Mikkel Vigilius argumenterede i en artikel i Nyt Liv 2022:3 mod gengifte for alle, som har gennemgået en skilsmisse, uanset hvilke omstændigheder, der har ført frem til, at ægteskabet blev afsluttet. Han går dermed imod ikke bare Luthers opfattelse (hvilket han medgiver s. 47), men også hvad den officielle lutherske bekendelse (Konkordiebogen) siger om dette, eftersom bekendelsesskriftet Om pavens magt og overhøjhed fremholder det følgende: ”Uretfærdig er også den bestemmelse, som forbyder gengifte for den uskyldige part efter en skilsmisse” (paragraf 78).
Nyt Liv angiver i sine vedtægter, at den lutherske bekendelse er ”forpligtende”, og derfor er det bemærkelsesværdigt, at man på dette sted går imod den. Eller mener Nyt Liv med den lutherske bekendelse kun Den Augsburgske Bekendelse og Luthers Lille Katekismus, hvilke er de eneste lutherske bekendelsesskrifter, som anerkendes af Den Danske Folkekirke? Der er i så fald tale om en amputeret luthersk bekendelse.
Vigilius har altså ikke den lutherske bekendelse på sin side. Kan han da støtte sig til Bibelen? Først skal det fremholdes, at bekendelsestro lutheranere holder sig til bekendelsen, fordi (quia) den stemmer overens med Bibelen. Med dette sagt er det stadig vigtigt at prøve bekendelsen på Bibelens ord, når den bliver udfordret, og der sættes spørgsmålstegn ved den. Vigilius fremfører en lang argumentation med forskellige bibelord for at underbygge sin opfattelse, men jeg mener, at han ender galt med sine konklusioner. Jeg betvivler ikke, at han i alt vil følge Guds ord, og til hans hæder skal det også siges, at han holder ægteskabet højt i ære – hvilket er afgørende i en tid som vores, hvor ægteskabet vanæres på forskellig måde. Men lad os nu se på nogle af de bibelsteder, som Vigilius anfører.
1) Når Vigilius behandler Matt 19,9 mener han, at porneia (utugt) – den omstændighed, som tillader den forulempede part at skille sig og gifte sig igen – ikke handler om ægteskabsbrud i almindelig mening, men førægteskabelige seksuelle forbindelser i forlovelsestiden (s. 49-52). Men ”porneia” betyder helt enkelt utugt i bred forstand, dvs. alle typer af seksuelle handlinger, som falder uden for ægteskabet, og det inkluderer således ægteskabsbrud (som med en snævrere betegnelse kan benævnes ”moicheia”). Der er intet grundlag for at indskrænke betydningen af ”porneia” i Matt 19,9, sådan som ”forlovelsesteorien” gør det. At hævde, som Vigilius gør det, at ”porneia” i Matt 19,9 bør betyde noget andet end ”ægteskabsbrud”, eftersom ordet ”moicheia” anvendes senere i samme vers (s.45, 49), er heller ikke holdbart. Hvad Jesus siger er, at al slags utugt (porneia) fra den ene parts side, giver den forulempede ret til at skille sig og gifte sig igen uden dermed at begå ægteskabsbrud (moicheia):
”Jag säger er: Den som skiljer sig från sin hustru av annat skäl än sexuell synd (porneia) och gifter sig med en annan, han begår äktenskapsbrott (moicheia)” (Matt. 19:9, Folkbibeln 2015).
Vigilius fremfører videre til støtte for sin opfattelse, at disciplene blev ”rystede” (s. 52) over Jesu strenge svar på spørgsmålet om skilsmisse (og gengifte) – tanken er vel, at denne reaktion hos disciplene indikerer, at Jesus forbød skilsmisse (og gengifte). For det første skal disciplenes reaktion ikke overdrives. Til forskel fra Matt 19,25, hvor der står, at disciplene blev ”meget forfærdede”, da Jesus talte om, hvor svært det er at komme ind i Himmeriget, står der her intet om nogen forbløffelse hos disciplene. For det andet skal disciplenes udtalelse om, at det er ”bedre ikke at gifte sig”, ses på baggrund af den debat om skilsmisse, som på dette tidspunkt pågik mellem Hillels og Shammais rabbinske skoler. Hillel tillod skilsmisse ”af hvilken som helst grund”, mens Shammai kun tillod skilsmisse ved ægteskabsbrud. På Jesu tid var den liberale Hillels opfattelse dominerende. At Jesus så viste sig at have den strengere Shammais syn på gyldige grunde til skilsmisse, fik disciplene til kritisk at sige, at så ”er det bedre ikke at gifte sig”.
Videre mener jeg, at Vigilius på en forkert måde gør brug af reglen om, at ”Skrift skal fortolke Skrift”. Han mener, at eftersom NT i øvrigt (1 Kor 7,10-11; Mark 10,11-12; Luk 16,18 m.fl.) ikke indeholder nogen indskrænkninger i forbuddet mod skilsmisse og gengifte, så skal Matt 5,32 og 19,9 ikke tolkes som, at der her indføres en undtagelse fra den almene regel (s. 48). Men der er ingen indre modsigelse mellem utugtsklausulerne i Mattæusevangeliet (5,32 og 19,9) og NT i øvrigt. Der er en almen regel, som forbyder skilsmisse og gengifte. Denne regel fremføres flere steder i NT. Og så findes der en undtagelse fra den almene regel, som fremføres af Mattæus (men også af Paulus i 1 Kor 7,15 af en anden årsag end utugt, se nedenfor). Der, hvor utugtsklausulen savnes, må den suppleres: Det kortere skal forklares af det længere, og den almene regel skal indskrænkes ved de undtagelser, som gives på andre steder.
2) Når Vigilius kommer ind på 1 Kor 7 er han ikke opmærksom på, at forbuddet mod at gifte sig igen (10-11) gælder den kvinde, som selv har skilt sig fra sin mand: ”En hustru får inte skilja sig från sin man – skiljer hon sig ska hon förbli ogift eller försonas med sin man – och en man får inte överge sin hustru”. Vigilius tillemper dette forbud også på den, som er blevet forladt! (s. 46). Men den forladtes situation behandles senere, i v. 15: ”Men om den som inte tror vill skiljas, så låt honom skiljas. I sådana fall är brodern eller systern inte bunden som en slav. Gud har kallat er att leva i frid”.
Når Vigilius behandler den ”frihed”, som omtales i v. 15, mener han, at det handler om ikke at være bundet i skyld p.g.a. det brudte ægteskab (s. 42). Men hvorfor skulle der være tale om skyld, hvis man bliver uskyldigt forladt? En anden slutning er meget rimeligere:
Det er klargørende at sammenligne v. 10-11 med v. 15. Hvad angår v. 10-11, kan man notere sig, at der findes et udtrykkeligt forbud mod at gifte sig igen, hvis man forlader sin ægtefælle. Når vi siden kommer til v. 15, hvor den ufrivilligt forladte tages op til behandling, savnes et sådant forbud mod gengifte. I stedet siges det om den forulempede, at denne ikke er ”bunden som en slav” – sammenhængen taler stærkt for, at med dette menes der frihed fra det tidligere ægteskabsbånd og dermed mulighed for at indgå et nyt ægteskab.
3) Når Vigilius behandler, hvad ”én kvindes mand” betyder i forskrifter for, hvordan en menighedsleder skal være (1 Tim 3,2; Tit 1,6), angiver han fire forskellige alternative tolkninger, og standser ved den opfattelse, at en menighedsleder skal ”ære ægteskabet og som gift være tro mod sin ene ægtefælle” (s. 58). Så langt er det hele rigtigt. Men så kommer tillægget, som går ud over Skriftens ord: ”Kravet om at være én kvindes mand udelukker dermed de gengifte, fordi de med deres liv vidner om noget andet end troskab mod den ene ægtefælle hele livet” (s. 58). Igen undlader Vigilius at skelne mellem dem, som selv har skilt sig fra deres hustru, og dem, som uskyldigt er blevet forladte eller bedragede.
Den mest sandsynlige mening med, hvad det vil sige at være ”én kvindes mand” er, at menighedslederen skal være tro mod sig hustru og ikke have konkubiner eller elskerinder (og heller ikke leve polygamt, hvilket særligt forekom blandt hedninger). Bo Giertz skriver om menighedslederne (græsk: episkopos):
”De skulle være ’ulastelige’, så man ikke med rette kunne kritisere noget ved deres opførsel. I den sammenhæng nævnes det også, at en biskop skal være ’én kvindes mand’. Også her er der nok tale om en elementær kristen fordring. Romersk ret tillod, at man havde medhustruer (konkubiner). Løse forbindelser blev ikke anset for anstødelige. Men en kristen skulle leve i streng monogami og måtte ikke skille sig. At skille sig for at tage sig en anden hustru, kunne anses for en slags polygami, og noget sådant måtte en menighedsleder ikke være skyldig i”.
Den, som skiller sig fra sin hustru, er ikke egnet som menighedsleder, men anderledes er det med den, som bliver forladt eller bedraget af sin hustru. Hvorfor skulle en menighedsleder nægtes samme ret til gengifte som alle andre (Matt 19,9; 1 Kor 7,15)? Han har ikke begået nogen uret eller gjort noget kritisabelt, hvis han er den uskyldige part.
Slutord: Ind imellem kan vi mennesker få den tanke, at det er de ”strengeste” tolkninger af Guds bud, som er de rigtige, men sådan er det ikke nødvendigvis. Det kan også være, at vi med vores fejlagtige tolkninger lægger tunge byrder på menneskers skuldrer og skader deres samvittigheder. Hvis Jesus har erklæret den bedragne fri til at gifte sig igen, og hvis Paulus skriver, at den, som ufrivilligt er blevet forladt, må gifte sig igen, så er det meget alvorligt at frakende den forulempede denne ret. Martin Chemnitz mener i sin analyse af Det Tridentinske Koncil, at det romersk-katolske fornud mod gengifte er evighedsfarligt:
”For, hvis det er sådan efter en ret og lovlig skilsmisse, at den uskyldige part ikke har gave til at leve afholdende, men alligevel ikke kan indgå et nyt ægteskab, så bliver han eller hun nødt til at leve stadigt optændt af begær, hvorved bønnen forstyrres og kvæles, eller at leve i utugt, hvilket udelukker fra Guds rige – og dette ikke på grund af egen, men en andens skyld. Og så bliver den skilsmisse, som Guds Søn tillod på grund af ægteskabsbrud ikke andet end en snare for den uskyldige. Han styrtes ind i begær, ind i utugt og ender under Guds vrede”.
Udgivet af
Lars Borgström
Lars Borgström, præst i Lutherska Församlingen i Stockholmsområdet.