folkene pinsedag hører Peters prædiken, så det skærer dem i hjertet, og det føder spørgsmålet i dem: ”Hvad skal vi gøre?” Så svarer Peter: ”I skal ændre jeres liv og lade jer døbe!” (ApG 2,38).

Rom 2,4: ”Forstår du ikke, at Gud er så god mod dig for at få dig til at ændre dit liv?”

2 Pet 3,9: ”Han er tålmodig og giver sig god tid, fordi han gerne vil have, at alle skal kunne nå at ændre deres liv og slippe for at blive straffet.”¹⁷

Og til menigheden i Laodikea: ”Sørg nu for at ændre jeres liv!” (Åb 3,19).

Hvad betyder det at ændre sit liv?

Igen: Vi kan følge oversætternes egen praksis og prøve at google det. Hvad kommer der så frem? Overskrifterne på den første sides søgeresultater viser et klart og entydigt billede:¹⁸

”5 simple og inspirerende trin, der vil ændre dit liv.”

”Du kan ændre dit liv fuldstændigt på 25 dage – Sådan gør du.”

”Sådan ændrer du væsentlige ting i dit liv – med små skridt.”

”Sådan skaber du varige forandringer.”

”10 ting du må forlade, hvis du for alvor vil ændre dit liv.”

”12 Leveregler der kan ændre et liv.”

”10 ting du skal gøre hver dag for at ændre dit liv til det bedre.”

” 8 mentale vaner, der kan ændre dit liv.”

Alt sammen selvhjælpsguides, der vil hjælpe dig til at optimere og forbedre dit liv – som regel formuleret i lister med punktform.

Hvad hører sygeplejersken på 48, når hun får en ”opfordring til at ændre sit liv” som forudsætning for at kunne komme Gud nær? Hun må umiddelbart koble det sammen med, hvad hun ellers læser i sin bibel: at ”Gud er med de gode”, og at det er de gode, Gud tager imod.

Så må hun til at stramme sig an …

Men den indstilling til kristendommen er ikke tro. Og det er heller ikke et ”første skridt” på vej mod troen. Det er tværtimod en vaccination mod al sand kristendom. Det er en ”kristendom”, der sætter sig i sindet som et bolværk mod Guds ords kald til omvendelse og tro på Jesus. Det er en ”kristendom”, der fører til fortabelse og ikke til frelse.

Mere end sprogpolitik

Kerneordene betyder noget. For de optræder i Bibelen mange gange og danner på mange måder ”rygraden” i hele Bibelens budskab.

Det er langt mere end sprogpolitik og hverdagssprog, der er på spil. Det er bibelkritikken, der saver Bibelen i stykker. Det er Guds ord, der ikke længere står klart i lov og evangelium. Og dét er en ulykke, der overgår alt andet.

De tendenser i Bibelen 2020, som her er påvist ved en række eksempler, er ikke småting. Tilsammen betyder de, at læsning i den nye oversættelse vil modvirke, at mennesker ser sig som fortabte syndere på vej mod Guds retfærdige dom og Helvedes evige pine. Læsningen i den nye oversættelse vil modvirke, at mennesker får lov til at se Jesus som deres eneste vej til fred med Gud og evigt liv.

Derfor er der ikke uden videre grund til glæde over, at den nye oversættelse får flere mennesker til at læse i Bibelen. For vi har al grund til at forvente, at brugen af den nye oversættelse leder mennesker væk fra Gud, snarere end hen til ham, og gør dem døve og uimodtagelige for det kald til omvendelse og tro på Jesus, som er det eneste ord, der kan skabe tro og åndeligt liv i menneskers hjerter.

Brorson vidner om dette kraftfulde og nyskabende ord i sin takkesalme om Guds igenfødte, nylevende sjæle:

Onde vi vare og døde som stene,
hårde i hjertet som marmor og stål,
det var din mægtige styrke alene,
som os fik reddet og nå’de sit mål,
lod os ved Ånden i Ordet fornemme
Frelserens levendegørende stemme.
Halleluja, halleluja!

Læs videre i artikel 4: Perspektiver

Udgivet af

Henrik Gren Hansen

	henrik.gren.hansen@nytliv.dk
	Tlf.: 60817209