Juleevangelierne

Indledning

Bibelen er en utroligt rig bog. Den indeholder mangfoldige vidnesbyrd om de frelseshistoriske begivenheder. Det, som formidles, er ikke bare en smal vinkel, men et fuldstændigt uudtømmeligt billede af Guds store nådegerninger. Reformatoren Martin Luther, doktor i den hellige Skrift, skriver om det i sin Kirkepostilles juleprædiken, hvor han skriver om betydningen af de klæder, Jesusbarnet var svøbt i: ”Disse klæder er intet andet end den hellige Skrift, hvori den kristne sandhed er svøbt; der finder man troen beskrevet. I hele Det Gamle Testamente findes intet andet end Kristus, sådan som han forkyndes for os i evangeliet.”

Mikas juleevangelium: 5,1-2

Juleevangeliet er altså skrevet flere gange i Bibelen og ikke bare i det for os kendte stykke i Lukasevangeliet. Allerede i Det Gamle Testamente forkyndes Messias’ glædelige fødsel. For eksempel vidner Mika 5,1-2 om den:

Og du, du Bethlehem-Efrata, liden til at være blandt Judas tusinder! Af dig skal udgå mig én til at være hersker i Israel. Hans udspring er fra fordum, fra evigheds dage. Derfor giver han dem hen, så længe til hun, som skal føde, føder, og resten af hans brødre vender hjem til israelitterne (Dansk oversættelse 1931).

Her forkyndes med tydelige ord, at barnet, som skal fødes, ikke bare er sandt menneske. Han er også sand Gud. Kristi personligheds hemmelighed er julens store under. Man kan ikke lodde dybden af den hemmelighed. Alt for ofte og alt for hurtigt passerer vi den med ”lette fodtrin”. Men stop og tænk efter, hvad det betyder for dig, at Gud virkelig er blevet født som menneske. Herren, Den Almægtige, er nu din bror. Han skammede sig ikke ved at komme til dig, en synder, ved at påtage sig dine synder, ved at dø i dit sted og ved således at forsone dig med Gud. Eftersom din evige salighed er grundet på et sådant offer, kan ingen magt i hele verden tilintetgøre den. Det kan hverken Djævelen, Helvede, fristelser eller dit eget fordærvede indre. Kristus har som sand Gud fuldstændig overvundet disse fjender. Den frelse, han har vundet, kan ingen tilintetgøre. Den holder gennem natlige anfægtelser og i dødens angst.

Salmernes juleevangelium: 45,3

På denne baggrund får du lov til af hele dit hjerte at istemme den taksigelse for julens barn, som vi møder i Salme 45,3:

Du er den smukkeste blandt mennesker, ynde er udgydt på dine læber, derfor velsigner Gud dig til evig tid.

Fra Jesu mund høres ingen eder og forbandelser. Når han åbner sine læber, er det nådens strøm af honning, som vælder frem. Til de ængstelige og bange samvittigheder taler han livgivende trøsteord. Da lindres og læges sjælens dybe sår.

Dette er julebarnets evige gerning, og denne gerning tilsiger Gud i det citerede vers sin evige velsignelse.

Esajas’ første juleprofeti: 7,14

Særligt profeten Esajas har levendegjort Frelserens fødselsfest. Ligesom han i kapitel 53 har forudsagt hændelserne langfredag og påskedag, sådan har han også meget detaljeret forudsagt underet i julens krybbe. Det virker næsten, som om han selv har været med der i staldens mørke. Esajas 7,14 taler om frelsens tegn:

Derfor vil Herren selv give eder et tegn: se, jomfruen bliver frugtsommelig og føder en søn, og hun kalder ham Immanuel (Dansk oversættelse 1931).

Allerede gennem dette tegn bliver Guds nådeværk åbenbaret for dig. Der siges ikke et ord om din medvirken og intet om dine fortjenester. Jomfruen bliver med barn. Et drengebarn bliver født. Han kaldes for ”Immanuel”, og det betyder, at han i overensstemmelse med sit navn er ”Gud med os”. Intet mindre. Gud vil være med os, selvom vi er alt andet end gudfrygtige.

Spørgsmålet er ikke, hvad man finder eller savner hos os, men hvad han har taget med sig til os. Når han benåder dig, må du være ham nær. Netop derfor fødtes Jesus. Han fødtes til at være din Frelser.

Esajas’ første juleprofeti i GT’s og NT’s lys

Om det samme tegn taler Første Mosebog 3,15, som man plejer at kalde for ”protoevangeliet”, det første evangelium. Der lover Gud straks efter syndefaldet:

Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen (Dansk oversættelse 1931).

Kun i dette vers taler Det Gamle Testamente om ”kvindens” sæd. Ellers er der altid tale om ”mandens” sæd. Tekstsammenhængen viser, at der er tale om julens barn, som fødes af en jomfru (uden mandens sæd), og hvis to hæle engang skal nagles fast til korset for at knuse slangens hoved.

Læg mærke til, at Gud ikke tøver med at love os en Frelser. Straks da syndefaldet er sket, skynder han sig til hjælp, for at synderen ikke skal gå til i sin ondskab. Derfor må du heller ikke lade fjenden udskyde din tilflugt til krybben. Dér venter din Frelser på dig, han som ren og uskyldig giver af sin nådes overflod også til dig.

Det velkendte juleevangelium i Lukas 2,12 er også foregrebet i Esajas’ tale om det himmelske tegn. Englene forkynder til hyrderne:

Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.

Et produkt har sin formgiver, plejer man at sige. Man genkender formgiveren på hans specielle kendetegn, hans signatur. Også Gud har givet sit produkt nogle særlige ydre tegn, som vi kan genkende det på. Krybben er et sådant tegn. På samme måde er de hellige sakramenter, dvs. dåben og nadveren, tegn på Guds sande nærvær midt iblandt os, på Immanuel. Vi fejrer julen ret, når vi skønner på og skynder os hen til disse tegn: Når vi glæder os over vores dåbspagt, og når vi nyder den himmelske gave i nadveren.

Hyrderne blev ikke skuffede. I krybben fandt de deres Herre og Frelser. Sådan skal du også finde din Herre og Frelser, når du søger ham der, hvor han findes. Det er sandt, at han som almægtig Gud er nærværende overalt, men som julens nåderige barn findes han kun i Bibelens skrifter og i sakramenternes ”synlige ord”. Du vil aldrig gå vild, hvis du forbliver tro mod disse tegn.

Matthæus’ udlægning af Esajas’ første juleprofeti

Profeten Esajas’ profeti om Immanuel løftes frem med stærkt eftertryk i Matthæus 1,23. Det er det første citat fra Det Gamle Testamente i denne bog. Derefter forekommer lignende henvisninger gang på gang: ”for at det skulle opfyldes …”, ”for der står skrevet …”. På denne måde opmuntrer Matthæus os til at studere Skrifterne, for julens Herre er jo deres fuldstændige opfyldelse. Glem altså ikke at læse din Bibel. Kassér ikke Det Gamle Testamente i den tro, at det er alt for gammelt. Det Nye Testamente er ikke andet end Det Gamle Testamentes bekræftelse. Derfor er læsningen af og fordybelsen i Guds ord en uadskillelig del af en ret julefejring. Jo mere kundskab og indsigt du får herved, desto nærmere kommer du til at følge barnets, din Frelsers, opvækst og liv. Det er så forunderligt og rigt, at man intet bedre behøver – noget bedre findes jo ikke!

Navnet på julens barn, Immanuel, forklarer ikke bare betydningen af Guds Søns fødselsdag. Vi finder det samme navn igen i afslutningen af bogen, ja i den sidste sætning i Matt 28,20. Der lover Jesus sine apostle og hele sin kirke:

Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Jesus præsenterer sig som den almægtige Immanuel, som i sin egenskab af julens Herre vil være med os døbte, ikke bare på store helligdage, men i lige så høj grad på vore helt almindelige hverdage. Du kan tage mod til dig og forkynde julens budskab for din familie, dine venner og kolleger, eller du kan hjælpe til med missionsarbejdet, alt efter dine muligheder. I det arbejde hjælper Jesus dig. Han er hos dig, når du frygter, eller når du tror, at du er et alt for dårligt vidne. Kirken står og falder ikke med dig. Den forbliver stående, for Gud, Immanuel, er med den. Han svigter ikke sine.

Vi bliver også mindet om julebarnets navn, Immanuel, i Matthæus 18,20, hvor Jesus giver os et løfte om bønhørelse:

Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.

Beder man i Jesu navn, så holder man jul hele året. Jul fejres overalt, når og hvor man i sin svaghed og hjælpeløshed samles til fælles bøn. Tænk hvor trøsterigt det er at vide, at hjertets bønner ikke dør som et ekko mellem stumme vægge eller slynges mange lysår ud i verdensrummet. Det er nok, at du fortæller om dine bekymringer til Immanuel, som er med os. Da hører og hjælper han os. Tag med taknemlighed mod de julegaver, som han giver dig året rundt!

Inspireret af Esajas’ profeti lader Matthæus altså julens budskab sætte aftryk gennem hele sit evangelium. Det lærer os meget om julens betydning i vort kristenliv. Der er virkelig tale om noget mere, end at vi her i Norden fejrer en ”lysfest” midt om vinteren.

Esajas’ anden juleprofeti: 9,2-6

Esajas’ andet juleevangelium taler om den store glæde, som skal følge af Immanuels fødsel midt i et natsort dødsmørke. Esajas 9,2-6 profeterer om det på følgende måde:

Du gør jubelen stærk, du gør glæden stor; de glæder sig for dit ansigt, som man glæder sig over høsten, som man jubler, når man deler byttet.  For det tyngende åg, stangen over deres skulder, og slavefogedens kæp brækker du som på Midjans dag. Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild. For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid. Hærskarers Herres nidkærhed skal udvirke dette.

Her fortsætter skildringen af julens barn, den sande Gud, som blev sandt menneske. Ud over Immanuel får han en række andre navne, som løfter ham langt over andre mennesker. Han har med sig et stort lys, som bringer en enestående glæde til dem, som sidder i mørket, mennesker, som bor i dødsskyggens land. Modsætningen mellem dem og ham kan næppe beskrives tydeligere. Derfor må du, som dybt i dit indre føler dig uduelig og som et håbløst tilfælde, tage imod ham, som fører dig ud af dødens boliger.

Din frelse er et fuldkomment under, eftersom han, som er Underfuld, har vundet den til dig. I din åndelige uvidenhed fandt du de rette råd hos din vise Rådgiver. Din svaghed blev ryddet væk af Vældig Gud. Din dødsfrygt forsvandt, da Evigheds Fader kom ind i dit liv. Din store uro og rastløshed blev byttet med dyb fred, da Freds Fyrste blev åbenbaret for dig. Her er glæde i overmål!

Lukas’ udlægning af Esajas’ anden juleprofeti

Også hyrderne i Lukasevangeliet hører om en stor glæde. I Lukas 2,13 hører vi, at Frelserens fødsel blev til glæde for dem. Den store glæde følger dog efter den store rædsel. Hyrderne blev først meget forskrækkede (vers 9 kan oversættes med, at de blev ”forskrækkede i stor forskrækkelse”). De forstod, at de som syndige mennesker fortjente en streng dom, helvedesstraffen. Måske tænkte de, at engleskaren var sendt som en himmelsk krigshær for at straffe dem, gengælde dem deres modstand og deres oprør mod Gud. Til deres trøst fik de dog straks nådens ord at høre:

Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde.

Fordi en frelser, en forsoner for syndere, var født til dem, behøvede de ikke at være bange. De fik lov at tro på deres synders forladelse, glæde sig over deres salighed. Kære ven, dette løfte gælder endnu i dag! Tro også du på dine synders forladelse. Fryd også du dig over din salighed!

Senere fortæller Lukas, at Jesus sendte 70 disciple ud for at forkynde Guds rige. Efter nogen tid vendte de tilbage til ham med stor glæde. Meget var sket: vækkelser, undere, kraftfulde gerninger. Da mindede Jesus dem om noget, som var det allervigtigste:

Glæd jer ikke over, at ånderne adlyder jer; men glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i himlene (Luk 10,20).

Straks overvældes Jesus selv af denne glæde, så han i Helligånden jubler:

Jeg priser dig, Fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for de vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige (Luk 10,21).

Julens budskab ophører aldrig. Det smitter af og spreder sig, selv når de særlige højtidsdage er ovre. Sådan har Gud villet det. Han ønsker ikke, at du skal sidde dyster i sorg over din usle kristendom, men at du skal glæde sig over hans nåde og underfulde gaver. Da er julen bedst.

Lukasevangeliet slutter med, at den opstandne viser sig for sine disciple. De får lov at se ham endnu en gang, inden han farer op til himlen. Da de ser op efter ham, strækker han sine gennemborede hænder ud og velsigner dem. Naglemærkerne vidner for dem om hans uendelige kærlighed til dem. Ud af disse mærker flyder i rigeligt mål nådens og barmhjertighedens lifligt duftende olie. Hvor stærkt må dette billede ikke have indprentet sig hos dem!

I Lukas 24,52-53 læser vi:

De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.

Der støder vi på den igen, julens store glæde, som fødtes i den mørke nat på hyrdernes mark, som siden da spredtes vidt omkring frem til opstandelsens morgen, og som nu på himmelfartsdagen blev åbenbaret som hele hedningeverdenens lys. Hvilke glæde skal der da ikke blive, når til sidst alle kristne fra alle jordens lande er forsamlet, og det evige jubelår begynder, det jubelår, som har en begyndelse, men ingen afslutning. Hjerterne fulde af glæde – uden at noget hjerte brister af lykke!

Ligesom Matthæus lader altså også Lukas Esajas’ profeti sætte sig spor gennem hele sit evangelium. Vi ser her, hvordan Bibelens enkelte dele spindes sammen til en harmonisk helhed, og hvordan Guds frelseshistorie bestemmer tonen i alt det, som berettes for os i de hellige Skrifter.

Esajas’ tredje juleprofeti: 11,1-2

En tredje juleprofeti hos Esajas taler om Davids fars, Isajs, afhuggede stamme, som henviser til hans hjemby Betlehem. Esajas 11,1-2 vejleder os:

Men der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod. Over ham hviler Herrens Ånd, visdoms og indsigts Ånd, råds og styrkes Ånd, kundskabs og gudsfrygts Ånd.

Billedet med den afhuggede stamme vil beskrive det ødelagte kongedømme i Jerusalem. Træet er fældet, og tilbage står kun stubben, Betlehems lille by. Ud af den skal der dog fremvokse en ny David, en hersker, som behager Gud (se også Mika 5,1 ovenfor). I ham legemliggøres Den Hellige Treenigheds fylde: På den Søn, som skal fødes, hviler Guds Ånd i hele sin mangfoldighed. Fra sin undfangelse er han fuld af hellighed og renhed.

For at forstå hans værk må man først være fortrolig med hans person. Særligt Den Athanasianske Bekendelse klargør dette behov. Til den frelsende tro hører fortroligheden med juleunderet: Gud blev menneske. Den Jesus, som ligger i krybben, er sand Gud og sandt menneske.

Johannes’ udlægning af Esajas’ tredje juleprofeti

Af evangelisterne er det særligt Johannes, som lægger vægt på dette aspekt ved julens under. I mit korte studie er det ikke muligt for mig at fordybe mig nærmere i hans dybtpløjende undervisning. Faderens, Sønnens og Åndens enhed betones særligt i kapitel 14-17. Læs selv mere i din Bibel. Her vil jeg bare pege på et enkelt vers, som kaldes Johannes’ juleevangelium. Det er kapitel 1, vers 14, hvor det lyder:

Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.

Johannes tydeliggør, at Jesus som person er ”Guds herlighed” og ”verdens lys”. Matthæus peger primært på Jesu undervisning og forkyndelse som kilden til lyset (jf. f.eks. Matt 4,15-17). I sidste ende er det dog samme sag, idet Johannes kalder Jesus for Ordet, som blev kød iblandt os, og som så at sige legemliggør evangeliet. Som sådan var og er han ”fuld af nåde og sandhed”. Hele hans væsen er fuldt af ren kærlighed. Derfor behøver ingen at spørge, om Frelseren mon har en ”dårlig dag” eller en ”god dag” i dag, om han nu vil benåde mig eller fordømme mig. Nej, fra evangeliet ved du, at han elsker dig. Du må altid komme til ham og være hos ham. Denne julegave forældes ikke, går ikke i stykker og mister ikke sin værdi. Der står ikke på den: ”Anvendes kun i nødstilfælde” eller ”bedst før denne dato”. Når du har fået denne gave, behøver du intet mere. Du har fået alt.

Paulus’ juleevangelium: Gal 4,4-5

Også Paulus har skrevet sit juleevangelium. I Galaterbrevet, hvor han kæmper for retfærdiggørelsen af nåde, beskriver han med indlevelse, hvilken stor gave Gud skænkede den onde verden den første julenat. Vi læser i Galaterbrevet 4,4-5:

Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår.

Hvor er det dog let for en kristen at falde i lovretfærdighed! Man forsøger at gøre sig selv værdig over for Gud. Da forstår man ikke længere evangeliet. Ens egne forsøg og ens eget arbejde skydes frem sammen med troen (eller i stedet for troen). Man fornægter måske ikke nåden helt, men den bliver ikke frelsens eneste grundlag.

Med en sådan overbevisning kommer man ikke i Himlen. Man kommer naturligvis heller ikke i Himlen, hvis man holder hånden over sine synder og ikke vil omvende sig fra dem. Den frelsende tro indebærer, at man bekender sine synder for Gud og tager imod hans tilgivelse for hans Søns, Jesu Kristi skyld.

På den måde befries vi fra loven og regnes for børn hos Gud. Julens barn blev født, for at vi skulle fødes til at være Guds børn. Som Guds børn har vi en himmelarv i vente.

Åbenbaringsbogens juleevangelium: 12,4-6

Jeg vil til sidst nævne endnu et af Bibelens mange juleevangelier. Johannes’ Åbenbaring 12,4-6 giver os en slående stærk skildring af Frelserens fødselsnat. Ud fra det himmelske perspektiv berettes det følgende:

Dragen stillede sig foran kvinden, der skulle føde, for at sluge hendes barn, så snart hun fødte. Og hun fødte en søn, en dreng, som skal vogte alle folkeslagene med et jernscepter. Og hendes barn blev bortrykket til Gud og hans trone. Men kvinden flygtede ud i ørkenen; dér har hun et sted, som Gud har gjort rede til hende, for at hun kan få sin føde dér i tolv hundrede og tres dage.

Her sker der en sammensmeltning af det, som sker med julens barn og med den kristne kirke. Ligesom Jesus straks efter sin fødsel blev forfulgt, sådan begyndte man også med vold at angribe kirken, så snart den var grundlagt. Sådan kommer alle, der vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, til at blive forfulgt (2 Tim 3,12). Noget alternativ findes ikke. Vi må ”bekende kulør”.

Julens kulør er vidunderligt rød. Det er også kirkens kulør. Martyrernes blod har flydt. Det skal man ikke jamre over. Man skal højagte det. Man skal takke kirken Herre for, at han har anset sine for værdige til at bære den himmelske purpurkappe. Jul betyder ved nærmere eftertanke ikke, at ”nu har alle det godt, føler sig varme indeni og har omsorg for hinanden”. I stedet forkynder englene til alle mennesker om Guds velbehag. Han gav sin elskede Søn, for at de skulle komme til ham i Himlen.

Verden forstår virkelig ingenting, hvis den forkaster hans gave. Mange ignorerer Guds gave uden at fatte, at de dermed mister deres evige salighed. Julelysene kan hurtigt forvandles til forfølgelsesbål. Vor glæde og trøst er, at lyset i det tiltagende nattemørke skinner så meget desto skønnere og klarere.

Afslutning

Der er meget at lære af Bibelens julebudskab. Men forstå nu frem for alt én sag, nemlig at Gud på mangfoldige måder har bundet sig selv ved sit eget ord for at bekræfte din frelse fra synden og Helvede. Århundreder i forvejen har han forudsagt vor frelsers fødsel. Da tidens fylde kom, gik alle løfterne om ham bogstaveligt i opfyldelse, det ene efter det andet. Skulle Gud da nu pludselig fornægte sig selv og tage sit ord tilbage og ikke benåde dig, når du angrer dine synder og i bedrøvelse søger din salighed? Skulle han, som har vist sig trofast til at holde alle sine løfter gennem tusinder af år, ikke være din tillid værd nu og i dag?

Juleaften er den virkelige glædesaften. Netop sådan som der forud var blevet skrevet om Frelseren, sådan blev det, og sådan er det endnu i dag. Et grundigt studium af Det Gamle og Det Nye Testamente bekræfter den sandhed, at salighedens grund er fast og holder. Lær derfor af den lange frelseshistorie, at du trygt må holde dig til din Frelser. Lad ikke nogen plagende tvivl gøre dit hjerte uroligt. Der findes intet sikrere håb på jorden end dit svage håb om engang af nåde at få lov at komme i Himlen. Dine synder forlades dig! Det er vejen for dig til julens glæde, fred og frihed!

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2017. Hele bladet kan læses her.

Oversat til dansk af Mikkel Vigilius fra hæftet “Julevangelierna“, som indgår i Församlingsfakulteten i Göteborgs småskriftserie

Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).

Lyd

Udgivet af

Timo Laato

Timo Laato, dr. theol. i Det Nye Testamente, ansat på Församlingsfakulteten og Lutherstiftelsen i Göteborg