Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Kort tid

Hebr 11,25-26. Om hvordan Moses' overbevisning og prioriteringer kan hjælpe os til at huske det rette perspektiv på livet.

Om noget kan betegnes som ”kort tid” afhænger normalt af øjnene, der ser. Forældre kan juleaftens morgen synes, der er kort tid til gæsterne kommer, hvorimod det for børnene kan føles som en evighed, inden det endelig bliver juleaften. Men der er én opfattelse af kort tid, hvor vi er nødt til at kunne se med Guds øjne, for at det kan blive til velsignelse for os. Det er, når vi ser på vores liv her på jorden.

Hvis vi nu forestiller os, at vi sidder 77 milliarder år ude i evigheden og ser tilbage på vores liv her på jorden – så er jeg sikker på, alle ville tænke, at det var en kort tid. Endda så kort tid, at det var ufatteligt skræmmende så mange ligegyldige ting, der fik lov at fylde så meget i vores liv!

Der er mange områder og ting i vores liv, som kræver opmærksomhed fra os. Familie, venner, menighed, hus, have, bil, fritidsinteresser, smartphone, og motion, bare for at nævne nogle få. Men disse, i sig selv uskyldige, ”ting” kan ende med at blive det egentlige, vi lever for, det, som al vores tid bruges på, det, som vi reelt har vores fokus rettet mod, og som skal lykkes, før vi føler glæde og fred. I hvert fald her på jorden!

Faktisk har Moses hjulpet mig til oftere at huske det rette perspektiv over livet her på jorden. Der står om Moses: Han ville langt hellere lide ondt sammen med Guds folk end for en kort tid opnå en syndig nydelse, og han regnede Kristi forhånelse for en større rigdom end Egyptens skatte, for han havde lønnen for øje (Hebr 11, 25-26).

Moses havde adgang til al den rigdom, magt og ære, som noget menneske kunne drømme om, så hvad kan få Moses til at vælge lidelse, kamp og forhånelse fremfor rigdom, magt og ære?

Jo, teksten siger det selv: Han havde lønnen for øje. Hvilken løn? – en evighed hjemme hos Gud i Himlen.

Nøglen til at forstå Moses’ overbevisning og perspektiv står i v. 25: kort tid. Moses var i troen blevet overbevist om, at livet her på jorden kun er en ”kort tid” sammenlignet med evigheden efter døden. Derfor ville Egyptens rigdomme, magt og ære kun være en syndig nydelse i en kort tid sammenlignet med evigheden.

Når mine tanker indfanges af alt det, som livet her på jorden gerne vil tilbyde mig, og som oftest rimer på havesyge og begær, så minder Gud mig om disse vers om Moses. Minder mig om, at de i sig selv uskyldige jordiske nydelser kan indfange mit sind i en grad, så de bliver til syndige nydelser. Det bliver nydelser, der binder mit sind til det, som kun varer i kort tid. Derimod har Gud et langt større ønske for mit liv her på jorden – at vi hele livet må leve i Jesus, så livet på jorden ender med, at vi mødes hjemme hos ham i al evighed. Det bliver en ubeskrivelig glæde og fred, som også varer ved om 77 milliarder år.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2020. Hele bladet kan læses her.


Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).

Lyd

Åbn lyd i nyt vindue
Downloads

Downloads

  • Lyd

Udgivet af

Egon Bjerg Madsen

Egon Bjerg Madsen, Videbæk, økonomimedarbejder.

Egon Bjerg Madsen

Egon Bjerg Madsen, Videbæk, økonomimedarbejder.