Spørgsmål:
Kære Nyt Liv
Forleden dag læste jeg en tale, som paven holdt ved en audiens den 7. juni. Han sagde bl.a., at “evangeliet om Jesus Kristus afslører, at Gud ikke kan bestå uden os. Han kan ikke være Gud uden mennesket; det er ham, der ikke kan bestå uden os, og dette er et stort mysterium. Gud kan ikke være Gud uden mennesket.”
Jeg blev så rystet, at jeg gemte dette citat og viste det til en præst, som jeg kender, men han skrev efterfølgende til mig i en mail: “Det, som paven siger, lægger sig faktisk op ad en lang tradition inden for nyere teologisk tænkning og vil også i en luthersk tradition kunne finde solidt fodfæste”.
Nu blev jeg for alvor rystet! Er det virkelig rigtigt, det, som min præst her siger, at det er helt almindeligt at tænke sådan om Gud? Eller har både paven og præsten og måske mange andre præster vendt op og ned på tingene denne forbindelse?
Og i øvrigt: Tak for en fremragende hjemmeside!
Svar:
Petter Dass (1647-1707) synger:
”Gud er Gud, om alle land lå øde,
Gud er Gud, om alle mand var døde”
(Den danske Salmebog nr.7 vers 2).
Dette er klassisk, kristen teologi. Og dette er Bibelens lære.
Moses siger: ”Før bjergene fødtes, før jorden og verden blev til, fra evighed til evighed er du Gud” (Sl 90,2).
En ukendt salmist siger til Gud: ”Fra evighed har du været til” (Sl 93,2).
Paulus skriver, at Gud udvalgte os, ”før verden blev grundlagt” (Ef 1,4), og at Gud besluttede frelsen fra evige tider siden (Ef 3,11).
Den treenige Gud var til fra evighed. Han har skabt både stjerner og planeter, både planter, dyr og mennesker. Før Han skabte dem, fandtes de ikke. Men Gud var der. Han var til før noget land og før nogen mand. Og Petter Dass har fuldstændigt ret: Om så alle mennesker døde og alle lande lå øde, så ville Gud fortsat være der.
Han har i evighed været Gud i forhold til sig selv. Den første person i Gud var og er Fader. Den anden person i Gud var og er Søn, født af Faderen før alle tider. Den tredje person i Gud var og er Faderens og Sønnens Ånd, der udgik fra og fortsat udgår fra Faderen og Sønnen. Han har ikke behov for mennesker for selv at være til.
De sidste omkring 80 år har eksistentialistisk teologi hævdet det modsatte: Gud er kun Gud, når Han har nogen at være Gud for. Før verden blev til, og især før menneskene blev til var Gud ikke Gud for nogen. Derfor var Han ikke Gud. Sådan påstår altså en filosofisk bestemt omtolkning af Gud.
Men Bibelen retter sig ikke efter moderne filosoffer. I Bibelen fortæller Gud os, hvem Han er, hvem Han altid har været, og hvem Han altid vil være. Han er den samme i går og i dag og til evig tid, siger Hebræerbrevets forfatter (Hebr 13,8). Gud er den, ”som er og som var og som kommer” (Åb 1,8). Meningen med dette er: Som Gud var fra evige tider siden, sådan er Han fortsat i dag, og sådan vil Han være til evig tid.
Det er en selvmodsigelse, hvis man taler om ”en lang tradition inden for nyere teologisk tænkning”, som spørgeren citerer fra en præst.
Også mange lutherske teologer er desværre bukket under for denne omtolkning af Gud. Men det er sket inden for nyere tid. Derfor er det misvisende at tale om ”et solidt fodfæste” i luthersk tradition.
Den kristne kirke er 2.000 år gammel. Bibelens ældste bøger går næsten 3.500 år tilbage.
”Nyere teologisk tænkning” er i mange tilfælde yngre end 100 år. Det er ikke en lang tradition.
I øvrigt må traditionen vige, hvis Bibelen siger noget andet end traditionen. Og så er virkeligheden endda i dette tilfælde, at langt det meste af traditionen siger det samme som Bibelen: Indtil for nylig var katolikker, protestanter og stort set alle andre enige om, at Gud er Gud, om alle land lå øde, Gud er Gud, om alle mand var døde.
Udgivet af
Peter Olsen
Peter Olsen, Hillerød, bibelunderviser i Luthersk Mission, ekstern lektor på Dansk Bibel-Institut.