Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Katastrofen er sket - men der er håb!

Ugens vidnesbyrd, uge 28 2021. Klages 3,22-25.

Året er 586 før Kristus. Profeterne – og især Jeremias – havde advaret og formanet folket til at vende om til Herren. De havde forudsagt, hvordan det ville gå, hvis de ikke omvendte sig fra deres onde veje. Nu var deres profetier gået i opfyldelse. En stor del af befolkningen var bortført til Babel, templet var nedbrændt og Jerusalem jævnet med jorden. Folket fik Gud imod sig, men hvor der ikke syntes mere at være noget menneskeligt håb, retter profeten Jeremias blikket opad og forkynder håb midt i det håbløse:

Herrens troskab er ikke hørt op, hans barmhjertighed er ikke forbi, den er ny hver morgen; din trofasthed er stor. Jeg siger: Herren er min lod, derfor venter jeg på ham. Herren er god mod dem, der håber på ham (Klages 3,22-25).

Jeg vil minde om det, skriver profeten, jeg vil lægge mig det på sinde (v.21) midt i fortvivlelsen over det, der er sket, midt i håbløsheden: Jeg vil vente på Herren, se på ham, håbe på ham. Hans nåde, troskab, barmhjertighed og omsorg er ikke forbi – for den, der håber på ham.

Også vi ville være havnet i en forfærdelig situation, om ikke Gud greb ind og sendte Jesus, der døde for os, tog dommen for os og sonede og betalte for vore synder med sit blod. Guds godhed, trofasthed og omsorg for os er ikke hørt op, er ikke til ende, ligesom den ikke var det for Israels folk for 2600 år siden.

Hvor meget vi end gennem årene har oplevet af Guds trofasthed og omsorg, så er vi hver eneste dag lige hjælpeløse og afhængige af Jesus. Men det er også kun i den stilling, at Jesus kan nå os og give os sin nåde og barmhjertighed. Hver dag må vi komme til Jesus, hver dag trænger vi til at blive fornyet i livet med ham.

I Salme 103 siger David, at Gud ”kroner dig med godhed og barmhjertighed”.

Tænk, at få en krone på hovedet af Guds største og bedste gaver: godhed og barmhjertighed. Dette ufattelige privilegium gælder dig, der tror på Jesus. Du får alt givet. Du bliver kronet af Herren selv for Jesu skyld. Han gør dig til sit barn, til sin brud, til sin ejendom. Han udvalgte dig i Kristus til liv, til frelse, på trods af, at du i dig selv ingen ret har til andet end fortabelse.

Hver morgen, hver dag, fornyer Gud sin nåde mod os. Og der vil komme en ny dag, så længe jorden står. Det lovede Gud Noa. Hver dag slutter med en aften. Et år har en begyndelse og en ende. Et menneskeliv har en morgen og en aften. Om det er dagen, året eller livet, så er Herren den samme trofaste Gud og Far.

Her i livet får alt en afslutning: en festdag, en ferie, et skoleophold, et livsafsnit eller et helt liv. Alt i denne verden får en ende. Men for de, der hører Kristus til, da slutter det ikke med en solnedgang, med en nat, men da ender alt i fuldendelsen.

Denne verden er i syndens mørke, men Jesus kom med lyset, ja, han var selv lyset. Evighedens lys er dag. ”Natten er fremrykket, dagen er nær,” siger Paulus i Rom 13,12.

Vi bevæger os frem mod DAGEN, den store dag nærmer sig! Vi hører ikke mørket eller natten til. Vi er lysets børn og dagens børn. Det får vi lov til at være – for Jesu Kristi skyld.

Udgivet af

Christian Lund

Christian Lund, pensionist, Hillerød.

Christian Lund

Christian Lund, pensionist, Hillerød.