Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Julens ubegribelige under

Andagt til 4. søndag i advent 2016. Joh 1,14.

Det er et stort under at blive helbredt for en uhelbredelig sygdom. Og et endnu større under, når nogen opvækkes fra de døde. Men begge dele er for intet at regne i forhold til det under, vi fejrer i julen: at ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os” (Joh 1,14a).

JHVH blev menneske

Ordet blev kød. Heri ligger, at den anden person i den evige og almægtige Gud blev en af os, dog uden synd. At han, der åbenbarede sig for Moses ved den brændende tornebusk – JHVH – selv kom og tog bolig iblandt os.

Jesus er helt og fuldt menneske, der havde brug for mad, hvile og søvn. Samtidig er han helt og fuldt Gud. Hele guddomsfylden bor legemligt i ham. Dette er underet over alle undere. Tænk: Hele guddomsfylden bor legemligt i Jesus!

Jesus er Gud

Dette var den store anstødssten for de skriftkloge. De så med egne øjne en jødisk mand bevæge sig rundt som menneske blandt mennesker, hørte ham tale, diskuterede med ham osv. Men samtidig efterlod Jesu ord og gerninger ved flere lejligheder det indtryk, at han ikke kun var et almindeligt menneske, men samtidig noget langt mere.

Én af de gange, hvor jøderne ville stene Jesus, sagde de ligeud, hvorfor de ville gøre det: ”Fordi du, der er et menneske, gør dig selv til Gud” (Joh 10,33).

Et eksempel: Ved en lejlighed fik nogle jøder det indtryk af Jesu ord, at han havde levet før Abraham. Det virkede helt sygt: ”Du er endnu ikke halvtreds år, og du har set Abraham?”

Da sagde Jesus disse bemærkelsesværdige ord: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er, før Abraham blev født” (Joh 8,58).

En mærkelig sproglig konstruktion: ”Jeg er”. Den refererer direkte til Jesu præeksistens – tiden inden han blev menneske i Jomfru Marias moderliv. Og der går en lige linje fra dette udsagn og til Guds åbenbaring for Moses ved den brændende tornebusk: ”Og han sagde: ’Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.’”

Julens mysterium – vores redning

Hvad skulle dette julens mysterium til for?

Sagen er, at alene sådan kunne Jesus blive din frelser. Han måtte være menneske – Menneskesøn – for at alt det, han var og gjorde, kunne være dit og til gavn for dig – og det er det nu! Tænk, alt det, Jesus har været – ja, hele hans liv, er dit! Hvert sekund af hans liv levede han for dig.

Og han måtte være Gud, evig, hellig og ren, for at hans offer på korset kunne være stort nok til at sone din evige synd og rense dig fra al uretfærdighed. Det er virkeligheden nu. Du kan være helt tryg ved, at med Jesu død på korset er der betalt en fuldt tilstrækkelig løsesum for alle dine synder. For Guds ord siger, at i kraft af en evig ånd frembar Jesus sig selv som et lydefrit offer til Gud. Guds blod er udgydt for dig.

Derfor er der al grund til at forundres og tilbede, takke og frydes, fordi Jesus er Gud og menneske – til evig frelse for dig.

Du, Gud Faders enbårne Søn,
mand i lys, men dog Gud i løn,
underlig klædt i kød og blod,
kom på vor brøst at råde bod.
O, Gud ske lov!

Udgivet af

Claus L. Munk

Claus L. Munk (1948-2018) var forkynder, forlagsleder m.m. i Luthersk Mission.

Claus L. Munk

Claus L. Munk (1948-2018) var forkynder, forlagsleder m.m. i Luthersk Mission.