Luthers brev til lutheranerne IV
Vi er mange, der kalder os lutherske. Men vi er også mange, for hvem Luthers egne skrifter er lukket land. Denne serie er en fælles vandring ind i Luthers landskab ved en gennemgang af hans vigtigste skrifter. Formålet er ikke, at vi skal blive Luther-eksperter, men at vi skal lytte til det budskab, han fandt i Bibelen – til udfordring, anfægtelse, vækkelse, fornyelse?
Et puf i siden
Da englen pludselig stod foran Peter i fængslet, var der et herligt lys, der strålede i rummet. Englen vækkede fiskeren med et puf i siden og sagde: ”Skynd dig at stå op!” Og straks faldt lænkerne af Peters hænder. Han var fri! (ApG 12,7).
Tænk at blive vækket ved ”et puf i siden” af en budbringer fra Gud!
Det var en lignende oplevelse, Luther fik, da det strålende lys fra evangeliet fyldte værelset i klostertårnet og brændte munkecellens fangekæde over. Ordet om Guds retfærdighed satte ham fri! Fri fra de snærende bånd og de gnavende lænker, som havde fastholdt ham på lovens og selvforbedringens vej. Fri til at gå igennem porten til Paradiset ved evangeliets retfærdighed, ved Jesu retfærdighed, ikke en egen retfærdighed.
Dette guddommelige puf i siden vækkede med ét Luther fra sine formørkede munkedrømme, og troens øje for det frigørende evangelium blev åbent på vid gab.
Men samtidig med den personlige frigørelse blev dette for Luther også et gevaldigt ”puf i siden” til at få øje på, at hele kirken lå døende hen i lovens fangenskab. Og dermed opdagede Luther snart ikke blot sin egen grund til salighed, men også sin livsmission: at bringe evangeliet om Jesu fuldbragte værk til kirken og lade kraften i Ordet om korset rive mennesker ud af kløerne på den antikrist, som havde taget Guds folk til fange i et babylonisk eksil.
Luther var klar over, at som hans egen vækkelse og omvendelse ved Ordet var kommet til ham efter en lang proces, hvor Guds Ånd havde arbejdet i ham, så ville den samme frisættelse af kirken ikke ske fra den ene dag til den anden. Og Luther var ikke mindst klar over, at som det udelukkende var Guds ord og Ånden, der havde mægtet at sætte ham fri, så måtte det være den samme kraft og ikke noget politisk kampprogram eller nogen menneskelig begavelse eller dygtighed, der skulle sætte kirken fri.
Derfor gik Luther ind i den kamp, der blev hans livsmission, i bøn om Guds indgriben og med Guds ord alene som den eneste nøgle, der kunne låse op for den djævelske celle af vranglære, hvor kirken lå og sygnede hen.
Til kamp for kirken
Det er ganske særligt i år 1520, at det reformatoriske ”kampprogram” får sin udformning i det, som gerne kaldes de ”reformatoriske hovedskrifter”, heriblandt Om kirkens babyloniske fangenskab, som anvendes i denne artikel samt Om et kristent menneskes frihed og Til den kristne adel af den tyske nation, som vil blive anvendt i de to følgende artikler i denne serie.
Målet med de reformatoriske hovedskrifter er at sætte kirken fri til at være det, den sande kirke altid vil være: de helliges forsamling, i hvilken evangeliet læres rent, og sakramen-terne forvaltes ret (jf. Nyt Liv 1-2012).
Kampskrifterne har altså det formål at lede kirken hen til den eneste kilde, hvorfra troen og livet med Gud udspringer. Alt hvad der hindrer det må ryddes af vejen som djævelskab, og trods pavens trusler om at udstøde Luther af kirken, bliver der ikke lagt fingre imellem af personlige sikkerhedshensyn. Med Skriftens våben hugger Luther sig kompro-misløst gennem en jungle af antikristelige tankegange.
En jungle, som er så tætpakket og infiltreret med djævelske skævvridninger af Guds ord, at det er forfærdende at tænke på, at det kan gå sådan med kirken. Og det er forfærdende, at denne kamp for at befri kirken for fangenskabet i stedet endte med en splittelse af kirken – en splittelse, som findes den dag i dag, hvor den katolske kirke på alle afgørende punkter er den samme som på reformationens tid.
Allermest skræmmende er det, at Djævelens lænke er os alle så nær. For vores gamle natur, som stadig huserer i os, er bundet af den. Og derfor er der noget i os, som altid arbejder aktivt på at udstøde evangeliet fra vores hjerte. Der er en jungle af vranglære og forvridninger dybt rodfæstet i mit eget sind. Derfor er det livgivende at læse Luther og lade hans udlægninger af Ordet hugge sig vej til hjertet, så det bliver sat fri ved den samme evangeliets kraft, som Luther livet igennem måtte suge til sig og leve af.
Sakramenterne i fangenskab
Vi har set på (Nyt Liv 1-2012), hvordan Luther vendte sig mod den katolske vranglære om dåben: Dåben er ikke en udslettelse af arvesynden, som kun lader en tilbøjelighed til synd tilbage, som det så gælder om at undlade at følge, hvis du vil nå frelst hjem. Nej, dåben er Guds personlige pagt med dig, som sætter dig ind i syndsforladelsens rige ved Jesu blod, når du klynger dig til denne virkelighed i tro.
Den katolske lære har suget freden og frelsesvisheden ud af dåbens sakramente og i praksis gjort dåben ubetydelig i sammenligning med bodens sakramente. Boden er den oprigtige anger og det fuldkomne skriftemål for præsten, som efterfølgende pålægger den skriftende nogle nøje afmålte ”fyldestgørende gerninger” for de begåede synder. Boden og præstens tilsigelse af syndernes forladelse på denne baggrund bliver redningsplanken, som må træde til, når dåbens skib er blevet gennemhullet af synd.
Når Luther i 1520 skriver skriftet Om kirkens babyloniske fangenskab handler det om, at pavekirken på tilsvarende vis har taget alle sakramenterne og dermed kirken til fange. Skriftet er en gennemgang af den katolske kirkes syv sakramenter: nadveren, dåben, boden, konfirmationen, ægteskabet, ordinationen og den sidste olie.
Heraf regner Luther kun de første tre for at være sakramenter, dog med lidt usikkerhed omkring boden, og Luther når som bekendt senere frem til, at kun dåb og nadver kan regnes for at være sakramenter.
Vi skal i det følgende se på, hvad Luther i dette skrift har at sige om nadveren.
Nadveren er ifølge Luther infiltreret i hele tre fangenskaber: For det første må lægfolket kun modtage brødet og ikke vinen. For det andet har teologerne trukket transsubstan-tiationslæren ned over nadveren. For det tredje betragtes nadveren fejlagtigt som et offer.
Når man umiddelbart hører disse tre punkter bidrager det måske til det almindelige billede af, at der ikke er ret meget, der er så tørt og lidet opbyggeligt at dykke ned i som nadverstridighederne mellem den katolske og lutherske kirke. Er der ikke alt for mange ligegyldige detaljer i det, som ikke er værd at bruge krudt på?
Til det er der at sige, at: Jo, nadveren skulle egentlig være det enkleste af alt. Ligesom evangeliet. Men Djævelen og vores eget kød har indgået en dæmonisk alliance, som sætter alle kræfter ind på at forvrænge og komplicere det, som skulle være Guds kraft i vores liv.
Sådan har det været historisk, og ved at få øje for det, vil vi også få blik for, at det kan være sådan i vores egen tankegang i dag.
Det er ikke Luther, der gør nadverteologien til en jungle, og det er ikke Bibelen, der gør det kompliceret. Men det klare ord må trænge sig vej gennem en verden, der ikke vil vide af klarheden, og som ringeagter evangeliets kraft, netop fordi det ikke ser ud af noget og ikke kan tilfredsstille denne verdens kloge hoveder (1 Kor 1,18ff.).
Første fangenskab: Vinen er ikke for lægfolk!
Først med 2. Vatikanerkoncil (1962-65) har den katolske kirke åbnet sig for, at lægfolk både må spise Jesu legeme og drikke hans blod til nadveren. Der er dog stadig mange katolske kirker, der holder fast ved den gamle tradition, og på Luthers tid blev det anset for en direkte kættersk tanke, at menigheden også skulle have del i vinen.
Vovede nogen at gøre sig til talsmand for, at lægmænd skulle kunne få både brød og vin til nadveren, var man straks på linje med den bøhmiske præst Johan Hus, som i 1415 blev brændt som kætter for at gå imod kirken på netop dette punkt.
Argumentet var, at Jesu blod jo også var i hans legeme, og derfor måtte det være nok for lægfolket at modtage legemet.
Til gengæld var det ifølge den kirkelige tradition og pavens bestemmelse nødvendigt, at præsten nød nadveren som både brød og vin, hvis det skulle være en rigtig nadver.
Luther påpeger det ironiske i dette: Hvordan kan det være, at den ene del af nadveren ikke udgør et helt sakramente, når præsterne skal have det, men er det, når lægfolket modtager det?
Det spørgsmål regner Luther ikke med at kunne få svar på af de katolske teologer.
Han regner dog med at få det svar, som han kender alt for godt; standardsvaret, der fejer enhver kritisk røst til side: ”Paven siger …” og: ”Traditionen siger …” Men Luther vil ikke finde sig i dette svar:
Hvorfor henviser de her til kirkens bestemmelse og pavens magt? Guds ord og sandhedens vidnesbyrd kan ikke ophæves ved disse ting.
Man kan spørge, hvorfor Luther går så meget ind i denne debat. Det betyder vel ikke alverden, hvad der er skik og brug? Guds nåde er vel ikke betinget af, om man får uddelt både brød og vin?
Nej, det er klart, at kirkegængerne ikke frelses eller fortabes ved, om præsten vil give dem hele nadveren eller ej.
Hvis præsterne med deres bestemmelser frarøver lægfolket det og nægter dem det med magt, så er de tyranner. Lægfolket er derimod uden skyld. Enten de mangler den ene eller begge dele af nadveren, frelses de dog ved troen, og ved deres ønske om hele nadveren (…)
Jeg skriver derfor ikke dette, for at brød og vin skal indføres med magt, som om vi var tvunget til det ved et buds nødvendighed. Men jeg ønsker at belære samvittighederne, for at de, der må finde sig i det romerske tyranni, skal vide, at deres ret er berøvet dem i nadveren med magt på grund af kirkens synd.
Der er altså ikke nogen absolut nødvendighed i en ændring af nadverens praksis. Alligevel er det galt, at praksis er, som den er, for en nadver, der er amputeret på den måde, signalerer noget helt forkert. Luther gennemskuer, at den tilsyneladende grundløse ændring af tegnet i nadverens sakramente i virkeligheden hænger sammen med, at sagen er gået tabt:
Jeg tror, det alene skyldes, at Gud i sin vrede har tilladt det, så der blev en lejlighed til skisma i kirken. Gennem nadverens ydre tegn skulle det blive kendt, at vi allerede for længst har mistet nadverens skat.
Andet fangenskab: Transsubstantiationslæren
Hvis nadverstridighederne mellem katolikker og lutheranere har fået ry for at være et noget tungt emne, hænger det nok ikke mindst sammen med det lange og drøje ord, som ikke så få konfirmander gennem tiden har haft deres vanskeligheder med: transsubstantiationslæren.
Mange har forsøgt at få ind i knolden, at katolikkerne lærer, at der i nadveren sker en forvandling af brød og vin, så det ikke længere er brød og vin, men i stedet bliver til Jesu legeme og blod; de reformerte betragter nadveren som et mindemåltid og et symbol, hvor der ikke sker nogen forvandling, og hvor Jesus ikke er fysisk til stede; lutheranerne … Ja, de ligger vel så et sted derimellem?!
Det kan hurtigt komme til at fremstå sådan, at katolikkerne og de reformerte har en klar og stringent forståelse, mens vi lutherske forsøger at finde en eller anden spekulativ mellemposition.
I virkeligheden er det lige omvendt: Den lutherske forståelse er fuldstændigt antispeku-lativ og hviler på Skriftens ord alene, mens både den reformerte og den katolske forståelse trækker på filosofiske principper for at forklare, hvad der sker (og ikke sker) i nadveren.
De reformerte bygger deres forståelse af nadveren som symbol og mindemåltid på det filosofiske grundprincip, at det endelige ikke kan rumme det uendelige. Denne lov udelukker, at Jesus efter sin guddommelige (uendelige) natur kan være til stede i brød og vin, som er noget ”endeligt” og forgængeligt. Og med sin menneskelige krop kan Jesus heller ikke være til stede i brødet og vinen – for Jesu krop er jo nu i Himmelen og kan ikke være flere steder på én gang.
Med den type logiske argumenter hævder man, at nadvermåltidet skal forstås symbolsk, og at Jesus ikke reelt er til stede i brødet og vinen.
Den katolske nadverforståelse, som jo er den, Luther forholder sig til i skriftet om kirkens babyloniske fangenskab, udspringer af en teologisk trend, som begyndte i 1200-tallet. Denne trend gik ud på at forklare alting ud fra et filosofisk begrebsapparat hentet fra den gamle græker Aristoteles. Alting, også det mystiske og ubegribelige, skulle forklares filosofisk.
Nadvermysteriet fik da den forklaring, som stadig er gældende i den katolske kirke, at brødet og vinen bliver helt og aldeles forvandlet til Jesu legeme og blod, så det ikke længere er brød og vin. I sin ydre form er det ganske vist stadig brød og vin, men i sin indre substans er det forvandlet til at være Jesu legeme og blod. Man opererer altså med en skelnen mellem en tings ydre egenskaber (accidenser) og dens indre substans.
Luther noterer sig, at lægfolket har aldrig kendt noget til den spidsfindige lære om adskillelsen af tingenes indre væsen og ydre form. De ville heller ikke kunne forstå den, hvis de blev undervist i den.
Men det er Luther kun glad for!
Det glæder mig meget, at den enkle tro på nadveren i det mindste er bevaret hos almindelige mennesker. For når de ikke forstår det, så strides de ikke om, hvorvidt den ydre form eller substans er nærværende, men tror ligeud, at Kristi legeme og blod virkelig er deri, og lader dem, der ikke har andet at give sig til, drøfte, hvordan det går til.
De helt almindelige mennesker, som ikke spekulerer i, hvordan noget, der ser ud som et brød, på samme tid kan være Kristi legeme, er i den allerbedste overensstemmelse med et luthersk syn på nadveren! For nadveren drejer sig efter luthersk forståelse ikke om at blive forklaret, så forstanden kan begribe, hvad der sker, men det handler om at modtage i tro på, at indstiftelsesordene taler sandt.
Det er Guds ord i den helt ligefremme betydning, der kan åbenbare nadvermysteriet for hjerterne, og det er ikke spidsfindige filosofiske principper, der skal bestemme vores læsning af det ord.
For Luther gælder det ikke om at kunne forklare nadvermysteriet filosofisk, men udelukkende om at tilegne sig nadveren ”i overensstemmelse med ordene”.
Selv om jeg ikke kan forstå, hvordan brødet kan være Kristi legeme, tager jeg alligevel min forstand til fange under lydighed mod Kristus og holder mig enfoldigt til hans ord. Jeg tror bestemt, ikke blot at Kristi legeme er i brødet, men at brødet er Kristi legeme. Så er jeg nemlig i overensstemmelse med ordene: ”Han tog et brød, takkede, brød det og sagde: Tag det, spis det. Dette (det vil sige dette brød, som han havde taget og delt) er mit legeme”. Og hos Paulus: ”Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme?” Han siger ikke, at det er fællesskab med brødet, men at dette brød netop er fællesskab med Kristi legeme.
Hvad så, hvis det ikke passer med filosofien? Helligånden er vel større end Aristoteles!
Som lutherske forsøger vi os altså ikke med en eller anden fiks mellemvej mellem at sige, at brødet og vinen forvandles (katolsk), og at brødet og vinen kun er symboler på Kristi åndelige tilstedeværelse (reformert). Tvært-imod fastholder vi det underfulde i nadveren, samtidig med at vi afviser alle spekulationer om det guddommelige nadvermysterium og tager forstanden til fange under de ord, som viser os den forunderlige virkelighed: Brødet er Kristi legeme (selvom det stadig er brød, for det kalder Paulus det jo også stadig), og vinen er Jesu blod (selvom den stadig er vin).
Det er et mysterium og et paradoks på linje med, at Jesus på én gang er Gud og menneske, at Gud på én gang er tre personer og én person, og at Bibelens ord på én gang er Guds og menneskers ord. Her gælder det om for troen at bøje sig og takke og prise vores underfulde Gud!
Hvordan det sker, det ved jeg ej.
her har han ikke vist mig vej,
min sans så højt sig ej bør sno,
det er mig nok hans ord at tro.
(Thomas Kingo)
Tredje fangenskab: Nadveren er et offer
Transsubstantiationslæren er konfirmand-ernes tungebrækker, og det er bestemt en væsentlig pointe for Luther, at det er Skriften i sin ligefremme betydning, dvs. uden en forhåndsfiltrering gennem et filosofisk begrebsapparat, som må åbne hjerterne for det forunderlige, der sker i Herrens måltid.
Der hvor den djævelske vildfarelse i katolsk nadverlære kommer til udtryk for fuld kraft er imidlertid i forståelsen af nadveren som et offer rettet mod Gud. Luther så tydeligt, hvad der var sket med den messe, man fejrede i kirken: Den var blevet til en god gerning for Gud.
Dette ”tredje fangenskab” er så afgjort det centrale. Samtidig er det det, der viser os hjertet, der banker bag de to andre fangenskaber. Begge disse vildfarelser er nemlig med til at fremstille det, der sker i nadveren, som en magisk handling udført af en person, der er særligt udrustet til at udføre den. Fokus bliver ikke på, hvad menigheden får fra Gud, men menigheden bliver tilskuere til en hellig handling udført af præsten.
Den indledende messescene i filmen om Luther fra 2003 gør denne rollefordeling ganske anskuelig. I baggrunden er der en lang række tilskuere, men centrum er Luther, der løfter vinbægeret mod himlen og hvisker indstif-telsesordene. Dette at Luther nøjes med at hviske ordene er ikke bare et Hollywood-drama, men afspejler den faktiske praksis. Indstiftelsesordene er ikke rettet mod menigheden, men er noget, der foregår mellem præsten og Gud.
Præsten frembærer Kristi legeme og blod for Gud, og selvom det er et ”ublodigt offer”, fordi Kristus ikke dør ved hver nadverfejring, er det dog det samme offer som på Golgata.
Dette offer bliver til gavn for dem, der overværer handlingen og deltager i nadveren, men fordi selve offerhandlingen finder sted mellem præsten og Gud, er det ikke nødvendigt, at der er en menighed til stede. Præsten kan nemlig også bringe offeret for de døde og således gøre en gerning, som bliver til hjælp for de døde sjæle i skærsildens luer. Eller præsten kan bringe offeret som en slags forbønshandling for levende mennesker, som ikke er fysisk til stede.
Offeret og den magiske forvandling foretaget af præsten bliver fokuspunktet for den romerske messe. Sådan har den antikristelige teologi formået fuldstændigt at infiltrere nadveren ved de tre fangenskaber og har gjort den til det modsatte af, hvad den skulle være.
Disse fangenskaber for nadveren er vel at mærke ikke bare en detalje i den romerske teologi; de er dels et væsentligt udtryk for hele forståelsen af muligheden for at opnå frelse, dels et væsentligt grundlag for at opretholde den klare distinktion mellem lægfolket og den gejstlige stand, og desuden er de et væsentligt led i hele det apparat af gejstlighedens tjenesteydelser, som udgør den finansielle basis for kirkens opretholdelse som institution.
Derfor er Luther også klar over, at når han vil kappe denne livsnerve over, vil det få uoverskuelige konsekvenser for kirken. Han er forberedt på denne indvending.
Men du vil måske sige: Hvad nu? Vil du omstyrte alle kirkers og klostres skik og mening, der igennem så mange århundreder har givet dem deres udkomme? Deres fester, forbønnerne, salg af gode gerninger, det vil sige: de fedeste indtægter, er jo bygget på messen.
Luther er imidlertid også forberedt på svaret: Det er netop det, der har drevet mig til at skrive om kirkens fangenskab. For således er Guds ærværdige testamente blevet tvunget ind i ugudelig griskheds trældom, gennem ugudelige menneskers meninger og skikke, som uden hensyn til Guds ord har fulgt deres hjertes tanker og derved forført hele verden. Hvad kommer mængden og størrelsen af vildfarelserne mig ved? Sandheden er stærkere end alt.
Jesu testamente
Og så tager Luther fat på at udlægge, hvad Skriften siger om nadveren – i den stærkeste modsætning til tanken om nadveren som et offer.
For Luther er det vigtigt, at nadveren er både testamente og sakramente. Testamentet er løftet, som vi får i indstiftelsesordene; sakramentet er tegnene, som vi får i brødet og vinen.
Grunden til, at det er gået så galt med kirkens nadverpraksis er, at den katolske teologi har lagt al vægt på tegnhandlingen og ikke koncentreret sig om løfteordene. Det burde være lige omvendt, for det er testamentet, der er det vigtige.
Det er af den allerstørste vigtighed for at forstå nadverens betydning, at vi får blik for, at indstiftelsesordene er Jesu testamente. For i disse ord taler Jesus om sin død, når han siger, at hans legeme gives og hans blod udgydes. Og Jesus taler om, hvad arven, som han efterlader, er, nemlig med ordene: ”til syndernes forladelse”.
Hvem er da arvingerne til denne himmelske skat? Det er dem, der antager og tror på det løfte, som den, der har oprettet testamentet, har givet. Det er nemlig troen, der gør os til arvinger.
Kan vi rigtigt begribe, hvor stort det er, at Jesus i nadveren har givet os sit testamente?
Kan du begribe, at han har givet det for dig? Kan du begribe, hvad indholdet i denne gave er?
Hør hvordan Luther gengiver, hvad der ligger i Jesu ord til dig ved nadverbordet:
”Se, du syndige og fordømte menneske, af den rene og fri kærlighed, jeg elsker dig med, og fordi barmhjertighedens Fader vil det, forjætter jeg dig med disse ord, forud for nogen fortjeneste eller noget løfte, du gør, alle dine synders forladelse og evigt liv.
For at du kan være sikker på, at dette mit løfte er uigenkaldeligt, vil jeg give dig mit legeme og udgyde mit blod for dig. Ved min død vil jeg stadfæste dette løfte og efterlade dig begge dele som et tegn og erindring om dette løfte. Når du deltager i nadveren, skal du ihukomme mig, prædike og takke for denne min kærlighed til dig og overbærenhed med dig.
Min arv
Men – hvordan kan jeg nu også vide, at de ord gælder for mig?
Hvis nogen kender til den anfægtelse, er det Luther.
Hvordan kan jeg være værdig til at modtage så store ting? Hvordan kan jeg tro, at Gud virkelig vil vise kærlighed til – og overbærenhed med – mig? Jeg, der så ofte synder og falder i den samme synd igen og igen. Jeg, der har så svært ved at tro. Jeg, der kæmper for at mobilisere kærlighed og taknemmelighed nok til Gud, men bare føler mig så utroligt kold og død og tom indeni. Jeg, der ikke duer til at leve det kristne liv – og det bliver bare værre og værre med mig!
Er alt dette ikke tegn på, at jeg er en mislykket kristen? Kan jeg være en værdig gæst ved Herrens bord? Kan jeg virkelig være den, Jesus har efterladt sit testamente – den, som han har beredt en bolig for på den nye jord?
Luther kender til denne modløshed – men han har fundet en fast og sikker trøst mod den:
Imod denne modløshed må du tage Kristi ord til dig og se mere på ham end på din egen svaghed. For Herrens gerninger er store, velegnede til deres formål. Han formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår. For hvis Guds gerninger ikke langt overgik vores værdighed, vores fatteevne, ja alle vore sanser, så var de ikke guddommelige. Således opmuntrer Kristus os også, når han siger: ”Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget” (Luk 12,32) (…)
Tag i denne sag et eksempel fra menneskelivet. Hvis en rig mand testamenterede en eller anden tigger eller en uværdig og ond tjener tusind guldstykker, så ville han ganske givet møde op og modtage dem, uden at tage hensyn til sin uværdighed eller testamentets størrelse.
Og hvis nogen protesterede og foreholdt ham hans uværdighed og testamentets størrelse, hvad tror du så, han ville sige? Mon ikke: ”Hvad kommer det dig ved? Det skyldes ikke min fortjeneste eller nogen særret, at jeg modtager det, jeg modtager. Jeg ved godt, at jeg er uværdig, og at jeg modtager meget mere, end jeg har fortjent, ja, at jeg har fortjent det modsatte, men jeg beder om det, jeg beder om, i henhold til testamentets ret og en andens godhed.
Hvis det ikke for ham var uværdigt at testamentere så meget til en uværdig, hvorfor skulle jeg så kaste vrag på det for min uværdigheds skyld? Hellere gør jeg da det, at jeg griber denne ufortjente og fremmede nåde. Jo uværdigere jeg er, desto hellere modtager jeg det.”
Med sådanne overvejelser bør enhver styrke sin samvittighed imod alle skrupler og betænkeligheder, så man holder sig til dette Kristi løfte med en fast tro. Især skal man vogte sig for at sætte sin lid til sit skriftemål, sin bøn eller sin forberedelse. I stedet skal man fortvivle om alt dette i en stærk tillid til den Kristus, der har givet løfterne.
Som det allerede er sagt tydeligt nok, så er det alene løfteordet, der skal råde her i en ren tro. Det er den eneste og tilstrækkelige forberedelse.
Hvem er værdig?
Grundskaden i den katolske nadverforståelse er, at den har byttet om på nadverens retning. Efter en luthersk forståelse er nadveren nedadvendt, forstået sådan at Gud stiger ned til os og giver os Jesus. I katolsk forståelse er det lige omvendt: en opadvendt nadverfejring, hvor præsten vender sig til Gud og giver ham Jesus.
Det, som helt og holdent er Guds testamente til sin menighed, som får arven i eje ved intet andet end en modtagende tro, er i katolsk nadverlære blevet vendt på hovedet, sådan at selve præstens gerning udvirker noget over for Gud.
Hvor godt kender vi ikke dette antikristelige fangenskab fra vores eget liv! Hvor ofte vil ikke vores kødelige natur også vende op og ned på alting og spørge efter vores egen værdighed, og hvad vi selv kan præstere over for Gud for at blive helt rigtige børn af ham!
Men en ting må stå fast: De eneste mennesker, som skal holde sig fra nadverbordet og fra trøsten i evangeliet, er dem, som ikke agter på legemet (1 Kor 11,29) og ikke har behov for Jesu død på korset i mit sted.
De eneste mennesker, som er uværdige nad-vergæster, er dem, som bespotter Helligånden, for den synd er der ikke tilgivelse for. Disse uværdige nadvergæster vil ikke lade sig overbevise af Helligånden om synd (Joh 16,10), enten fordi de ikke vil bekende og opgive synden, eller fordi de stadig stoler helt eller delvist på, hvad de selv kan udrette over for Gud i form af gode gerninger, bønner, andagter, anger og fromhed.
De, der gæster Herrens bord på denne måde, agter ikke på legemet. De ser ikke, at det er i Jesus og ham alene, frelsen er, og at de derfor må opgive alt deres eget (Fil 3,7ff.). Eller de ser ikke, at når Jesus har købt dem fri fra synden, forbyder denne evangeliske tro dem at være trælle under synden (Rom 6,1ff.).
Hvem er da værdige til at gå til nadverbordet? Hvem er det, som med fuld ret og uden tøven kan kalde sig kristne og Guds børn? Det er dem, som ved sig helt fortabte og uværdige i sig selv, men som klynger sig til ham, som gav mig testamentet – til ham, som gav sit legeme og udgød sit blod for mig. Han er min sikre frelsesgrund. Kun han er min klippe og min frelse, min borg, så jeg ikke vakler (Sl 62,3).
Det evangelium er den Guds kraft, som sprænger Satans lænker. Det evangelium kan give dit hjerte at ånde frit.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2012. Hele bladet kan læses her.
