Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Kristendom uden sandhed

Ugens vidnesbyrd, uge 36 2024. ApG 26,24-25.

Hen over sommeren har jeg mødt forskellige mennesker med mange forskellige holdninger:

Hvis du er bibeltro og tager Bibelens ord for sandt og troværdigt, og at den hellige, treenige Gud er verdens skaber og Herre, at Herren er levende til stede i sit ord – hvis du er af den overbevisning – ja så er du en radikal fundamentalist. Du er ikke kristen, for kristendom er kærlighed.

Vi oplever efterhånden, at kærligheden bliver gud. I kærlighedens navn må du, som tror på en sand, hellig Gud, sådan som Bibelens Gud er, vide, at du ikke er helt rask. Du er mentalt ustabil, selvretfærdig og intolerant og meget mere.

Det fik mig til at tænke på Paulus’ forsvarstale i ApG 26,24, hvor han står i lænker og taler og bliver afbrudt af Festus, der siger med høj røst: ”Du er vanvittig, Paulus! Den megen lærdom driver dig til vanvid.”

At man går efter budbringeren, ser man ofte. Man råber højere og højere for at bringe budbringeren til tavshed. Der bliver talt ned til en, og der kommer ord som ”ukærlig”, ”selvretfærdig”, og ”du er faktisk farlig, fordi du tror, at Gud er den eneste sandhed i verden”.

Men vi ved jo, at budskabet om frelse og fortabelse er sandt, og vi ved, at verden hader denne sandhed. At der er liv i et blik på det blødende lam, der er frelse, o synder, for dig. Ja det er der for alle, som tror på den fuldkomne forsoning i Kristi blod.

Dette had fra verden, vi som Kristne bliver mødt med, har sin grund ene og alene i, at vi har Kristus.

Nogle kristne har desværre nedskrevet Kristus til en, som bare elsker og frelser dig uanset hvad. Man skaber sig en Gud ud fra egne forestillinger, og så tilbeder man det, man selv mener, er rigtigt.

Paulus siger: ”Jeg er ikke vanvittig, højtærede Festus! Tværtimod, de ord, jeg siger, er forstandige og sande” (v.25).

Sådan må vi også stå frem med Paulus og sige: Guds ord er sandhed.

Lad os tage disse vers fra Joh 3,19-21 ind over os: Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.

Nåde og fred.

Udgivet af

Torben Bitsch

Torben Bitsch, pedel, Videbæk. 51 år, gift med Bente og har 3 børn.

Torben Bitsch

Torben Bitsch, pedel, Videbæk. 51 år, gift med Bente og har 3 børn.