Jesus Kristus - verdens håb

Gennem snart 2000 år har kirken gentaget budskabet fra påskemorgen: “Jesus er opstanden.”

Det er et budskab af en sådan storhed, at det burde give genlyd blandt alle folk på jorden, at der har været en i menneskeslægten, som har været i dødens magt, men nu lever – et menneske, som efter sin opstandelse blev kendt af sine disciple som ham, de havde vandret med.

Dette budskab skal lyde i slægten, indtil den dag indtræffer, som han selv talte om, da han kommer igen i stor herlighed og ære for at dømme levende og døde.

Det siger en stor og afgørende ting for hele verden: at han, som altså ikke kun er historie, men levende, han lever som den, der har verdens fremtid i sin hånd. Fremtiden er hans.

Vi mennesker kan skalte og valte med livet og den jord, vi lever på, som vi vil – og vi kan pådrage os alle mulige dårligdomme derved – og gør det. Men fremtiden råder vi ikke over. Den hører helt og holdent ham til, som var død, men nu lever i evighed og kommer igen for at dømme levende og døde.

For med ham er noget helt nyt kommet ind i verden. Verden er selv som før. Verden hører stadig de kræfter til, som kaldes synden og døden og dommen. Men med den opstandne Herre Jesus er noget nyt kommet ind i verden.

Det lyder til os ved dåben: “Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.”

Undertiden kan man få det indtryk, at budskabet om hans opstandelse sammenblandes med menneskelig forårsstemning – som om opstandelsens budskab ikke er andet end udtryk for det lysere livssyn, som vi alle kender ved forårets komme.

Gud ske lov er sejrsbudskabet fra påskemorgen en langt større og stærkere realitet – som dog ikke kan gøre indtryk på andre end dem, som i troen fatter sandheden i det store, som siges.

Det betyder nemlig ikke en forvandling af verden eller livet, at Jesus stadig er levende. Det betyder derimod et håb for den verden og det liv, som er underlagt syndens og dødens stærke magter.

Om vi blot tænker og føler forårstanker og -følelser, når vi synger “så blomstrer alt i Jesu navn”, da var stemningen nok lys og glad for en tid, men den var uden fast og virkelig grund. For se, alt det, som nu spirer og gror så smukt og fryder både øje og hjerte, det vil dog visne igen. Det er kun en tid, livet bryder frem. Nådesløs kommer den dag, hvor døden er den stærkeste.

Og sådan er det overalt på jorden og i livet. Der er et lys-syn, som over for jordens og livets virkelighed er skrøbeligt, fordi det er uægte. Men det er til alt dette forgængelige, det har lydt til verden siden den store påskemorgen: “Gud har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse.”

Den levende Jesus er verdens levende og udødelige håb.

For med ham har enhver, som bliver af tro på ham, syndernes forladelse, kødets opstandelse og evigt liv. For hvert menneske er håbet for fremtiden samlet i apostlens ord: “Den, som har Sønnen, har livet. Den, som ikke har Guds søn, har ikke livet.”

Der er håb. Fremtiden hører Jesus til.

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2018. Hele bladet kan læses her.

Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).

Lyd

Udgivet af

Frank Jacobsen

Frank Jacobsen (1931-2013), var præst, bl.a. i Mariehøj.