Herren befalede en stor fisk at sluge Jonas, og Jonas var i fiskens bug tre dage og tre nætter (…) Da sagde Herren til fisken, at den skulle kaste Jonas op på landjorden (Jon 2,1.11).
Vi læser, at en fisk får en befaling af Herren – og en fisk adlyder. Det er, hvad vi læste. Simpelt, enkelt og sandt.
Hvorfor er det simpelt og enkelt? Fordi fisken adlød Herren. Og hvorfor gjorde den det?? Fordi det var en fisk.
I kapitel 1 får Herrens profet at vide: ”Stå op, gå til den store by Nineve, og råb ud over den, at jeg har opdaget deres ondskab.” Hvad gør Jonas? Følger han Guds befaling? Adlyder han Gud? Nej, han flygter bort fra Guds befaling og bort fra Nineve.
Men Jonas var vel et menneske som du og jeg? Et menneske, skabt i Guds billede, og som kan tænke, handle og selv bestemme? Jo, det er sandt! Jonas var et menneske. Og det er netop det, som er galt. Mennesket har ikke bare en vilje – det har en egenvilje, som står Gud imod. En vilje, der med al sin styrke fører mennesket bort fra Gud. Havde Gud ikke grebet ind i Jonas’ liv, da var han endt i bølgerne, og flere med ham, på skibet bort mod Tarshish. Jonas’ egen ”frie vilje” førte ham bort fra Gud.
Helligånden belærer her os, og Jonas, om lovens og evangeliets gerning i et menneskes liv. Gud lod lovens storm og bølger rase ind over Jonas’ liv. Og i 1,11 erkender Jonas sin skyld: ”Jeg ved godt, at det er min skyld, at denne orkan er kommet over jer!”
Jonas var dømt i sin samvittighed, og døden i lovens frådende vredesbølger var den enste retfærdige dom. Men Gud vil ikke en synders død, men at han omvender sig fra sin onde vej (Ez 33,11).
Derfor lod Gud en stor fisk sluge Jonas. For nu skulle Jonas selv være budskabet i det store tegn på frelsen i Jesus Kristus, som Gud ville sende til jord – nemlig ”Jonastegnet” (Matt 12,39-40). For kun evangeliet, kun Guds forløsning, kunne bringe Jonas ud af mørket og døden under Guds lov. Og kun Gud kunne gøre Jonas uvillige hjerte bodfærdigt, give ham anger, og føre ham til frelse gennem lov og evangelium.
Gud har altid en udvej, og målet er altid det samme – at vise os Jesus. Vise os hans død og opstandelse for verdens synd, vise os evangeliet, tegnet til vor frelse.
Gud sendte Jesus for at frelse os fra vor egen onde vilje og vej mod sin evige vrede! Han gav os sit herlige Jonastegn, som Jesus selv kalder det. Graven og døden blev nemlig langfredag aften befalet at sluge Kristus vor Herre, og påskemorgen måtte de spytte ham ud igen – for det havde Gud lovet. Det havde han lovet dig gennem Jonas. Thi Gud er, som Jonas siger i kapitel 4, v. 2, en nådig og barmhjertig Gud, sen til vrede og rig på troskab.
Det er en stor nåde, når Gud ved sin dobbelte gerning, lov og evangelium, fører os ind i nød over vor synd, for derved at bane vej for frelsen, tilgivelsen i Jesus – hvad vi så end har gjort. For da Jonas så sin synd og råbte på Herren i fiskens bug, da så han i sandhed – at ”frelsen kommer fra Herren” (2,10-11). Og Jonas blev sat fri i denne Guds frelse, som er Jesus.
Udgivet af
Ruben Skov Jensen
Ruben Skov Jensen, Sverige, tavlemontør/elektriker.