Hans Erik Nissen skrev gennem sin tid som forstander på Luthersk Missions Højskole en lang række lederartikler til bladet Båndet. En del af dem er samlet i bogen Mellem liv & død (LMBE 1998). Her har vi valgt at bringe den sidste af Hans Eriks lederartikler. Til denne anledning havde Hans Erik, som til sin begravelse, valgt en tekst fra Johannes‘ Åbenbaring. Det er versene fra Åb 21,5-8, hvor der står:
Og han, der sidder på tronen, sagde: “Se, jeg gør alting nyt!“ Og han sagde: “Skriv! For disse ord er troværdige og sande.“ Og han sagde til mig: “Det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand for intet. Den, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn. Men de feje og troløse og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og afgudsdyrkerne og alle løgnerne skal få deres lod i søen, der brænder med ild og svovl; det er den anden død.“
Hvad har været det største ved opgaven på LMH?
Jeg er ikke i tvivl! Det har været arbejdet med Bibelen. At få lov til time efter time at gennemgå bibelske skrifter, kapitel efter kapitel og vers for vers har ført en selv ind i Ordet på en måde, som aldrig kunne ske ved et skrivebord. I Guds ords møde med den enkelte opleves det levende. Man får lov til at erfare det som ånd og liv.
Og i forberedelsen til dette møde har Guds ord åbnet sig, og man har stadig set nye rigdomme i lov og evangelium.
Overraskelsernes bog
Bibelen kan og skal læses på mange måder. I de senere år har jeg fundet hjælp ved at være mere bevidst over for, hvor forskellig Bibelen er i forhold til vor naturlige tankegang. Det er en af vejene til at finde ind i den verden, som intet øje har set, intet øre hørt, og som aldrig er opkommet i noget menneskes hjerte.
Johannes’ Åbenbaring er skrevet til menigheder, der som helhed var under trængsel. I Smyrna måtte man indstille sig på fængsel, og i Pergamum var Antipas blevet dræbt. De syv menigheder lå ikke længere fra hinanden, end at man også der, hvor forholdene var mere tålelige vidste, hvad der foregik.
I kapitel 21 vers 5-8 findes det eneste sted, hvor Gud taler i direkte tale. I åbenbaringen af sig selv siger han: ”Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden.”
Hvis man prøver at forestille sig, hvilket budskab dette selvvidnesbyrd måtte lægge op til, måtte det vel være, at menighederne på trods af alt kunne vide sig trygge midt i deres store vanskeligheder. Det er overraskende, at umiddelbart efter forsikringen om Guds nærvær, tales der om tørst.
Men Gud, der kender hjerterne, ved altid, hvordan de skal hjælpes.
Tørst
Sult er slemt, men tørst er værre. Når den gør sig gældende med fuld styrke, er hele menneskets eksistens bestemt af den. Det gælder vand eller død. Det er derfor tankevækkende, at Bibelen forbinder dette ord med ordet ”salig”. Der er en åndelig tørst, der fører til salighedens tærskel. Den ligger ikke i naturlig forlængelse af, at vore muligheder er brugt op, men den er Åndens gerning.
Noget af det mest dyrebare i mine år på skolen er sket i mødet med denne tørst. Da er man inde i et frelsende spændingsfelt, hvor afstanden mellem den tørstende og den levende Gud er uendelig kort.
Guds ”kom” er nærværende, så man ikke er i tvivl. Det er den tørstende heller ikke. Han oplever det ikke, som at det er ham, der gør noget. Han står i mødet med en, der rækker ham frelsens bæger, og lader ham drikke livet – det evige liv – ind i sig.
Sejr
Efter at have talt om tørst, taler Bibelen i næste vers om sejr.
Der er en indre sammenhæng, som er milevidt fra vores tankegang. Sejr er for os overvindelse af modstand forbundet med stor kraft og styrke hos os. I Guds ord er det helt stik modsat.
Hoseas kaster lys ind over det ved at pege på Jakob. Han siger om ham, at han kæmpede med en engel og sejrede. Det er en konstatering af, hvad der skete ved Jabboks vadested. Så fortsætter Hoseas med at sige, hvori sejren bestod. ”Han bad med gråd om nåde.” Med disse ord beskriver han den største sejr et menneske kan vinde.
Det er den, som tørster, der sejrer, når det er Jesus, han tørster efter. Derfor er det et stadigt kald til al kristen forkyndelse: Skab tørst.
Det sker alene i mødet med den hellige Gud. Møder den enkelte ikke Gud som den absolutte, der i kraft af sin autoritet med uimodståelig magt sætter synderen i gang med at gøre det umulige, føres ingen ind i sønderknuselse, og Gud har ingen anden bolig her på jord end det sønderbrudte, sønderknuste hjerte.
At blive mæt
Bibelens tale om at mættes rummer det, vi kender: Man mættes ved at få. Men der er også en anden tanke: Du bliver mæt ved at være et bestemt sted: ”Du mætter mig med glæde for dit ansigt.”
De gamle jødiske rabbinere siger, at Guds ansigt er Messias. Jeg tror, at de her har set noget rigtigt og meget dybt. Jesus er Guds væsens udtrykte billede. Guds herlighed hviler på hans ansigt. Ser du Jesus, ser du Gud. Når du i evigheden ser Sønnen ansigt til ansigt, da er det Gud, du skuer.
Intet andet end Jesus kan stille den hunger og trøst, han selv har skabt som lovens Gud. Men han kan til gengæld også gøre det.
Hjertets svar i mødet med min Frelser og Forsoner er frelsesjubel. Den er født af Kristus-fylde, og det er nåde over nåde. Du må sige med Paulus: Nu har jeg fuldt op! Jeg har overflod! Jeg mangler intet!
Og dog kender sjælen tørsten: Om jeg dog måtte nå frem til opstandelsen fra de døde! Jo mere den stilles, des stærkere bliver den.
Gud give, at den aldrig slukkes, så længe vi er her.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2016. Hele bladet kan læses her.
Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).
