Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Jesus vidner om Skriften

Ugens vidnesbyrd, uge 12 2024. Fra bogen "Guds ord - fundamentet for evangelisk luthersk tro".

På samme måde som Skriften vidner om Jesus, vidner Jesus om Skriften. Jesus definerer både sit budskab og sin frelsergerning ud fra Skriften. Dette finder vi en række eksempler på i evangelierne. Vi vil nævne tre centrale tekster:

1. Da Jesus står i synagogen i Nazaret (Luk 4,16ff), læser han fra profeten Esajas: ”Gud Herrens ånd er over mig, fordi Herren har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede, for at udråbe et nådeår fra Herren” (Es 61,1-2a).

Derefter prædiker Jesus ud fra teksten, en prædiken, som med rette er blevet kaldt en «programtale». Lukas refererer meget kort: ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse” (Luk 4,21). Dermed står Jesus frem som Herrens salvede – Messias, som forkynder formålet med sit komme: At forbinde det sønderbrudte, udråbe frihed osv. Når dette kendetegner Jesu gerning, bevidner det, at han opfylder løftet i Skriften. Titlen Messias (”den salvede” = Kristus) er meningsløs uden GT´s løfter. Derfor er Messias-titlen i sig selv et vidnesbyrd om, at Jesu gerning er baseret på GT.

2. I Bjergprædikenen siger Jesus: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde” (Matt 5,17). Når Jesus siger dette, er det sandsynligvis, fordi han allerede på et tidligt tidspunkt i sin virksomhed er blevet beskyldt for at ophæve loven og profeterne. Men hans svar viser, at det modsatte er tilfældet: Hensigten med hans komme er at opfylde det, der står skrevet. Dermed knytter Jesus hele sin gerning og sit budskab til Det Gamle Testamente. Det er udelukkende dette, som berettiger til titlen Messias – Kristus. I det følgende vers siger Jesus så: ”Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket” (v.18). Hermed bevidner han Skriftens autoritet og gyldighed til det mindste bogstav.

Jesus er ”bogstavtro”. Skriftordet har evighedskarakter, fordi det er Guds Ord og derfor et ord, som Guds løfte er knyttet til: ”Og Herren sagde til mig: ‘…for jeg våger over, at mit ord bliver udført’” (Jer 1,12). I Kristi person fuldbyrder og opfylder Herren sit ord og sit løfte i GT.

3. I beretningen om Emmausvandrerne (Luk 24,13ff) hører vi, at de to giver udtryk for stor forvirring og modløshed efter langfredagens korsfæstelse og påskedagens rygter. Jesu svar er bemærkelsesværdigt: ”I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt” (Luk 24,25). Jesus bebrejder de to disciple deres forhold til Skriften. Han siger med andre ord, at de ikke forstår korsets mysterium på grund af deres fejlagtige forhold til Skriften. Hvis de havde forstået Skriften, ville de også have forstået korset. Derfor siger han: ”Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?” (v. 26). Ordene ”Skulle… ikke” er en gengivelse af grundtekstens ord, som ordret betyder “det var nødvendigt at…” og de beskriver en guddommelig nødvendighed: Det er noget, der skal ske, fordi det ligger i Guds plan, en plan, som forud er åbenbaret i hellige skrifter (Rom 16,25f).

Derefter begynder Jesus at føre disse to ind i Skriften: ”Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne” (v. 27). Dermed bliver vandringen mod Emmaus en vandring gennem Skriften under Jesu vejledning. Da Jesus ud på aftenen skjuler sig for dem, udbryder de: ”Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?” (v.32). Jesus åbner Skrifterne for dem, så de begynder at se korset i Skriften og dermed forstå korsets hemmelighed.

På tilsvarende måde understreger Paulus i indledningen til Romerbrevet, at det evangelium, han er sat til at forkynde, er givet i Skriften, i GT: Han er ”kaldet til apostel, udset til at forkynde det evangelium, som Gud forud har lovet ved sine profeter i De hellige Skrifter” (Rom 1,1-2).

I sin forsvarstale for Felix fremholder Paulus samme sag: ”Men det bekender jeg for dig, at jeg følger Vejen, som de kalder for et parti, og sådan tjener jeg vore fædres Gud, idet jeg tror på alt, hvad der står skrevet i loven og profeterne” (ApG 24,14).

Her aflægger Paulus en bekendelse. Han bliver beskyldt for at være leder af en sekt (v. 5), et begreb, som betyder at komme med noget nyt, noget, som går ud over det, der står skrevet. Hertil svarer Paulus, at han forstår hele sin tjeneste ud fra troen på Skriften, på lovens (dvs. Mosebøgernes) og profeternes ord. Apostlen er sig bevidst, at han ikke kommer med ”noget nyt”.

Hermed er vi fremme ved det grundlæggende faktum, at den første kristne menighed ikke havde nogen anden Bibel end det, vi kalder Det Gamle Testamente. I GT så de første kristne Jesus, og ud fra GT lød den første kristne forkyndelse. GT var Den Hellige Ånds ord og derfor højeste autoritet. Tanken om, at det var en anden Gud, man mødte i GT end Ham, der åbenbarede sig i Kristi person, var helt utænkelig. En sådan tanke dukker først op med kætteren Marcion, der optræder som prædikant i Rom i år 144. Han forkastede hele GT som hellig skrift med den begrundelse, at det var en anden og ond guddom, der talte i GT.

Denne tro er den apostoliske tro. Guds menighed er ”bygget på apostlenes og profeternes grundvold” (Ef 2,20), dvs. Det Gamle og Det Nye Testamentes ord. I den nikænske trosbekendelse siges det i den tredje artikel, at den kristne kirke er ”én, hellig, almen og apostolisk”. At være kristen er at tro som apostlene. Dette gælder også apostlenes forhold til GT. Derfor hører vi også, at Nikænum to gange understreger denne hovedsag:

1. Det siges om Jesus, at han ”opstod på den tredje dag efter skrifterne” (jf. 1 Kor 15,4), og

2. at Helligånden har ”talt gennem profeterne” (jf. 2 Pet 1,20f).

Helligånden, som steg ned over Jesus i hans dåb (i overensstemmelse med løfterne i Es 11,2f; 42,1), og som apostlene fik pinsedag, er den samme Ånd, som taler gennem GT (f.eks. Hebr 3,7; Mark 12,36; ApG 1,16; 4,25). Pointen er, at det er den samme Gud, som taler og virker i den gamle og den nye pagts tid. Guds enhed og Skriftens enhed er derfor to sider af samme sag.

Sammenfattende kan vi her sige, at Jesus og apostlene for det første stadfæster GT som hellig skrift, og for det andet, at de har fået en nøgle til at forstå Skrifterne, og dette bliver omtalt som ”at få åbnet Skrifterne” (Luk 24,45; jf. 2 Kor 3,15f). En sådan forståelsesnøgle medfører en ”ny” læsning af GT til forskel fra farisæernes og de skriftlærdes forståelse af GT. Men det er apostlens overbevisning, at denne nye forståelse af GT ikke er en ”indlægning” i Skriften (i modsætning til en udlægning af Skriften), men tværtimod er det en genopdagelse af det, der er Skriftens oprindelige og egentlige mening, en mening der er blevet fordunklet og forvansket af Israels vantro. Dette indebærer konkret, at GT udelukkende forstås rigtigt, hvis det læses i lyset af NT. Men dette betyder ikke, at historisk, arkæologisk og sproglig erkendelse, som moderne videnskab har gjort tilgængelig, bliver irrelevant, men det medfører, at disse erkendelser ikke kan devaluere, korrigere eller ophæve apostolisk forståelse af GT.

Når Jesus ”åbner Skrifterne”, betyder det, at de, der oplever dette, lærer Skriften at kende indefra og får det privilegium, det er at se ind i den ”hemmelighed, der har været hyllet i tavshed i evige tider” (Rom 16,25). Dette omtales en række steder i Skriften:

Således er bønnen i Sl 119 en hjertebøn for Jesu disciple: ”Luk mine øjne op, så jeg kan iagttage underne i din lov” (Sl 119,18).

Det selvfølgelige kan enhver tankeløst få øje på. Men underet i Ordet – ”Dine love er underfulde” (Sl 119,29) – skal åbenbares af Ånden. Ordet kan kun “låses op” indefra.


Uddrag fra kapitlet “Gud og Skriften” i bogen Guds ord – fundamentet for evangelisk luthersk tro, Nyt Livs Forlag 2017, s. 41-45. Læs mere om bogen her, eller bestil bogen her.

Udgivet af

Jan Bygstad

Jan Bygstad, Bergen, præst i Det evangelisk-lutherske kirkesamfunn.

Jan Bygstad

Jan Bygstad, Bergen, præst i Det evangelisk-lutherske kirkesamfunn.