Så blev det endelig jul!
Godt nok ønskede jeg mig som barn nytårskrudt i julegave. Raketter. Fontæner. Heksehyl og romerlys. (Alt sammen i en farlig kombination med, at vi havde levende lys på juletræet og talrige fyrfadslysfyldte juledekorationer).
Men selvom nytårsaften på nogle måder trak mere i mig end juleaften, så forstod jeg også godt, at de to aftener ikke kunne sammenlignes. Det var to forskellige slags glæde. Det vilde – suget i maven, når en raket sagde ”svusj” og strøg mod himlen. Og den dybere glæde, når man gik rundt om juletræet, sang de dejlige julesalmer, hørte juleevangeliet igen og bad en lang bøn for hele familien – før gaverne skulle pakkes ud. Og selv når gaverne skulle pakkes ud, var der en anden glæde over det end den raketagtige. Vi tog os – som regel! – god tid. Og det var faktisk endnu bedre at give gaver end selv at få.
Som kristne tror jeg godt, vi nogle gange kunne ønske os, at glæden sagde ”svusj” og strøg mod himlen i raketfart. Vi kunne godt ønske os noget med mere ild i og gang i. Men hvis vi tror, det er den slags glæde, der skal præge vores liv som kristne, så ender det som regel med at blive en fuser. For Gud har ikke lovet os en stor eksplosion af følelser og fornemmelser. Han har ikke tænkt sig at vise sig synligt med alle sine engle rundt omkring julebordene. I stedet for har han givet os nogle ord – i Bibelen. De ord må vi læse! Og så må vi tro de ord med vores hjerter. Det er vejen til en rigtig julefred og juleglæde – sådan en slags glæde, hvis lys er en stille ild, der langsomt breder sin varme ud, men som til gengæld bliver ved med at være der og vokser og vokser … i modsætningen til raketternes 5 sekunders fornøjelse.
Skal vi ikke prøve at høre noget af det, Gud vil sige til os her i julen? Der står i Johannesevangeliet:
Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn (Joh 1,9-12).
Her hører vi noget om den gave, Gud giver os juleaften.
Han vil give os lyset – det sande lys. Ikke raketter og heksehyl, der siger en lyd og giver et glimt i nogle sekunder. Men et lys, der bliver ved med at være der – et lys, der kan ”oplyse” ethvert menneske, sådan at vi bliver fulde af lys fra Gud.
Den mest fantastiske og ubegribeligt store julegave, man kan forestille sig! Er det ikke utroligt at tænke på, at vi små mennesker må få så stor og god en gave af Gud selv?
Og alligevel står der, at der var nogle, der ikke tog imod den gave. For de ”kendte” ham ikke, står der. De kendte ikke Jesus! Selvom hele verden faktisk er blevet skabt ved Jesus. Selvom hele verden faktisk er på vej til at blive dømt af Jesus, når han kommer igen. Selvom hele meningen med vores liv faktisk er, at vi skal nå frem til den nye jord, hvor vi skal være sammen med Jesus for altid.
De kendte ham ikke, og de tog ikke imod ham. De tog ikke imod julegaven fra Gud.
Men der var nogle, der tog imod. Og jeg håber, du er en af dem. For hvad står der? Der står: ”Alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn.”
Hvordan tager man imod Guds julegave, Jesus? Det står der her, klart og tydeligt. Det gør man ved at tro på hans navn. Tro på navnet Jesus! Som betyder: ”Gud frelser.” I Matthæusevangeliet står der: ”Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.”
Det er det navn, du må få lov til at tro på og tage imod! Jesus-navnet, som giver frelse for synd. For når vi tror på det navn, så har vi ”ret til at være Guds børn”, står der. Vi har ret til det, fordi vi har modtaget lyset fra Jesus. Det er ham, der er lyset! Det er ham, der skal oplyse os – lyse os op! Han er lyskilden; det er ham, lyset kommer fra.
Skal vi ikke tænke på det, når vi går rundt om juletræet eller ser på juledekorationer og julelys rundt omkring? At uanset hvor meget mørke der er inde i os, så kommer julens lys til os udefra. Det er Jesus, der skinner ind på os.
Så skinner den stille juleglæde ind i vores hjerter – den glæde, der kan vokse for hver dag, og som ikke slutter, når juledagene er forbi, men bare fortsætter – lige indtil den dag vi endelig skal møde ham ansigt til ansigt, vores frelser og vores lys – Jesus.
”Du soles sol fra Betlehem! Hav tak og lov og pris for hvert et glimt fra lysets hjem og fra dit Paradis!”
Jeg sad i mulm og dødens magt,
da kom du, stjerne klare.
At bringe frelsen var din agt,
Guds nåde åbenbare.
O klare sol, til mørket sendt,
som troens lys i mig har tændt,
lad nåden til mig stråle.
Med hjertens glæde jeg dig ser,
du, som mig lyset bragte,
ej andet vil og kan jeg mer
end dig, mit liv, betragte,
o, var mit sind det store hav,
det rummer ej, hvad du mig gav,
kom, lad mig dig tilbede.
(Fra sangen ”Jeg kommer til din krybbe her”, LT 478).
