Da han så deres tro, sagde han: Menneske, dine synder er tilgivet dig (Luk 5,20 & Matt 9,2; Mark 2,5).
Når nu Helligånden har budt hele tre evangelister at viderebringe denne herlige beretning om Jesus og den lamme mand i Kapernaum, da bør også vi standse op og mærke os den mere end én gang!
For hvad sker der egentlig her? Jo, vi ser en lam – en, hvis situation er helt og aldeles hjælpeløs – komme til Jesus og få alt for intet. Et herligt og mægtigt vidnesbyrd om Jesu gerning og evangeliets frie vilkår.
Vi ser en lam mand, som virkelig gerne vil hjælpes og frelses. Han vil så gerne komme til Jesus, men han kan ikke. For han er lam. Han kan ikke. Hvor meget han end gerne vil, kæmper og stræber – så bliver det til ingenting. Absolut ingenting. Hjælpeløshed og afmagt er alt, han kan præstere til sin egen frelse og hjælp fra Jesus.
Er det dig? Er det sådan, dit liv ser ud nu? Du har ofte erfaret, at ikke engang din egen vilje kan hjælpe dig til Jesus. Du føler dig så ”lam” i dit indre.
Her skal du mærke dig, at netop til en sådan siger Jesus: ”Dine synder er tilgivet dig.” For med tredobbelt vidnesbyrd og kraft vil Helligånden forkynde os, at Jesus meget gerne tilgiver og oprejser en fortabt, der blot lægger sig hjælpeløs for hans fod. For sådan er Jesus. Sådan er evangeliet.
I Esajas 66,2 siger profeten: ”Det er den hjælpeløse, jeg ser til, den modløse og den, der skælver for mit ord.”
Evangelisterne lærer os, at hele Jesu værk er opfyldt og sammenfattet i disse ord til den lamme:”Menneske, dine synder er dig forladt.” Dette er det første og største hos Jesus: syndernes forladelse.
Helligånden viser os også, at den lamme trængte til syndernes forladelse først og størst af alt. Og Han viser os, at dette giver Jesus villigt og ufortjent til den, som lægges afmægtig ned for hans fod, nøjagtig som han er. Hvilken nåde!
Og hvilket bevis på, hvordan vi også kan bringe hinanden frem for Jesus i tillid til ham og til hans vilje til at frelse og hjælpe. Nøjagtig som når det lille hjælpeløse og afmægtige spædbarn bæres frem til Jesus i dåben, på andres tro. For i dåben, såvel som i syndernes forladelse, da er det Gud, der handler, giver og frelser i kraft af sit ord.
Senere ser vi også, hvordan Jesus helbreder og rejser den lamme mand fra hans båre. Knogler, muskler og balanceevne bliver til i den lammes krop på et øjeblik, ved Jesu ord. En mægtig helbredelse og kraft.
Herved lærer Helligånden os den rette orden hos Jesus. At først af alt må vi frelses fra vore synders forfærdelige magt og skyld. Vi må høre evangeliet og frelses af nåde alene. Først derefter kan vi gøre gerninger og bære frugt for Gud gennem troen på Jesus.
For først må synden tilgives, før vi kan leve for Gud og gøre gode gerninger. Således lærer Helligånden her, at vi først må frelses af nåde, helbredes ved evangeliet, og derved leve og vandre i Ånden.
Udgivet af
Ruben Skov Jensen
Ruben Skov Jensen, Sverige, tavlemontør/elektriker.