Stormen hviner, vandene oprøres,
vrede bølger over skibet slår.
Ængstelige røster derfra høres;
Frels os, Herre, frels os, vi forgår!
Agter du ej på, hvad vi må lide,
intet vi formår mod stormens magt,
se hvor hårdt vi hver og en må slide,
medens du dig der til ro har lagt.
Sange og salmer nr. 482
Vi beder så ofte om, at Jesus må bevare os fra alt ondt og alle farer. Og så takker vi for, at vi må erfare, at Jesus er værn om vores liv. Han står virkelig vagt og bevarer os og beskytter os dagligt!
Men undertiden kan der i en kristens liv rejse sig storme så store, at vi frygter, det hele braser sammen. Og så kender du måske også til den bekymring og frygt, disciplene oplevede på Geneserat Sø: Jesus sover du bare? Ser du slet ikke, hvordan vi kæmper og slider for at holde os oven vande? Ja, måske du endda stiller dig selv spørgsmålet, om Jesus i det hele taget er med i båden?
Da bliver Fanny Crosbys bøn i sangen ”Gå mig ej forbi, o Frelser” til din bøn; at når de andre du velsigner – glem da ikke mig!
Man kan altså føle sig glemt af Gud. Føle sig alene midt i en situation, hvor bølgerne rejser sig og truer med at falde sammen over dig, og alt er mørkt.
Men om disciplene fortæller Markus i beretningen om stormen på søen (Mark 4,35-41) jo netop, at de havde Jesus med i båden. Ja, det var endda Jesus selv, der havde sagt, at de skulle sejle ud i det, som for dem blev et stormvejr, hvor de følte undergangen nær som aldrig før!
Og så kan man spørge sig selv, om det virkelig var nødvendigt? Kunne de ikke bare have sejlet en dag, hvor det ikke blev stormvejr? De var jo erfarne søfolk og kendte ganske godt til, hvordan vejret og vandet var lunefuldt på Geneserat Sø. Men beretningen fortæller os, at det netop var nødvendigt! For disciplene var nødt til at forkaste deres egne fortræffelige evner som erfarne søfolk – og så vende sig til Ham, som har råd for alt! Ham, som med ét ord kan stilne stormen!
Og som det var med disciplene, sådan er det også med os – for Jesus er den samme dengang og nu. Mange af os har enten selv – eller kender mennesker som – vil kunne berette om situationer i livet, der har føltes som et stormvejr, hvor alt håb er ude. Og oprejsningen blev og bliver fundet ved at vende sig til Jesus. For også i dag vil Han med sit ord stilne selv den værste storm i dit liv.
Det sker ved Golgata kors, som vi synger i det sidste vers af Sange og Salmer nr. 482: Det er mig, som gik for dig i døden og til Gud dig købte med sit blod; det er mig, som hjælper dig i nøden, bærer dig til Himmelhavnen god.
Så lad i dag vores bøn og tak være disse fire sidste linjer i vers 4: Skænk mig denne vished i mit hjerte, hver gang vejen bliver mørk for mig, da skal også jeg trods nat og smerte hviske: Tak! Ja, Jesus, det er dig!
Udgivet af
Jan Pedersen
Jan Pedersen, Høgild, sælger.