Konkordieformlen om de gode gerninger

Her bringes et uddrag af det gamle lutherske bekendelsesskrift Konkordieformlens afsnit om ”De gode gerninger”¹. Afsnittet udspringer af en teologisk debat om forståelsen af de gode gerningers nødvendighed. Herunder bl.a. spørgsmålene: Skal de gode gerninger ikke komme indefra, frivilligt? Kan en kristen falde fra, hvis han ikke gør gode gerninger? – og kan man sige, at gerninger er nødvendige for frelsen? Nogle lutherske havde brugt det radikale udtryk, at ”gode gerninger er skadelige for frelsen”.

Frivillige gerninger?

Den nye pagts folk skal være et villigt folk (Sl 110,3) og ofre frivilligt (Sl 54,8). ”Ikke vrangvilligt eller under pres”, men ”lydig af hjertet” (2 Kor 9,7; Rom 6,17). For ”Gud elsker en villig giver” (2 Kor 9,7).

I denne betydning af ordet læres der ret, når man siger, at sande gode gerninger skal gøres frivilligt af en fri ånd, af dem, som Guds Søn har frigjort. Det er særlig i denne betydning at nogen har ønsket at understrege, at de gode gerninger skal udføres frivilligt.

Men her må man også på den anden side lægge mærke til den forskel, som Paulus taler om i Rom 7,22: ”Jeg glæder mig inderst inde over Guds lov. Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mit kød.” Og om dette uvillige, genstridige kød, siger Paulus i l Kor 9, 27: ”Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre.” Og i Gal 5,24: ”De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne.”

Det er falsk og må forkastes, når der læres, at de gode gerninger for de troende er frie, på den måde at det står til deres eget frie valg, om de vil gøre dem eller lade være. Eller at de skulle kunne handle mod loven og alligevel beholde troen og Guds nåde og barmhjertighed.

En kristen kan miste troen og falde fra

(…) Der er opstået uenighed, om gode gerninger bevarer frelsen eller om de er nødvendige for at bevare troen, retfærdigheden og frelsen. Derfor må det forklares omhyggeligt og præcist, hvordan vi bevarer frelsen, så vi ikke mister den igen. For det hedder i Matt 24,11: ”Den, der holder ud til enden, skal frelses.” Og i Hebr 3,14: ”Vi har del i Kristus, hvis vi indtil det sidste holder urokkeligt fast ved den tillid, vi havde i begyndelsen.”

Derfor må vi først alvorlig afvise og forkaste den falske, løsslupne indbildning, at troen og den modtagne retfærdighed og frelse ikke kan tabes på grund af nogen synd, selv om man fastholder onde gerninger med vilje og forsæt; at selv om en kristen følger de onde lyster uden frygt og skam, står Helligånden imod og med vilje og imod sin samvittighed giver sig hen til synden, beholder vedkommende alligevel troen, Guds nåde, retfærdigheden og frelsen.

Mod denne skadelige indbildning skal vi omhyggeligt og alvorligt gentage og indprente de kristne, som er blevet retfærdige ved troen, disse sande, uforanderlige, guddommelige trusler og alvorlige straffe og formaninger:

l Kor 6, 9-10: ”Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige.”

Og Gal 5,21 og Ef 5,5: ”De, der giver sig af med den slags, skal ikke arve Guds rige.”

Og Rom 8,13: ”Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø.”

Og Kol 3,6: ”Den slags nedkalder Guds vrede over ulydighedens børn.”

Men hvordan formaningen til gode gerninger kan indskærpes, uden at det fordunkler læren om troen og artiklen om retfærdiggørelsen, giver Apologien os et fint eksempel på, når den i artikel 20 siger om ordet i 2 Pet 1,10 (’Derfor skal I arbejde på at befæste jeres kaldelse og udvælgelse’): ”Peter lærer, hvorfor man skal gøre gode gerninger, nemlig for at vi skal befæste vort kald, det vil sige at vi ikke skal falde ud af vort kald ved på ny at synde. Gør gode gerninger, siger han, så I kan blive i jeres himmelske kald og ikke falde fra og miste Ånden og gaverne. Dem har I ganske vist ikke modtaget for de påfølgende gerningernes skyld, men af nåde ved Kristus. Og de bliver nu bevaret ved troen. Troen forbliver imidlertid ikke i dem, der fører et syndigt liv, mister Helligånden og afviser at gøre bod.” Så langt Apologien.

På den anden side betyder dette imidlertid ikke, at troen kun i begyndelsen griber retfærdigheden og frelsen og derefter overlader sin opgave til gerningerne, så de herefter må bevare troen, den modtagne retfærdighed og frelsen. For at løftet om ikke bare at modtage retfærdigheden og frelsen, men også at beholde den, skal være fast og sikkert, tilskriver Paulus ikke alene troen, at vi fik adgang til nåden, men også at vi bliver bevaret i nåden og kan rose os af den fremtidige herlighed (Rom 5,2).

Det vil sige, at han tilskriver både begyndelsen, midten og slutningen alene til troen. På samme måde i Rom 11,20: ”De blev brækket af på grund af vantro, men det skyldes troen, at du fik din plads.”

Og Kol 1,22: ”Han vil føre jer frem som hellige og lydefrie og uangribelige for sit ansigt, hvis I da forbliver grundfæstede og faste i troen.”

Og l Pet 1, 5: ”Ved Guds magt bliver I ved troen bevares til frelse”,

Og ligeledes i vers 9: ”I kommer frem til troens mål, jeres sjæles frelse.”

Det er således klart ud fra Guds ord, at troen er det egentlige og eneste middel ved hvilket retfærdighed og frelse ikke bare bliver modtaget, men også bevaret af Gud. Derfor bør det, som blev besluttet på Tridentinerkonciliet, og alt andet, som ellers måtte gå i retning af samme mening, forkastes, nemlig at vore gode gerninger bevarer frelsen, eller at den ved troen modtagne retfærdighed og troen selv helt eller delvis bliver opholdt og bevaret ved vore gode gerninger.

Kan gode gerninger være skadelige?

(…) Når det gælder den påstand, at gode gerninger skulle være skadelige for frelsen, giver vi følgende tydelige forklaring: Hvis nogen vil trække de gode gerninger ind i artiklen om retfærdiggørelsen, grunde sin retfærdighed eller sin frelsesvished på dem, for med det at ville fortjene Guds nåde og derved blive frelst, så siger ikke vi, men Paulus, hele tre gange, at for et sådant menneske er gerninger ikke bare unyttige og en hindring, men de er direkte skadelige (Fil 3, 7). Det er imidlertid ikke de gode gerninger i sig selv, som har skylden for dette, men den falske tillid, som man imod Guds udtrykkelige ord sætter til gerningerne.

Men af dette følger det slet ikke, at man helt enkelt og uden videre kan sige, at de gode gerninger er skadelige for de troende med hensyn til frelsen. For hos de troende er de gode gerninger et tegn på frelse (Fil 1,28), når de sker af de rette grunde og med de rette formål. Det vil sige, når de sker i den hensigt, som Gud kræver af de genfødte. Det er nemlig Guds vilje og udtrykkelige befaling, at de troende skal gøre gode gerninger, som Helligånden virker i de troende. For Kristi skyld lader Gud disse gerninger behage sig og lover dem en herlig belønning i dette og i det kommende liv.

Derfor bliver denne påstand fordømt og forkastet i vore kirker, fordi den er falsk og til anstød, hvis den bliver fremsat alene uden forklaring. Den svækker disciplin og ærbarhed og fremmer og styrker en vild og løssluppen levemåde. For det, som er skadeligt for ens frelse, må man jo vogte sig for med største omhu.

Fordi de kristne ikke skal holdes borte fra gode gerninger, men på det flittigste formanes og tilskyndes til at gøre dem, så kan og skal denne nøgne påstand (at gode gerninger er skadelige for frelsen, red.) uden nærmere forklaring ikke tolereres, læres eller forsvares i Kristi kirke.