Kønnet i biologisk lys

Kampen om kønnet (Del 3)

De to køn og livet

Hvordan bliver et menneske til? Det kan kun ske på én måde: ved at en biologisk mand og en biologisk kvinde finder sammen. Mandens krop er indrettet til at udvikle sæd og kvindens krop til at udvikle æg og til at bære det æg, som er blevet befrugtet med mandens sæd.

Mandens krop og kvindens krop passer perfekt sammen. De to er helt åbenbart og helt indiskutabelt biologisk bestemt til at søge sammen, forenes seksuelt og få børn sammen.

Hvis det heteroseksuelle forhold mellem en biologisk mand og en biologisk kvinde opløses og erstattes af andre typer forhold, så uddør menneskeslægten. Vores liv som mennesker er betinget af, at vi holder fast ved det heteroseksuelle forhold.

Biologien nærmest råber til os: Manden og kvinden er med deres grundlæggende biologiske forskelle bestemt for hinanden, og at de finder sammen, er kilden til og grundlaget for liv!

Alvoren i den nuværende kamp om kønnet er imidlertid, at det indlysende og klare benægtes. Kønnet er en social konstruktion, hører vi. Idéen om to køn har intet grundlag i biologien. Der er intet naturligt i, at mænd og kvinder finder sammen og danner par. Tanken om, at de to køn tiltrækkes af det anderledes hos den anden, og at de to køn supplerer og kompletterer hinanden, er en myte. Der er ingen biologisk bestemt forskel på mænds og kvinders væsen, sind og psyke.

Hjælp i biologien

Når disse tanker vinder stadigt stærkere udbredelse, er det nødvendigt og afklarende at vende blikket mod biologien og se på de forhold, som med vidunderlig klarhed bekræfter, at der virkelig er forskel på mænd og kvinder. Biologisk set fungerer vi helt forskelligt, og det har afgørende betydning også for vores følelser, sind og psyke.

I det følgende vil jeg i hovedreglen holde mig til det, som kan siges generelt om mænd og kvinder. Der kan på mange områder være undtagelser, som går på tværs af hovedreglen. Nogle af undtagelserne ligger inden for det, vi kan kalde sunde og naturlige variationer. I andre tilfælde er der tale om sygdomstilstande, der er konsekvenser af syndefaldet. Transkønnethed er en sådan sygdomstilstand, og den vil blive behandlet for sig selv i den næste artikel. I denne artikel vil jeg samle mig om det typiske og almindelige.

Da jeg er teolog og ikke biolog, neurolog eller psykolog, må jeg læne mig op ad dem, som er det. I teksten og noterne henviser jeg til de fagkyndige kilder, jeg har betjent mig af.

To hormonelle spor

Allerede ved undfangelsen er det afgjort, om det undfangede barn er en dreng eller pige. Hvorvidt mandens sædcelle bærer et X-kromosom eller et Y-kromosom med sig, bestemmer barnets køn. Barnet er med andre ord på intet tidspunkt kønsneutralt.

Ikke desto mindre ser pige- og drengefostre påfaldende ens ud indtil 6.-7. fosteruge. På det tidspunkt begynder drengens testikler at producere store mængder af kønshormonet testosteron. Hormonet pumper gennem organismen, oversvømmer hjernen og sætter gang i en kønsspecifik udvikling af drengens krop. Hermed deles sporene mellem drenge- og pigefostre, og ved fødslen ses resultatet umiddelbart: Drenge og piger er helt forskellige.

Den fysiske forskel forstørres i puberteten, hvor drengens produktion af testosteron stiger til at være 20 gange højere end pigens, mens hun for sin del producerer 8-10 gange mere østrogen end drengen.

Hormonerne former kroppene. Drengen har et højere stofskifte end pigen, og hans stofskifte danner større muskler. Ved 18-årsalderen har drengen 50% større muskelmasse end pigen, og han har i det hele taget en stærkere krop, der kan arbejde hårdere. Pigen lagrer for sin del dobbelt så meget fedt per kilo kropsvægt som drengen, og hun er derfor bedre i stand til at klare langvarig fysisk belastning. Hun er også i stand til at give energi fra sig i forbindelse med amning. Der synes at være en sammenhæng mellem en nødvendig minimal kropsvægt hos kvinden og hendes evne til at blive gravid.

Den kristne professor i biologi Gregg Johnson anfører i tilknytning til de to køns forskellige kroppe: ”De to grundlæggende forudsætninger for at vi kan overleve, er, at vi har evne til at skaffe os føde og til at få børn. Netop de to opgaver blev fordelt på manden og kvinden i 1 Mos 3,16-19 (…) Gud har givet hvert køn sin særlige udrustning til at udføre sin opgave.”ⁱ

Forskellige hjerner

Drengefosterets produktion af testosteron former ikke kun den ydre krop, men også hjernen. Drenges og pigers hjerner udvikler sig derfor ad to forskellige spor allerede fra 6.-7. graviditetsuge. Testosteronbadet af drengens hjerne medfører en anden biologisk struktur og en anden arbejdsmåde end i pigens hjerne, og konsekvensen er to forskellige neurologiske og psykologiske grundtyper.

Ph.d. i neurobiologi Lone Frank anfører, at det på grundlag af den foreliggende forskning må antages, at det allerede er i fosterstadiet, at kønsidentiteten formes. Det sker som en konsekvens af den forskellige hormonpåvirkning.ⁱⁱ Hun underbygger det ved at henvise til to sjældne sygdomme, som optræder henholdsvis hos piger og drenge.

Piger med lidelsen CAH (Congenital Adrenal Hyperplasia) har en enzymfejl, som betyder, at de danner ekstra testosteron i fostertilstanden. I barndommen foretrækker CAH-piger ofte at lege med drenge, og de leger på fuldstændig samme måde som drengene.

Drenges og pigers leg adskiller sig fra hinanden allerede fra 9-månedersalderen. Drenges leg er vildere og mere fysisk aktiv end pigernes. Drengene foretrækker endvidere at lege med mekaniske sager som biler, byggesæt og bolde frem for med dukker og bamser.

Drengefostre med lidelsen AIS (Androgen Insensitivity Syndrome) mangler den receptor, der modtager og binder testosteron og lader testosteronet præge kroppens udvikling. Hos dem ser man et mønster, der svarer til CAH-pigernes bare med omvendt fortegn. Selvom de har både et X- og et Y-kromosom udvikler de fra det tidligste barnestadie en psykologi og en adfærd, som helt igennem er typisk for piger.ⁱⁱⁱ

Professor i psykologi og lektor i klinisk neurologi Doreen Kimura fastslår, at sexhormonerne tidligt i barnets biologiske udvikling organiserer drenges og pigers hjerner så forskelligt, at de fødes med en forskel, som ikke kan socialiseres væk. Den grundlæggende kønsidentitet hviler så stærkt på medfødt biologi, at den ”ikke kan vendes om”.^iv

Bevidstgørelse om køn gennem leg

Den medfødte kønsidentitet styrkes, afklares og bevidstgøres hos barnet gennem dets leg i de tidligste år. Socionom Monica Danielsson og psykolog Birgitta Jansson skriver om barnets leg som hjælp til at udvikle en bevidst kønsidentitet:

”Allerede fra 1-årsalderen kan man for eksempel se, at de fleste børn vælger kønskarakteristisk legetøj. Tilsyneladende har de brug for så vidt muligt at undgå forvirring, når det gælder køn, og de sorterer derfor information om feminint og maskulint efter ganske strenge principper. I denne alder leder barnet ganske enkelt efter ting, som adskiller kønnene. Det handler om sådan noget, som at far har skæg, men at mor ikke har det (…)

Allerede før 2-årsalderen kan de fleste børn kende forskel på piger og drenge, og det bliver stadigt vigtigere for dem at tilhøre en af grupperne. Det skyldes, at de har behov for at skaffe sig en identitet. Ønsket om at vide, hvilket køn man har, er grundlæggende. Børnene behøver hjælp fra forældrene til at orientere sig. De søger mellem forskellige ting, som de tænker, er pigeagtigt eller drengeagtigt. Drengeundertøj med gylp eller strømper med sommerfugle. Da de ikke ved noget om moderne kønsideologi, har de ikke noget imod at bruge overdrevne beklædningsgenstande eller andre ydre signaler (…)

Små børn fra ca. 2-årsalderen, nogle gange tidligere, har et behov for at overdrive det, som har med køn at gøre. At betragte en lyserød kjole på en 3-årig pige som noget, der ikke er godt for hende ud fra et ligestillingssynspunkt, har derfor ikke noget meningsfuldt grundlag (…)

Man ved, at børn allerede fra 2-3-årsalderen helst leger med kammerater af deres eget køn. Tendensen til frem for alt at søge til kammerater af deres eget køn fortsætter frem til puberteten. Dette forekommer i alle kulturer og fremtræder ekstra tydeligt i aktiviteter uden voksne ledere (…)

2-årige er optagede af at skaffe sig en kønsidentitet. Fra 3-4-årsalderen udvikler barnet kønsstabilitet, hvilket indebærer, at de forstår, at mennesker beholder det samme køn hele livet. Et tredje stadium indtræffer ved 6-årsalderen, når børnene udvikler kønskonstans. Fra og med dette tidspunkt ved de, at deres køn har med deres jeg og med biologiske faktorer at gøre.”^v

For den kønsneutrale ideologi og pædagogik er det et højt prioriteret mål at skabe tvivl og uklarhed om barnets køn i netop den fase af livet, hvor barnet søger at finde fodfæste i en kønsidentitet, der svarer til kroppens ydre biologiske udseende og indre biologiske funktion. Det er paradoksalt, at fortalerne for den kønsneutrale ideologi i mange år har forsøgt at skabe forståelse og sympati for den lille minoritet, som har lidt alvorligt under at have en uklar kønsidentitet, herunder ikke mindst de transkønnede. Nu søger kønsneutralitetens fortalere at påføre alle børn den samme uklarhed og lidelse. Hvad det vil få af psykiske og menneskelige konsekvenser for den opvoksende generation, er uoverskueligt og dybt foruroligende.

Kvinder og mænd

Den hormonelt bestemte forskel på kvinders og mænds hjerner er så gennemgribende, at Lone Frank konstaterer: ”Ser man nærmere på det, er der stort set ikke en eneste hjerneregion, som er ens hos de to køn.”^vi Visse hjerneforskelle dannes i fostertilstanden og andre i puberteten, i begge tilfælde sker det ved hormonel påvirkning.^vii De neurologiske forskelle betyder, at de to køn på en lang række områder adskiller sig fra hinanden i deres typiske psykologi, tænkemåde, adfærd og kompetencer.

Nerveforbindelserne løber forskelligt i kvinders og mænds hjerner. I december 2013 offentliggjorde professor i biomedicinsk billedanalyse Ragini Verma og professor i psykiatri og neurologi Ruben Gur et pionerstudie, som tydeliggjorde, at nerveforbindelserne hos kvinder i langt højere grad end hos mændene løber på tværs mellem de to hjernehalvdele. Hos mændene løber nerveforbindelserne primært på langs inden for de enkelte hjernehalvdele.

Studiet var banebrydende ved at bruge en ny billedteknik, ”diffusion tensor imaging”, som sporer vand, der bevæger sig langs nervefibre. Ved at fremhæve disse vandspor fik man et detaljeret og tydeligt billede af nerveforbindelserne i henholdsvis mænds og kvinders hjerner. Det nedenstående billede viser forskernes fund. Hjernen med blå nerveforbindelser er den typiske mandehjerne, mens hjernen med orange forbindelser er den typiske kvindehjerne.^viii

Det er velkendt, at venstre hjernehalvdel primært varetager logisk og analytisk tænkning, mens højre hjernehalvdel primært varetager intuitiv tænkning og følelser. Når kvinder kombinerer de to hjernehalvdele, vil de være bedre end mænd til en række funktioner. De to forskere nævner blandt andet, at kvinder vil være bedre til at multitaske og til at reflektere over en samtale, samtidig med at de føler med den person, de taler med. Kvinders kombination af analyse og medfølelse vil generelt gøre dem bedre til at kommunikere med andre, løse sociale opgaver, forstå andre, reagere på andres følelsesmæssige behov, have omsorg for andre og forstå, hvad der gavner fællesskabet og ikke bare en bestemt sag. Kvinders særlige udrustning er en fordel i mange arbejdsmæssige sammenhænge. Professor Verma peger særligt på én: ”Kvinder synes generelt at være bedre til de ting, som vi forbinder med at være gode mødre.”^ix

Mænds mange hjerneforbindelser på langs inden for hver hjernehalvdel vil ifølge forskerne sætte dem bedre i stand til at koncentrere sig om en enkelt opgave, fokusere på det principielle i en sag, klare rumlige opgaver som for eksempel at læse kort og forstå tekniske forhold, for eksempel i motorer. De vil endvidere have en forkærlighed for at opbygge og følge regler og systemer. Mænd vil også være bedre i stand til at være årvågne over for fare og reagere hurtigt og fysisk på synsindtryk, fordi disse funktioner hører til i samme hjernehalvdel. Mænds særlige hjernebygning og tænkemåde vil være en styrke inden for opgaver som jagt, navigation, teknik, organisation og produktion.

Professor Gur fremhæver, at det ikke giver mening at definere den ene hjernetype som bedre end den anden. De to hjernetyper supplerer og kompletterer hinanden: ”Det er ganske slående, hvor godt kvinders og mænds hjerner supplerer hinanden.”^x

At kvinder og mænd generelt fungerer og præsterer forskelligt inden for de nævnte områder, er tidligere blevet grundigt dokumenteret i psykologiske tests. Men her har man kunnet rejse spørgsmålet, om forskellene er et resultat af opdragelsen. Det bemærkelsesværdige ved de nye fund er, at de leverer en biologisk forklaring på, at de to køn tænker og fungerer forskelligt. De to køn er forskellige indefra, allerede før de bliver opdraget til at være det. Med professor Vermas ord: ”Disse billeder viser os en markant forskel – og samtidig en komplementaritet – i den menneskelige hjernes arkitektur. Hermed har vi fået en mulig neurologisk forklaring på, hvorfor mænd er gode til nogle opgaver og kvinder til andre.”^xi Verma fastslår: ”Der ligger biologi til grund for den adfærd, vi ser hos mænd og kvinder.”^xii

Amygdala, også kaldet mandelkernen, er et lille område i hjernens tindingelap, som blandt andet håndterer følelsesmæssige indtryk og erindringer. Der er en række forskelle på kvinders og mænds funktion i denne del af hjernen. Blandt andet påvirkes kvinder stærkere følelsesmæssigt, føler stærkere med andre og bevarer mere levende erindringer om følelsesmæssige påvirkninger.

“I tiden før og efter en fødsel sker der i almindelighed hos moderen en betydelig vækst i aktiviteten i amygdala. En forstærket hormonel påvirkning af amygdala gør kvinden ekstraordinært sensitiv over for den nyfødtes lyde og skaber en positiv motivering i moderen i forhold til at dække barnets behov. Adskillige studier har påvist, at bare synet af barnet stimulerer kvindens belønningscenter i hjernen og giver hende en spontan glæde. Studier har endvidere vist, at der hos den nybagte moder i almindelighed skabes aktivitet i de samme centre i hjernen, som aktiveres ved forelskelse. I kraft af den forhøjede aktivitet i amygdala virker synet af barnet endvidere dæmpende på ængstelse, stress og depressive tendenser. Mødre, som afviger fra det normale mønster ved en lavere grad af aktivitet i amygdala, vil have en forstærket tendens til negative følelser over for barnet, stress og depression..^xiii

Mandens amygdala fungerer anderledes end kvindens, og den stimuleres ikke på samme måde som kvindens af et nyfødt barn. Mandens omsorgsfølelser for et nyfødt barn udvikles gradvist ved, at han dag efter dag er nær ved barnet, passer det og knyttes til det.

Kvindens kønsbestemte funktionsmåde i amygdala gør hende generelt bedre i stand til at forstå og reagere på andres følelser og behov, men den gør hende også mere sårbar. Dette kan være en af forklaringerne på en forhøjet frekvens af depressioner blandt kvinder.^xiv

Forskelle i de to køns særlige kompetencer kan, som det er eksemplificeret ovenfor, på en række områder føres tilbage til forskelle i deres hjerners opbygning og funktion. Det hyppigst anvendte eksempel er de to køns særlige faglige styrker inden for i kvindernes tilfælde sprog og i mændenes tilfælde matematik og rumlig orientering.

Ikke alle kvinder er gode til sprog, men generelt er kvinder målbart bedre til sprog end mænd. Ifølge hjerneforskningen er der flere forhold, som kan medvirke til dette. Den del af hjernen, som behandler sprog, er forholdsmæssigt større hos kvinder end hos mænd.^xv Når kvinder lærer og behandler sprog, bruger de begge hjernehalvdele, mens mænd kun bruger den venstre. Ifølge professor i psykologi David Geary giver det en fordel til kvinderne: ”Hvis flere dele af hjernen samarbejder om at udvikle nogle evner, bliver evnerne mere forfinede.”^xvi Hos kvinderne er neuronerne særligt tæt pakkede i den del af hjernebarken, som behandler signaler ind i og ud af hjernen. Professor i neurologi Sandra Witelson vurderer, at det giver kvinder en fordel i opgaver, der handler om sprog og kommunikation, og at det er en medfødt fordel.^xvii Mange studier har endvidere påvist, at piger på tværs af alle sproglige kulturer har en fordel i forhold til drenge, ved at deres sproglige evner udvikles tidligere.^xviii

Ikke alle mænd er gode til matematik og til opgaver, der handler om at orientere sig rumligt. Men generelt er drenge målbart bedre end piger til netop disse ting. Navnlig er der markant flere mænd end kvinder på det højeste akademiske niveau inden for matematik og beslægtede videnskaber. Her er der mere end 10 gange så mange mænd som kvinder.^xix

Scanninger har vist, at den ringere isselap i hjernen hos begge køn anvendes til matematiske og numeriske opgaver. Denne del af hjernen er forholdsmæssigt 5% større hos mænd end hos kvinder, og den er størst i venstre del af hjernen, hvor de matematiske beregninger foregår, og hvor man beregner rumlige forhold. Hos kvinder er den ringere isselap størst i højre side. Disse forhold kan give en biologisk forklaring på forskellen mellem drenges og pigers generelle præstationer i matematik og rumlige opgaver.^xx

Drengenes generelle styrke i forhold til piger er mest markant i deres forståelse af rumlige forhold, hvilket blandt andet viser sig i læsning af kort.^xxi Når drenge orienterer sig rumligt, anvender de ifølge professor David Geary en del af hjernen, hippocampus, som ikke på samme måde aktiveres hos piger. Denne del af hjernen fungerer som en slags indre GPS.^xxii Drenges hjerner udvikler sig endvidere hurtigere end pigers i de områder, der beregner matematik og rumlige forhold. Med den rette undervisning og indsats kan flertallet af piger indhente drengene i matematik, men i udgangspunktet har drengene en fordel.^xxiii

To forskellige køn

De ovennævnte forskelle mellem mænds og kvinders hjerner er kun nævnt som eksempler. Der kunne nævnes mange flere. Der er også forskelle, hvis betydning endnu ikke er klarlagt. For eksempel har mænd 6,5 gange så meget grå substans i hjernen som kvinder, mens kvinder har 10 gange så meget hvid substans som mænd. Den grå substans bruges til at bearbejde informationer, og den hvide bruges til at videresende informationer. De to køn bruger i deres tænkning fortrinsvis den substans, som de har mest af i forhold til det andet køn. Hvilken betydning har denne forskel for de to køns måde at tænke, føle og fungere på? Der er udviklet adskillige teorier om sagen, men der er endnu ikke fundet nogen klare svar.^xxiv

Hvad der imidlertid står klart, er, at der er mange, store og afgørende forskelle på kvinders og mænds hjerner, og at de former os som to forskellige køn med hver deres typiske særpræg i forhold til selvforståelse, følelsesliv og funktioner.

Når psykologiske tests igen og igen har kunnet påvise, at kvinder og mænd tænker, føler og fungerer forskelligt, er den tilbagevendende forklaring fra kønsneutralt hold, at det skyldes opdragelse. Der er ingen biologisk givne forskelle på de to køn. For hvert år der går, ophober hjerneforskningen imidlertid beviser på det modsatte. Og hjerneforskningens fund giver en biologisk forklaring på, hvorfor de to køn svarer forskelligt i psykologiske tests.

I 2012 offentliggjorde tre forskere en stor psykologisk undersøgelse af over 10.000 kvinder og mænd. Undersøgelsen vakte betydelig opmærksomhed ved at påvise en markant forskel på de to køn. Der var stærke fællestræk hos kvinderne og stærke fællestræk hos mændene. Overlapningen de to køn imellem var imidlertid minimal. Dr Del Guidice, den ene af de tre forskere, påpegede, at undersøgelsen med overvældende tydelighed afkræftede tanken om, at de to køn psykologisk er ens: ”I stedet må vi regne med en gennemgående og vidtrækkende forskel på dette område. Det er en forskel, som viser sig i stærkt kønsligt differentierede mønstre for følelse, tænkning og adfærd – som om der var to menneskelige naturer.”^xxv

Undersøgelsen viste blandt andet, at kvinder generelt scorer højt på sensitivitet, varme og ængstelse. Mænd scorer højt på årvågenhed, følelsesmæssig stabilitet og regelbundethed. Disse grundlæggende forskellige træk har alle fået en biologisk forklaring i det, som er skrevet ovenfor om forskellene på kvinders og mænds hjerner.

Det er vigtigt at understrege, at ingen af de to køn kan siges at være bedre udrustet end det andet. Deres forskellige karakteristika supplerer og kompletterer hinanden. Det er også vigtigt at understrege, at der er kvinder, som på visse punkter har typisk mandlige træk, og mænd, som på visse punkter har typisk kvindelige træk. Endelig skal det nævnes, at hjernens indre funktion i mindre grad kan påvirkes og ændres gennem socialisering, for eksempel gennem opdragelse og oplæring.^xxvi

Det ændrer imidlertid ikke ved det grundlæggende billede: at der er to køn, som har hver deres hjernetyper og hver deres typiske karakteristika, og at denne forskel er en gave, som vi må anerkende, værdsætte og give plads for.

Modstand

Fra kønsneutralt hold føres der en vedholdende kamp mod de forskere, som dokumenterer de grundlæggende, vigtige og blivende forskelle på kvinders og mænds hjerner. En af de forskere, som har oplevet modstanden, er den svenske professor i neurovidenskab Annica Dahlström. I 2007 udgav hun bogen Kønnet sidder i hjernen, hvori hun blandt andet argumenterer for, at mødre er bedre til at tage sig af spædbørn end fædre. Den bog blev hun særdeles hårdt angrebet for. Hun lod sig imidlertid ikke slå ud:

”Der er meget politisk korrekthed i Sverige, og jeg mener, at feminismen og lighedsideologiens succes har gjort, at Skandinavien i det hele taget er langt bagud, når det kommer til at forholde sig til biologiske kønsforskelle (…) Der er jo en hel generation, som har bygget deres karriere på, at kønnet er en social konstruktion, og deres verden falder sammen nu, hvor det viser sig at være forkert. De meget negative reaktioner på den nye forskning kommer typisk fra humanistiske akademikere uden kendskab til biologi.”^xxvii

Professor i neurobiologi Larry Cahill har i mange år forsket i hjerneforskelle på mænd og kvinder. Han har flittigt og vedholdende påpeget, at der er et voksende bjerg af hjerneforskning, som dokumenterer de grundlæggende og generelle forskelle på mænd og kvinder.^xxviii Men Cahill har også fået lov at mærke modstanden fra kønsneutralt hold. Han er imidlertid overbevist om, at det vil være en katastrofe at give efter for det kønsneutrale tryk:

”Årsagen til, at nogle gør modstand mod forskningen i kønsforskelle og specielt mod forskningen i kønsforskelle i den menneskelige hjerne, er en dybt rodfæstet, uudtalt, falsk forestilling om, at hvis mænd og kvinder er lige, så må mænd og kvinder være ens. Det er løgn.” Cahill understreger, at vi kun kan anerkende og behandle de to køn hensigtsmæssigt og lige, hvis vi anerkender og giver plads for deres forskellighed.^xxix

Den kristne professor i biologi Gregg Johnson afslutter en artikel om de biologiske forskelle på mænd og kvinder med følgende ord:

”Vores kultur er foranderlig, og hvad der kræves af mænd og kvinder kan have forandret sig, men vore basale, gudgivne, psykologiske forskelle har ikke. Vi er dygtige til forskellige ting, og der er behov for alle vore gaver. Lad os håbe, at vi ved at anerkende vore kønsforskelle kan blive bedre til at forstå hinanden og hjælpe hinanden til at udfolde vore potentialer. Det må være vores mål, at vi ved at anerkende vore gudgivne gaver kan modstå kulturens pres i retning af at blive noget, vi ikke er, og mestre noget, vi ikke er udrustede til.”^xxx

Men…

Hvad vi har set på i denne artikel, er de generelle træk. Der er to køn, og de adskiller sig ved nogle generelle forskelle. Når vi møder en kvinde, kan vi i almindelighed forvente noget bestemt i forhold til hendes selvforståelse, følelsesliv og naturlige adfærd. Når vi møder en mand kan vi i almindelighed forvente noget andet. De personer, vi møder, vil oftest svare til de træk, der er typiske for deres køn.

Men der er undtagelser. Der er nogle, som i ringe grad passer ind i det generelle mønster, og der er nogle, som slet ikke gør det. De, som falder mest markant uden for det almindelige mønster, er de transkønnede. De identificerer sig typisk med det modsatte køn af deres krop. Den transkønnede føler sig enten som en kvinde i en mandekrop eller som en mand i en kvindekrop.

Hvordan skal vi forholde os til de transkønnede? Hvilket køn skal de identificere sig med? Falder de helt uden for det almindelige mønster med to køn? Må vi i mødet med de transkønnede erkende, at vores to-køns-tænkning ikke slår til? Skal vi være åbne for andre og flere kønsidentiteter?

De spørgsmål er emnet for den næste artikel.

Gå videre med artikel 4: Den transkønnede

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2018. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.