Våg VIII
”Våg!” er en skønlitterær serie, som vil lede vores tanker hen på alvoren i, at vi snart skal stå for Guds domstol. Vi følger forskellige familier og personer med tilknytning til den nye og aktive frimenighed, som er oprettet ud fra det gamle missionshus ”Laudes”. Ingen af personerne er uden fejl. Alle skal de møde Gud. Men hvem er rede?
Resumé: Missionærsønnen Josva er blevet afsløret i systematisk og hensynsløs mobning i skolen af bl.a. direktøren Kjelds datter Isabel. Han har holdt det skjult for sine forældre, men et brev fra skolen tvinger ham til at betro sig til sin mor. Josva håber at kunne holde sin far Frederik udenfor. Da han finder ud af, at faren også er orienteret og har stået og lyttet til hans bekendelse til moren, flygter Josva ud af huset. Frederik løber efter ham. Det ender i en ulykke, hvor en engel beskytter Josva fra at blive påkørt af en bil; men bilen rammer i stedet Frederik, som dør af skaderne.
Joakim er frimenighedens dygtige og pragmatiske unge præst, søn af en nu afdød vækkelsesforkynder, der i sin tid satte et stort præg på missionshusarbejdet i byen. Med sin baggrund og personlighed har Joakim vist sig i stand til at håndtere spændingerne i frimenigheden, men tilstedeværelsen af Frederik har alligevel været stærkt udfordrende. Frederik stillede sig op til en vidnesbyrdsaften i menigheden og fremlagde sin bekymring for, om menigheden var blevet til en stor og rig menighed – uden Jesus.
Det ottende kapitel er sidste afsnit i serien.
Sygemeldingen var vel logisk nok i folks øjne. Det måtte være et hårdt pres for en ung og engageret præst, når der kom et eksistentielt slag af den kaliber: at de ventede et barn med en endnu uvis grad af handicap. Og med en aktiv snart 3-årig datter og en kone, der selv var sygemeldt med stress, kunne de fleste nok forstå, at hjemmefronten ikke var et opladningssted, men endnu et sted, hvor man skulle bruge sig selv til det yderste.
Menighedsrådet havde i hvert fald været forstående. Forstående på den der skyndsomme måde, hvor man med det samme lader forstå, at man godt var klar over, at det måtte komme – at man egentlig bare gik og ventede på det, og at de selvfølgelig havde fuld opbakning til ham; nu gjaldt det bare om at komme helt ned i gear, give sig tid med familien og give sig selv lov til at være sygemeldt nogle uger, eller hvor meget der nu skulle til.
“Nogle uger …”
Det var Kjeld, der havde sagt det på den måde. Med direktørens sans for, hvordan man lader som om, man er large og menneskelig, men samtidig klart lader det skinne igennem, at velviljen og forståelsen selvfølgelig har en bagkant. Menigheden kunne jo ikke blive ved med at gå rundt uden hyrde. I hvert fald ikke i mere end “nogle uger”. Hvad var det? En måned? Eller måske halvanden, hvis man satte barren højt?
Joakim sukkede. Menighedsrådet burde – af alle – være det sted, hvor han kunne hente virkelig forståelse. Men han havde forgæves spejdet rundt efter en eller anden genklang. Bare én eller anden tilkendegivelse af, at man havde lyst til at høre mere; at man måske ikke nødvendigvis på forhånd var klar over alle detaljer i det øjeblik, man hørte om sygemeldingen.
Måske forstod de faktisk mere end som så. Måske var det derfor, deres stemmer løb af sted som travle myrer for at finde de rigtige ord og de rigtige begrundelser.
De ville ikke lukkes ind i det. De ville ikke selv stoppes op. De ville videre.
Bare giv det nogle uger! Ja, så er vi nok kommet os. Tiden læger vel alle sår.
Og så kan man stå der igen. Blandt konfirmanderne. I udvalgene. Bag prædikestolen …
Der gik en svag rystelse gennem Joakims krop, og han stoppede et øjeblik op på sin middagsspadseretur mod bakkens top. Tiden stod stille lidt, mens han fortvivlet stirrede ud mod horisonten uden at se noget. Så lod han hovedet falde ned og sjoskede langsomt videre.
Prædikestolen.
Han huskede, de første gange han stod der. Med ærefrygt. Eller i hvert fald nervøsitet. Det var dengang, det tog ham næsten hele ugen at forberede en prædiken. Selvom der slet ikke var tid til det. Han havde siddet oppe om natten, listet ud af sengen, så Irene ikke skulle se det og bebrejde ham for det. Og der sad han så og vendte og drejede sætningerne, finpudsede formuleringerne og fandt de helt rigtige billeder til powerpointen. Det måtte jo ikke gå galt. Det var vigtigt, at det hele spillede – så budskabet kunne nå klart og tydeligt frem.
Mandagene kom med lettelsens friske luft. Nu var der igen et stykke tid til den store søndagsdeadline.
Senere, efterhånden som han var blevet mere erfaren og havde oplevet, at – det gik jo ikke galt! – var prædikestolen mere og mere blevet hans sted. Det var faktisk – så underligt det end kunne lyde – blevet det sted, hvor han mere end nogen andre steder, ladede op. Et sted, der gav ham energi. Pladsen bag prædikestolen var blevet hans rette element. Det var blevet det sted, hvor han mere end nogen andre steder levede. Og han havde vel set denne bemærkelsesværdige udvikling som et tydeligt tegn på, at han alligevel var kommet på sin rette hylde.
Søren, en af de unge i menigheden, som studerede retorik, havde ikke kunnet dy sig for at kommentere det tydelige ejerskab, han nu viste over prædikestolen, hvor han før stod mere stift og tilbagetrukket. Og hvor kroppens bevægelser før havde virket indstuderede, fremstod de nu meget mere naturlige og dermed virkningsfulde til at kunne bevæge forsamlingen. Lidt som forskellen mellem at se på en amatørskuespiller, der afleverer sine indlærte replikker, og så en af de store stjerner, der har lært at leve rollen.
Han havde vel ment det godt, Søren. Han havde også været hurtig til at nikke til Joakims præcisering af, at der selvfølgelig var forskel på prædikener og andre slags taler, og at det jo først og fremmest drejede sig om Helligåndens gerning, om budskabet nåede frem.
Men der havde været noget uhyggeligt over Sørens velmente analyser. Og nu, hvor det hele var ved at gå i stykker, dansede ordene rundt i sindet igen i et sært skingert toneleje som små vrængende mus, der ville håne ham og pine det sidste liv ud af ham.
“Ikke trampe på en mand, der ligger ned!”
Et lydløst, indestængt råb ud over byen, der snart lå for hans fødder. Bakken i byens udkant havde en formidabel udsigt. Men selvom den kun lå få kilometer væk, havde han kun været der, når han var i selskab med andre. Aldrig alene.
Hvornår var det helt præcist, han var gået ned?
Joakim havde flere gange i sit hoved prøvet at rekonstruere forløbet. Han havde brug for at kunne fortælle historien. Om ikke til andre, så i hvert fald til sig selv. Men hver gang han forsøgte, var det som om, der var noget, der blokerede i hovedet. Der kom en underlig trykken i tindingerne, som om der var nogen eller noget derinde, der af alle kræfter prøvede at stoppe ham i at trænge for langt ind og finde de sammenhænge og den historie, der måtte være der et sted.
Lige nu var historien om hans sygemelding som det ophæng, han skulle kreere i billedkunst i gymnasiet. Det skulle være en “mobile”, sagde læreren. Det lød da også bedre end en “uro”. Men på grund af for meget pjæk var det kun blevet til nogle spredte klip, der lå i en æske uden at være forbundet. Sådan var projektet også endt. Over for sin lærer og de andre havde han på sin dumsmarte studenterfacon forsøgt at forsvare det med, at det var en særlig form for moderne mobile, der kun var i bevægelse, når iagttageren til kunstværket selv smed brikkerne op i luften. På den måde spillede han på at inddrage iagttageren i selve kunstværket og gjorde samtidig op med det traditionelle kunstværks lukkethed, fordi værket ville materialisere sig på forskellige måder, hver gang det kom til live.
Joakim fik et tydeligt billede i hovedet af billedkunstlærerens uimponerede rullen med øjnene, mens hans faste heppekor af venner grinede og gav highfives. De elskede ham.
Irene var blandt dem. Hun havde et godt øje til ham allerede på den tid. Og han var vel også smålun på hende. I hvert fald huskede han særligt tydeligt hendes flirtende måde at kvæle en latter på, mens hun søgte øjenkontakt med sin helt. Samtidig med at hun som klassens dydsmønster ikke ville provokere læreren ved at grine alt for åbenlyst.
De øjne. Joakim standsede brat. Det var som om, han stod lige over for hende nu. 15 år tilbage i tiden. Det var en underlig fornemmelse. Så længe siden, der havde været sådan en gnist imellem dem.
Joakim kiggede sig over skulderen og gik så tøvende videre igen. Det var typisk for denne tid. En masse spredte flashbacks fra hans barndom og ungdom. Episoder og billeder, som han egentlig troede, han havde glemt, kom ukontrolleret flyvende op i hans sind med en sær klarhed. Men to sammenhængende tanker kunne han ellers ikke tænke.
Tankerne lå dernede i æsken. Som en usammenhængende række malede papstykker. Der var bare ingen til at kaste dem op i luften. Ingen til at få dem til at danne et sammenhængende billede.
Måske der slet ikke var nogen sammenhæng og mening i det hele?
Joakim mærkede kraftesløsheden sprede sig til alle lemmer, så han nærmest gik museskridt og var tæt på at måtte sætte sig ned på hug. Så virrede han med hovedet og satte tempoet op igen. Der kom en underlig energi op i ham, som han ellers ikke havde kendt spor af de seneste uger. Et ulmende oprør mod den apati, der havde lagt sig som en tung og kvælende kugledyne over hans indre; en begyndende reaktion mod den beskyttende fortrængning, der sugede al ilt ud af hans hjerte og sind.
Det føltes som det punkt på den mørke, kolde morgen, hvor en rumlen i maven endelig gav den første spæde motivation til at forsøge at komme fri af dynens faste favntag. Sandsynligvis ville det ende med et nederlag til overmagten. Men hvis man ikke gjorde forsøget, kom man i hvert fald aldrig op.
Joakim så sig omkring. Han var nået til det sted på naturstien, hvor der var plantet en lille skov af træer i tilstræbt tilfældig formation. Men det var alligevel på en mærkelig måde så åbenlyst, at skoven var plantet, og at træernes placering var omhyggeligt planlagt. Der var ligesom ikke nogen sjæl i det, det var bare plantemateriale, der stak op af jorden. Intetsigende.
Joakim tog en dyb indånding og så op mod himlen, hvor skyerne trak sig sammen. Det begyndte at blæse lidt op.
Så kom billedet – med skræmmende klarhed. Billedet af ham selv foran den store forsamling ved mindehøjtideligheden for Frederik. Han havde lige slået på glasset. Var kommet i tvivl, om man overhovedet gjorde det ved sådan en anledning. Men nu stod han der i hvert fald. Snakken omkring bordene forstummede, og alles øjne rettedes mod præsten.
De fleste havde nok set frem til hans tale med forventning og spænding. En del af dem sikkert med tanken: “Det kan ikke være en nem opgave for sådan en ung præst – men lad os se, om han ikke også løser den!”
Sådan var det jo gået førhen. Han havde som kirkens kaptajn formået at navigere skånsomt imellem de mange skær. Og menigheden følte sig uden tvivl trygge med ham ved roret.
Joakim så sig rundt i forsamlingen. Det var så levende. Dér sad Kjeld og nippede til et glas vin i påtaget afslappethed. Han havde først været voldsomt imod, at der skulle være en mindesamling fra menighedens side. Når Frederik skulle begraves i regi af en anden menighed, i folkekirken, så måtte de også ordne det med mindesamværet dér. Det var da logik for direktøren.
Men der var efterhånden kommet bred konsensus i menighedsrådet om, at man var nødt til på en eller anden måde at markere den voldsomme begivenhed, der var sket. Støtte de efterladte. Og der var ikke mindst også brug for en form for landing på det forløb, menigheden havde været inde i, siden Frederiks alvorlige vidnesbyrd, hvor han stillede spørgsmålet, om menigheden med alle dens arbejdsgrene og aktiviteter i virkeligheden var en menighed uden Jesus. Det var et forløb med mange konflikter og en tiltagende uro, der ikke fik nogen god forløsning ved Frederiks død.
Så nu var det hans opgave. Joakim, den unge præst, der altid kunne finde vej i det vanskelige farvand. Hvis nogen kunne “lande” sådan et forløb på en ordentlig måde, i respekt for de efterladte, og til hjælp for menighedens sammenhold, så måtte det vel være ham.
Joakim så sig videre rundt i lokalet. Der sad Marianne. Stakkels Marianne. Først for nylig kommet op igen efter sin egen alvorlige sygdom, hvor Frederik havde været hendes klippe og faste holdepunkt. Nu stod hun tilbage som en svag alenemor til to børn.
Hendes ansigt var udtryksløst, men hendes kropsholdning var langt fra så sammenfalden, som han havde forventet. Måske hun blot strammede sig an?
Og Josva ved hendes side. Så kærlig i alt, hvad han gjorde mod moren. Hældte kaffe op til hende. Klemte hendes hånd flere gange. Han var en god dreng. Men han skulle passe på, at han ikke blev voksen før tid og påtog sig Frederiks rolle i familien. Det kunne de spinkle skuldre slet ikke bære.
Nu så de alle sammen på ham, Joakim, der havde slået på glasset. Fire gange havde han ramt det. Første slag var lidt for afdæmpet. Men de sidste tre slag havde nok fundet et passende lydniveau, så de trængte igennem, uden at det lød for anmasende eller bryllupsagtigt.
Det havde været en utroligt svær opgave at forberede talen. Flere gange havde han været ved at kaste håndklædet i ringen. Aldrig siden begyndelsen af sin ansættelse som præst havde han brugt en tilsvarende mængde tid på at forberede sig. Og det her var ikke engang en prædiken. Kun en lille tale på 5-10 minutter.
Problemet var vel, at han over for andre skulle lande et forløb, der end ikke var landet helt hos ham selv. Samtidig med at talen i det ydre skulle forme sig som en støtte til de efterladte.
Han troede, han havde fundet et koncept. Egentlig troede han, at der var nogenlunde ro på. Men lige i det øjeblik, han havde rejst sig, var han klar over, at dette ikke ville holde vand.
En frygtelig følelse. Som om de fire slag på glasset havde vækket ham af en trance. Og nu stod han der og så virkeligheden i øjnene. I form af mennesker. Mennesker, der forventede sig noget af ham. Forventede at få lettet trykket. Forventede olie på de oprørte vande. Forventede – en klar og myndig røst med trøstende ord til både de efterladte og til menigheden.
Han troede, han havde fundet det rette kompromis: at lade talen koncentrere sig om Frederiks person, hans missionærgerning, hans ofre i tjenesten. Alt det, som alle vel kunne være enige om at beundre ved Frederik. Og så undgå at komme ind på det konfliktfulde. Så ville det vel være dét, der stod tilbage: en heltemodig missionær; en ener, som vi alle kunne være taknemmelige for at have fået lov til at møde. Men i hvis store fodspor man ikke kunne forvente, at nogen kunne træde.
Det skulle jo give den effekt, at både menigheden og de efterladte blev glade og taknemmelige. De efterladte ville glæde sig over anerkendelsen af deres elskede far og mand. Menigheden ville glæde sig over at få Frederiks kontroversielle spørgsmål trængt i baggrunden og genopdage deres oprindelige billede af en beundringsværdig skikkelse, som menigheden kunne være stolt af.
Alt havde passet så godt. I regnearket. Og han havde fået rimeligt ro på – til sidst.
Men nu stod han der. Og den forberedte tales ord kom ud ad munden på ham. Livløst. Mekanisk. Ganske vist med det meste af den afdæmpede, varme og omsorgsfulde gestik og stemmeføring, han også havde forberedt sig på. Så det tog sig vel levende nok ud. Men han var ikke i sin egen krop.
Og de ventede reaktioner udeblev. Der var ingen varme og taknemmelighed i Marianne og Josvas øjne. Det så nærmest ud som om, de sad og vred sig. Marianne sad bare der og stirrede intenst på en dåse danskvand foran hende, mens Josva holdt om hende. Som om han ville skærme hende for flere slag.
Hele rummet var blevet så lille og indestængt. Tankerne kom med mareridtsagtig magt til at koncentrere sig om bestemte ydre ting. Først vejrtrækningen. Var den ikke unaturligt hyppig? Mon ikke, der blev lagt mærke til det? Det var næsten som om, han skulle hive efter vejret efter hver enkelt sætning. Så gik tankerne til papirerne i hånden. Der var to lapper endnu, som han holdt mellem ringfinger og langemand. Ikke mellem pegefinger og tommelfinger. Det var et trick, han engang havde fundet ud af, virkede for ham. Det gav mere spænding og adrenalin i kroppen, når manuskriptet ligesom var ved at falde ud af hænderne på ham, og det gjorde automatisk hans udtryk mere levende.
Men der var ikke behov for mere adrenalin her. Han magtede bare ikke at ændre håndstillingen og få et mere komfortabelt greb. Så kunne papirerne med alle hans små, private noter risikere at falde ned på gulv og bord.
Isabel sad der. Isabel, som havde været ved at begå selvmord. Åbenbart delvist på grund af de billeder, Josva havde taget og spredt af hende i skolen. Men måske allermest på grund af frustrationerne, der kom i kølvandet på Frederiks vidnesbyrd. Kjeld havde gentagne gange berettet om, hvordan hendes dybe anfægtelser havde lagt en tung skygge over hele huset. Hun “tog det jo ind”. Hun kunne ikke sortere i det og lade det ligge.
Isabels blik var ikke rettet mod taleren. Det var rettet mod hendes far. Og der var ild i øjnene. Kjeld undveg hende og drejede stolen lidt over mod Joakim med en udpræget utålmodighed i hele kropsholdningen.
“Hvad gik der galt?”
Spørgsmålet rungede ud over byen. Joakim var næsten fremme ved den berømte bænk på bakkens top. Kærlighedsbænken blev den kaldt af nogle. Udsigtsbænken af andre.
Der var hverken kærlighed eller udsigt i luften i dag. Skyerne var blevet mørkere. De havde efterhånden dækket hele solen. Og her var han. Alene.
Eller …?
Joakim løftede sit blik mod himlen. Al den trodsige energi havde efterhånden forladt ham. Han var også i alt for dårlig form til sådan at gå op ad bakke. Utroligt at man kunne blive så udmattet og træt af en spadseretur efter frokosten. Men det var heller ikke mange timers søvn, han fik for tiden.
Joakim kneb øjnene lidt sammen. Der var altså noget ved himlen i dag. Noget – anderledes?
Han satte sig på bænken uden at tage øjnene væk fra skyerne. Lagde sig ned med hænderne foldede bag om hovedet. Som en hjemløs på en bænk i byen.
“Tal, Herre”, hørte Joakim sig selv hviske.
Intet svar. En lille sort sky i forgrunden trak sig lidt væk. Joakim ventede spændt. Men der var ingen lysende engle bagved. Kun endnu en sort sky. Og bag ved den? Sikkert flere.
Joakim lukkede øjnene. Ja, selv han kunne altså blive grebet af den slags – naturmystik. Som om man var tættere på Gud, når man var på et bjerg. Som om Gud boede i himlen – forstået som den fysiske himmel med skyer og sol, måne og stjerner. Det var utroligt, hvor barnligt et gudsbillede, man kunne have, når det kom til stykket. Selv efter seks års teologi og begyndende erfaring som præst. Når alt kom til alt, så var man vel ikke andet end en lille dreng, der var blevet stor.
Joakim kneb øjnene hårdere sammen. Stemningen ville alligevel ikke helt slippe ham. Der var altså et eller andet i luften. Noget, som han på den ene side ville flygte fra, på den anden side blev draget af og følte et inderligt behov for.
Ikke noget med at åbne øjnene og bare få øje på de sorte skyer. Knibe øjnene rigtigt tæt sammen … Så tæt at det gør ondt i pande og kinder og kirtler. Måske der så kommer noget?
Et kraftigt lys. Overjordisk strålende og varmende. Ah … Joakim smilede lidt ved sig selv. Det føltes godt. Det gennemstrømmede kroppen og gav efterhånden en velgørende afslappelse i alle led.
Nu kom der en skikkelse gående der i lyset. Ja, ja! Bliv ved, bliv ved! Jeg har brug for at se …
Det var skørt, det her. En religiøs oplevelse. Bare ved at lægge hovedet på en hård bænk efter en udmattende gåtur og knibe øjnene kraftigt sammen. Det var næsten til at grine af. Det menneskelige sind … Ikke sådan at trænge til bunds i. Der er meget derinde, man kan arbejde med. Og manipulere med. Man er selvfølgelig også ekstra modtagelig, når man er nede, og når man ikke sover rigtigt om natten.
Men alligevel. Man kunne jo lige så godt prøve at fortsætte med at blive i stemningen og se, hvad der ville ske. Hvis det ikke allerede var for sent at finde ind i forestillingsverdenen igen.
Nej, nu kom det tilbage. Det lykkedes at få det frem igen. Lyset. Og nu kom skikkelsen også igen. Kom han gående i lyset? Eller var det lyset, der udgik fra ham, mens han trådte nærmere? Nu begyndte detaljerne at tone frem. De hvide klæder. En hånd, der blev strakt ud mod ham.
“Joakim!”
Stemmen havde en uudgrundelig dybde og en varme som lyset omkring ham.
“Joakim!”
Jaa …! Det er så fint. Det er så smukt. “Jeg kalder dig ved navn – du er min.”
Det var konfirmandernes yndlingsvers. Og han brugte det ofte i sine prædikener hen imod slutningen. Nu kom det her – til ham! Som et varmende favntag, et knus fra himlen. Uanset hvor meget eller hvor lidt han nu rigtigt troede på, at det var virkelighed.
Nu var han tæt på at glide ud igen. Han kom til at tænke for meget. Når man har sådan en oplevelse, gælder det vel om at prøve at holde fast i den og vente med at analysere for meget til bagefter. Hvis han rigtigt skulle kunne tage det her til sig som en art knus fra Jesus midt i mørket – noget, der skulle opmuntre ham til at fortsætte sin præstegerning og forhåbentlig blive en bedre far og mand igen – så blev det nødt til at vare i hvert fald lidt længere. Blive lidt tydeligere. Lige nu var det lidt for åbenlyst, at hvis man åbnede øjnene igen, så ville det hele bare være ligesom før. De sorte skyer. Ensomheden. Følelsen af ikke rigtigt at være tæt på nogen. Livet og håbet, der lå knust, smidt på gulvet, og som aldrig ville kunne limes sammen igen.
“Jesus, jeg har brug for, at du …”
Åh. Kom nu. Kom nu! Ikke gå væk nu!
Knibe øjnene tættere sammen igen. Det var nok blevet for afslappet. Det skal sikkert gøre ondt. Måske er det smerten, der får det til at virke.
“Kom, Jesus! Kom igen! Jeg har brug for, at du … velsigner mig.”
Pludselig blev alt så stille. Joakim holdt vejret lidt. Panden glattede sig langsomt ud, men øjnene spærrede sig op bag de lukkede øjenlåg. Der var med ét kommet noget nyt i luften. Det var, som om en anden person var trådt ind. Den uforklarlige, men alligevel helt klare fornemmelse af ikke at være alene mere, selvom der egentlig ikke var lyde eller andet umiddelbart registrerbart, der var forandret.
Joakim kunne mærke, at han nu ikke længere skulle kæmpe for at fastholde en stemning af noget overnaturligt. Han skulle snarere kæmpe for at slippe fri.
Han ville åbne øjnene, men noget holdt ham tilbage. Med tilbageholdt åndedræt ventede han. Hjertet begyndte at ramme mod brystet i en insisterende pendulfart, som om det var fanget og ville ud. Hænderne lå fortsat foldede om baghovedet. Han havde lagt sig sådan af magelighed, for at det ikke skulle være for hårdt at ligge der. Men nu var det som om, de blev holdt fast der. Som om han bare lå der udstrakt og bagbundet på bænken på bakken uden at kunne handle. Ikke engang sikkert, at han kunne åbne øjnene igen, hvis han ville. Og armene sov med en frygtelig snurren. Benene kunne han ikke rigtigt få kontakt med.
Nu kom lyset og varmen igen. Skikkelsen. Den udstrakte hånd. Det kom alt sammen tilbage. Det var godt.
Men varmen? Den var ikke længere gennemstrømmende behagelig og dejlig. Den var grillende.
Den udstrakte hånd var ikke længere bare udstrakt. Den var knyttet, som om den holdt om noget. Var det en kniv? Ja, det var en kniv. En stor firkantet slagterkniv. Det så ikke ud som om, den havde været brugt før. Den var til ham.
Nu kom ansigtet frem. Næsen. De buskede øjenbryn. De fremstående kindben.
Det var ikke Jesus.
“Far …? Nej-nej. Ikke dig, far!”
Joakim vred sig i panik og prøvede at slippe fri. Det var for sent nu. Kun tid til en sidste kraftanstrengelse inden kniven ville ramme ham. Et forsøg på at argumentere. Tale for sit liv. Der måtte være noget, man kunne sige.
“La’ nu bare vær’, far!”
Kniven fortsatte sin rute. Langsomt, men ubønhørligt.
Hjernen arbejdede i tidobbelt hastighed. Der måtte være noget …
“Det kan godt ske, du havde en stor tro.” Joakim råbte det ud, uden selv at være rigtigt klar over, hvad han sagde. “Ligesom patriarken. Men hvorfor skal det gå ud over mig? Hvad har jeg gjort?”
Nu stoppede kniven. Joakim sank en gang. Eller: prøvede at synke. Ganen var for tør.
Havde råbet ramt noget? En streng af medlidenhed?
Nej, det var ikke medlidenhed, han så. De tykke øjenbryn hævede sig, og øjnene blev spejdende, forundrede. Tiden stod stille. Som om den ville prøve at have ham til at forstå. Som om der var et eller andet, man skulle have erkendt nu. Et eller andet vigtigt. Altafgørende. Men tankerne var ligesom lænket fast. De ville flytte sig, de ville gribe, men de kunne ikke.
Så kom lynglimtet. Det var et vældigt lyn. Underligt længe varede det, og det lyste sidelæns gennem hele horisonten. Tordenen buldrede i det samme med voldsom kraft. Det måtte være lige her, lynet var slået ned.
Til at antænde brændet – bænken?
Jorden gungrede under ham. Nu væltede vandet også ned. Det ville vække ham. Få ham væk. Men det var umuligt at få øjnene op. De så kun én ting. Den lysende skikkelse, der nu svævede så tæt over ham, at øjenkontakten ikke var til at undgå.
“Hvad du har gjort? Joakim? Hvordan kan du spørge om det?”
Stemmen var så levende. Frem for alt var den buldrende kraftig. Det var øjnene, der var lynene. Stemmen boede i tordenen. Alle måtte kunne høre den. Hele byen dernede.
“Du ved jo godt, hvad du har gjort. Joakim. Tænk på stemmen, du har haft indeni. Gennem hele dit liv har den fortalt dig det. Du har lukket dine ører for den så mange gange. Men den har været trofast. Jeg ved det. Den har banket på. Og selv når du har lukket din dør – smækket den i – eller bare stille og roligt lukket og låst den forsætligt og kalkuleret – så har den stået derude. Og du har vidst det. Du har vidst det! Så det her, det vil ikke komme bag på dig.”
Den lysende skikkelse tog et greb ned i sin taske, foldede en lang liste ud og trak vejret ind.
“Nej, stop!” Joakim mærkede en voldsom panik. “Ikke det … Ikke så højt! Nej, lad være!”
Stemmen kunne ikke stoppes. Den buldrede ud over byen, ud over landet.
Stadig helt magtesløs var man. Bundet. Efterhånden drivvåd af tordenvandet. Nøgen og udstrakt for alle.
“Joakim, du er en morder,” kom det. Det var det første punkt på listen. “Du har slået ihjel. Og din egen hustru, som du fik at tage vare på – hun er den første af dine ofre. Du har dræbt hende. Med dine hårde og kolde ord har du stukket hende. Og med alle dine manglende kærlighedsgerninger har du stået som en garvet og koldblodig morder og set hende ligge der og sygne hen og forbløde.
Du har elsket at skændes med hende. Du har elsket at få ret. Du har elsket, at du var stærkere end hende. Både fysisk og psykisk. Men du har ikke brugt din styrke til at give dig selv hen for hende. Du har brugt den til at opbygge dit eget ego.
Når du har gjort hende noget godt, så har det været for din egen skyld. Du har nogle gange været grebet af en stemning af forelskelse, hvor du nærmest har forgudet hende. Men når stemningen så forsvandt, viste det sig, hvad det egentlig var, det gik ud på: din egen trang til at føle dig som en god ægtemand. Din egen trang til at blive bekræftet.”
“Hold dog op!” Joakim mærkede en boblende trang i sig til at råbe: “Som om det har været anderledes end i så mange andre ægteskaber!” Men det kunne ikke komme ud. Hans mund var kneblet. Han ville have forklaret sig. Han ville have nævnt alt det, han selv var blevet udsat for – fra kvinden i hans liv. Det ville da i hvert fald have vist nogle formildende omstændigheder for folk. Nuanceret billedet for dem dernede, der hørte på. Men nej. Ingen kunne høre, hvad han havde at sige. Dét var næsten den værste tortur.
“Du har brudt ægteskabet.” Anklageskriftet fortsatte. “Du har brudt det hver eneste dag i dit hjerte og dine tanker. Ved computeren. På mobilen. Foran fjernsynet. Ude blandt mennesker. I menigheden. Og i menighedsrådet.”
Menighedsrådet? Nej vent lidt. Nu gik det her for tæt på.
Joakim så bønfaldende over på skikkelsen. Og pludselig stod det helt klart for ham: Det var ikke hans far. Det var Jesus!
Jesus – var kommet igen. Det var dét, der var i gang. Domfældelsen. Den endelige domfældelse.
Den dag, der havde virket så usandsynlig, så uvirkelig. Nu befandt han sig pludselig midt i den som den mest påtrængende virkelighed.
Og der var ingen nåde. Ingen udveje. Ingen mulighed for at forhandle og tale sin sag. Værst af alt: Der var ingen genkendelse i Jesu øjne. Ikke blot en snert af en fælles forståelse. Ingen formildende omstændigheder her. Ikke andet end dom. Evig dom.
“Herre …”
Jesus vendte sig væk fra ham. Satte sig på bænken ved hans fødder og så ud over byen.
Joakim vendte sig modstræbende væk fra den lysende skikkelse og fulgte hans blik. Dér over byens gavle stod nu billeder fra hans liv. I et stort format og med en ekstrem skarphed. Hans livsbøger var blevet åbnet. Det hele var med. Det var som at se alt det, der var ham, bredt ud over himlen som ét stort stjernetæppe af synd. Men der var ingen løfter i de stjerner. Det var sorte stråler, der udgik fra dem, et genskin af det store mørke, og det måtte fylde enhver med rædsel og foragt.
Hér stod han foran klassen og søgte hæmningsløst anerkendelse og drak beundring. Dér sad han i hyggekrogen og bagtalte og lavede sine succesfulde parodierende stemmer. Lidt ovenover var der et billede af et menneske med tårer i øjnene. Hvem var det nu, det var? Jo, det var Casper. Den ulykkelige dreng, der havde opsøgt ham, men som han havde afvist på grund af travlhed med diverse forberedelser. Og umiddelbart efter var han gået ind til computeren og havde dulmet sin dårlige samvittighed med en film, han ikke skulle se.
Og dér … Åh, alle de løgne. Al den utugt. Al denne gennemgående, altgennemtrængende egoisme og magelighed.
I centrum for det hele stod prædikestolen.
Centrum for hans syndeliv!
Joakim så over mod Jesus for at få en forklaring. Men der var ikke behov for det.
Et ord ramte ham som et dødsstød: “Mine brødre, kun få af jer skal være lærere; I ved, at vi får en særlig hård dom.”
Der blev så stille. En dunst af råddenskab steg op fra bålet under ham.
Joakim prøvede at få øje på Jesus. Men han kunne ikke længere se ham. Åh nej. Nej, nej, nej …
Det hele var blevet så mørkt. Det blændende lys havde trukket sig tilbage. Nu var der kun den størknende gråd i en altopslugende tomhed og ensomhed. En syngende angst slog ind over ham som blæsten fra en klar brise. Morgenluft fra en ny virkelighed. Han begyndte at skelne nogle konturer i mørket.
Der var noget, der kravlede på hans arm. Pludselig var der små kryb over alt. Nu var der noget, der trak i ham. Noget større. Og stærkere.
Han drejede hovedet for at se det syn, han af hele hjertet ikke ønskede at se. Et skrig fra dybet banede sig vej.
“Joakim!”
Den spinkle stemme var velkendt. Men den var så langt væk. Et råb fra en anden verden.
Joakim mærkede, hvordan kroppen begyndte at ryste. En begyndende kontakt med armene og benene.
“Joakim!”
Langsomt, prøvende, gled øjnene op, som persienner der bliver åbnet ved en andens hånd. En lille lysstribe var alt, han kunne registrere.
“Joakim! Er du okay?”
Nu vågnede alle sanserne til live. Over ham stod Josva og ruskede ham i armen.
Joakim sprang op fra bænken og så sig om bag ryggen. Der var ingen. Alt var normalt. Verden lignede sig selv. Nogle sekunder stod han sådan i en akavet og anspændt stilling.
Så strømmede en dyb lettelse ud i hele kroppen. Joakim tog en vejrtrækning, der nåede helt ned i maven. Hver enkelt lille partikel af den friske luft var som en ubegribelig gave. Forsigtigt pustede han ud igen. I den dybeste ærefrygt for dette: at der stadig var luft at trække og at ånde ud. For ham.
En tid stod han sådan og bare inddrak den velsignede luft, en mere kostbar drik end den dyreste vin.
Så vendte han sig mod Josva. Isabel var der også. Hun stod lige ved siden af Josva. De så forundrede på ham.
En pludselig panik. Joakim så ned af sig selv. Han var ikke nøgen mere. Men tøjet var drivvådt, gennemblødt så det klæbede til kroppen.
Joakim rynkede brynene og så udforskende på de to unge. Han søgte en forklaring.
Isabel greb ordet: “Det var en ordentlig tordenbyge, der kom før, hva?”
Ordene gjorde det med et så hverdagsagtigt igen.
“Ja,” bekræftede Josva. “Det må du nok sige. Godt der var nogle træer, vi kunne gå ind under.”
“Huha.” Joakim mærkede kulden fra det gennemblødte tøj. Han begyndte at ryste igen. Stadig så han nærmest bønfaldende på de to konfirmander, som om de skulle hjælpe ham med at finde ud af, hvad han skulle gøre.
Så kom solen frem bag skyerne og varmede med sine blide stråler. Bygen var ovre.
“Jeg ved ikke lige …” begyndte Joakim.
“Det er helt okay,” sagde Josva med et blik, der var underligt forstående. Joakim holdt fast i drengens øjne. Han slog dem ikke ned, den ellers så usikre teenageknægt. Det var helt uventet at møde denne genkendelse i en andens øjne. Og så en 13-årigs.
“Ved du …?”
Han gik i stå. Men Josvas rolige og ufordømmende blik gav ham frimodighed til at fortsætte.
“Jeg tror … Jeg har haft en eller anden slags syn.”
Isabel og Josva så forventningsfuldt på ham, men sagde ikke noget. De lyttede.
Så begyndte han. Det hele kom busende ud. I helt tilfældig rækkefølge. Det var nok ikke til at finde hoved og hale i noget. Da slet ikke for et par store børn. Joakim forstod ikke helt, hvorfor han valgte at betro sig til dem. Men det kunne ikke holdes tilbage mere.
Da han var færdig, var de alle tre stille lidt. Joakim mærkede sit hjerte slå hurtige slag. Men han var egentlig ikke bange for, hvad de ville tænke om ham. Mere bange for, hvad de ville sige.
“Det var nok alligevel en slags knus, du fik.”
Joakim så forundret på Josva. Allermest taknemmelig for, at drengen troede på ham – tog ham seriøst. Men ordene var mærkelige.
Josva satte sig på bænken og kiggede ud over byen. Den var næsten tør, der hvor Joakim havde ligget. Isabel så på Josva. Hun lignede en, der forstod ham.
Så kom det tungt fra drengen: “Jeg flygtede fra min far.”
Joakim ventede spændt. Han var klar over – som det meste af byen efterhånden var – at Frederik var død, fordi han løb af sted efter sin dreng. Men de nærmere omstændigheder var der ikke mange, der kendte. Kun på rygteplan. Rygterne var til gengæld mange.
“Ikke bare dén dag.” Øjnene blev våde. “Jeg flygtede fra min far – også længe før den dag.”
De var stille lidt, de tre. Solens varme stråler var som en trøstende favn, hvor der var godt at være, og hvor mange ord ikke var nødvendige.
“Jeg ville ikke møde hans dom.” Josvas spinkle, bævende stemme indkapslede alle de hulk, som kroppen ikke i det ydre gav efter for. Det var en stemme, der var så kendt med gråden, at den ligesom ikke længere behøvede den, fordi den lå under det hele. Isabel lagde en arm på hans skulder.
Det var godt at se de to sammen. Det var ikke et kærestepar på kærestebænken. Det var to sjæle, der havde fundet sammen i en dyb fælles forståelse.
Men selv stod man her. Udenfor. Og begyndte alligevel at ane noget. Det var ikke komplet uforståeligt, hvad der kom ud af drengens mund.
“Jeg ville – have ham til at være stolt af mig. Og … Jeg troede også, det var det, han ønskede. Jeg forstod det slet ikke.”
“Hvad forstod du ikke?” Joakim så intenst ind i Josvas drømmende blik.
“Jeg forstod det ikke,” gentog han. “At – han løb efter mig for at frelse mig.”
“Hvad?” Joakim lavede en utålmodig bevægelse med armene som for at hale svaret ud af drengen. Så vendte Josva sig mod ham og sagde med styrke:
“Jeg skulle se min synd – for at se min frelser!”
“Din far?”
“Nej!” Josva rystede bestemt på hovedet. “Min far var bestemt ikke nogen frelser. Det er dig, der prøver at gøre ham til et eller andet helt …” Josva så forlegent væk.
“Hvad mener du?”
“Der til mindesamværet. Vi kunne bare ikke kende ham. Hverken mor eller jeg. Du gjorde ham jo til en helgen.” Josva så frustreret ud. “Det var han så langt fra! Far var – et menneske. Far råbte ad os! Far var slet ikke altid god. Han kunne virkelig gøre min mor ked af det nogle gange!”
Joakim blev stille. Det var stadig uklart for ham, hvorfor Josva fortalte ham de her ting.
“Men min far …” Nu var der ild i Josvas øjne. Han så lige på sin præst: “Hvis der var én ting, min far vidste – og levede på – så var det: at han havde brug for en frelser. Og at den frelser, han hedder Jesus!”
Det kom så enkelt ud af drengens mund. Det var vel evangeliet. Som man havde hørt det tusind gange før. Alligevel var det som om, at her var noget glemt og begravet. En kostbar skat, der var blevet kastet til med så meget andet gennem årene.
Joakim så bønfaldende på Josva.
“Sig noget mere!”
Isabel afbrød.
“Frederik gav mig et vers, dengang du ved, hvor jeg var … Hvor jeg ikke havde det så godt. Det var Kolossenserbrevet 2, vers 14.”
Josva smilede. “Ja, det var min fars yndlingsvers.”
Joakim ledte nogle sekunder i hukommelsen. Så begyndte han at citere langsomt – for sig selv: “Han slettede … Han slettede vort gældsbevis …” I det øjeblik han udtalte ordet “gældsbevis”, var det, som om himlen åbnede sig over ham.
Gældsbeviset! Hele den lange liste! Den uendelige række af anklagepunkter.
Den var slettet! Slettet!
Det måtte jo betyde: Væk!
Isabel og Joakim hjalp ham videre. Alle tre sad de nu der på bænken og så ud over byen, mens de sagde resten af verset i kor: “Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset.”
Joakim så ud over horisonten. Så så han til højre over mod de to unge.
Nu begyndte analyserne. De kunne ikke holdes tilbage længere.
To konfirmander havde lige givet ham et bibelvers, som han udmærket kendte i forvejen. Var det noget? Var det noget, han kunne bruge? Eller var han bare grebet af øjeblikkets stemning og de sære ting, der var sket?
Synet – som vel bare var en drøm? Den rørende historie om Josva og hans far?
Joakim sukkede. Hjertet sank i livet på ham. Det blev så tungt igen, det hele. Han var altså stadigvæk den samme. Det kunne ikke rigtigt nå ind, evangeliet. Det ville ikke sætte sig i ham.
Josva så på ham. Det var som om, den dreng så lige ind i hans hjerte.
“Jeg ved ikke, om du kan bruge det her til noget,” sagde han, og fortsatte forlegent og lidt snublende hen over ordene. “Men min far sagde tit noget om, at når han forkyndte for en menighed, så forkyndte han først og fremmest til sig selv. Han sagde – især når han var anfægtet og ked af det – så sagde han, at han havde ikke selv noget at komme med. Overhovedet. Men Guds ord havde noget at komme med – til ham. Det blev han nødt til at få selv – igen og igen – fordi han selv var så tom og ugudelig. Og: Det var egentlig bare det, han skulle give videre. Det var det, der var hans kald som forkynder.”
Josva skyndte sig at pakke det væk igen: “Det lyder nok lidt mærkeligt.”
Joakim tænkte sig om. “Jeg tror – med det, du har sagt til mig i dag …” Joakim rejste sig fra bænken og gik lidt rundt og snakkede ned i jorden. “Jeg kan jo slet ikke genkende din far som ‘tom og ugudelig’. Han var så brændende – tænker jeg. Men måske … Måske var det, fordi – det var noget andet, der brændte i ham.”
Joakim travede videre uden at se over mod bænken.
“Folk, de var så bange for ham. Folk, de syntes, han var så ubehagelig at høre på. Så alvorlig og konfronterende. Han gik alt for tæt på.”
Joakim gik lidt hurtigere. Der var kommet en mærkelig energi i kroppen.
“Men! Men jeg tror, du har helt ret i det, Josva. At – han ville jo ikke tæt på os, fordi han ville os noget ondt. Han ville godt nok konfrontere os med vores dommer – og med alt det forkerte i vores liv og i vores menighed. Og stille spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet var kristne.
Og det var så der, han tabte os. For hvem vil høre på sådan noget? Det virker jo så … Fordømmende. Som om han havde ret til det? Bare fordi han selv var missionær! Forsvarsparaderne kommer op med det samme.
Men – jeg må bare sige for min egen del … Nu … At: Det er bedre at høre det her. Her på jorden. Her mens der stadigvæk er … Det her luft, som vi går rundt og trækker – jeg ved ikke, om … “
Joakim blev pludselig lidt usikker på, om det overhovedet gav mening, hvad han stod og sagde. Turde ikke kigge på de to tilhørere på bænken. Men måske var de egentlig ikke så vigtige. Lige nu.
“Nej, du har ret, han ville ikke noget ondt. Han ville jo lede os til Jesus! Jeg tror: For Frederik handlede alting altid om at lede til Jesus! Han ville bare, at vi skulle lære Jesus at kende som synderes ven og frelser. Fordi: Det var den Jesus, han selv kendte. Det var den Jesus, han selv levede med. Det var den Jesus, han selv havde fundet ud af, at han mere end noget andet havde brug for. Og det var der, han selv fik fred: hos Jesus, ved korsets fod – der hvor gældsbeviset – gældsbeviset, det lange skyldbrev, er naglet fast og slettet! Der, hvor synden er kastet i havets dyb, ved det blod, der renser for – det hele!
Jeg tror, det var …”
Joakim gik i stå.
“Halleluja.” Det var Isabel, der brød tavsheden. Hun sagde det så stille, men hun smilede over hele hovedet.
“Halleluja,” gentog Josva alvorligt.
Joakim følte pludselig en gennemstrømmende kærlighed til de to unge mennesker, der sad der og havde villet høre på ham. Han stak i løb hen til bænken og gav dem begge et knus. Hans lange arme kunne nå om dem begge på samme tid.
Deres små halleluja’er mindede ham om noget. En salme, han ellers for længst havde glemt. Det var en af hans fars yndlingssalmer. En salme, som han forgæves havde forsøgt at lære Joakim udenad engang. Nu dukkede den op igen i hans sind, men kun de første vers.
Isabel og Josva rejste sig og ville til at gå igen. De så vel af Joakims tænksomme mine, at han havde brug for at være alene med Gud. De to unge havde sikkert også deres at tale om, efter alt hvad der var sket.
“Lige to minutter – har I det?”
De nikkede og satte sig ned igen. Kiggede lidt desorienterede på Joakim, mens han med besvær fiskede sin mobiltelefon frem fra lommen. Den havde heldigvis overlevet regnskyllet, selvom den stadig var våd.
Joakim klikkede sig vej. Nu fandt han det endelig. Så kiggede han på de kære to.
“Kan vi lige læse det her sammen?” spurgte han.
Josva smilede, og Isabels øjne funklede af glæde. En fantastisk menighed at få lov til at læse i Guds ord sammen med.
Joakim rømmede sig lidt. “Det er en salme, jeg har fået engang. Og … Det er store ord, jeg ved det godt.
Joakims stemme truede med at krybe helt væk. Han følte sig underligt usikker, som i den første tid som præst, når han skulle læse og forkynde. “Vil I bede for mig?” indskød han.
“JA”, kom det som med én mund.
Det gav ham frimodighed til at læse:
Halleluja.
Jeg elsker Herren,
for han har hørt min tryglen,
han vendte sit øre mod mig,
da jeg råbte.
Dødens bånd omgav mig,
dødsrigets trængsler ramte mig,
jeg fandt kun nød og elendighed.
Da påkaldte jeg Herrens navn:
Ak, Herre, red mit liv!
Herren er nådig og retfærdig,
vor Gud er barmhjertig;
Herren vogter de uerfarne,
jeg var hjælpeløs, men han frelste mig.
Fald til ro igen, min sjæl,
for Herren har handlet vel imod dig.
Du har reddet mit liv fra døden,
mine øjne fra at græde
og min fod fra at snuble.
Jeg kan vandre for Herrens ansigt
i de levendes land.
“Jeg kan vandre for Herrens ansigt i de levendes land.” Joakim gentog den sidste sætning og stoppede der.
Himlen var overskyet. Der var ikke noget usædvanligt at se længere. Alting var som normalt.
Men dérnede lå der en by. Der lå et gammelt missionshus. Der lå hans eget hus og hjem.
Joakim begyndte at gå. Ingen grund til at sige farvel til de to på bænken. De ville forstå.
Nu gjaldt det om at komme hjem.
Da folk havde samlet sig i tusindtal, så de var ved at træde hinanden ned, begyndte Jesus at tale, først til sine disciple: “Tag jer i agt for farisæernes surdej, deres hykleri. Der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Derfor: Hvad I har sagt i mørket, skal blive hørt i lyset, og hvad I inde i kamrene har hvisket folk i ørerne, skal prædikes ud fra tagene” (Luk 12,1-3).
Således skal det (…) gå ved verdens ende: Menneskesønnen skal sende sine engle, og fra hans rige skal de tage alt det væk, som fører til frafald, og alle dem, der begår lovbrud, og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Da skal de retfærdige skinne som solen i deres faders rige. Den, der har ører, skal høre! (Matt 13,40-43)
Herren er mit lys og min frelse,
hvem skal jeg da frygte?
Herren er værn for mit liv,
hvem skal jeg da være bange for?
Når de onde nærmer sig
for at fortære mig,
de, som er mine fjender og modstandere,
skal de snuble og falde.
Selv om en hær belejrer mig,
er mit hjerte uden frygt;
selv om der føres krig imod mig,
er jeg dog tryg.
Kun ét ønsker jeg fra Herren,
kun det længes jeg efter:
At bo i Herrens hus,
så længe jeg lever,
så jeg kan fryde mig over Herrens herlighed
og søge svar fra ham i hans tempel.
Han gemmer mig i sin hytte
på ulykkens dag,
han skjuler mig i sit telt
og løfter mig op på klippen.
Nu knejser mit hoved
over fjender, der omringer mig.
I hans telt vil jeg bringe frydesangs ofre,
jeg vil synge og spille for Herren (Sl 27,1-6).
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2019. Hele bladet kan læses her.
