Abraham levede sit begivenhedsrige liv i kraft af Jesus. Tag Jesus bort fra hans historie, og den mister sin sammenhæng og bliver helt uforståelig.
Løftets søn
Da Abraham var 75 år gammel, befalede Herren ham at bryde op fra Karan. Hvem magter at gøre det i en alder, hvor det er forbi med sindets vovemod, og lemmerne er ved at blive stive? Gjorde Abraham det? Var han helt anderledes end andre mennesker?
På ét punkt var han det. Han havde et særligt forhold til Jesus. Gud havde lovet ham sønnen. Hvilken søn? I umiddelbar forstand Isak, men i egentlig forstand Kristus. Jesus er det afkom, som alle jordens slægter skal velsignes i. Det vidste Abraham. Jesus siger om ham: ”Abraham, jeres fader, jublede over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig” (Joh 8,56).
Vel kendte Abraham også til glæde over kødets søn Ismael, men det var vantroens glæde. Derfor måtte han sende ham bort, så troens glæde over løftets søn kunne være enerådende i hans liv.
Guds uforskyldte nåde
Man kan rette undre sig over, hvordan det var muligt for Abraham at holde ud under al den modgang, som ikke mindst hans synd førte ind over ham. Det bliver kun forståeligt, når man ser, hvordan Gud lader Kristi nåde strømme uforskyldt imod ham. Når synden blev stor i hans liv, blev nåden så meget desto større.
Efter Abrahams fald bekræfter Herren ham i, at han skal få Kristus. Da Abraham anden gang har løjet om sit ægteskab, har påbudt Sara det samme og udsat hende for den største legemlige, sjælelige og åndelige fare, skænker Gud ham en søn.
Så uforskyldt handler Gud.
Hvad gør Abraham så enestående?
Det var hans tro på Guds ord om Jesus. Hans tro var ikke blind. Den så Kristus. Derfor var hans lydighed heller ikke lovens lydighed, men den var en Kristus-lydighed, som Gud selv havde skabt i hans hjerte ved at møde ham med uforskyldt nåde.
Offerstedet
At det forholder sig sådan, ses klart på Morijas bjerg. Gud havde vist Abraham et land, som var hans. Nu ville han også vise ham et offersted, som var hans.
Abraham vidste, at Isak ville Gud ikke tage fra ham, for det kunne han ikke gøre uden også at tage Kristus fra ham. Og Gud tager aldrig Jesus fra et menneske. Derfor kan han sige til sine karle, at Isak og han selv vil komme tilbage. Derfor kan han svare sin undrende søn: ”Gud vil selv udse sig et offerlam, min dreng.” Derfor kan han løfte offerkniven over ham. Han ved, at én ting er helt vist: Gud vil ikke skille ham fra Isak, for Gud skiller jo aldrig Kristus fra en synder.
Man han vidste endnu en ting: Der var en anden søn, der måtte bringes som offer, og det var Jesus. På Golgata bragte Gud ham som synd- og skyldoffer. Mennesker kunne dræbe ham; men ofre ham, gøre ham til synd og forbandelse, det kunne alene hans himmelske far gøre.
Og han gjorde det. Ellers kunne han ikke vise den æreløse Abraham nåde.
Det ufattelige var, at Gud foretrak det frem for at beholde sin søn, sin eneste, elskede søn. Jo mere du grunder over det, desto større bliver spørgsmålet: Hvordan kunne du gøre det, Gud?
Og Gud svarer: Således elskede jeg verden.
Vis os Jesus!
Der er sagt og skrevet meget, som gør Abraham stor. I én forstand er Abraham også en enestående skikkelse i historien. Som få andre fortæller han os, hvad der sker i et menneskeliv, når Jesus er i en stadig vækst for troens erkendelse.
Som forkynder kan man ikke beskæftige sig med Abraham uden at måtte sige til sig selv: Du må tale noget mere om Jesus. Det ændrer jo en kristen indefra, når han ser Jesus, tror ham og lever i kraft af ham. Al vækst og helliggørelse hænger sammen med, at Jesus males for øje.
Vi må have de smukke Rosenius-bind ned fra vores reoler. For Gud har givet den mand nåde til at prædike Kristus. Vi må sige til vores forkyndere: Vis os Jesus! Og vi må først og fremmest bede Gud om at åbenbare sønnen for vores hjertes øje.
Aldrig får vi vores hunger og tørst efter Jesus stillet. Altid længes vi efter at se ham, som han er. I evighed skal det ske for ethvert Guds barn. Der skal vi erfare, at det er saligheden at se ham. Ansigt til ansigt med Jesus er ethvert behov og enhver længsel tilfredsstillet, og bare fryd og himmelsk fred i lovprisning og tak strømmer omkring os og gennem os.
Fra Båndet nr. 3-1977.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2025. Hele bladet kan læses her.
