Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: ”Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.” Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: ”Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.”
Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: ”Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!” (Matt 21,1-9).
Teksten fra Matthæusevangeliet vil fortælle os noget om, på hvilken måde Jesus er Konge, og hvordan hans kongerige er. Vi lærer også, hvordan Jesus henviser til Det Gamle Testamente med det, han siger, og det, han gør. Vi skal også høre, hvordan denne palmesøndag (som vi jo kalder dagen) er placeret i den jødiske kalender. Til sidst skal vi se på, hvordan folkeskaren reagerer på Jesu ankomst til Jerusalem.
De to disciple og Skriften
Jesus er på vej ind i Jerusalem. Han ved, hvad der venter ham de kommende dage. Han kender sin fars vilje med ham. Hvad er Guds vilje med ham? Hvad venter ham i denne påske? Jo, der venter ham det værste af alt. Om kort tid skal han slagtes og ofres som det sidste sonoffer. Han skal bære folkets synder. Han skal bære Guds vrede og dom. Han skal gøres til synd, selvom han ikke har synd.
Men inden han rider ind i Jerusalem, sker der noget, som viser noget afgørende om Jesus. Han sender to af sine disciple hen efter et æsel og dets føl. Det er ikke normalt af aflevere dyrene til to fremmede mænd, men Gud er almægtig og lader det ske, hører vi.
Er denne episode bare en detalje, en parentes, eller hvorfor gør Jesus det? Hvorfor skal vi have dette med? Er det vigtigt, at disciplene henter et æsel og et føl og bringer det til Jesus? Ja, det er helt og aldeles afgørende! Matthæus svarer selv på hvorfor:
Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: ”Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.”
Her har du årsagen til denne detalje omkring æslerne, der skulle bringes til Jesus.
Jesus ville i alt, hvad han gjorde og sagde, pege på Det Gamle Testamente. Så jøderne kunne læse det. Det havde han sagt fra begyndelsen. Nu ville han opfylde endnu en profeti. Se her! Kig i jeres Bibel! Jeg er kommet for at opfylde Skrifterne. Jeg er kommet for at opfylde Det Gamle Testamente!
Jesus beder altså sine disciple hente et æselføl og dets moder, så han kan ride ind i Jerusalem på føllet, for at Zakarias’ profeti skal blive opfyldt.
En jordisk konge ville ankomme på sin bedste hest omringet af sine soldater med fuld udrustning osv. Men Jesus ankommer på et lånt trækdyr – på et æsel. FOR AT Skriften skal kunne blive opfyldt.
Hvordan læser du Det Nye Testamente? Du må vide, at de ting, der sker igennem Det Nye Testamentes beretninger – overordnet set – er baseret på Det Gamle Testamente.
Tænk for eksempel på Paulus. Han rejste rundt og forkyndte evangeliet og underviste de nye menigheder. Har du tænkt over, hvilket undervisningsmateriale, han som lærer havde, og hvilken lærebog ”eleverne” i menigheden havde? Svar: Det Gamle Testamente. De havde selvfølgelig også nogle få breve ja, men grundbogen var Det Gamle Testamente.
Se her, kære jøder, se her, kære hedninger, lærte Paulus: Alt, hvad der er sket om Jesus, står i jeres Bibel. Nu skal I høre … Og så gennemgik han Det Gamle Testamente. Og pegede på Jesus gennem det, der allerede stod skrevet.
Tro ikke, at Det Gamle Testamente er uden betydning. Du kan regne med Det Gamle Testamente. Ordet her fra Matthæusevangeliet vil lære dig det. Og hvilken stor og rig lære det er! For hvis det er sandt, at du kan regne med Det Gamle Testamente, og at det profeterer om Jesus, så betyder det også, at du kan regne med alt det andet, som står i Det Gamle Testamente. For eksempel et stort påskeløfte til os fra Esajas 53 vers 5: ”Os til fred kom straf over ham.”
Profetien fra Zakarias
”Sig til Zions datter …” stod der i profetien fra Zakarias’ Bog.
Zion var et bjerg i Jerusalem, og Jerusalem var den by, hvor templet var. Derfor kaldtes byen Jerusalem også for Zion.
Zions datter skal vi forstå som Guds folk – både dengang og i dag. Jesus kom som en konge, der ville frelse Zions datter. Jesus kom for at frelse sit folk og sin menighed. Zions datter er altså også os, der tror på Jesus. De sande troende.
Nu siger profeten til Zions datter: ”Din konge kommer til dig.”
Jesus er altså Zions datters konge. I Zakarias’ Bog står der desuden, at kongen er retfærdig og sejrrig. Jesus er en retfærdig konge. Når han kommer anden gang skal han dømme verden med retfærdighed. Men han kom ikke til Zion på palmesøndag for at dømme, men for at lade sig slagte som et offer ved alteret – ikke i templet – men på et kors.
Han er heller ikke endnu kommet for anden gang til jorden. Men på den dag kommer han ikke i ydmyghed til dig med sin frelse. Jesus kom til Zions datter i ydmyghed på den første palmesøndag, og det gør han også i dag. Han kommer til os sagtmodigt i dag, og enhver, der erkender, at han er deres eneste vej til fred med Gud, og omvender sig til ham, bliver frelst. Bliver en Zions datter. Bliver Guds barn.
Den jødiske påske
Palmesøndag kalder vi den dag, Jesus red ind i Jerusalem. Kigger vi på den jødiske kalender, kan vi se, at indtoget i Jerusalem foregik på den 10. dag i Nisan. Nisan er navnet på en måned i den jødiske kalender.
Hvorfor er det interessant?
Her skal vi tænke på påsken i Det Gamle Testamente. Palmesøndag fandt sted den 10. dag i Nisan, påskemåneden. Påskefesten skulle foregå fire dage efter, altså på den 14. Nisan.
Den 10. dag i påskefejringen var den dag, hvor israelitterne i Det Gamle Testamente udvalgte det påskelam, der skulle slagtes fire dage senere. Påskelammet blev altså valgt ud blandt mængden og sat til side for senere at blive slagtet.
På samme måde satte Jesus sig til side i en påske mange hundrede år senere – det, vi læser om i Matthæusevangeliet 21. Han er også et lam, som blev sat til side. Han skulle slagtes fire dage senere på et kors.
Da Israelitterne forlod Egypten, skulle de slagte et påskelam og smøre blodet på dørstolperne. Kun på den måde kunne de undslippe Guds engel, som dræbte de førstefødte i Egypten. Den begivenhed peger hen på Jesus. Jesu blod skal beskytte os mod Guds dom og vrede, på samme måde som påskelammets blod beskyttede israelitterne. Palmesøndag er altså den samme dag, påskelammet blev udpeget og sat til side. Jesus rider ind i Jerusalem og lader sig udpege som frelseren, så han er opfyldelsen af det løfte, som påskelammet var. Palmesøndag blev Jesus valgt og sat til side til slagtning.
Dermed viser Jesus folkeskaren – og os – at han er det sande påskelam, som ofres for verdens synder og redder os fra Guds vrede, på samme måde som påskelammet reddede israelitterne fra Guds straf.
Folkeskaren
Så er vi nået til folkeskaren. Hvordan reagerer folkeskaren, da de ser Jesus komme ridende på æslet? Og hvordan reagerer de nogle få dage senere?
Der står: Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: ”Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!”
Folkeskaren skar grene af træerne og strøede dem ud på vejen i respekt for Jesus. Ja, de gjorde det for at vise ham ære. De ærede ham som kongen. Som Messias. ”Hosianna, Davids søn,” sagde de. Det var et ord fra Salme 118, som også blev sunget ved løvhyttefesten. Salmen blev sunget omkring alteret i templet, hvor offeret lå. Hosianna betyder ”frels dog”.
Folkeskaren kalder Jesus for Davids Søn – altså et andet ord for Messias – og råber til ham om frelse. Folkeskaren gør alt det rigtige, kunne vi sige. De anerkender, at han er den Messias, den frelser, som skulle komme fra netop Davids slægt og bringe frelse til folket.
Nu læser vi så i Matthæusevangeliet nogle kapitler senere: Men ypperstepræsterne og de ældste overtalte skarerne til at bede om at få Barabbas løsladt og få Jesus henrettet. Og da statholderen spurgte dem: ”Hvem af de to vil I have, at jeg skal løslade jer?” svarede de: ”Barabbas!” Pilatus spurgte dem: ”Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Kristus?” De sagde alle: ”Han skal korsfæstes!” Han spurgte: ”Hvad ondt har han da gjort?” Men de råbte blot endnu højere: ”Han skal korsfæstes!” Da Pilatus så, at der ikke var noget at gøre, men at der tværtimod blev uro, tog han noget vand, og i skarens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: ”Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag.”
Hvordan kan den samme folkeskare, som gør alt det rigtige her på palmesøndag, nogle få dage senere råbe ”korsfæst, korsfæst”? Hvordan kunne den folkeskare, som erkendte, at frelsen kommer fra Jesus forkaste Jesus nogle få dage senere og kræve ham slået ihjel? Hvordan kunne de blive fyldt med så meget had?
Folkeskaren ville dybest set have en anden konge end Jesus. For Jesus løste ikke deres jordiske problemer, viste det sig. Det jødiske folk var i den situation, at de var besat af romerne. Men Jesus satte dem ikke i frihed fra besættelsesmagten. Jesus skabte ikke et jordisk rige med stor militærmagt. Nej, han skabte et skjult rige i al ydmyghed. Et nåderige, hvor syndernes forladelse regerer.
Ser du: Skal vi forstå Jesu indtog i Jerusalem rigtigt, må vi forstå det på den måde, at Jesus kommer til Jerusalem ydmygt for at ofre sig selv for sit folk. Han vil være et sonoffer for folkets synder. Dét forarger. Dét skaber fjendskab og had.
Hvilken konge vil du have?
Er du ligesom folkeskaren? Hylder du Jesus som konge, så længe alting er godt, og så længe han løser dine problemer med job, hus, økonomi, eksamen og kæreste? Men så snart det ikke sker, som du vil, vil du ikke være i hans rige?
Vi kan ikke forvente fremgang her på jorden. Jesus kommer i dyb ydmyghed ridende på et æsel ind i Jerusalem for at blive slagtet som det sande påskelam. Det er den konge, Jesus er.
Jesu kongerige er ikke noget stort, synligt og pompøst. Det ser ikke ud af noget.
Men Gud fik også folkeskaren til at forkynde sandheden. For Jesus er virkelig deres og vores frelser. Hosianna – frelsen kommer virkelig fra Gud.
Jesus er vores nådekonge. Han har befriet os fra loven og Guds vrede. Og Gud brugte også folkeskaren til at forkynde sandt om Jesus, da de sagde ”Se, din konge kommer til dig.” Jesus kommer til dig i dag.
For dig, som ikke har noget at vise frem. Dig, som ikke har nogen værdighed. Dig, som må erkende, at du er en synder. Dig, som må erkende, at du ofte har gået til Jesus, når du manglede en løsning på dine problemer. Dig, som må erkende, at du ikke har fortjent, at han kommer til dig. Dig, som kender din rette tilstand overfor Gud. Dig kommer han til.
Jesus kom til Jerusalem i påskeugen. Han kom for at sone dine synder. Han kom som det sidste offer, hvor det første offer kom i Det Gamle Testamente mange år før. Han kom for at rense dig fra al synd med sit blod. Han kom for at gøre vejen fri ind til Gud for dig. Han kom for at sone Guds vrede. Han døde, men døden kunne ikke sejre over ham. For han var retfærdig. Han havde aldrig syndet. Han overholdt og opfyldte loven, og den, der gør det, skal aldrig dø. Derfor opstod han, fordi han var retfærdig. Denne retfærdighed giver han til dig ved troen. Du får den i de mest ydmyge former – så ydmyge, at de minder om den måde, Jesus red ind til Jerusalem på. Det ser ikke ud af meget at åbne sin bibel eller at gå til nadver eller at blive døbt. Men der kommer han til dig. I sit ord og i dåb og nadver.
Zions datter er som nævnt alle dem, der tror og stoler på Jesus som deres frelser. Derfor er du Zions datter, hvis du råber ”hosianna” eller ”frels dog”, fordi du med det siger, at du vil frelses af Jesus fra Guds straf og vrede over din synd.
Zions datter er du, der klynger dig til frelseren, der kommer i Herrens navn for at lide og dø på korset. Du har intet at frygte, heller ikke selvom du møder modgang her på jorden, for kongernes konge er blevet din frelser. Han er konge i nåderiget, hvor du får lov at bo, fordi han har taget al din synd på sig. Al ære til kongen – det sande påskelam.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2024. Hele bladet kan læses her.
