Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning (2 Tim 3,16-17).
Overskriften til 3. kapitel i 2. Timotheusbrev lyder: ”Ugudeligheden i de sidste tider.”
De sidste tider vil være hårde tider. Menneskerne vil elske nydelser højere end Gud. I det ydre har de gudsfrygt, men fornægter dens kraft. Onde mennesker vil komme længere og længere ud i det onde, og de vil føre sig selv og andre vild. Det er på denne baggrund, Paulus understreger, at det er Guds ord, der holder og gælder til undervisning, vejledning og opdragelse i retfærdighed.
Kristendom baserer sig på Kristus i Bibelen, og alene på Kristus i Bibelen. Den baserer sig aldrig på det, der er moderne samfundsudvikling, hvor der inddrages verdslige og kulturelle input, som anses for at være blevet almindelig standard. Når vi læser om en af de første kristne menigheder, nemlig menigheden i Berøa (ApG 17,11), lyder det, at de modtog ordet med meget velvilje, og de granskede dagligt Skrifterne for at se, om det forholdt sig sådan. Bibelsk kristendom bygger på Guds ord alene. Ved Helligåndens gerning skaber dette ord mennesker, som tror på Kristus, og mennesker, som vil være villige til at dø for denne tro.
De mennesker, som følger den almindelige afkristning og udvikling i samfundet, men som dog vedblivende kalder sig kristne, lever med en kulturkristendom, hvor kristennavnet bibeholdes, men hvor de samtidig forlader Bibelens Kristus for i stedet at tilpasse sig denne verdens normer. Normer, der ikke indeholder en bibelsk Kristus, der viser nåde og frelse.
De første kristne var udsat for, at glide væk fra Bibelens Kristus. Paulus så det og pegede på, at det ville tage til i de sidste tider. Vi ser det i dag. Der er meget, der kaldes kristendom, men som reelt er en kristendom uden Bibelens Kristus. Og den ugudelige udvikling er ikke blevet mindre markant i de senere år. Vi mærker den i vore egne liv og vi ser, at den tager til i vore kristne forsamlinger. Det bør enhver sand kristen ikke blive forundret over. Bibelen underviser og vejleder om det. Efterhånden som historien nærmer sig sin afslutning, vil meget af modstanden mod den sande kristendom ikke komme udefra, men fra egne rækker (2 Pet 2,1-3 og ApG 20,29-31).
De åbenlyse modstandere er ikke så svære at få øje på, men når verdsligheden, tidens udvikling og kulturelle tilpasninger sker i de kristnes egne rækker, med begrundelsen at vi må være åbne og kærlige, da ender det med at være en kristendom uden Bibelens Kristus. Og hvad betyder det? Jo, det er en kristendom uden den Jesus, der døde i vort sted på korset, hvor han sonede, ja, betalte straffen for vore synder, ved at dø i vort sted. Når kristendommen bliver til en kristendom, hvor Guds hellige vrede over synden forsvinder, og forsoning bliver til forvandling, hvor vi selv skal lære at være kærlige mod hinanden og ikke støde nogen, så er kristendommen blevet til en kristendom uden Bibelens Kristus.
Når Guds hellighed og hans vrede over synden, og ikke mindst arvesynden, forsvinder, så forsvinder også frelsens nødvendighed. Det næste step bliver da, at Bibelens ord om fortabelsen også forsvinder. En kristendom uden Bibelens Kristus ender altså med at blive en evig fortabelse.
Men vi kommer ikke uden om, at samfundets udvikling og de kulturelle normer påvirker os alle. Det er så let at glide med, og Djævelen hjælper også gerne. Derfor er der grund til, at vi igen og igen bliver ført tilbage til Skriften. Det ord, som er Guds, og det ord, som kan holde os åndeligt i live. Også når Djævelen frister os. Men bliver Guds ord erstattet med vore egne tanker og ideer, fordi sådan har samfundet omkring os udviklet sig, da ender vi i en kristendom uden Kristus, som ender i en evig fortabelse.
I Gal 1,6-9 kan vi læse nogle alvorlige ord af Paulus. Han er forundret over Galaternes frafald fra evangeliet. Galaterne levede en kristendom uden Kristus. De havde vendt sig væk fra Kristi nåde og til et andet evangelium. Til det siger Paulus: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han.
Djævelen frister os alle. Jesus blev også fristet af Djævelen i ørkenen. Men hvad gjorde han, da han blev fristet af Djævelen, der kom med ufuldstændige bibelcitater? Jo, Jesus svarede igen med: ”Der står også skrevet.” Når vi som enkeltpersoner, som forening, som menighed eller kirke møder Djævelens angreb, da har vi brug for at blive mindet om, hvad Jesus gjorde, da Djævelen fristede ham i ørkenen.
Lever vi i en kristendom, hvor Kristus er det centrale, eller kalder vi os kristne og har sat egne tanker og meninger ind i stedet for Kristus? Det er et alvorligt spørgsmål, du bør svare på!
Hvis du bygger på egne tanker og ideer, krydret med hvad der er oppe i tiden, og stadig kalder dig kristen, så går du evigt fortabt, men lever du som kristen, hvor Kristus er dit eneste håb og din frelser, da går du mod en evighed som frelst og bjærget og skal i al evighed være sammen med Jesus.
Må Helligånden overbevise os om vore synder og vor uværdighed og fortabte tilstand uden Jesus Kristus. Og må Helligånden overbevise os om, at vi af alt har mest brug for at blive vendt om mod Jesus. Og der hos ham få lov til at se og modtage den retfærdighed, som Jesus vil række os, så vi på dommens dag må høre, at vi er frikendt på grund af Jesu soning af vore synder (Joh 16,8). I dag er frelsens dag. Om I dog i dag ville lytte til ham! (Sl 95,7b).
Udgivet af
Thorkil Ambrosen
Thorkil Ambrosen, Hillerød, cand. agro.