Lovsangstoner III
Udgivelsen af den nye Lovsangstoner i december 2020 er anledning til, at vi i denne serie går igennem sangene forfra, emne for emne. At læse eller synge sig igennem en sangbog er som en lang og opbyggelig vandretur med kristne brødre og søstre fra fortid og nutid. Alle styrker og hjælper de os med deres vidnesbyrd, deres sjælesorg og formaning, så vi ikke skal gå alene.
Efter afsnittet om vidnesbyrdene og afsnittet om himmelsangene er vi nået til de sange, som på en særlig måde betoner kaldet til at komme til Jesus. Nu har vi i vidnesbyrdets form mødt lidt af rigdommen i livet med Jesus og det kristne håb – nu må det direkte spørgsmål lyde: Er det også din rigdom? Hører du Jesus til?
Traditionelt har sange med den slags vækkende spørgsmål fyldt meget rundt omkring i missionshusene. Spor af det kan man finde, når man i sangene støder på formuleringer som:
”Har du mod at følge Jesus? spørges der så mangen gang” (114). Og:
”Indenfor eller udenfor? spørges i ord og i sang” (123).
Og vi må jo spørge: Er det stadig sandt? Lyder der stadig ”så mangen gang” i ord og i sang det spørgsmål iblandt os: Er du indenfor eller udenfor? Følger du Jesus – eller følger du bare med i flokken, der kommer i kirken og missionshuset?
Sangene i afsnittet ”Kom til din frelser” vil for mange have en fremmed klang. Nogle vil læse dem med protest. De vil tænke, at sangene har et usundt fokus, som vil skabe uro i hjerterne og splittelse og opdeling i menigheden. Andre – og det er værre – vil slet ikke føle nogen protest. De vil blot finde sangene kirkehistorisk interessante og betragte dem som et museumsbillede af, hvordan man tænkte og formulerede sig i en vækkelsestid, hvor missionshuskulturen var en anden.
Og så er der dem, der har mødt kaldet fra sangene i deres ungdom; som er evigt taknemlige for, at det kald fik lov til at lyde, og som intet hellere vil, end at det samme kald må få lov til at lyde til vækkelse og fornyelse i menigheder i dag.’
Glæden!
Lyt engang til glæden i denne sang:
Kimer, himmelklokker! Der er fryd i dag,
for en sjæl kom hjem fra sult og nød.
Se, hans fader mod ham gik med favnetag,
og det stakkels barn velkommen bød.
Pris og ære! lyder engles sang,
pris og ære! toner harpers klang,
fra de frelstes skare, lig en mægtig sø,
bruser jublen: Vi skal ikke dø!
Kimer, himmelklokker! Der er fryd i dag;
levende blev sønnen, som var død;
ja, en sjæl er oprejst fra sit nederlag,
kærligheden syndens lænker brød.
Kimer, himmelklokker! Kald til fest i dag!
Eders bedste sejershymne helst!
Engle bærer viden om den glade sag,
at en dyrekøbt er atter frelst!
Sjældent – også sammenlignet med nutidige lovsange – har man hørt en sang, hvor glæden i den grad lyser og bobler ud af ordene!
Men hvad er anledningen? Det er her, det måske bliver ukendt og anderledes.
Sangen er skrevet til en helt bestemt situation: når et menneske er blevet omvendt – når en fortabt søn er vendt hjem til sin far – når en død er blevet levende!
Man kan med en vis ret spørge: Er det sundt og godt at markere et menneskes omvendelse med sådan en sang? Hvad hvis den, der mener at være blevet omvendt eller at have ”besluttet sig” for at følge Jesus, i virkeligheden ikke er nået til en evangelisk tro, men blot har haft en følelsesmæssig stærk oplevelse, der hurtigt går væk igen? Det er ikke altid nogen enkel sag som menighed at stemme i med sangen, hvis vi ikke kender historien bag. Og det er altid kun Gud, der kender hjertet. Men det ændrer ikke ved, at der, hvor der lyder en sand bekendelse af troen på Jesus som Frelseren, er den eneste naturlige reaktion som kristent fællesskab i tro og håb at glæde os med vores nye bror eller søster.
Det gentagne ”kimer, himmelklokker!” kan lyde højstemt. Men ordene bygger på en solid bibelsk virkelighed. Den eneste gang, Bibelen taler om, at der bliver glæde i Himlen over noget, der sker på jorden, er netop, når et menneske kommer til tro! Når Jesus er blevet modtaget af en synder, ”kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet” (Luk 15,6). Sådan ser der ud i Himlen, når et menneske bliver omvendt. Der er fest og glade dage!
Jesus leder og leder efter det forsvundne får. Der er én ting, der fylder for ham: Jeg må finde det får, og jeg må bringe det hjem. Det er det, det handler om.
Når vi ser i Bibelen, hvad der fylder Jesu hjerte, må det mane til eftertanke for enhver, som mener at være discipel af ham. Har vi del i Jesu sind? Glæder vi os over det samme, som man glæder sig over i Himlen? Hvor er vores fokus, når vi samles og deler sange og ord med hinanden?
Vi gør os mange tanker om menigheden og den måde, vi samles på, de sange, vi synger, og de taler, vi hører. Alle har en mening om, hvordan det skal være, hvad der er tungt og kedeligt, hvad der er godt og velsignet. Men skal vi tænke som vores herre og frelser, så er der to ting, der er det primære formål med, at vi mødes: at dem, der har taget imod Jesus som frelser, skal blive bevaret i den tro – og at dem, der kommer i menigheden, men ikke lever med Jesus, må møde et kald til omvendelse og tro. Flest muligt må nå målet! Det er derfor, vi samles, det er derfor, vi lytter til forkyndelsen, og det er derfor, vi synger sammen.
Det direkte spørgsmål
Vi lever i en tid, hvor forkyndelsen i stigende grad viger uden om at stille de afgørende og alvorlige spørgsmål til vækkelse og fornyelse i troen. Præster og prædikanter må ikke blive for konfronterende i deres forkyndelse, for de kan komme til at støde tilhøreren og skabe uro i de følsomme sind.
Denne hensyntagen til tilhørerne er ikke ny. Den kommer frem så sikkert som amen i kirken, hver gang en vækkelsestid er døet ud, og en frafaldstid er begyndt. Allerede i 1700-tallet talte Christian Bastholm i sin bog ”Gejstlig talekunst” om, at præsterne i stedet for det konfronterende ”du” skulle bruge et inkluderende ”vi” for ikke at komme for tæt på og risikere en negativ reaktion hos tilhøreren.
Det lyder sympatisk. Det er umiddelbart rigtigt svært at være modstander af, at der skal tages hensyn til de følsomme og psykisk sårbare. I det hele taget ikke være for påtrængende. For hvad ved prædikanten om, hvordan jeg egentlig går og har det?
Jeg tror, mange prædikanter i dag kan genkende dette pres enten udefra eller indefra til ikke at blive for direkte i forkyndelsen, men tale lidt mere let, lidt mere humoristisk, lidt mere foredragsagtigt, så man ikke tvinger sig ind på folk og stiller spørgsmål om de mest alvorlige ting i livet.
Sagen er blot den, at vi har fået en bibel, der ikke lægger fingrene imellem og ikke pakker tingene ind af hensyn til de sarte sjæle og dem, der kunne risikere at føle sig krænkede eller sårede. Vi har fået en bibel, der ikke har noget imod at tale konfronterende, sætte fingeren på konkret synd og skabe uro i hjerterne. Og det er Bibelens ord, der skal forkyndes – i al deres alvor – og med det direkte, vækkende kald til omvendelse og tro, som bibelteksterne tager sigte på (jf. Joh 20,31).
Det betyder ikke, at der slet ikke skal tages hensyn til de sårbare. Ikke mindst er det en opgave for hele menigheden – og i sjælesorgsrummet, hvor man kan tale en til en med alle de hensyn, der skal til i den konkrete situation. Men hvis hensynet til de særligt sårbare bliver bestemmende for, hvad der kan og må siges fra talerstolen, og hvad der synges i sangene, så prædikanterne og sangene ikke længere kan lade Guds eget alvorlige ord komme frem, så er det galt. Derfor er det også godt, at vi har sange, der tør stille os anfægtende og vækkende spørgsmål.
En vigtig sag for vækkelsessangene er ikke mindst at tale imod den udbredte forestilling, at alle dem, der betragter sig selv som kristne, også er kristne, og at alle, der synes, de har et positivt forhold til Gud og Jesus, også er kendt af Gud.
Måske har du et positivt syn på Jesus og regner dig for naturligvis at være en kristen – men hvem er Jesus egentlig for dig?
”Du ser måske Jesus som lærer og mester, en fængende leder, er stort ideal, som gav os et nyt bud, et bud om at dele, vi andre skal tjene og ikke os selv. Men har du set Jesus, som lider på korset, som soner for din skyld, som lindrer din nød? Og har du set Jesus, som står op af graven, gir håb om et nyt liv og sejr over død?” (105)
”Hvad mener du om Kristus? Han er måske ej mer end blot en lærer som så mange andre? En mester, op til hvilken du som et mønster ser, med forsæt selv derefter fromt at vandre? O, er han intet andet end fyldekalk og grus, hvormed du kun vil styrke dit eget fromhedshus? Hvor ringe gavn du da har af din Kristus!” (115)
Her ser vi essensen af, hvad vækkelsessangene vil: De vil vide, hvordan dit forhold til Jesus er! Har du set Jesus som din frelser, er han din eneste redning? Eller bygger du i virkeligheden på dig selv – dit eget fromhedshus?
Det er et spørgsmål, som jeg er bange for, man kan afvise alt for hurtigt. Men der er al grund til at standse op og tage det ind. Tænk over: Hvad kan dit eget fromhedshus mon for eksempel bestå af? Og vov at lade det trænge ind: Er det i virkeligheden det, du bygger på i forhold til Gud? Dine bønner, dine andagter, din frimodighed til at fortælle andre om Jesus? Din afholdenhed fra bestemte synder, din kristne livsstil, dit fremmøde i kirke og missionshus, din succes med at være god mod andre?
Er det det, du bygger på – og så må Jesus dække for resten?
”Hvor ringe gavn du da har af din Kristus!”
Sangene stiller de direkte spørgsmål igen og igen – ikke for at gøre os fortvivlede og usikre, men for at lede til korset og give os al vores glæde ved det syn, vi møder der.
”Ser du din frelser på korset? Ser du den kamp, han har? … Ser du, han bærer kronen, den, som af torne var? Ser du, at blodet rinder over hans pande klar? … Ser du de naglede hænder? Ser du hans sides sår? Se, kære ven, som endnu borte fra Jesus går!” (140).
Til den, der sover i synden
Kaldet lyder i sangene ikke mindst til den selvsikre. Den, som ikke kender til anfægtelser. Den, som end ikke overvejer tanken, at han med sit pæne og almindelige kristenliv kan være på den brede vej mod fortabelsen, men som Bibelen giver følgende vidnesbyrd: ”Hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig” (Åb 3,17).
Den, der ikke kender til anfægtelse over og kamp mod synden i sin hverdag, er nemlig ikke et ”pænt menneske”, en kristen, der har fået styr på sit liv. Det er tværtimod et menneske, som Satan enten er i gang med at lulle i søvn, eller som allerede er faldet helt i søvn.
Det værste, der kan ske for en kristen, er, at man slår sig til ro med bestemte synder. Det er gift for troen, og det er den sikre vej mod frafald. Ikke desto mindre er det den fristelse, der konstant møder os i hverdagen, både udefra og indefra. Og derfor har vi alle brug for at møde det vækkende kald igen og igen – uanset om vi er faldet helt i søvn, om vores øjenlåg blot er ved at glide i, eller vi aldrig har været vågne:
”Vågn op, vågn op! Nu for et valg du stilles, du sjæl, som trygt i synden sovet har, du står i dag, hvor tvende veje skilles, vågn op, vågn op, og giv din Gud et svar!” (104).
”Hvornår vil du sanse at søge din Gud, din dommer, når dagen er omme? Hvornår vil du fatte og følge hans bud og give ham ret i hans domme? I dag når du hører ham kalde?” (119).
”Hvordan takker vi vor Herre for, han gav sin Søn herned? Mange skønner lidt, desværre! på så stor en kærlighed; deres onde syndelyst dækker de med nådens trøst, vil af Jesus intet lære og dog sande kristne være” (121).
”Han kalder ved sit ord og sætter stærkt i rette: Hvor længe skal min Ånd med eders vanart (ulydighed) trætte? Er jeg den store Gud, som eder selv har skabt, hvi har I da mit bud så ganske glemt og tabt?” (138).
De vækkende ord har en klar adresse til den ikke-kristne; men vi synger dem ikke kun ud gennem vinduet; vi synger dem midt i forsamlingen af mennesker, der på ydersiden er kristne. Og måske vil sangene allerhelst have den i tale, som mest automatisk tænker: ”Det ville dén og dén have godt af at høre.”
”Så mange har navnet – at være en kristen – men Ånden og ilden er slukket for dem. Når Jesus han kommer, så står de tilbage, o, lyset må skinne på lampen, min ven” (143).
Skynd dig!
Det mest massive indtryk, der står tilbage for mig, når jeg har læst sangene i afsnittet ”Kom til din frelser”, er, hvor naturligt og gentagent det pointeres, at i dag er nådens tid. Det vil sige: Du må ikke vente! Hvis du sidder her og synger eller læser disse linjer uden at have fred med Gud – så lad være med at udskyde det. Kom til ham nu! Vi ved ikke, hvornår Jesus kommer igen, og hvornår vi skal stå over for hele jordens dommer. Du må ikke udskyde det til i morgen, for du ved ikke, om der bliver en dag i morgen. I dag er nådens tid.
Bare at liste halvdelen af alle de steder op, hvor dette ”i dag” eller ”skynd dig” kommer frem, ville fylde for meget, men jeg har lyst til alligevel at citere en lille del af stederne:
”I dag er der nåde at få, men snart fra din dør kan han gå. Og banker han end (endnu), så luk op min ven, før kaldet går fra dig igen” (96).
”End Herren venter dig med åbne arme, han ser din nød og dig i møde går. Hvor gerne vil han sig i dag forbarme og bære hjem til Gud sit tabte får!” (103).
”Skynd dig til Jesus, som frelse dig ville, snart kan det ske, at det bliver for silde. Kom! Du din salighed let kan forspilde!” (112).
”Har du ingen tid for Jesus, ham, som dig vil gøre fri? O, benyt dog nådetiden, snart den være kan forbi!” (113).
”Så kom nu i dag, mens det endnu er tid, til Jesus, til Jesus, din frelser så blid, som også for dig gik i døden” (120).
”Endnu er gunst at få for knuste hjerters råben, endnu er Gud at nå, endnu er Himlen åben. Dig nåden vinker ind i Jesu favnetag, men skynd dig som en hind! Nu hedder det: i dag!” (122).
Hvorfor er det så vigtigt at pointere dette ”i dag” og dette ”skynd dig”? Det er det, fordi menneskenaturen har en indbygget trang til at udskyde det, der har med Gud at gøre.
Nogle af os kender det som en del af vores natur i almindelige menneskelige ting: at vi udskyder det, der ikke umiddelbart er hastesager, og som det ikke har en direkte mærkbar konsekvens, hvis vi undlader at gøre.
På den måde går dag ud og dag ind med udskydelser. Vi bliver fanget af tiden, rullet ind i dagliglivets gøremål, den ene dag tager den anden. Først når jeg ikke kan undgå at forholde mig til det mere – så bliver det gjort! Lige før eksamen – der begynder man at give den en skalle med læsningen! Ugen før tandlægebesøget – der bliver der børstet mere tænder end almindeligt, måske endda brugt tandtråd? Før gæsterne kommer – der bliver der ryddet op og gjort rent (eller kastet ind i skabene).
Her er vi forskellige som mennesker. Der findes faktisk ordensmennesker, der slider skolebøgerne, tandbørsten og rengøringskludene lige heftigt hver uge.
Men i forhold til Gud er vi alle ens! I forhold til Gud har selv det nydeligste ordensmenneske en indre nærmest magnetisk modstand mod at forholde sig til det uundgåelige: at vi en dag skal møde vores dommer og stå til ansvar for ham med det liv, vi har levet.
I den stærke sang ”næsten en kristen” lyder det: ”Jeg vil af synden ud, følge min herres bud, blive en Jesu brud ……. Men ej i dag!” (134). Sådan taler den indre stemme, og sådan hvisker Satan, men det er en skæbnesvanger, forførende røst.
Vi har ikke en deadline for, hvornår Jesus kommer igen. Vi har heller ikke en kontrakt her i livet, der siger, at vi skal varsles, mindst et par dage før, vi dør. Derfor er det så afgørende ikke at blive fanget af tidens malstrøm og suget ned i det hul af travlhed og adspredelser, som er bundløst og endeløst. Det er afgørende, at vi bliver konfronteret med det, vi så nødigt vil konfronteres med. Og derfor er det så afgørende at høre det vækkende ”i dag” – så vi bliver stillet over for vores dommer og ser virkeligheden i øjnene, som Gud ser den.
”Hvad siger de timer, som fløj mig forbi? De siger, at tiden er kort. De råber: Stands op på din sorgløse sti og drøm ikke dagene bort! Besind dig og skynd dig til Jesus af sted!” (116).
”Timerne flyver så hurtigt, aldrig de kommer igen; snart vil de dybe dødsvande rulle ved livsstranden hen. Kast dig i Frelserens arme, læg dig til ro ved hans bryst! Hør, hvor det stormer derude! Her er der fredfyldt og tyst” (131).
”Tiden forsvinder, minutterne flygter, flygter fra dig og fra mig. Skyggerne falder, og dødsstunden kommer, kommer for dig og for mig. Kom hjem, kom hjem, kom hjem!” (141).
Den mørke baggrund
Vi begyndte med at møde den glæde, der lyser ud af flere af vækkelsessangene. Glæden over en synder, der blev frelst – en død, der blev levende.
Men denne glæde har også en bagside. Der er en mørk baggrund for glæden og for det indtrængende ”skynd dig” og ”i dag”.
Den baggrund hedder Helvede. Og den alvor bliver ikke omskrevet eller forbigået i sangene. Den bibelske måde at tale om fortabelsen på bliver bevaret – ikke fordi det har været let for sangskriverne at føje så stor en alvor ind på vers, men i bevidstheden om, hvor nødvendigt det er at være tro mod Guds ords tale:
”Fortvivlede sjæle vil vågne en dag, fortabte i Helvedes kval. Skal du bli blandt dem? Nej, stands nu min ven, din bedste anledning du har. Grib anledningen nu, grib anledningen nu, o sjæl, som er her, kan hænde det er den sidste anledning, du har” (108).
”Har du mod at vende ryggen til Guds riges bryllupssal og i stedet sorgløst vandre mod et dyb af evig kval?” (114).
”Hvordan går man dog og drømmer i en sådan vigtig sag og i sikkerhed forsømmer nådens dyrebare dag? Det er tid at sanse vel og at sørge for sin sjæl, det er tid at forekomme (komme i forkøbet) Herrens strenge vredesdomme” (121).
Det er netop denne evighedsalvor, der giver vægt til kaldet om at søge Gud ”i dag”.
Ole Hallesby sagde det sådan i sin radioprædiken fra 1953, der gav genlyd over hele Norge på den tid:
”Jeg taler sikkert til mange i aften, som ved, at de er uomvendte. Du ved, at hvis du faldt død om på gulvet i dette øjeblik, så faldt du lige i Helvede. Du ved, at du ikke kan og ikke vil dø, sådan som du er nu. Du må omvende dig, inden du dør. Men du vil ikke omvende dig nu.
Ved du, at Satan også har en omvendelsesforkyndelse? (…)
Når Satan prædiker omvendelse, siger han: Der står skrevet, at du må omvende dig, ellers kommer du i Helvede. Men – siger han – det haster jo ikke så meget, som prædikanterne påstår.
Dette er sikkert Satans fineste list.
Han får mennesker til at tro, at de vil omvende sig – engang. Det giver dem mod til at leve uomvendte.
Hvordan kan du, som er uomvendt, lægge dig roligt til at sove om aftenen? Du, som ikke ved, om du vågner i din seng om morgenen eller i Helvede?
Jo, det er ganske ligetil: Fordi du vil omvende dig – engang.
Hvis du kunne spørge dem, som nu er i den evige fortabelse, om de ikke ville have omvendt sig, tænker jeg, at de fleste ville svare: ”Jo, det ville vi.”
”Men hvorfor gik I da fortabt?”
”Vi ville aldrig omvende os nu – men engang.”
Det var en prædiken, der gjorde Ole Hallesby forhadt og vakte indædte protester over hele landet. Men det var også et kald, der nåede ind i mange menneskers hjerte og ledte dem til at komme i et opgjort forhold til Gud. Det er samme tone, samme ånd, vi møder her i sangene – og havde de brug for den prædiken i 50’erne, har vi det ikke mindre i dag.
Den lyse fremtid
Som vækkelsessangene ikke kan undlade at komme ind på den mørke baggrund, kan de heller ikke holde tilbage, hvad der venter den, der tager imod evangeliet. Det falder helt naturligt at tale om det herlige håb, vi får lov at leve i som kristne:
”Ved flodens rand vi lægger ned det kors, vi her må bære, med livsens krone i dets sted vi smykkes til Guds ære” (97).
”Hvad gavned dig den muntre sang i lunden og solens glans og vårens herlighed, hvis sjælen lå i dødens lænker bunden, og hjertet klaged uden håb og fred? Men fryd dig! Jesus, solen, altid skinner og bringer liv, som aldrig ende får. Din hele lykke du hos Jesus finder, i ham du har en lys og evig vår” (98).
”Se opad med fryd! Guds rige skal komme med jublende sang, med sejer og lovsanges lyd.” (116).
”Ungdommens lykke er Himlen til sidst, evighedsliv uden savn eller brist, vejen er banet, og målet er nær, lykkelig den, som på himmelvej er!” (146)
”Når så din vandring her omsider er til ende, skal du få sejrens uvisnelige krans. O, hvilken glæde i dit hjerte, du skal kende, tænk, se din frelser og for evigt være hans” (149).
Livets formål
Den høje frekvens af ord om himmel og helvede er et udtryk for, at sange til vækkelse aldrig blot kan kradse i overfladen. De lader os ikke sidde i fred på stolene. De må derind, hvor det kan gøre rigtig ondt – og hvor det også kan gøre rigtig godt. De må helt ind til de dybeste spørgsmål til vores eksistens og formål med livet som mennesker. De spørgsmål, vi så let fortrænger og affejer, men som vi har brug for at møde igen og igen for at blive holdt på vejen. Sangene sætter livet i evighedens perspektiv, så vi ser, hvad der er tomhed, og hvad der er fyldt med mening og giver sand glæde og fred:
”Du blir ej glad, før du hos Jesus hviler, hos ham alene finder sjælen fred. Vågn op og se, at du mod døden iler! Men hvorfor dø, når Jesus for dig led?” (103).
”Er det øde og mørkt og koldt i dit hjertes hus, finder du ikke fred og ro her blandt støv og grus, da er Jesus, al verdens lys, ej gået op derinde; thi om lyset trænger ind fra ham, du fred skal finde” (106).
”Har du mod at gå og drømme om et liv i lykke her, skønt du tit og mange gange får at se, hvor tom den er?” (114).
”Kun et er nødvendigt, mon du har forstå’t, i lyset af dette alt andet blir småt – alt andet blir småt mod det ene: at helt være fundet i Frelseren god og have forløsning og fred i det blod, som ene fra synden kan rense” (120).
Det kan være provokerende – ja, det kan være hårdt at høre for en, der kæmper her i livet, at ”kun et er nødvendigt”, og at alt andet bliver småt, når vi holder det op mod det ene. Men det er Jesus, der taler på den måde, og sådan må vi også tale.
Ikke for at negligere livet, vi lever her på jorden – overhovedet ikke. Paulus oplevede om nogen trængsler her på jorden, og i brevene kommer vi tæt nok på ham til at fornemme, hvor ondt det har gjort på ham. Alligevel er det netop Paulus, der kan tale om ”vore lette trængsler her i tiden” … – hvordan dog? Fordi han i troen ved Guds nåde dagligt øver sig i at rette sit blik mod det usynlige, mod håbet; og der ser han, at trængslerne i virkeligheden er lette, holdt op imod det, som trængslerne fører os hen imod: ”… i overmål en evig vægt af herlighed” (2 Kor 4,17-18).
Når dette evighedsperspektiv gennem Guds ord får lov til at blive skruet ind i de briller, vi møder det daglige liv med, så kan vi gennem alle trængsler synge med på omkvædet:
”Ingen som Jesus gør livsdagen skøn, hvad du behøver, du har i Guds Søn” (146).
Kom til evangeliet!
Vækkelsessangene er sange, der vil vække den sovende til at se sit liv, som Gud ser det. Men vækkelsessangene vil ikke bare vække, så mennesker bliver vågne over for deres synd og begynder at tage den seriøst og kæmpe imod den. De vil først og fremmest lede til Jesus og give os vores glæde og trøst i ham.
Intet menneske bliver kristen ved at få det rette perspektiv på sit liv eller ved at begynde at tage kampen mod synden seriøst. Derfor leder vækkelsessangene også gang på gang hen til den mest befriende forkyndelse af evangeliet. Det er sange, der skaber tørst – men det er også sange, der giver vand at drikke!
I nogle sange er kaldet og evangeliet flettet sammen i samme vers eller på samme linje, så det bliver tydeligt, at sangenes alvorlige kald i bund og grund drejer sig om dette: at komme til evangeliet, før det er for sent.
”En tornekrans for dig jeg bar, og samme sind endnu jeg har. Hør blodets røst! Jeg beder dig: Luk op for mig, luk op for mig!” (102).
”O, vågn op da, vågn op, modtag, hvad han har med sig: syndsforladelse, liv og fred, alt, som fattes dig” (106).
”Jeg har et budskab, en hilsen fra Jesus, frydefuldt budskab for sukkende bryst: Syndere søger han! Skynd dig, o, skynd dig, Mesteren kalder dig, hør dog hans røst!” (124).
”Hvor vigtig er dog nådestunden; nu vejen hjem dig åben står! Snart er din nådetid henrunden, og snart din sidste time slår. Så hør i dag: Just som du står, Guds rige nåde frit du får!” (148).
”Uforskyldt i Jesu blod frelsen frit tilbydes! Ej at tage derimod evigt må fortrydes! Jesus kalder – o, forstå: Aldrig kan du Himlen nå, om hans kald forskydes!” (145).
Hvem som helst
Lige så alvorligt vækkelsessangene kan sætte fingeren på synden og skabe tvivl og usikkerhed hos den selvsikre – lige så radikalt lyder forkyndelsen af det frie evangelium for enhver, der har indset, at han har brug for Jesus. Og der er en på samme tid meget enkel og meget dyb sjælesorg i sangene, rettet mod den, der ikke tør tage imod og tro frelsen.
Det spørgsmål, som mange, der er blevet vakt, og som har set deres fortvivlede situation og syndens magt over dem, sidder med, er dette: Kan det nu også gælde mig? Er min personlighed ikke for skadet – er jeg ikke kommet for langt ned – har jeg ikke hyklet for længe – hvad hvis jeg falder igen? Kan jeg af et ærligt hjerte tro, at nåden er for mig?
Her er der hjælp at få i sangene, som igen og igen gør det så uforbeholdent klart, at frelsen er for alle – for virkelige syndere – for dig og mig!
”Ad porten her kan frit indgå, hvo frelse vil annamme, som rig så fattig, store, små, af hver en folkestamme” (97).
”Hvorfor hang vel Guds Søn der på Golgatas kors, hvis din straf den på Jesus ej faldt? Hvorfor flød fra hans sår det uskyldige blod, hvis din syndeskyld ej blev betalt? (…) O, betvivl ej, at blodet udsletter din skyld, husk, hvad Gud selv i Ordet har sagt!” (100).
”Frelse i Jesus alene nu alle syndere får” (109).
”Frikøbt fra loven, frelse er fundet, Jesus er død, forløsning er vundet. Alle har syndet, ingen er ren, Kristus har frikøbt hver og en. Hver og en, o synd, blot tro det! Hver og en, o broder, tag mod det! Jesus har sonet, hvad vi forbrød en gang for alle ved sin død” (110).
”Hvem som helst kan bli frelst, som til Gud sig vender” (118).
”Jesus kalder end i dag syndere af alle slags. Hvilken ære, han vil være deres ven. Du, som søger håb og trøst, lyt til denne milde røst. Om du synker ned, er han jo Frelseren. Ja, han døde i mit sted. Hør, min ven, som ej har fred: Jesus døde just for dig” (126).
”Kom, som du er, til din frelser, smittet af vantroens dynd! Blodet, der flød fra hans vunder, renser din sjæl fra al synd” (131).
”Kom, der er nåde for dig; kom, der er nåde for dig; for Jesus er kommet at frelse, han døde på korset for dig!” (137).
Livets kilde
Det er et gammelt råd til forkyndere, at evangeliet bør forkyndes ”så frit, at det kan misbruges”. Ikke fordi vi ønsker, at evangeliet bliver misbrugt til et liv i synd. Men fordi kun det betingelsesløse evangelium ejer den sande, frisættende kraft. Først og fremmest fordi Bibelen selv taler så stort og så stærkt om evangeliet: ”Den derimod, der ikke arbejder, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham regnes hans tro til retfærdighed” (Rom 4,5).
Ligesom Bibelen er vækkelsessangene ikke nærige med vandet til den tørstende sjæl. Der er vand i overflod – der er nok til enhver – og det er fuldstændigt gratis og fuldstændigt uden betingelser:
”Der er en kilde for den, som tørster; for den, som hungrer, der er et brød. Der er en fristad så tryg og sikker for den, som jages af synd og død” (99).
”Kender du den livsens kilde, hvorfra nådens strøm udgår? Om al verden øse ville, den udtørres intet år (…) Køb af dette kildevæld lægedom for syge sjæl! Hvi betænker du dig længe? Kom og køb foruden penge!” (128).
”Uforskyldt! O salig lyd for en synders øre! Her på jorden større fryd ingen får at høre! Jesus åbned Himlens port, han har alt til fulde gjort, du skal intet gøre” (145).
Det er en fantastisk sjælesorg, som vil det modsatte af at vende den fortvivlede synder ind mod sig selv og sine egne forbedringsforsøg. Tværtimod – når vi bliver anfægtede over os selv, når vi mister troen på, at vi duer til at være kristne, sådan som det ser ud inden i os, med de tilbagevendende synder, med den manglende anger og det følelsesløse sind, så hjælper sangene os til at vende blikket væk fra os og hen mod blodet, mod forsoningen, mod nåden alene for Jesu skyld:
”Blodet er det alene, som sletter synderne ud og os frier fra skyld og dom, gør os rene for Gud. Blodet er det, som med sin røst taler end på vor jord, taler sjæle til fred og trøst, råber: Nåden er stor!” (147).
”Den synd, som endnu ej har naget, den synd, som endnu binder dig, den også er af Gud borttaget og kan nu ej fordømme dig. Skal du til sidst fortabt da gå, så må Guds nåde du forsmå” (148).
”Gælden blev slettet, da han måtte bløde, og fast til korset Gud skyldbrevet slog. Dommeren selv for de dødsdømte døde, Gud er retfærdig, han ofret antog” (150).
Igen og igen
Nåden er fri! Og den er for dig! Sangene bliver aldrig trætte af at slå det fast. Og i enkelte sange bliver det ekstra tydeligt, fordi den samme sætning kommer igen og igen.
Denne gentagelse er ikke bare et poetisk greb. Den er en særlig hjælp til den, der netop kæmper med gentagne synder og anfægtelser. Den synder, der har så svært ved at tro på nåden, fordi han oplever, at hans kristenliv igen og igen skriger til himlen: Det kan ikke være rimeligt! Der kan ikke være nåde for mig! Jeg må først …
Sangen afbryder dig:
”Synder, o hør, du, som lider nød: Vejen til korset er fri. Jesus for dig døde korsets død, vejen til korset er fri …” (142).
Og sådan fortsætter det! Selvom indvendingerne står i kø, så lyder det samme, velsignede enkle svar igen og igen:
”Men jeg er endnu en syndens træl – vejen til korset er fri.”
”Skal jeg ej først blive synden kvit? Vejen til korset er fri.”
”Men er ej dette dog alt for frit? Vejen til korset er fri.”
”Slut nu i dag med dit om og men, fly med din byrde til korset hen. Kom, kære sjæl, kom i dag, for se: Vejen til korset er fri!”
I en anden sang lyder det:
”Til den sjæl, som forgæves har søgt efter ro: Jesus har aldrig sagt nej. Og til den, som med længsel kun ønsker at tro: Jesus har aldrig sagt nej.”
Og sådan fortsætter det også her – svaret lyder til enhver, der kommer til Gud med sin synd, for enhver, der er ængstelig over sig selv og trykket af synd og nød: Jesus har aldrig sagt nej.
Glæden!
Vi begyndte ved glæden – og vi må slutte ved glæden også.
Denne gang: glæden ved at komme til Jesus! Det lyser ud af sangene, at den, der har skrevet sangen, kender til netop denne glæde, som han nu af hele hjertet ønsker at dele med andre. Vækkelsessangene vil ikke sprede mørke, forvirring og utryghed i menighederne. Det kan meget vel være, at det bliver konsekvensen – for evangeliet for syndere mødes altid af modstand. Men hensigten med sangene er det stik modsatte: at sprede glæde! At sprede glæden over Jesus – så flere må få lov til at ånde frit og se det fantastiske i at få lov til at komme til ham med synden og vide sig frelst for hans skyld.
At komme til Jesus og leve med ham er et nyt liv i glæde og fred:
(Jesus siger): ”Jeg bringer lys, jeg bringer fred, jeg bringer Himlen til dig ned” (102).
”Du vinder alt, om du hans kald vil lyde, hans kærlighed gør sjælen glad og rig. Først her på jord du dig i Gud må fryde og så i Himlen bli din frelser lig” (103).
”O, kender du navnet, det navn, som stiller al smerte og savn, som giver Guds fred gennem livsdagen lang og lys over graven engang?” (107).
”Han tar ikke glansen af livet, han højner din morgen og kvæld” (111).
”Luk op da i dag for den ven, som så huld dig beriger med skatte, langt bedre end fineste guld og krone og rige tilsiger!” (117).
”O salige stilling, at eje den ro, som nåden vil give de sjæle, som tro, at have Guds nåde og nyde Guds fred og trøstes og glædes og leve derved” (139).
”I dag er nådens tid,” minder Brorson os om (122). Og i sidste vers lyder det – nærmest som noget, han buser ud med og ikke kan holde tilbage: ”Hvor er der godt hos Gud!”
Hvor er der godt hos Gud! Det er sandt.
Og det sidste vers af denne kendte vækkelsessang skal også stå som det sidste her:
Som først ved moders barm
tilfreds sig barnet giver,
så i Guds nådes arm
først hjertet stille bliver.
Hvor er der godt hos Gud!
Kom, hjerte, snart, og tag
mod nådens søde bud:
i dag, i dag, i dag!
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2021. Hele bladet kan læses her.
